print    

Anerkendelse af udenlandsk vielse

En udenlandsk vielse anerkendes efter Familiestyrelsens opfattelse normalt i Danmark, hvis følgende betingelser er opfyldt:

  • Vielsen er foretaget af en myndighed eller person, der i det land, hvor vielsen blev foretaget, var bemyndiget til at foretage vielsen.
  • Vielsen opfylder de formkrav, der stilles i det land, hvor vielsen blev foretaget.
  • Vielsen strider ikke mod grundlæggende danske retsprincipper (ordre public). Dette betyder, at især følgende to betingelser skal være opfyldt:
    - Begge parter skal have været til stede ved vielsen.
    - Begge parter skal have været fyldt 15 år på vielsestidspunktet.
  • Vielsen må ikke være ugyldig i det land, hvor den blev foretaget.

Ønsker du at få anerkendt en udenlandsk vielse?
Skal du rette henvendelse til folkeregistret i den kommune, hvor du bor.

Dokumenter og oplysninger
En myndighed, der skal tage stilling til anerkendelse af en udenlandsk vielse, skal efter Familiestyrelsens opfattelse sikre sig, at den er i besiddelse af følgende dokumenter og oplysninger:

  • Det originale vielsesdokument. En udskrift eller kopi af vielsesdokumentet, der er bekræftet af den myndighed, der har udstedt det originale dokument, kan dog anvendes i stedet.
  • Vielsesdokumentets ægthed skal være bekræftet gennem legalisering eller apostillepåtegning. Dette gælder dog ikke dokumenter fra en lang række lande. Se beskrivelsen af legalisering og apostillepåtegning i Vejledning om dokumentation for ægtheden af familieretlige dokumenter fra udlandet
  • Dokumentation for, at vielsen er registreret eller lignende, hvis vielsen efter loven i det land, hvor vielsen blev foretaget, kun er gyldig, når vielsen er registreret eller lignende.
  • Oversættelse af dokumenterne. Det er dog ikke nødvendigt at få dokumenterne oversat, hvis det er muligt at behandle sagen på betryggende vis uden oversættelse, f.eks. fordi myndighedens medarbejdere behersker det udenlandske sprog.
  • Skema vedrørende udenlandske vielser. Parterne skal have besvaret alle punkter i skemaet.

Hvis du vil have mere detaljeret information, kan du læse Vejledning om anerkendelse af udenlandske vielser.

Hvis statsforvaltningen, kommunen eller andre myndigheder er i tvivl om, hvorvidt en udenlandsk vielse anerkendes i Danmark, kan myndigheden forelægge sagen for Familiestyrelsen.

 

Publiceret : 07-04-2009

Sidst opdateret: 02-06-2010

Vælg et land

Familiestyrelsen
Kristineberg 6, 2100 København Ø
Tlf. 33 92 33 02 - Fax 39 27 18 89 - Telefontid: Hverdage 10:00-14:00 - Torsdage 10:00-16.00
NB! Telefonen er lukket den sidste onsdag i hver måned.
Email: familiestyrelsen@famstyr.dk - CVR-nummer: 28 13 71 84 - EAN-nummer: 57 98 000 99 5000
Privatlivspolitik