International børnebortførelse
Der kan være tale om en international børnebortførelse, hvis du har del i forældremyndigheden over jeres barn, eller du har forældremyndigheden alene, og den anden forælder er på vej ud af Danmark eller allerede er rejst ud af Danmark med barnet uden dit samtykke.Det samme kan gøre sig gældende, hvis barnet er bragt ulovligt til Danmark efter reglerne i det land, hvor barnet har bopæl.
Ankestyrelsens hjemmeside om international børnebortførelse
Vi har lavet en særlig hjemmeside, hvor du blandt andet kan læse, hvad du kan gøre, hvis dit barn er ved at blive bortført til eller fra Danmark, eller hvis dit barn allerede er blevet bortført til eller fra Danmark.
Du kan også læse om retshjælp, som er en økonomisk støtteordning. Du kan få retshjælp, hvis du har et barn eller børn, der er bortført fra Danmark eller ulovligt tilbageholdes i udlandet.
Vi forklarer også reglerne om flytning og rejser med dit barn til udlandet eller Danmark.
Ankestyrelsens rolle
Danmark har tiltrådt 2 konventioner, som du kan bruge, når du skal søge om tilbagegivelse af dit barn i sager om internationale børnebortførelser. De 2 konventioner er Europarådskonventionen og Haagerkonventionen.
Alle lande, som har tiltrådt konventionerne, skal udpege en centralmyndighed. Ankestyrelsen (tidligere Familiestyrelsen) er udpeget som den danske centralmyndighed.
Centralmyndighederne har en række opgaver og pligter i forbindelse med behandlingen af sager om børnebortførelse. Dette betyder blandt andet, at Ankestyrelsen videreformidler en anmodning om tilbagegivelse, hvis dit barn er blevet bortført til en anden konventionsstat.
Hvor skal du starte?
Hvis dit barn er blevet bortført, er ved at blive bortført, eller i risiko for at blive det, kan du læse her, hvad du skal gøre:



