print        

Forældreansvarsloven

Delebørn får mulighed for at være mere ”hele” børn

Forældreansvarsloven trådte i kraft den 1. oktober 2007.

Hovedpunkterne i loven

  • Retten kan dømme til fælles forældremyndighed. Fremover er udgangspunktet fælles forældremyndighed. Retten kan kun ophæve den fælles forældremyndighed, hvis tungtvejende grunde taler for det. 
  • Inddragelse af barnet. Alle børn skal fremover inddrages i sager om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær, så deres perspektiv belyses. Dette kan ske ved for eksempel samtaler eller børnesagkyndige undersøgelser. Barnet kan undlade at udtale sig, hvis det ønsker dette.
  • Samvær er et fælles ansvar. Forældrene har et fælles ansvar for at et samvær kan virkeliggøres. Forældrene deler som udgangspunkt både den praktiske og den økonomiske del af transporten af barnet til og fra et samvær.
  • Deleordninger. Det skal være muligt at fastsætte samværsordninger, hvor barnet er lige meget hos hver forælder.
  • Ret til at blive orienteret. En forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, skal fremover orienteres om og have adgang til at deltage i de generelle sociale aktiviteter på skoler og i institutioner.
  • Flytning skal varsles. Forældre, der flytter indenlands eller udenlands, skal 6 uger inden flytningen give den anden forælder besked om flytningen. Dette gælder uanset, om der er fælles forældremyndighed eller ej. Varslingspligten gælder også for en samværsforælder. Hensigten er, at den forælder, der ikke flytter, får lejlighed til at bringe spørgsmål vedrørende barnets fremtidige bopæl, forældremyndigheden over barnet eller hensigtsmæssigheden af en eksisterende samværsordning op i statsforvaltningen, sådan at der kan ske en vurdering af, om flytning er i barnets interesse. Statsforvaltningen vil efter omstændighederne kunne træffe en midlertidig afgørelse om bopælen eller forældremyndighedssagen, indtil der foreligger en afklaring af, hvad der er bedst for barnet.
  • Samvær med andre. Der kan i særlige tilfælde fastsættes samvær med barnet med andre end dets forældre, når der kun er meget lidt eller intet samvær med den anden forælder. Her tænkes på samvær med f.eks. bedsteforældre eller søskende.
  • Samværschikane. Samarbejdschikane skal have større vægt ved bedømmelsen af, hvad der er bedst for barnet, når der skal træffes afgørelse om samvær, barnets bopæl eller forældremyndighed over barnet. Det har således betydning for afgørelser om forældremyndighed og barnets bopæl, hvem af forældrene, der har bedst evne til at samarbejde og dermed sikre barnets samvær med den anden forælder.
  • Faderskab. I visse situationer, hvor forældrene har haft et forudgående samliv eller ægteskab, etableres der automatisk fælles forældremyndighed allerede fra fastslåelsen af faderskabet. Det drejer sig om de tilfælde, hvor forældrene er separeret på tidspunktet for barnets fødsel, hvor forældrene har haft fælles folkeregisteradresse inden for de sidste 10 måneder før barnets fødsel, og hvor forældrene har været gift med hinanden inden for de sidste 10 måneder før barnets fødsel.

Den nye forældreansvarslov skal også ses i det perspektiv, at alle sager om uenighed om forældremyndighed fra 1. januar 2007 skal starte i statsforvaltningen. I statsforvaltningen vil der blive lagt yderligere vægt på konfliktmægling og børnesagkyndig rådgivning – og det vil da heller ikke længere være muligt at starte sager om uenighed om forældremyndighed direkte ved retten. Formålet er at skabe bedre muligheder for, at forældrene indgår aftaler, så det undgås, at myndighederne skal træffe en afgørelse. Dette vil give forældrene bedre samarbejdsmuligheder i det lange løb og dermed bedre vilkår for barnet.

> § Gå til forældreansvarsloven på retsinformation.dk.



Publiceret: 12-12-2006

Sidst opdateret: 07-05-2009



Familiestyrelsen
Kristineberg 6, 2100 København Ø
Tlf. 33 92 33 02 - Fax 39 27 18 89 - Telefontid: Hverdage 10:00-14:00 - Torsdage 10:00-16.00
NB! Telefonen er lukket den sidste onsdag i hver måned.
Email: familiestyrelsen@famstyr.dk - CVR-nummer: 28 13 71 84 - EAN-nummer: 57 98 000 99 5000
Privatlivspolitik