Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg

Lovgivning

Med forældreansvarsloven, som trådte i kraft den 1. oktober 2007, skete der en gennemgribende revision af reglerne om forældremyndighed og samvær. Titlen på loven, ”forældreansvarslov”, er med til at understrege et af lovens hovedprincipper, nemlig at et barn har ret til to forældre. Dette grundlæggende princip betyder, at forældrene – også selvom de ikke lever sammen – skal tage ansvar for barnet. Lovens udgangspunkt er, at forældre har fælles forældremyndighed og sammen skal drage omsorg for barnet og være enige om væsentlige beslutninger om barnet. Det er også begge forældres ansvar, at der er samvær med den forælder, som barnet ikke bor hos.

Et andet grundlæggende princip er, at alle afgørelser skal træffes efter, hvad der er bedst for det enkelte barn, og at barnets egne synspunkter skal indgå i alle forhold vedrørende barnet – alt efter barnets alder og modenhed. Barnet skal i udgangspunktet også altid inddrages i en sag om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær, uanset hvilken alder det har. Inddragelsen kan ske på flere forskellige måder, eksempelvis gennem udtalelser fra institution, samtale med barnet eller en børnesagkyndig undersøgelse. Inddragelsen skal ske på den mest skånsomme måde, og barnet må ikke ansvarliggøres.

Ved lovens vedtagelse blev det besluttet, at loven efter ca. 3 år skulle evalueres for at følge dens anvendelse og implementering, særligt for så vidt angår effekten af de nye muligheder i loven.

Læs om evalueringen af forældreansvarsloven

Læs mere
Vis al lovgivning