print    

Adoptionsforberedende kursus

Det adoptionsforberedende kursus er obligatorisk for alle, der søger om adoption af et barn for første gang.

Kurset er fase 2 i undersøgelses- og godkendelsesforløbet af adoptant. For at kunne tilmelde sig de adoptionsforberedende kurser er det en forudsætning, at man er godkendt i fase 1.

Ansøgere, der tidligere har adopteret et barn, kan blive pålagt at deltage i kurset, hvis samrådet vurderer, at de har behov herfor.

Hvis man ikke skal deltage i kurset, fordi man tidligere har adopteret et barn, kan man gå videre til fase 3. Flergangsansøgere kan vælge frivilligt at deltage i kurset, hvis der er ledige pladser.

Kursets formål, form og indhold
Kursets formål er at medvirke til en kvalificering af ansøgernes beslutning om adoption, således at ansøgeren efter afsluttet kursus bedre ser sig i stand til selv at vurdere egne ressourcer i relation til det at blive adoptivforælder.

Kursets form er procesorienteret, og vil undervejs veksle mellem gruppediskussioner, oplæg, film, casestories, paropgaver og debat. Fokus er på den enkeltes egen historie og kræver høj grad af deltageransvarlighed. Kurset bliver til i et samspil mellem jer, kursuslederne og de øvrige deltagere. Der er vandtætte skodder imellem fase 2 og fase 3, hvilket betyder, at der ikke går information om jeres indsats på kurset videre til statsforvaltningen. Kurset afsluttes ikke med en egentlig prøve, men det forventes at man undervejs er aktivt deltagende.

Hvert kursus bliver ledet af en kvindelig og en mandlig kursusleder.

Kurset udgør to weekender som internatkursus og afholdes fire forskellige steder i landet.

Kursets indhold er valgt med henblik på, dels at medvirke til at ansøgeren får undersøgt sit adoptionsmotiv og sin forælderevne, dels at informere om adoptivbarnets særlige situation, og hvad den indebærer for de kommende forældre.

I løbet af de første kursusdage er der fokus på dig som kommende adoptivforælder, på din vej imod beslutningen om adoption, betydningen af barnløshedsproblematikken, forestillingen om det biologiske barn, samlivet og på de historier, vi bærer med os ind i forældreskabet om, hvordan vores egen opvækst har været – vores tilknytningshistorie. Eneadoptanternes særlige situation og dannelsen af eneforælderfamilien med et adoptivbarn bliver også berørt.

Derudover vil der blive stillet skarpt på livet som adoptivfamilie, barnets biologiske forældre og barnets opvækstvilkår før adoptionen.

På sidste kursusdag vil vi se nærmere på, hvad tilknytning betyder for barnet, på dannelsen af jeres fælles tilknytningshistorie, det første møde og den første tid derefter.  

Efter endt kursusforløb skulle din parathed til at forstå adoptivbarnets og adoptivfamiliens særlige vilkår være blevet udbygget, og den endelige beslutning om, hvorvidt du vil gå videre i adoptionsforløbet, stå klarere.

Publiceret : 15-12-2004

Sidst opdateret: 31-05-2010

Kursuskalender

Kursuskalender

Til førstegangsansøgere

Læs orienteringbrev
fra Familiestyrelsen

Pris og tilmelding

Det koster for tiden 1.500 kr. pr. person at deltage i kurset.

Man skal selv tilmelde sig kurset hos kursussekretariatet i Familiestyrelsen.

Fase 1, 2 og 3

Læs mere om fase 1, 2 og 3 på Adoptionsnævnets hjemmeside.

Familiestyrelsen
Kristineberg 6, 2100 København Ø
Tlf. 33 92 33 02 - Fax 39 27 18 89 - Telefontid: Hverdage 10:00-14:00 - Torsdage 10:00-16.00
NB! Telefonen er lukket den sidste onsdag i hver måned.
Email: familiestyrelsen@famstyr.dk - CVR-nummer: 28 13 71 84 - EAN-nummer: 57 98 000 99 5000
Privatlivspolitik