print        

Oplysning om biologiske forældre

Familiestyrelsen modtager en del henvendelser fra adopterede personer, der ønsker oplysninger om deres oprindelige slægt.

Sådan kan man selv skaffe oplysninger om biologiske forældre
Det er vigtigt at være opmærksom på, at man som adopteret selv kan skaffe sig de fleste oplysninger på følgende måde:

Alle kan rette henvendelse til kordegnen/sognepræsten på sit fødested og bede om en udskrift af ministerialbogen. Man skal huske at vedlægge en kopi af sin dåbsattest. Det vil fremgå af udskriften, hvem der er ens biologiske forældre, og hvornår forældrene er født. Ofte vil forældrenes adresser på fødselstidspunktet også fremgå.

Det vil også fremgå, om man er adopteret.

Man kan for en sikkerheds skyld også rette henvendelse til dåbssognet. Hvis der heller ikke i dåbssognet er noteret noget om adoption, kan man gå ud fra, at man ikke er adopteret, men man kan i stedet have fået en stedfaders navn i henhold til lov eller erklæring.

Når man har de oprindelige forældres fødselsdata, adresser eller lignende, kan man gå til folkeregistret og mod betaling af 52 kr. få oplyst, om forældrene lever, og hvad deres nuværende adresse er.

Hvis faderskabet ikke er fastslået, vil der ikke stå en far i forældrerubrikken. Personer født uden for ægteskab før 1938 vil som udgangspunkt kun have en mor anført. For personer født mellem 1938-1961, kan en mand være dømt bidragspligtig, men da han ikke efter loven er barnets far, fremgår han ikke af ministeri-albogen, og man kan som udgangspunkt ikke få oplysning om ham eller eventuelle andre bidragspligtige.

Hvis en adopteret ønsker at se sin adoptionssag, kan en ansøgning indgives til den myndighed, der har udfærdiget adoptionsbevillingen. Man skal da vedlægge en kopi af sin dåbsattest. Sagen kan dog indeholde oplysninger, som man ikke kan få lov at se.

Det kan Familiestyrelsen hjælpe med
Familiestyrelsen vil normalt kun have ganske få yderligere oplysninger i adoptionssagen, f.eks. nyere adresser, men man skal altid til folkeregistret for at få de nyeste oplysninger.

 



Publiceret: 04-01-2005

Sidst opdateret: 07-05-2009



Familiestyrelsen
Kristineberg 6, 2100 København Ø
Tlf. 33 92 33 02 - Fax 39 27 18 89 - Telefontid: Hverdage 10:00-14:00 - Torsdage 10:00-16.00
NB! Telefonen er lukket den sidste onsdag i hver måned.
Email: familiestyrelsen@famstyr.dk - CVR-nummer: 28 13 71 84 - EAN-nummer: 57 98 000 99 5000
Privatlivspolitik