Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg

Det adoptionsforberedende kursus

Hvis du søger om at adoptere for første gang, skal du på det adoptionsforberedende kursus. Kurset udgør fase 2 i undersøgelses- og godkendelsesforløbet.

Du kan først tilmelde dig kurset, når du er godkendt i fase 1.

Læs mere om det faseopdelte forløb

Flergangsansøgere er velkomne på kurset, hvis der er ledige pladser.

Pris og tilmelding

Det koster for tiden 2.500 kr. pr. person at deltage i kurset.

Du skal selv tilmelde dig kurset hos kursussekretariatet i Ankestyrelsens Familieretsafdeling (tidligere Familiestyrelsen), der udbyder og administrerer kurset. Hvis du søger om godkendelse som adoptant sammen med din ægtefælle, skal I deltage i kurset sammen.

Forløb og formål

Kursets formål er at medvirke til en kvalificering af ansøgernes beslutning om adoption, således at ansøgeren efter afsluttet kursus bedre ser sig i stand til selv at vurdere egne ressourcer i relation til det at blive adoptivforælder.

Kursets form er procesorienteret, og vil undervejs veksle mellem gruppediskussioner, oplæg, film, casestories, paropgaver og debat. Fokus er på den enkeltes egen historie og kræver høj grad af deltageransvarlighed. Kurset bliver til i et samspil mellem jer, kursuslederne og de øvrige deltagere. Der er vandtætte skodder imellem fase 2 og fase 3, hvilket betyder, at der ikke går information om jeres indsats på kurset videre til statsforvaltningen. Kurset afsluttes ikke med en egentlig prøve, men det forventes at man undervejs er aktivt deltagende.

Hvert kursus bliver ledet af en kvindelig og en mandlig kursusleder.

Kurset udgør to weekender som internatkursus og afholdes fire forskellige steder i landet.

Kursets indhold er valgt med henblik på, dels at medvirke til at ansøgeren får undersøgt sit adoptionsmotiv og sin forælderevne, dels at informere om adoptivbarnets særlige situation, og hvad den indebærer for de kommende forældre.

I løbet af de første kursusdage er der fokus på dig som kommende adoptivforælder, på din vej imod beslutningen om adoption, betydningen af barnløshedsproblematikken, forestillingen om det biologiske barn, samlivet og på de historier, vi bærer med os ind i forældreskabet om, hvordan vores egen opvækst har været – vores tilknytningshistorie. Eneadoptanternes særlige situation og dannelsen af eneforælderfamilien med et adoptivbarn bliver også berørt.

Derudover vil der blive stillet skarpt på livet som adoptivfamilie, barnets biologiske forældre og barnets opvækstvilkår før adoptionen.

På sidste kursusdag vil vi se nærmere på, hvad tilknytning betyder for barnet, på dannelsen af jeres fælles tilknytningshistorie, det første møde og den første tid derefter.  

Efter endt kursusforløb skulle din parathed til at forstå adoptivbarnets og adoptivfamiliens særlige vilkår være blevet udbygget, og den endelige beslutning om, hvorvidt du vil gå videre i adoptionsforløbet, stå klarere.

Kursets fokuspunkter

Dig som kommende adoptivforælder:

  • Din vej mod beslutningen om at adoptere.
  • Barnløshed.
  • Forestillingen om det biologiske barn.
  • Din egen opvækst og tilknytningshistorie.
  • Eneforælderfamilien.

Livet som adoptivfamilie:

  • Barnets biologiske/oprindelige forældre.
  • Barnets vilkår før adoptionen.
  • Barnets tilknytningshistorie.
  • Den første tid sammen.
  • Dannelsen af fælles tilknytningshistorie.

Spørgsmål og tilmelding

Hvis du mangler oplysninger, kan du kontakte kursus-
sekretariatet på jmob@remove-this.famstyr.dk

Du kan også træffe kursussekretariatet på
tlf. 72 68 80 00 eller
tlf. 72 68 80 14. 

Ankestyrelsen
Familieretsafdelingen
(tidligere Familiestyrelsen)
Kristineberg 6
2100 København Ø

familiestyrelsen@remove-this.famstyr.dk

Tlf.: +45 72 68 80 00
Fax: +45 72 68 80 01

Telefontid: Hverdage 10-14,
torsdage 10-16.
Telefonen er lukket den sidste
onsdag i hver måned.

CVR: 28 13 71 84
EAN: 5798000995000