Ved lov om forældremyndighed og samvær, der trådte i kraft den 1. januar 1996, blev reglerne om samvær og om børnesagkyndig rådgivning i forbindelse med forældremyndighed og samvær revideret. Formålet hermed er især at styrke børnenes kontakt med den forælder, som de ikke bor sammen med.

I august 1996 fremkom en arbejdsgruppe under Civilretsdirektoratet med forslag til at indsamle statistiske oplysninger på det familieretlige område, herunder om behandlingen af samværssager. I lyset heraf og efter at den nye lov havde virket i et års tid, besluttede Civilretsdirektoratet efter aftale med justitsminister Frank Jensen at påbegynde indsamlingen af statistiske oplysninger om samvær og rådgivning.

I december 1997 forelå den første statistikrapport: "Rådgivning og Samværssager i Statsamterne". Denne rapport var koncentreret om nogle forholdsvis få problemstillinger og byggede på oplysninger fra statsamterne for perioden 15. maj til 31. oktober 1997.

Den rapport, der nu foreligger, er den første samlede statistiske beskrivelse af behandlingen af samværssager i statsamterne og Civilretsdirektoratet og af statsamternes børnesagkyndige rådgivning. Rapporten er væsentlig mere detaljeret og behandler langt flere emner end de hidtidige statistiske ad hoc undersøgelser af disse områder. Den er således også betydeligt udbygget i forhold til den første rapport.

Rapporten dokumenterer, at formålene med lovændringen i 1996 på en lang række punkter er blevet opfyldt. På andre punkter tyder oplysningerne på, at vi er godt på vej.

Der er hidtil kun i begrænset omfang indsamlet statistiske oplysninger. Det er derfor på mange punkter ikke muligt at sammenholde resultaterne i denne undersøgelse med behandlingen af sager om samvær og rådgivning før den 1. januar 1996.

Rapporten har været længe undervejs. Dette skyldes især, at det har vist sig vanskeligere at beskrive samværssager statistisk, end vi troede, da projektet blev sat i gang. De oplysninger, vi skulle bruge i rapporten, har således på flere punkter været mangelfulde. Dette har i nogen grad besværliggjort bearbejdelsen af materialet.

Sideløbende med udarbejdelsen af denne rapport har vi vurderet datagrundlaget og behovet for yderligere oplysninger. Dataindsamlingen vil derfor blive ændret i 1999 og forhåbentlig føre til en endnu bedre statistik.

I afsnit 9 er der udarbejdet et resumè af rapportens hovedkonklusioner.

Civilretsdirektoratet, marts 1999

Dorrit Sylvest Nielsen,
direktør

1. Sammenfatning

1.1 Lovændringen i 1996 og dens forarbejder

Den 1. januar 1996 trådte den nye lov om forældremyndighed og samvær i kraft.

Det overordnede formål med lovens regler om samvær er især at styrke barnets kontakt med den af forældrene, det ikke bor sammen med.

Denne styrkelse er både i lovteksten og bemærkningerne forudsat at kunne ske på forskellige måder:

Selvom et barn aldrig har haft kontakt med en af forældrene eller kun har haft kontakt i ringe grad, skal der normalt fastsættes samvær. Dette var ikke tilfældet tidligere.

Samværet skal tilpasses de enkelte børns og forældrenes behov. Betydningen af individuelt tilpassede samværsordninger blev derfor understreget. Folketinget undlod da også i selve lovteksten at indføje en regel om "normalt samvær" for ikke at "låse" omfanget af samvær fast.

Samtidig blev der lagt vægt på vigtigheden af at gøre mere for at informere om den gældende praksis om fastsættelse af samvær. Til opfyldelse af dette har Civilretsdirektoratet udarbejdet en pjece, der bl.a. beskriver praksis på samværsområdet.

Det ønskelige i at fastsætte samvær på hverdage for derved at øge hyppigheden af kontakten mellem barnet og den anden forælder blev også fremhævet.

Flere steder i forarbejderne til loven fokuseres der på, at uenighed om samvær i perioder kan være belastende for børnene. Det gælder både, når der skal skabes kontakt mellem et barn og en forælder, og når konfliktniveauet mellem forældrene er stort.

Det blev således ved lovændringen - bl.a. for at løse sådanne situationer - fastslået, at statsamterne skal sikre, at der er mulighed for at fastsætte samvær under overvågning, når der er behov herfor. Indhentelsen af sagkyndige erklæringer i større omfang end hidtil i sager om ophævelse af eller afslag på samvær blev ligeledes understreget.

Det blev også tilkendegivet, at det skal være lettere at ophæve samværet, når hensynet til barnet taler herfor.

Endelig blev det ved lovændringen muligt at få behandlet tvister om samvær, uden at den af forældrene, der ønsker sin kontakt med barnet fastsat, tvinges til at søge den fælles forældremyndighed ophævet. Der kan således fastsættes samvær for den, der ikke har barnet boende, selvom den pågældende stadig har del i forældremyndigheden.

1.2 Formålet med den statistiske undersøgelse og nogle definitioner

Formålet med denne rapport er at foretage en statistisk analyse af statsamternes og Civilretsdirektoratets overordnede behandling af samværssager og af statsamternes gennemførelse af børnesagkyndig rådgivning.

Som udgangspunkt løser forældrene selv spørgsmål om samvær. Dette udgangspunkt holder dog ikke altid. Det kan der være mange grunde til. I disse tilfælde kan forældrene få hjælp fra det offentlige til at løse deres problemer.

Denne rapport omhandler kun de situationer, hvor forældrene har bedt myndighederne om hjælp til at løse deres problemer om samvær m.v. Rapporten indeholder således kun de afgørelser, som statsamterne og Civilretsdirektoratet træffer om samvær, og de aftaler, som forældrene beder statsamterne om at notere i et samværsdokument. Man kan derfor ikke af rapporten se, hvilke løsninger forældrene når til uden myndighedernes medvirken, eller i hvilket omfang der rent faktisk er samvær, når der er indgået en aftale eller truffet en afgørelse herom.

Rapporten koncentrerer sig om "det overordnede omfang" af samvær og medtager derfor ikke sager, der kun har handlet om "detailregulering" af samværet, f.eks. hvornår eller hvor barnet skal hentes og bringes, den nøjagtige placering af feriesamvær og lignende. Ved "det overordnede omfang af samværet" forstås f.eks. spørgsmål, om der skal være samvær med eller uden overnatning, om der skal være samvær i sommerferien, eller om der skal være samvær hver anden eller hver tredje weekend. Til det overordnede omfang hører også sager om hverdagssamvær.

Samværssagerne er i rapporten inddelt således:

Midlertidig afgørelse om samvær under en samværssag.

Midlertidigt samvær under en forældremyndighedssag.

Samvær (der ikke er midlertidigt).

1.3 Nogle tal

Undersøgelsen omfatter i alt 2.624 sager fra statsamterne om det overordnede samvær. Disse sager vedrører i alt 3.511 børn.

Da undersøgelsesperioden er på 7½ måned, svarer dette på årsbasis til ca. 4.200 afgørelser og aftaler.

I følge statsamternes virksomhedsregnskab for 1997 var det samlede antal afgørelser og aftaler om samvær i statsamterne i 1997 i alt 8.623. Dette er mere end dobbelt så mange sager, som denne statistik er baseret på.

Denne forskel skyldes først og fremmest, at statistikken kun inddrager sager om det overordnede omfang af samvær, således at sager, der kun vedrører detailreguleringen, ikke er omfattet. Hertil kommer, at indsamling af data undervejs har givet anledning til visse problemer.

Det er dog Civilretsdirektoratets opfattelse, at materialet i undersøgelsen må anses for repræsentativt, således at der kan gives et realistisk indtryk af den overordnede behandling i statsamterne af samværssager, herunder den relative fordeling mellem de enkelte kategorier af sager m.v. Derimod er rapporten ikke fyldestgørende med hensyn til antallet af afgørelser på de forskellige områder.

For Civilretsdirektoratets vedkommende er medtaget 223 afgørelser om det overordnede omfang af samvær, omfattende 284 børn. Med en undersøgelsesperiode på 7½ måned svarer dette til ca. 350 afgørelser på årsbasis.

I følge Civilretsdirektoratets virksomhedsregnskab for 1997 var det samlede antal afgørelser om samvær 1.422. Sager om det overordnede omfang af samvær udgør således en fjerdedel af alle samværsafgørelser.

Også for Civilretsdirektoratet har indsamlingen af data givet anledning til problemer undervejs. Det er dog opfattelsen, at materialet i undersøgelsen er tilstrækkeligt til at give et overblik over behandlingen af samværssager.

Undersøgelsens resultater om børnesagkyndig rådgivning i statsamterne bygger på 3.701 sager, der omfatter i alt 4.962 børn. På årsbasis svarer dette til ca. 6.000 sager.

Set i forhold til det samlede antal sager om samvær og forældremyndighed i statsamterne er svarprocenten i denne del af undersøgelsen højst på ca. 70%. Der må derfor også for den børnesagkyndige rådgivnings vedkommende tages forbehold for visse usikkerheder i tallene. Som konsekvens heraf bør man først og fremmest hæfte sig ved de relative fordelinger vedrørende den børnesagkyndige rådgivning, hvorimod de absolutte tal lider af væsentlige mangler.

1.4 Fastsættelse og ophævelse af samvær

I rapportens afsnit 4.2 . og 4.3. gennemgås materialet om statsamternes fastsættelse og ophævelse af samvær.

Af de 2.624 sager undersøgelsen omfatter, indeholdt ca. tre fjerdedele (1.983 sager) en ansøgning om fastsættelse af samvær, mens kun en fjerdedel handlede om større ændringer af et allerede fastsat samvær.

Af ansøgningssagerne drejede 1.727 sager sig om samvær (der ikke er midlertidigt), mens 165 sager vedrørte midlertidigt samvær under en forældremyndighedssag, og 91 sager vedrørte midlertidigt samvær under en verserende samværssag i statsamtet.

I 93% af sagerne om samvær (der ikke er midlertidigt) blev ansøgningen imødekommet, mens den blev imødekommet i henholdsvis 96% og 89% af sagerne om midlertidigt samvær under en forældremyndighedssag og en verserende samværssag.

I de 7% af ansøgningerne om samvær, der blev afslået (115 sager i undersøgelsen), var de almindeligste begrundelser for at afslå at fastsætte samvær barnets mening og alder, manglende kontakt og særlige forhold hos enten barnet eller ansøgeren.

I sager om fastsættelse af midlertidigt samvær under en forældremyndighedssag vil ansøgeren typisk have haft en tættere kontakt med barnet end i de øvrige sager, idet forældremyndighedssager ofte drejer sig om ophævelse af fælles forældremyndighed. Der vil derfor sjældnere være grundlag for at afslå at fastsætte samvær. Afslagsprocenten var da også kun fire i denne kategori.

Undersøgelsen viser, at der kun i 5% af de 1.612 sager, hvor der blev fastsat samvær, blev truffet afgørelse om midlertidigt samvær under sagens behandling i statsamtet.

Dette tal har Civilretsdirektoratet fundet overraskende lavt og har derfor i november 1998 iværksat en undersøgelse af statsamternes behandling af disse sager. Undersøgelsen forventes færdig i løbet af foråret 1999. De foreløbige resultater tyder dog på, at der i flertallet af sager om samvær ikke træffes afgørelse om midlertidigt samvær under sagens behandling. Baggrunden herfor er ofte, at der efter aftale er kontakt mellem barnet og den samværssøgende. Der er derfor ikke behov for en afgørelse om midlertidigt samvær. Der træffes i øvrigt ofte afgørelse i samværssagerne i løbet af kort tid. En afgørelse om midlertidigt samvær er derfor normalt overflødig, idet kontakten etableres hurtigt ved den egentlige afgørelse i sagen.

Undersøgelsen viser, at der er fælles forældremyndighed i 28% af ansøgningerne om fastsættelse af samvær, der ikke er midlertidigt. Muligheden for at få fastsat samvær, selvom der er fælles forældremyndighed, har således imødekommet et udtalt behov for at få behandlet tvister om samvær, uden at det er nødvendigt at søge den fælles forældremyndighed ophævet.

I alt 146 af de 2.624 sager, som undersøgelsen omfatter, drejede sig om ophævelse af samvær. I 49% af sagerne blev ansøgningen om ophævelse imødekommet. Begrundelserne herfor svarer nogenlunde til begrundelserne for ikke at fastsætte samvær. Dog forekommer begrundelsen "manglende kontakt" mellem barnet og den samværsberettigede meget sjældent. Dette er logisk, da den samværsberettigede oftere har haft kontakt med barnet i disse sager end i sager om fastsættelse af samvær, hvor det forekommer, at ansøgeren aldrig har set barnet. En anden forskel er, at også begrundelsen "særlige forhold hos barnet" forekommer sjældnere her. Endelig bør det nævnes, at den samværsberettigede i 11% af sagerne accepterede ophævelsen.

I rapportensafsnit 5.2. gennemgås Civilretsdirektoratets behandling af samværssagerne, når forældrene klager over statsamternes afgørelser.

Det fremgår af materialet, at Civilretsdirektoratet i 80% af sagerne om det overordnede samvær stadfæstede samværet, som dette var fastsat af statsamtet. I 20% af sagerne ændrede direktoratet afgørelsen. Det hører med til vurderingen af ændringsfrekvensen, at en del af de afgørelser, hvor direktoratet ændrede samværet, er begrundet i nye oplysninger eller forandrede forhold.

Af de 223 sager, som for Civilretsdirektoratets vedkommende indgår i undersøgelsen, vedrører knap 9 ud af 10 klager samvær, der ikke er midlertidigt.

I 39 sager bad klagerne Civilretsdirektoratet om at fastsætte samvær, hvor statsamtet enten havde afslået dette eller havde ophævet et eksisterende samvær. Direktoratet stadfæstede i 29 tilfælde (74%) statsamtets afgørelse, men bestemte i 10 tilfælde (26%), at der skulle være samvær.

I 63 sager havde statsamtet enten bestemt, at der skulle fastsættes samvær mod modpartens protest, eller afslået at ophæve et fastsat samvær. Direktoratet gav kun i tre tilfælde (5%) klageren medhold og ophævede samværet.

Tallene viser en klar tendens til, at Civilretsdirektoratet i klagesagerne i betydelig højere grad ændrer statsamternes afgørelser og fastsætter samvær, end direktoratet ophæver samvær, der er fastsat af statsamterne.

I Civilretsdirektoratets afgørelser er den almindeligste begrundelse for ikke at fastsætte samvær barnets mening om samværet. Denne begrundelse gør sig gældende i næsten 4 ud af 10 af de afgørelser, hvor der ikke blev fastsat samvær. I den anden hovedgruppe af begrundelser er afslaget på samvær bl.a. støttet af en sagkyndig erklæring, ligesom særlige forhold hos barnet - f.eks. psykiske problemer - ofte begrunder afslag på samvær.

Begrundelserne fordeler sig således nogenlunde som statsamternes begrundelser for afslag på fastsættelse af samvær og for ophævelse af samvær.

Statsamterne begrunder dog oftere end Civilretsdirektoratet deres afgørelser om afslag på samvær med henvisning til særlige forhold hos ansøgeren/den samværsberettigede.

Til gengæld bygger direktoratet oftere end statsamterne sine afgørelser på sagkyndige erklæringer. Årsagen til dette kan være, at direktoratet behandler forholdsvis flere sager med højt konfliktniveau end statsamterne.

Som anført ovenfor blev det i forarbejderne til loven tilkendegivet, at der i større omfang end hidtil skulle indhentes sagkyndige erklæringer i sager om ophævelse af eller afslag på samvær. Tendensen i direktoratets afgørelser er således i overensstemmelse hermed.

Det kan i den forbindelse nævnes, at direktoratet for nylig har nedsat en arbejdsgruppe om familieret m.v., der bl.a. skal vurdere og samordne behandlingen af de familieretlige sager i statsamterne. En af arbejdsgruppens første opgaver er at se nærmere på brugen af børnesagkyndige undersøgelser i samværssager.

Det fremgår i øvrigt af undersøgelsen, at 33% af statsamternes afslag på at fastsætte samvær er begrundet i "den samværsberettigedes manglende kontakt med barnet". Denne begrundelse optræder i 19% af de sager, hvor statsamterne ophævede et eksisterende samvær. Samme begrundelse findes kun i 6% af Civilretsdirektoratets begrundelser for samtlige afslag på samvær. Direktoratet vil drøfte dette forhold med statsamterne.

1.5 Ansøgninger om udvidelse eller begrænsning af samvær

I rapportens afsnit 4.4. gennemgås statsamternes behandling af sager om udvidelse eller begrænsning af samvær.

I næsten fire ud af fem af de i alt 346 sager, hvor der blev søgt om udvidelse af et eksisterende samvær, blev dette imødekommet, mens samværet blev begrænset i 57% af de 84 sager, der vedrørte begrænsning af samvær.

Dette tyder på, at statsamterne er mere åbne over for ansøgninger om udvidelse end over for begrænsning af samværet, hvilket er i overensstemmelse med intentionerne bag lovændringen i 1996.

Materialet vedrørende klagebehandlingen i Civilretsdirektoratet i afsnit 5.2. viser på tilsvarende måde, at direktoratet i 29% (22 sager ud af i alt 75 sager) gav klageren helt eller delvist medhold i ansøgningen om at få udvidet samværet, mens direktoratet kunbegrænsede samværet i forhold til statsamtets afgørelse i 11% af klagesagerne (6 ud af i alt 53 sager).

1.6 Omfanget af samvær

I rapportens afsnit 4.5 gennemgås undersøgelsens resultater om statsamternes afgørelser og aftaler om omfanget af samvær.

Som tidligere nævnt blev betydningen af individuelt tilpassede samværsordninger understreget ved lovændringen, ligesom det ønskelige i at fastsætte samvær på hverdage for derved at øge hyppigheden af kontakten mellem barnet og den anden forælder blev fremhævet.

Til opfyldelse af henstillingen i forarbejderne om at informere om den gældende praksis om fastsættelse af samvær har Civilretsdirektoratet udarbejdet en pjece om praksis på samværsområdet.

Det fremgår bl.a. af pjecen, at hvis forældrene "... ikke kan blive enige om, hvor ofte barnet skal besøge den mor eller far, som ikke bor sammen med barnet, fastsætter statsamtet omfanget af samværet .... Ved afgørelsen vil statsamtet, når det gælder lidt større børn, tage udgangspunkt i følgende:

hver 2. weekend

nogle dage i julen

nogle dage i påsken

1-2 uger i sommerferien

1 hverdag (evt. med overnatning)

....".

Undersøgelsen af omfanget af samvær omfatter i alt 2.405 tilfælde, hvor statsamterne har taget stilling til "det overordnede omfang" af samvær. Disse sager vedrører 3.229 børn.

I undersøgelsen er samværet af oversigtsmæssige grunde opdelt på samvær i forbindelse med weekender, samvær på hverdage og samvær i ferier.

For weekendsamværets vedkommende er dette fastsat i ca. 95% af de 2.405 sager. I de resterende sager (104) er der kun samvær på hverdage eller i ferier. Det almindeligste samvær er hver anden weekend fra fredag til søndag, hvilket er fastsat i 44% af de 2.405 sager.

Gennem de sidste mange år er hyppigheden af samvær øget. I Justitsministeriets Forældremyndighedsudvalgs betænkning nr. 1279/94 om fælles forældremyndighed, samværsvanskeligheder og børnesagkyndig rådgivning er det på side 108 oplyst, at der i 1983 efter praksis kun blev fastsat samvær en weekend hver måned. Samme sted er der gennemgået 2 undersøgelser af omfanget af samvær i 1987 og 1991. I 1987 var der i 55% af sagerne samvær hver anden weekend. Andelen af sager med samvær hver anden weekend var i 1991 øget til 73%, og andelen er i nærværende undersøgelse øget yderligere til 81%. Hertil kommer 5%, hvor der er samvær i hver weekend. Andelen af samvær sjældnere end hver 2. weekend er således blevet halveret fra 1991 til 1997.

I 13% af sagerne er der kun samvær hver tredje weekend eller sjældnere. Den almindeligste begrundelse for dette er, at forældrene har været helt eller delvist enige herom. Dette gælder næsten to tredjedele af sagerne. De to næsthyppigste begrundelser er barnets alder og lang afstand mellem forældrene.

Der er hverdagssamvær i 28% af sagerne. Hverdagssamvær er næsten lige så ofte med som uden overnatning. Det mest almindelige er, at hverdagssamværet foregår hver anden uge. Dette er tilfældet i knap to tredjedele af sagerne. I knap en tredjedel af sagerne er der hverdagssamvær hver uge. Kun i 6% af sagerne er hverdagssamværet sjældnere end hver anden uge.

Da hverdagssamvær er en del af det almindelige samvær, kan det umiddelbart undre, at der kun er hverdagssamvær i 28% af sagerne. En undersøgelse af de 72% af sagerne, hvor der ikke er hverdagssamvær, viser, at samværet var helt eller delvist aftalt i 68% af disse sager. Der er således noget, der tyder på, at de samværsberettigede i vidt omfang ikke ønsker hverdagssamvær. Dette er i overensstemmelse med Betænkning nr. 1279/94, hvor det side 108 blev konstateret, at antallet af ansøgninger om hverdagssamvær ikke var særligt stort.

Civilretsdirektoratet foretog i 1991 en undersøgelse af hverdagssamvær. Det fremgår af denne undersøgelse, at der kun blev ansøgt om hverdagssamvær i 8% af sagerne, og at tre fjerdedele af disse ansøgninger blev imødekommet.

Da der nu er hverdagssamvær i 28% af sagerne, er der også på dette punkt sket en kraftig forøgelse af omfanget af samvær.

Feriesamværet er i undersøgelsen opdelt på:

"Almindeligt feriesamvær": Op til 2 ugers feriesamvær samt nogle dage i julen og påsken.

"Udvidet feriesamvær": Mere end 2 ugers feriesamvær (placeret i sommer-, vinter- og efterårsferier eller på andre tidspunkter) samt nogle dage i julen og påsken.

I 1.604 af afgørelserne (67%) er der feriesamvær. I 25% af disse sager (407) er feriesamværet "udvidet", mens det i 1.567 sager er "almindeligt".

I 58% af de sager, hvor der ikke er fastsat feriesamvær, er dette bl.a. begrundet i, at samværets omfang er aftalt helt eller delvist. Den næsthyppigste begrundelse er barnets alder.

En sammenstilling af weekendsamvær og hverdagssamvær viser en stor differentiering af samværet, hvilket svarer til intentionerne i 1996-loven. Der henvises til tabel 20.

I rapportens afsnit 5.3. gennemgås undersøgelsesresultatet for Civilretsdirektoratets behandling af klagesager, der angår det overordnede omfang af samvær.

Af de 223 sager, der er omfattet af undersøgelsen, er der taget stilling til omfanget af samvær i 177 sager. Disse sager vedrører 219 børn.

I næsten 8 ud af 10 afgørelser, hvor der fastsættes weekendsamvær, er samværets hyppighed hver 2. weekend. Dette svarer stort set til hyppigheden af weekendsamvær fastsat af statsamterne.

I 17% af tilfældene er der kun samvær hver 3. weekend eller sjældnere. De mest almindelige begrundelser herfor er barnets mening, sagkyndige erklæringer og/eller ansøgerens begrænsede ønske, der alle er anført i 27% af sagerne.

I tre ud af fire sager er der ikke hverdagssamvær. I de 45 sager, hvor der er samvær på hverdage, er dette typisk hver anden uge og i de fleste tilfælde uden overnatning. Dette svarer stort set til fordelingen i statsamterne.

Den hyppigste begrundelse for ikke at fastsætte hverdagssamvær er, at ansøgeren ikke har ønsket dette. Denne begrundelse er anvendt i 25% af sagerne. Sagkyndige erklæringer er ligeledes brugt i en forholdsvis stor del af Civilretsdirektoratets afgørelser (17%), mod kun 3% i statsamternes afgørelser. Her spiller det utvivlsomt en rolle, at der var hel eller delvist enighed mellem forældrene i langt den største del af statsamternes afgørelser.

Der er feriesamvær i 88 sager (49%). I 22 af disse sager - svarende til 25% - er der også "udvidet" feriesamvær. Tallene stemmer nogenlunde med statsamternes tal.

Den mest almindelige begrundelse for ikke at fastsætte feriesamvær er også i Civilretsdirektoratets afgørelser ansøgerens begrænsede ønske herom (18%). Herudover har barnets alder samt en sagkyndig erklæring også begrundet en del af disse afgørelser.

Kombineres weekendsamvær med hverdagssamvær i Civilretsdirektoratets sager, viser dette på samme måde som statsamternes afgørelser en stor differentiering i samværet. Der henvises til tabel 46.

Omfanget af midlertidigt samvær under en forældremyndighedssag eller under behandlingen af en samværssag i statsamtet belyses også i rapportens afsnit 4.5.

Ifølge undersøgelsen er der i sager om samvær under en forældremyndighedssag en markant højere forekomst af hverdagssamvær og forlængede weekendsamvær end i sager om samvær, der ikke er midlertidigt. Som omtalt svarer dette til intentionerne i 1996-loven.

Undersøgelsens resultat bekræfter i øvrigt forventningen om, at midlertidigt samvær under en verserende samværssag har noget mindre omfang end i de andre kategorier af samvær.

Et nogenlunde tilsvarende billede viser sig i Civilretsdirektoratets behandling af sager om midlertidigt samvær.

1.7 Børnenes alder

I rapportens afsnit 4.5. beskrives også aldersfordelingen på de børn, der omfattes af statsamternes sager om samværets omfang.

Det fremgår således, at 78% af samværssagerne omfatter børn mellem 1 og 8 år. Disse børn er nogenlunde ligeligt repræsenteret med 7-10% pr. årgang. Fra 9 års alderen falder andelen af børn markant, og børn i 11-12 års alderen er kun repræsenteret i undersøgelsen med 3-4% pr. årgang. Dette hænger antagelig sammen med, at ældre børn i høj grad selv får indflydelse på kontakten med den af forældrene, som de ikke bor sammen med.

Hverdagssamvær optræder noget oftere i aldersgruppen 0-8 år (30%) end i aldersgruppen over 8 år (20%). Hverdagssamvær med overnatning forekommer sjældent blandt de 0-1 årige. Mellem halvdelen og to tredjedele af de 2-8 årige med hverdagssamvær overnatter, men fra 9 års alderen vender billedet, og de fleste hverdagssamvær er uden overnatning.

Omkring 60% af børnene har fra 2 års alderen samvær hver anden weekend fra fredag til søndag eller længere, mens et sådant weekendsamvær forekommer relativt sjældent blandt de 0-1 årige.

1.8 Overvåget samvær

I rapportens afsnit 4.6. redegøres for undersøgelsens resultat om statsamternes afgørelser om overvågning af samvær.

Det blev ved lovændringen fastslået, at statsamterne skal sikre, at der er mulighed for at fastsætte samvær under overvågning, når der er behov for det.

Undersøgelsen omfatter i alt 201 sager, hvor der var spørgsmål om overvågning af samværet.

De mest almindelige begrundelser for at gøre samværet overvåget er, at der foreligger "særlige forhold" hos den samværsberettigede, f.eks. misbrug af alkohol eller narkotika (40% af sagerne), at den samværsberettigede ikke har haft kontakt med barnet i lang tid (27% af sagerne), eller at der er tale om små børn (33% af sagerne). I næsten en tredjedel af sagerne er barnet således under 2 år, og i mere end halvdelen af sagerne er barnet under 4 år.

I over en tredjedel af sagerne accepterede den samværsberettigede helt eller delvist vilkåret om overvågning.

Civilretsdirektoratet traf i undersøgelsesperioden i alt 22 afgørelser om overvågning. Afgørelserne omfatter såvel direktoratets afgørelser om fastsættelse af overvågning som stadfæstelse af statsamternes afgørelser herom. I næsten halvdelen af sagerne ændrede direktoratet dog samtidig det overordnede omfang af samværet, ligesom man i 4 af de 10 sager, hvor direktoratet - i modsætning til statsamtet - fastsatte samvær, bestemte, at samværet skulle være overvåget.

1.9 Børnesagkyndig rådgivning

I rapportens afsnit 7 redegøres nærmere for undersøgelsen af den børnesagkyndige rådgivning i statsamterne.

Formålet med rådgivningen er at hjælpe forældrene til at løse konflikter om forældremyndighed og samvær under hensyn til, hvad der er bedst for barnet. Rådgivningen skal dels give forældrene en dybere indsigt i deres situation dels styrke dem i at bruge deres egne ressourcer til at blive bedre i stand til at komme overens. Rådgivningen må derfor forestås som en hjælp til selvhjælp, og det optimale er, at forældrene selv finder en løsning på deres problemer. I anden række bør rådgivningen tilstræbe at mindske konfliktniveauet mellem forældrene, især med fokus på at styre konflikterne uden om børnene.

Denne del af undersøgelsen omfatter i alt 3.701 sager, der vedrører 4.962 børn. I næsten to tredjedele af sagerne (2.259 tilfælde) er der tilbudt børnesagkyndig rådgivning, og herefter er rådgivningen gennemført i 1.545 tilfælde, svarende til 68%. Der er således en ret stor interesse for at deltage i rådgivningen.

I 39% af de sager, der indgår i undersøgelsen, er der ikke tilbudt rådgivning. Den hyppigste begrundelse for at undlade at fremsætte tilbud er rubriceret under "andre forhold". Dette dækker over en lang række forskellige situationer, især at forældrene er enige om samværet eller forældremyndigheden. Blandt andre situationer kan nævnes, at der tidligere forgæves har været gennemført rådgivning, at forældrene tidligere har afvist at deltage i rådgivningen, eller at de ikke er modtagelige for rådgivning, f.eks. fordi de er umodne eller har store misbrugsproblemer. Der kan også være tale om, at konfliktniveauet mellem forældrene er så højt, at rådgivning ingen virkning vil have på dem.

Godt tre ud af fire gennemførte rådgivninger drejer sig alene om samvær og knap en femtedel af tilfældene både om samvær og forældremyndighed. Kun 7% af rådgivningerne handler alene om forældremyndighed.

I langt de fleste sager deltager begge forældre i rådgivningen. Dette er tilfældet i ca. tre ud af fire rådgivninger. Børnene deltager i 292 af rådgivningsforløbene (19%).

Af disse børn er 21 under 7 år, og 271 er 7 år eller ældre. Statsamterne har i almindelighed først gennemført rådgivning med børn fra 7-8 års alderen. Sammenholdes disse tal med oplysningerne om, at 923 (38%) af børnene i samværssagerne er 7 år eller ældre, giver dette et deltagertal på knap en tredjedel af de børn, der er 7 år eller ældre.

Denne deltagelsesprocent skal ses i lyset af, at større børn har mulighed for selv at sige nej til at deltage i rådgivning. Der vil også være en del tilfælde, hvor forældremyndighedsindehaveren ikke ønsker, at barnet involveres i forældrenes konflikt og derfor heller ikke ønsker, at barnet indkaldes til rådgivning.

Varigheden af den børnesagkyndige rådgivning varierer meget. De fleste rådgivninger varer mellem 1 og 3 timer. En gennemsnitsberegning viser 2½ time pr. rådgivning.

Den mest almindelige situation efter rådgivning i samværssager, hvor begge forældre har deltaget, er i følge undersøgelsen, at der i 51% af sagerne er overvejende enighed om samværets omfang. Hertil kommer, at i 18% af sagerne er forældrene fuldstændig enige, således at der er hel eller delvis enighed om samværet i over to tredjedele af sagerne.

Det skal understreges, at oplysningerne alene bygger på rådgivernes vurdering, og at disse vurderinger er foretaget i forbindelse med afslutningen af rådgivningen. Der foreligger således ikke oplysninger om langtidsvirkningen af rådgivningen. Materialet siger heller ikke noget om, hvordan forældre og børn bedømmer rådgivningen.

Børnesagkyndig rådgivning er et område, der er under udvikling, og som prioriteres højt i statsamterne og i Civilretsdirektoratet. Blandt initiativer på dette område kan nævnes:

Civilretsdirektoratet har oprettet et kontaktudvalg om den børnesagkyndige rådgivning i statsamterne, bl.a. med henblik på at forbedre rådgivningen. Kontaktudvalgets første redegørelse blev afgivet primo februar 1999.

Københavns Statsamt har i begyndelsen af 1998 indledt et forsøgsprojekt med mediation som et alternativ til den almindelige børnesagkyndige rådgivning. Evalueringen af dette forsøg forventes ligeledes at foreligge i foråret 1999.

I Københavns Overpræsidium og Vejle Statsamt blev der i sommeren 1997 iværksat en forsøgsordning med intensiveret børnesagkyndig rådgivning. Formålet med ordningen er at fokusere på børn og unge i rådgivningen. Socialforskningsinstituttet har evalueret forsøgsordningen i publikationen 99:4 fra februar 1999.

Når det samlede materiale foreligger, vil der være et bedre grundlag for at foretage en nærmere analyse af rådgivningsinstituttet og den fremtidige udformning af dette.

Også i Norge og Sverige underkastes de gældende mæglings- og rådgivningsordninger i disse år grundige analyser med henblik på at finde frem til de bedst egnede konfliktløsningsmodeller for forældre og børn.

2. Generelle bemærkninger

Som udgangspunkt løser forældrene selv spørgsmål om samvær, når de ikke bor sammen. De kender deres børn, de kender hinanden og hinandens dagligdag og er derfor selv de nærmeste til at finde frem til den løsning, som passer bedst til børnenes daglige behov. Dette udgangspunkt holder dog ikke altid. Det kan der være mange grunde til. I disse tilfælde kan forældrene og dermed børnene få hjælp fra det offentlige til at løse deres problemer.

Denne hjælp ydes i første række af statsamterne i form af tilbud om at deltage i rådgivning, der har til formål at hjælpe forældre til at løse deres problemer eller mindske konfliktniveauet mellem dem. Hvis dette ikke er tilstrækkeligt, kan de overlade det til statsamterne at træffe afgørelse om samvær. Det er domstolene, der træffer afgørelse i forældremyndighedsspørgsmål. Domstolenes behandling af forældremyndighedssager er ikke omfattet af denne undersøgelse.

Denne rapport omhandler kun de situationer, hvor forældrene har bedt om myndighedernes hjælp til løsning af deres problemer om samvær mv. Rapporten indeholder således kun de afgørelser, som statsamterne og Civilretsdirektoratet træffer om samvær, og de aftaler som forældrene beder statsamterne om at notere i et samværsdokument. Man kan ikke af rapporten se, hvilke løsninger forældrene når til uden myndighedernes medvirken, eller i hvilket omfang der faktisk er samvær, når der er indgået en aftale eller truffet en afgørelse om samvær.

Sager om samvær er et varieret område. Derfor må forældrenes løsninger på problemerne også være forskellige. Det samme gælder myndighedernes afgørelser.

Mange samværssager indeholder problemer, der for en udenforstående kan virke små, men som kan være meget væsentlige for de implicerede parter og deres muligheder for at få samværet til at fungere i en i øvrigt travl hverdag. Det kan bl.a. dreje sig om uenighed om, hvor og hvornår barnet skal hentes, den nøjagtige placering af feriesamvær og lignende. Denne rapport indeholder ikke undersøgelser af sådanne spørgsmål, men koncentrerer sig i stedet om det overordnede omfang af samvær. Det er derfor et noget forenklet billede af virkeligheden, der gives i denne rapport, da detaljerne ellers vil stå i vejen for forsøget på at give et overblik over området.

Undersøgelsen indeholder også oplysninger om den børnesagkyndige rådgivning, som statsamterne yder i sager om forældremyndighed og samvær. Denne del af undersøgelsen er koncentreret om statistiske oplysninger om fremsættelse af tilbud om rådgivning, interessen for deltagelse i rådgivning og lignende.

En bredere beskrivelse af den børnesagkyndige rådgivning i statsamterne og de børnesagkyndiges øvrige opgaver findes i "Første redegørelse fra Kontaktudvalget om børnesagkyndig rådgivning" (februar 1999). Redegørelsen indeholder også en række generelle, statistiske oplysninger om den børnesagkyndige rådgivning, indhentet i marts måned 1998.

Selvom denne undersøgelse ikke omfatter et helt år, må materialet dog anses for repræsentativt, således at det kan give et indtryk af den overordnede behandling af sager om rådgivning og samvær. På enkelte områder er materialet dog så begrænset, at der ikke er grundlag for nærmere statistiske undersøgelser. Endvidere giver rapporten ikke et klart billede af antallet af afgørelser og aftaler på samværsområdet og heller ikke af det samlede omfang af rådgivningen. Dette er nærmere beskrevet i afsnit 6 og 7.

Det bemærkes, at undersøgelsen ikke omfatter Grønland og Færøerne, da de nye regler i lov nr. 387 af 14. juni 1995 om forældremyndighed og samvær ikke er sat i kraft i disse dele af riget.

Undersøgelsen omfatter heller ikke sager, hvor barnet er anbragt uden for hjemmet, eller hvor barnet af andre grunde ikke bor hos nogen af forældrene.

3. Samvær

Begrebet "samvær" defineres traditionelt som retten til at modtage besøg af barnet eller til at tilse barnet. Samvær handler således om barnets fysiske kontakt med en forælder, som barnet ikke bor sammen med.

Afgørelser om samvær træffes af statsamterne med klageadgang til Civilretsdirektoratet.

Myndighedernes praksis i samværssager har siden den 1. januar 1996, hvor loven om forældremyndighed og samvær trådte i kraft, gennemgået en udvikling i retning af udvidelse af omfanget af samvær, med særlig fokus på bedre muligheder for at tilpasse samværet til de konkrete situationer. Dette er bl.a. kommet til udtryk ved Civilretsdirektoratets cirkulæreskrivelser af 23. april og 12. november 1997, der er optrykt som bilag 2 og 3. Da undersøgelsesperioden begynder den 15. maj 1997 og slutter den 31. december 1997, er de ændringer af samværspraksis, der blev indført ved disse skrivelser, ikke fuldt ud slået i gennem i alle de afgørelser, der er truffet i perioden.

Overordnet kan samværssager inddeles således:

1) Midlertidig afgørelse om samvær under en samværssag:

Lov om forældremyndighed og samvær indeholder adgang til at fastsætte midlertidigt samvær under behandlingen af en samværssag. Dette giver mulighed for at imødegå de problemer, som kan opstå, når behandlingen af en ansøgning om fastsættelse af samvær trækker ud. Det er således i disse situationer - efter en konkret vurdering - muligt at fastsætte samvær og derved sørge for, at barnet har forbindelse med den samværssøgende på et passende niveau, mens statsamtet behandler sagen. Ifølge forarbejderne til loven kan man i disse tilfælde i et vist omfang se bort fra de almindelige - og ofte tidskrævende - sagsbehandlingsregler, f.eks. om partshøring, selvom man derved risikerer at tilsidesætte nogle retssikkerhedsgarantier.

Disse sager er nærmere omtalt nedenfor i slutningen af afsnit 4.2.

I forbindelse med ansøgninger om ophævelse eller væsentlig begrænsning af samværet kan der også opstå behov for at træffe en midlertidig afgørelse om omfanget af samværet, mens sagen undersøges nærmere. I disse situationer kan statsamterne suspendere eller midlertidigt begrænse samværet. Sådanne afgørelser hører også til kategorien af midlertidige afgørelser om samvær under en samværssag.

Hvis der i det følgende ikke er anført andet, omfatter midlertidige afgørelser under en samværssag begge disse kategorier.

2) Midlertidigt samvær under en forældremyndighedssag:

Under behandlingen af en forældremyndighedssag er det muligt at fastsætte samvær ud over det samvær, der normalt fastsættes inden for rammerne af sædvanlig praksis. På denne måde kan man undgå, at manglende eller begrænset kontakt med barnet under retssagen kommer til at indgå som et argument i forældremyndighedsafgørelsen. Omfanget af samvær i disse situationer er nærmere behandlet nedenfor i slutningen af afsnit 4.5.

3) Samvær:

Denne kategori defineres her som samvær, der ikke er omfattet af en af de ovennævnte kategorier af midlertidigt samvær.

---

Ansøgninger om samvær kan endvidere kategoriseres på følgende måde:

Fastsættelse af samvær, jf. afsnit 4.2.

Ophævelse af samvær, jf. afsnit 4.3.

Begrænsning af samvær, jf. afsnit 4.4

Udvidelse af samvær, jf. afsnti 4.4.

Spørgsmål om overvågning som et vilkår for samværet, jf. afsnit 4.6.

Spørgsmål om andre vilkår for samværet

Spørgsmål om den nøjagtige placering af samværet

Ved fastsættelse af samvær forstås den situation, at en forælder søger statsamtet om at fastsætte samvær, når der ikke findes et samværsdokument, der kan danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse, dvs. sager hvor der ikke findes en samværsresolution fra et statsamt eller et retsforlig. En ansøgning om ophævelse af samvær drejer om helt at fjerne et tidligere fastsat eller aftalt samvær. En udvidelse eller begrænsning af samværet relaterer sig til en ændring af det tidsmæssige omfang af et fastsat eller aftalt samvær, som findes i et samværsdokument. Endvidere kan en samværssag indeholde spørgsmål om overvågning af samværet, dvs. vilkår om at en anden person skal være til stede, når den samværsberettigede har samvær med barnet. Denne anden person kan f.eks. være et familiemedlem eller en person med en særlig viden om børn, typisk en pædagog eller en psykolog. Undersøgelsen omfatter kun de nævnte sagskategorier.

Sager om den nøjagtige placering af samværet og spørgsmål om andre vilkår end overvågning er således holdt uden for undersøgelsen.

Endelig er undersøgelsen afgrænset, således at den kun omfatter sager om "det overordnede omfang af samværet", og ikke sager der kun har handlet om "detailreguleringen af samværet". Ved "det overordnede omfang af samværet" forstås f.eks. spørgsmål, om der skal være samvær eller ej, om der skal være samvær med eller uden overnatning, om der skal være samvær i sommerferien, eller om der skal være samvær hver anden eller hver tredje weekend. Til det overordnede omfang af samværet hører også sager om hverdagssamvær. "Detailreguleringen af samværet" omfatter de nærmere vilkår for samværet, f.eks. præcis hvornår samværet skal starte og slutte, hvor barnet skal hentes, hvordan transporten mellem forældrenes bopæle skal foregå, hvornår sommerferien eller hverdagssamværet skal placeres og lignende.

---

I de følgende afsnit optræder der flere oversigter over myndighedernes begrundelser i forskellige typer af afgørelser. Bilag 1 indeholder en nærmere forklaring på indholdet af disse oversigter.

4. Samvær i statsamterne

4.1. Grundlaget for undersøgelsen

De oplysninger og konklusioner, der præsenteres i dette afsnit, er baseret på spørgeskemaer, som sagsbehandlere i statsamterne har udfyldt i forbindelse med sager om samvær. Tallene dækker samværssager, der er afsluttet i statsamterne i perioden 15. maj til 31. december 1997.

Undersøgelsen omfatter i alt 2.624 sager fra statsamterne om det overordnede omfang af samvær.

Disse sager omfatter ud over egentlige afgørelsessager også sager, hvor forældrene er enige om samværet men ønsker aftalen nedfældet i en samværsresolution. Ønsket om at få nedfældet en aftale i en resolution kan bl.a. skyldes, at samværet derved kommer i faste rammer, eller at det vil kunne tvangsfuldbyrdes.

Disse 2.624 sager vedrører i alt 3.511 børn. Nogle af sagerne vedrører således flere børn. Hvis der er flere børn i en sag, og de behandles ens i relation til samværet, er der kun udfyldt ét skema, og børnene behandles i så fald i denne undersøgelse som en samlet afgørelse eller aftale. Ellers er der blevet udfyldt et skema for hver gruppe af børn, der behandles ens, eller for hvert barn.

Fordelingen mellem de tre overordnede kategorier af samvær fremgår af tabel 1 nedenfor.

Tabel 1: Antal sager om samvær, fordelt på de overordnede kategorier af samvær

	Antal	Procent
Samvær	2.332	89%
Midlertidigt samvær under forældremyndighedssag	186	7%
Midlertidigt samvær under samværssag	106	4%
I alt	2.624	100%

4.2. Fastsættelse af samvær

Som nævnt ovenfor omfatter undersøgelsen i alt 2.624 sager om det overordnede omfang af samvær. Af disse sager indeholdt 1.983 sager en ansøgning om fastsættelse af samvær. Langt størstedelen af sagerne om det overordnede samvær handlede således om fastsættelse af samvær, mens kun omkring 25% handlede om større ændringer af et allerede fastsat samvær.

Ifølge § 16 i lov om forældremyndighed og samvær skal et barns forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at den, der ikke har barnet boende, har ret til samvær med barnet.

I den tidligere lovgivning om samvær - myndighedslovens § 23, jf. § 24 - skulle der i sager om fastsættelse af samvær navnlig lægges vægt på ansøgerens hidtidige forbindelse med barnet. Dette betød bl.a., at der blev givet afslag på ansøgninger om fastsættelse af samvær, hvis ansøgeren aldrig havde haft kontakt med barnet, eller hvis der kun havde været kontakt i ringe omfang. Dette havde især betydning for afgørelser om samvær med små børn. Ved gennemførelsen af lov om forældremyndighed og samvær blev dette ændret. Udgangspunktet er nu, at der fastsættes samvær, selvom ansøgeren aldrig har haft nogen form for kontakt med barnet.

Ifølge lovens § 17, stk. 3, kan statsamtet dog afslå at fastsætte samvær, hvis det er påkrævet af hensyn til barnet.

Dette kan for eksempel ske, når større børn giver udtryk for ikke at ville have kontakt med den samværssøgende eller giver udtryk for, at samværet ikke skal foregå på faste tidspunkter efter en samværsresolution. Der foretages i sådanne sager en vurdering af bl.a. barnets modenhed. Der henvises til indledningen i afsnit 4.5.

Afslag på samvær forekommer også, hvis særlige forhold hos barnet eller den samværssøgende gør det påkrævet at afslå at fastsætte samvær. Årsagen til dette kan eksempelvis være sygdom, psykiske problemer eller lignende, samt for den samværssøgendes vedkommende også misbrug af alkohol eller narkotika.

Ifølge forarbejderne til loven kan afslag også være begrundet i, at den af forældrene, der ønsker samvær, hidtil har været passiv i forhold til barnet og gennem en meget lang årrække ikke har haft kontakt med barnet, især hvis barnet har etableret en social kontakt til en anden voksen, der kan træde i den samværssøgendes sted. Forarbejderne må dog forstås således, at selv lang tids manglende kontakt med barnet ikke automatisk bør føre til afslag på fastsættelse af samvær.

Hvis en samværsforælder har begået vold, incest eller andre grænseoverskridende handlinger over for barnet, kan dette også begrunde afslag på samvær.

Endvidere kan afslag skyldes, at samværet på grund af forældrenes indbyrdes forhold er meget konfliktfyldt, og at denne konflikt vil påvirke barnet meget.

Endelig kan også en begrundet frygt for, at samværsforælderen vil bortføre barnet fra Danmark danne grundlag for afslag på at fastsætte samvær.

Hvis ansøgningen om fastsættelse af samvær giver anledning til tvivl, kan grundlaget for afgørelsen styrkes ved at indhente oplysninger om forældrene og barnet gennem en børnesagkyndig undersøgelse.

Det skal understreges, at afgørelser om samvær altid træffes ud fra en vurdering af de aktuelle forhold. Afgørelserne gælder derfor ofte kun indtil videre. Afslag på at fastsætte samvær skyldes ofte, at der aktuelt ikke bør være samvær, f.eks. fordi barnet har psykiske problemer og derfor behov for ro i relation til samværet, eller fordi den samværssøgende har alvorlige misbrugsproblemer, og det derfor vil være bedst for barnet, at der ikke er samvær for tiden. I disse situationer vil ansøgeren blive orienteret om, at der senere er mulighed for at få vurderet sagen igen.

Af de 1.983 ansøgninger om fastsættelse af samvær blev der i 1.852 tilfælde fastsat samvær, mens statsamterne i 131 tilfælde afslog at fastsætte samvær, jf. tabel 2. I de 1.852 sager, hvor der blev fastsat samvær, var der i to tredjedele af sagerne hel eller delvis enighed mellem forældrene om samværet.

Det fremgår ikke af statistikken, i hvilket omfang den af forældrene, der havde barnet boende, protesterede mod fastsættelse af samvær uden at få medhold.

Det er her værd at notere sig, at en del af de forældre, der fik afslag på fastsættelse af samvær på grund af den tidligere lovgivnings krav om kontakt med barnet, nu har fået fastsat samvær.

Tabel 2: Afgørelsens udfald ved ansøgning om fastsættelse af samvær

	Antal	Procent
Fastsættelse af samvær	1.852	93%
Afslag på fastsættelse af samvær	131	7%
I alt	1.983	100%

Justitsministeriets Forældremyndighedsudvalgs Betænkning nr. 1279/94 om Fælles forældremyndighed, samværsvanskeligheder og børnesagkyndig rådgivning indeholder på side 131-33 en undersøgelse fra januar kvartal 1994 af statsamternes afslag på fastsættelse af samvær. Undersøgelsen viser bl.a., at der i perioden blev truffet 63 afgørelser om afslag på fastsættelse af samvær, svarende til ca. 250 afslag årligt.

Omregnet til årsbasis meddelte statsamterne i nærværende undersøgelse kun ca. 210 afslag på fastsættelse af samvær. Dette tyder på, at der er sket et vist fald i antallet af afslag. Materialet er dog for usikkert til, at der på nuværende tidspunkt kan drages en endelig konklusion herom.

De 1.983 sagers fordeling på de tre overordnede kategorier om fastsættelse af samvær, fastsættelse af midlertidigt samvær under en forældremyndighedssag og fastsættelse af midlertidigt samvær under en samværssag fremgår af tabel 3 nedenfor.

Tabel 3: Ansøgninger om fastsættelse af samvær

	Antal
Samvær	1.727
Midlertidigt samvær under forældremyndighedssag	165
Midlertidigt samvær under samværssag	91
I alt	1.983

Udfaldet af afgørelserne i disse tre kategorier af samvær er nærmere gennemgået nedenfor i tabel 4-7.

Tabel 4: Afgørelsens udfald ved ansøgning om fastsættelse af samvær, der ikke er midlertidigt

	Antal	Procent
Fastsættelse af samvær	1.612	93%
Afslag på fastsættelse af samvær	115	7%
I alt	1.727	100%

Statsamterne afslog således 115 af de 1.727 ansøgninger om fastsættelse af samvær. Begrundelserne for disse afslag fremgår af tabel 5. De almindeligste begrundelser for at afslå at fastsætte samvær var barnets mening og alder, manglende kontakt og særlige forhold hos enten barnet eller ansøgeren. Det bemærkes, at der kan være flere begrundelser pr. afgørelse, jf. bilag 1. Antallet af begrundelser i tabel 5 overstiger derfor antallet af afslag på fastsættelse af samvær.

Tabel 5: Begrundelser for afslag på fastsættelse af samvær, der ikke er midlertidigt

	Antal	Procent (af samtlige afslag)
Barnets alder	38	33%
Barnets mening	38	33%
Søskenderelationer (dvs. at søskende stilles ens)	3	3%
Sagkyndig erklæring	12	10%
Manglende kontakt	38	33%
Særlige forhold hos barnet	37	32%
Særlige forhold hos ansøgeren	35	31%
Vold/incest/andre grænseoverskridende handlinger	10	9%
Bortførelsesrisiko	5	4%
Andet	24	21%

Begrundelsen "barnets alder" forekommer overraskende ofte i tabel 5. Af de 38 sager i denne kategori er imidlertid 20 også begrundet i "barnets mening". Ingen af de sidste 18 sager er alene begrundet med henvisning til barnets alder, men var også begrundet i "særlige forhold hos barnet" (9 sager), "særlige forhold hos ansøgeren" (11 sager) og "manglende kontakt" (8 sager).

Fastsættelse af samvær i de to typer midlertidigt samvær er beskrevet nedenfor i tabel 6 og 7:

Tabel 6: Afgørelsen ved ansøgning om fastsættelse af midlertidigt samvær under en forældremyndighedssag

	Antal	Procent
Fastsættelse	159	96%
Afslag	6	4%
I alt	165	100%

Tabel 7: Afgørelsen ved ansøgning om fastsættelse af midlertidigt samvær under en samværssag

	Antal	Procent
Fastsættelse	81	89%
Afslag	10	11%
I alt	91	100%

I sager om fastsættelse af midlertidigt samvær under en forældremyndighedssag vil ansøgeren typisk have haft en tættere kontakt med barnet end i de øvrige sager, idet forældremyndighedssager ofte drejer sig om ophævelse af fælles forældremyndighed. Der vil derfor sjældnere være grundlag for at afslå at fastsætte samvær. Denne kategori indeholder da også den mindste andel af afslag.

Som nævnt oven for i afsnit 3 må afgørelser om midlertidigt samvær under en samværssag ofte træffes på et ufuldstændigt grundlag, og uden at de processuelle regler er fulgt fuldt ud. Det kan derfor ikke undre, at andelen af afslag er større i denne kategori. Afslag på fastsættelse af midlertidigt samvær er ikke ensbetydende med, at der ikke fastsættes samvær i den endelige afgørelse, når undersøgelserne i sagen er færdige.

På grund af det ringe antal afslag på fastsættelse af midlertidigt samvær er der ikke grundlag for at se nærmere på disse afgørelser.

Fastsættelse af midlertidigt samvær under behandlingen af en samværssag

Ifølge tabel 7 ovenfor blev der i 81 sager fastsat midlertidigt samvær under behandlingen af en samværssag, og ifølge tabel 4 ovenfor blev der i 1.612 sager fastsat samvær, der ikke var midlertidigt. Sat i forhold til disse 1.612 sager udgjorde antallet af de midlertidige fastsættelser af samvær kun 5%. Det bemærkes i den forbindelse, at der også ved ansøgninger om fastsættelse af samvær under en forældremyndighedssag kan være behov for en midlertidig afgørelse af omfanget af samværet under behandlingen af samværssagen.

I statistikrapporten fra december 1997 var forholdet mellem fastsættelse af samvær og fastsættelse af midlertidigt samvær også 5%. Dette fandt Civilretsdirektoratet overraskende lavt, da direktoratet i cirkulæreskrivelse af 23. april 1997 havde henstillet til statsamterne af egen drift at orientere ansøgerne om muligheden for at søge fastsat midlertidigt samvær, hvis sagen om etablering af samværet trækker ud.

Civilretsdirektoratet har i november 1998 iværksat en undersøgelse af statsamternes behandling af midlertidigt samvær i forbindelse med ansøgninger om fastsættelse af samvær. Undersøgelsen forventes færdig i løbet af foråret 1999.

På baggrund af de oplysninger fra undersøgelsen, der på nuværende tidspunkt er blevet bearbejdet, tegner der sig følgende billede:

Undersøgelsen bekræfter, at der i flertallet af sagerne om fastsættelse af samvær ikke fastsættes midlertidigt samvær under behandlingen af sagen.

I en meget stor del af de sager, hvor der ikke er fastsat midlertidigt samvær, har den samværssøgende allerede kontakt med barnet, fordi forældrene er enige om, at der skal være samvær. Det fremgår også af undersøgelsen, at disse sager ofte afsluttes inden 1 måned fra ansøgningens modtagelse. Der er derfor ikke behov for en midlertidig afgørelse under sagens behandling.

Da formålet med reglen om midlertidigt samvær som beskrevet i afsnit 3 netop er at bevare kontakten mellem barnet og den samværssøgende, hvis behandlingen af sagen trækker ud, er der i disse situationer ikke behov for at fastsætte midlertidigt samvær.

Direktoratet vil vende tilbage til dette spørgsmål, når det endelige resultat af undersøgelsen foreligger.

Placering af forældremyndigheden

En væsentlig ændring ved lov om forældremyndighed og samvær er, at det nu er muligt at få behandlet tvister om samvær, uden at den af forældrene, der ønsker sin kontakt med barnet fastsat, tvinges til at søge den fælles forældremyndighed ophævet. Det afgørende for, om der kan fastsættes samvær, er i dag alene, at den, der ansøger om samvær, ikke har barnet boende.

I 28% af samtlige ansøgninger om fastsættelse af samvær, der ikke er midlertidigt, var der fælles forældremyndighed, jf. tabel 8 nedenfor.

Det kan på denne baggrund konkluderes, at den nye mulighed for fastsættelse af samvær, mens der er fælles forældremyndighed, har imødekommet et udtalt behov.

Det skal dog bemærkes, at der kan være uenighed om forældremyndigheden ved siden af samværssagen. Hvornår dette er tilfældet, fremgår ikke af undersøgelsen.

Som det fremgår af tabel 8, var det i 90% af tilfældene faderen, der søgte om fastsættelse af samvær, når sager med ene- og fælles forældremyndighed tages under eet. I 90% af sagerne var det således moderen, der havde barnet boende.

Af sagerne med eneforældremyndighed var det i 8% moderen, der ansøgte om samvær, mens moderen i 14% af sagerne med fælles forældremyndighed ansøgte om samvær. Faderen havde således barnet boende i 8% af sagerne med eneforældremyndighed og i 14% af sagerne med fælles forældremyndighed. Disse tal tyder på, at fædre lidt oftere har barnet boende, når der er fælles forældremyndighed, end når der er eneforældremyndighed.

Det fremgår af Forældremyndighedsudvalgets betænkning nr. 1279/94, s. 38, at barnet i begyndelsen af 1993 var tilmeldt folkeregistret hos moderen i 89% af de tilfælde, hvor forældrene ikke boede sammen, og hvor barnet boede hos en af forældrene.

Tabel 8: Ansøgninger om fastsættelse af samvær, der ikke er midlertidigt, fordelt på køn og forældremyndighed

	Fælles forældremyndighed	Eneforældremyndighed	I alt
Moderen søger om samvær	69	101	170
Faderen søger om samvær	418	1.139	1.557
I alt	487	1.240	1.727

4.3. Ophævelse af samvær

Efter § 17, stk. 3, i lov om forældremyndighed og samvær kan statsamterne ophæve en aftale eller afgørelse om samvær, hvis det er påkrævet af hensyn til barnet.

Kriterierne for at ophæve samvær er de samme som beskrevet i afsnit 4.2. om afslag på fastsættelse af samvær. Også disse afgørelser træffes ud fra en vurdering af de aktuelle forhold, og de vil derfor ofte kun gælde indtil videre.

Til forskel fra afslag på fastsættelse af samvær har der i sagerne i dette afsnit været udfærdiget en samværsresolution, som nu søges ophævet.

Tabel 9: Afgørelsen af ansøgninger om ophævelse af samvær

	Antal	Procent
Ansøgeren får medhold	72	49%
Delvist medhold, idet samværet midlertidigt begrænses eller suspenderes	13	9%
Delvist medhold, idet samværet begrænses	12	8%
Ansøgeren får afslag	49	34%
I alt	146	100%

Ifølge tabel 9 blev samværet ophævet i 49% af de tilfælde, hvor den af forældrene, der havde barnet boende, ansøgte statsamtet om ophævelse.

Beslægtet med ophævelse af samvær er suspension af samvær, dvs. at statsamtet træffer en midlertidig afgørelse om at ophæve samværet under den fortsatte behandling af sagen. Ifølge det fremkomne materiale benyttede statsamterne muligheden for suspension af samværet i maksimalt 13 tilfælde (9%).

Statsamterne ophævede, suspenderede eller midlertidigt begrænsede således samværet i 85 sager (58%) og afslog i 61 sager (42%) at ophæve samværet. Tabel 10 indeholder en oversigt over begrundelserne for at ophæve samværet.

Tabel 10: Begrundelser i de 72 sager, hvor ansøgeren får medhold i ansøgning om ophævelse af samvær

	Antal	Procent
Barnets alder *	15	21%
Barnets mening	19	26%
Søskenderelationer (dvs. at søskende stilles ens)**	8	11%
Sagkyndig erklæring	5	7%
Manglende kontakt	14	19%
Særlige forhold hos barnet	9	13%
Særlige forhold hos den samværsberettigede	21	29%
Vold/incest/andre grænseoverskridende handlinger	7	10%
Bortførelsesrisiko	1	1%
Den samværsberettigede har accepteret ophævelsen	8	11%
Andet	30	42%

* Disse afgørelser er hovedsageligt også begrundet med henvisning til barnets mening.

** I cirkulæreskrivelsen af 12. november 1997 meddelte Civilretsdirektoratet statsamterne, at hvis et af flere børn under en samtale i statsamtet oplyser, at det ikke ønsker samvær, bør samværet for de yngre søskende som udgangspunkt kun ophæves, hvis der er særskilt grundlag herfor. Denne ændring i praksis er kun i begrænset omfang slået igennem i undersøgelsen, da afgørelserne drejer sig om perioden 15. maj til 31. december 1997.

Fordelingen af begrundelserne er nogenlunde som ved afslag på at fastsætte samvær, der ikke er midlertidigt, jf. tabel 5 i afsnit 4.2. En af de større forskelle er, at begrundelsen "manglende kontakt" forekommer meget sjældnere her end i tabel 5. Dette er logisk, da der i disse sager jo netop har været en samværsresolution. Den samværsberettigede har derfor oftere haft kontakt med barnet end i sager om fastsættelse af samvær, hvor det forekommer, at ansøgeren aldrig har set barnet. En anden forskel er, at også begrundelsen "særlige forhold hos barnet" forekommer sjældnere her. Endelig bør det nævnes, at den samværsberettigede i 11% af sagerne accepterede ophævelsen.

4.4. Udvidelse eller begrænsning af samvær

Sager om samvær kan som nævnt ovenfor også dreje sig om ændringer af det eksisterende samvær. Denne del af undersøgelsen drejer sig alene om ansøgninger om udvidelse eller begrænsning af samvær. Afgørelserne af disse ansøgninger fremgår af tabel 11-12.

Hjemlen til at ændre aftaler og afgørelser om samvær findes i § 17, stk. 2, i lov om forældremyndighed og samvær. Efter denne bestemmelse kan samværet ændres, hvis ændringen er bedst for barnet, navnlig på grund af forandrede forhold.

Tabel 11: Afgørelsen af ansøgninger om udvidelse af samvær

	Antal	Procent
Ansøgeren får helt eller delvist medhold	273	79%
Ansøgeren får afslag	73	21%
I alt	346	100%

Tabel 12: Afgørelsen af ansøgninger om begrænsning af samvær

	Antal	Procent
Ansøgeren får helt eller delvist medhold	84	57%
Ansøgeren får afslag	63	43%
I alt	147	100%

Med hensyn til ansøgninger om udvidelse af et eksisterende samvær fremgår det af tabel 11, at samværet i næsten fire ud af fem sager blev udvidet, mens statsamterne kun i omkring en femtedel af sagerne afslog at udvide samværet. Dette bekræfter udviklingen i samværspraksis i retning af udvidelse af omfanget af samværet og er i overensstemmelse med intentionerne i den nye lov. jf. ovenfor i afsnit 2.

I 57% af de 84 sager, der vedrørte begrænsning af samvær, blev samværet begrænset, jf. tabel 12.

Dette tyder på, at statsamterne er mere åbne for udvidelser end for begrænsninger af samværet, hvilket som tidligere nævnt er i overensstemmelse med intentionerne i loven.

4.5. Omfang af samvær

Indledning

I dette afsnit vil omfanget af det samvær, som statsamterne fastsætter, eller som forældrene aftaler og ønsker nedskrevet af statsamtet, blive undersøgt.

Statsamtet træffer efter § 17, stk. 1, i lov om forældremyndighed og samvær afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværet og kan fastsætte de nødvendige bestemmelser i forbindelse hermed. Afgørelsen træffes efter, hvad der er bedst for barnet.

I praksis tages der bl.a. hensyn til barnets alder, barnets hidtidige forbindelse med den samværsberettigede og afstanden mellem forældrenes bopæle.

Ifølge § 29 i lov om forældremyndighed og samvær skal der - når et barn er fyldt 12 år - finde en samtale sted med barnet, før der træffes afgørelse i en samværssag. Samtalen kan dog undlades, hvis den må antages at være til skade for barnet, eller hvis samtalen er uden betydning for sagens afgørelse. Hvilken vægt, der kan lægges på barnets holdning til samværet, afhænger bl.a. af barnets alder og modenhed.

Aldersgrænsen i § 29 er ikke til hinder for at afholde samtaler med børn under 12 år.

På Skarrildhus-kurset i 1997 meddelte Civilretsdirektoratet, at der også for yngre børn bør foreligge oplysninger om barnets holdning til samværet, således at der i videst muligt omfang kan tages hensyn til barnets mening. Dette blev uddybet på kurset i 1998. Udviklingen på dette område går således i retning af i højere grad at inddrage barnets holdning.

Dette er i overensstemmelse med art. 12 i FN's Konvention om Barnets Rettigheder.

Som det fremgår af begrundelsesstatistikkerne i denne rapport, er ganske mange afgørelser bl.a. begrundet i barnets holdning til samværet. Dette antal må forventes at stige fremover.

I forarbejderne til lov om forældremyndighed og samvær blev der lagt vægt på vigtigheden af at gøre mere for at informere om den gældende administrative praksis om fastsættelse af samvær. Til opfyldelse af dette har Civilretsdirektoratet udarbejdet en pjece, der bl.a. beskriver praksis på samværsområdet. Det fremgår således af pjecen:

"Hvis I ikke kan blive enige om, hvor ofte barnet skal besøge den mor eller far, som ikke bor sammen med barnet, fastsætter statsamtet omfanget af samværet ud fra de oplysninger, som kommer frem i sagen. Samværet skal have et omfang, som bedst muligt tilgodeser barnets behov. Ved afgørelsen vil statsamtet, når det gælder lidt større børn, tage udgangspunkt i følgende:

hver 2. weekend

nogle dage i julen

nogle dage i påsken

1-2 uger i sommerferien

1 hverdag (evt. med overnatning)
Hvis I tidligere har været enige om en besøgsordning, hvor jeres barn har været (næsten) lige meget hos jer begge ("deleordning"), vil statsamtet i almindelighed bestemme, at der fortsat skal være meget kontakt og derfor fastsætte et udvidet samvær. Det samme gælder, hvis barnet har været meget hos den, der nu søger om fastsættelse af samvær.

Statsamtet kan dog ikke fastsætte en deleordning. Det er der ikke hjemmel til i loven.

Hverdagssamvær fastsættes normalt i den uge, hvor der ikke er weekendsamvær, og kan være med overnatning, hvis det er hensigtsmæssigt."

Ved vedtagelsen af lov om forældremyndighed og samvær fulgte Folketinget indstillingen i Betænkning nr. 1279/94 om ikke at lovfæste en regel om normalsamvær. Baggrunden for dette var, at en sådan regel ville kunne modvirke individuelt tilpassede samværsordninger, som man hidtil havde tillagt stor betydning.

I overensstemmelse med dette ændrede Civilretsdirektoratet ved cirkulæreskrivelse af 12. november 1997 forskellige dele af samværspraksis for at øge mulighederne for at fastsætte differentierede samværsordninger og for at øge omfanget af samvær inden for de fastsatte rammer, alt under hensyn til hvad der konkret må antages at være bedst for barnet. Effekten af denne skrivelse kan på grund af tidsfaktoren kun i begrænset omfang aflæses af denne rapport.

Det omfang af samvær, der er beskrevet i pjecen ovenfor, er således alene et udgangspunkt for omfanget af samvær. Det er især vigtigt at have for øje, at omfanget af samvær i første række afhænger af den samværsberettigedes ønsker om samværet. En del samværsberettigede fremsætter således ønsker om at have samvær i mindre omfang, end de kunne have fået fastsat.

Grundlaget for undersøgelsen

Undersøgelsen omfatter i alt 2.405 tilfælde, hvor der er taget stilling til omfanget af samvær. Disse sager omfatter i alt 3.229 børn. Undersøgelsen omfatter alle tre kategorier af samvær, medmindre andet fremgår af de enkelte tabeller.

Generelle bemærkninger til undersøgelsen

Gennemgangen af oplysningerne om omfanget af samvær bygger på nogle forudsætninger, som det er nødvendigt at være opmærksom på ved læsningen.

De afgørelser, der er omfattet af undersøgelsen, er truffet over en periode på 7½ måned. I nogle af sagerne er der i denne periode truffet flere afgørelser vedrørende samme barn. Alle disse afgørelser er omfattet af undersøgelsen.

Hvis der f.eks. i en sag indtil videre er fastsat samvær i begrænset omfang, og den samværsberettigede flere gange forgæves søger samværet udvidet, fordi den samværsberettigede mener, at forholdene har ændret sig siden sidste afgørelse, vil hver af disse afgørelser indgå i statistikken på lige fod med andre afgørelser. Denne ene sag, hvor samværet er begrænset, vil således blive medregnet flere gange i statistikken. Det samme gør sig f.eks. gældende, hvor der er fastsat meget samvær, og den af forældrene, der har barnet boende, flere gange forgæves søger samværet indskrænket. Dette kan være med til at give et lidt skævt billede af det samlede omfang af samvær.

Endvidere er det ikke muligt at sammenholde det fastsatte samvær med forældrenes ønsker. Som illustration kan nævnes følgende eksempel:

Der er fastsat samvær hver 2. weekend fra fredag eftermiddag til mandag morgen samt i ferier. Der er ikke hverdagssamvær, fordi den samværsberettigede ikke har ønsket dette. Den af forældrene, der har barnet boende, ønsker nu weekendsamværet indskrænket, hvilket statsamtet afslår. I denne undersøgelse vil sagen blive medregnet som en sag, hvor der ikke er hverdagssamvær. Det vil ikke fremgå af undersøgelsen, at den samværsberettigede ikke har ønsket hverdagssamvær.

Ved undersøgelsen af omfanget af samværet sondres der ikke mellem sager, hvor samværet søges udvidet og sager, hvor samværet søges begrænset.

Statistikskemaerne indeholdt følgende muligheder for afkrydsning af omfanget af samvær:

Weekendsamvær

Fredag til søndag

Længere end fredag til søndag

Kortere end fredag til søndag

Uden overnatning

Hver weekend

Hver anden weekend

Hver tredje weekend

Sjældnere end hver tredje weekend
Hverdagssamvær

Med overnatning

Uden overnatning

Hver uge

Hver anden uge

Sjældnere end hver anden uge
Feriesamvær

Samvær i sommerferien/julen/påsken

Andet væsentligt samvær udover ovenstående (f.eks. samvær i vinter- eller efterårsferien eller mere end to ugers samvær i sommerferien)

Dette er en forenkling af det samvær, der aftales og fastsættes. F.eks. vil et weekendsamvær fra torsdag middag til mandag formiddag falde inden for kategorien "Længere end fredag til søndag". Det samme gælder samvær fra fredag aften til mandag morgen.

Tilsvarende sondres der ved kombinationen af kategorierne "Kortere end fredag til søndag" og "Uden overnatning" ikke mellem, om samværet f.eks. er hele lørdagen og hele søndagen uden overnatning eller kun 2 timer en af dagene.

Statistikken indeholder også delafgørelser, hvor statsamtet f.eks. kun fastsætter weekendsamvær, men udskyder spørgsmål om hverdags-, ferie- og helligdagssamværet til senere. På samme måde vil afgørelser og aftaler om midlertidigt samvær under en samværssag i almindelighed ikke indeholde feriesamvær, hvis det forventes, at den endelige afgørelse om samværet kan træffes i god tid inden starten af ferieperioden.

Endelig bemærkes, at når den samværsberettigede ikke har haft kontakt med barnet i længere tid, vil der ofte i en indkøringsperiode kun være samvær i begrænset omfang. I almindelighed vil udvidelsen af samværet, når indkøringsperioden er slut, blive fastlagt fra starten. I disse situationer er det kun omfanget af samvær efter indkøringsperioden, der er omfattet af undersøgelsen.

Samvær inddeles i det følgende i samvær i forbindelse med weekender, samvær på hverdage og samvær i forbindelse med ferier.

Weekendsamvær

Hvad angår weekendsamvær er der i tabel 13 nedenfor sondret mellem samvær hver weekend, hver anden weekend, hver tredje weekend eller sjældnere.

Tabel 13: Samvær i weekender

	Hver weekend	Hver 2. weekend	Hver 3. weekend	Sjældnere end hver 3. weekend	I alt
Fre. til søn.	38	1.063	95	81	1.277
længere end fre. til søn.	14	369	23	29	435
kortere end fre. til søn.	74	437	25	53	589
I alt	126	1.869	143	163	2.301
Procentvis fordeling i.f.t. det samlede antal sager, hvor der er weekendsamvær (2.301 sager)	5%	81%	6%	7%	99%

Ifølge tabel 13 er samværet placeret i weekenderne i 2.301 sager, dvs. ca. 95% af de 2.405 sager, der er omfattet af denne del af undersøgelsen. I de resterende 104 sager er der kun samvær på hverdage og/eller i ferier. Det almindeligste samvær er hver anden weekend fra fredag til søndag, hvilket er fastsat i 44% af alle 2.405 sager.

Figur 1: Weekendsamværets hyppighed

Weekendsamværets hyppighed

Gennem de sidste mange år er hyppigheden af samvær øget. I Betænkning nr. 1279/94 er det på side 108 oplyst, at der i 1983 efter praksis kun blev fastsat samvær en weekend hver måned. Samme sted er der gennemgået 2 undersøgelser af omfanget af samvær, som Civilretsdirektoratet foretog i 1987 og 1991. I 1987 var der i 55% af sagerne samvær i hver anden weekend. (Betænkningen indeholder ikke oplysninger om de øvrige 45% af sagerne). Andelen af sager med samvær hver anden weekend var i 1991 steget til 73%, mens der var samvær i hver tredje weekend i 13% og i hver fjerde weekend i ca. 14% af sagerne. Som nævnt ovenfor er andelen af sager med samvær i hver anden weekend nu øget yderligere til 81%. Hertil kommer 5% hvor der er samvær i hver weekend. Der er således nu kun samvær i hver tredje weekend eller sjældnere i 13% af sagerne. Andelen af samvær sjældnere end hver 2. weekend er således blevet halveret fra 1991 til 1997.

Begrundelserne for de afgørelser, hvor der kun er weekendsamvær i hver 3. weekend eller sjældnere, fremgår af tabel 14 nedenfor.

Tabel 14: Begrundelser i de 306 sager, hvor der kun er weekendsamvær hver 3. weekend eller sjældnere

	Antal	Procent (af samtlige sager)
Samværet helt eller delvist fastsat efter aftale	196	64%
Relevant tidligere aftale	46	15%
Barnets alder*	56	18%
Barnets mening	39	13%
Relation til søskende	4	1%
Sagkyndig erklæring	14	5%
Manglende kontakt	17	6%
Krydsende samvær	2	1%
Særlige forhold hos barnet	28	9%
Særlige forhold hos samværsberettigede	31	10%
Lang afstand mellem forældrene	56	18%
Ansøgerens begrænsede ønske om samværets omfang	48	16%
Andet	42	14%

* Mere end ni ud af ti af de afgørelser, der var begrundet i barnets alder, var også begrundet i andre forhold.

Det ses klart af tabellen, at den almindeligste grund til, at der er samvær sjældnere end hver anden weekend, er, at forældrene helt eller delvist har været enige herom. Dette omfatter næsten to tredjedele af sagerne. De to næsthyppigste begrundelser er barnets alder og lang afstand mellem forældrene.

I 126 sager var der ifølge tabel 13 samvær i hver weekend. Den mest almindelige grund til dette er hel eller delvis enighed mellem forældrene.

Hverdagssamvær

Formålet med hverdagssamvær er især at øge hyppigheden af kontakten med barnet.

Som det fremgår af tabel 15 og 16, er der i 28% af sagerne hverdagssamvær. Hverdagssamværet er lige ofte med og uden overnatning. Det mest almindelige er, at hverdagssamværet udøves hver anden uge. Dette er tilfældet i knap to tredjedele af sagerne. I knap en tredjedel af sagerne er der hverdagssamvær hver uge. Kun i 6% af sagerne er hverdagssamværet sjældnere end hver anden uge.

Tabel 15: Hverdagssamvær

	Antal	Procent
Hverdagssamvær	670	28%
Intet hverdagssamvær	1.735	72%
I alt	2.405	100%

Tabel 16: Hverdagssamværets hyppighed og overnatning

	Hver uge	Hver anden uge	Sjældnere end hver anden uge	I alt
Hverdagssamvær med overnatning	81	228	23	332
Hverdagssamvær uden overnatning	126	192	20	338
I alt	207	420	43	670

Ifølge tabel 16 er hverdagssamvær hver uge oftest uden overnatning, mens hverdagssamvær hver anden uge oftest er med overnatning. Dette viser, at jo sjældnere der er hverdagssamvær, jo længere varer de enkelte samvær.

Det ses af tabel 15, at der i 1.735 sager (72%) ikke er hverdagssamvær. Der er ifølge tabel 17 samvær i hver anden weekend i knap otte ud af ti sager, hvor der ikke er hverdagssamvær, og i 6% er der samvær i hver weekend. I 65% af sagerne er der feriesamvær.

Figur 2: Hverdagssamværets hyppighed

Hverdagssamværets hyppighed

Tabel 17: Sager, hvor der ikke er hverdagssamvær

	Antal	Procent
Weekendsamvær
Hver weekend	103	6%
Hver anden weekend	1.343	79%
Hver tredje weekend	121	7%
Sjældnere end hver tredje weekend	138	8%
I alt	1.705	100%
Feriesamvær
Feriesamvær	1.136	65%
Intet feriesamvær	599	35%
I alt	1.735	100%

Det fremgår af indledningen til dette afsnit, at det er udgangspunktet, at der er hverdagssamvær. Da hverdagssamvær er en del af det almindelige samvær, kan den lave andel af sager med hverdagssamvær umiddelbart undre.

Hertil skal først og fremmest bemærkes, at undersøgelsen som nævnt i indledningen til dette afsnit ikke indeholder oplysninger om, i hvilket omfang den samværsberettigede har ønsket at få hverdagssamvær. Da omfanget af samvær ifølge tabel 18 var aftalt helt eller delvist i 68% af de sager, hvor der ikke er hverdagssamvær, tyder noget på, at de samværsberettigede i vidt omfang ikke har fremsat ønske om hverdagssamvær. Dette er i overensstemmelse med Betænkning nr. 1279/94, hvor det på side 108 blev konstateret, at antallet af ansøgninger om hverdagssamvær ikke var særligt stort. Landsdommer, dr.jur., Svend Danielsen har i kommentaren til lov om forældremyndighed og samvær på side 345-46 peget på, at det nok især er praktiske forhold så som arbejdstider og lang afstand mellem forældrenes bopæle, der gør, at de samværsberettigede ofte ikke har mulighed for at udnytte adgangen til at få fastsat hverdagssamvær.

Endvidere kan den samværsberettigede ønske at have forlænget samvær i weekenderne i stedet for samvær på hverdage. Af de i alt 1.735 sager uden hverdagssamvær, var der i 15% forlænget weekendsamvær, der her er defineret som samvær hver weekend med overnatning eller samvær hver anden weekend i en periode længere end fredag til søndag.

Civilretsdirektoratet foretog i 1991 en undersøgelse af hverdagssamvær. Det fremgår af denne undersøgelse, der er refereret i Skarrildhus-beretningen for 1991, side 44, at der kun blev ansøgt om hverdagssamvær i 8% af sagerne, og at tre fjerdedele af disse ansøgninger blev imødekommet.

Da der nu er hverdagssamvær i 28% af sagerne, er der også på dette område sket en kraftig forøgelse af omfanget af samvær. Denne udvidelse af omfanget af samværet er i overensstemmelse med intentionerne i den nye lov.

Tabel 18: Begrundelser i de sager, hvor der ikke er hverdagssamvær

	Antal	Procent (af alle sager, hvor intet hverdagssamvær)
Samværet helt eller delvist fastsat efter aftale	1.162	68%
Barnets alder*	281	16%
Barnets mening	101	6%
Sagkyndig erklæring	58	3%
Særlige forhold hos barnet	74	4%
Særlige forhold hos samværsberettigede	117	7%
Lang afstand mellem forældrene	100	6%
Ansøgerens begrænsede ønske om samværets omfang	107	6%

* 86% af de afgørelser, der er begrundet i barnets alder, er også begrundet i andre forhold. I ca. halvdelen af disse afgørelser er omfanget af samværet fastsat delvist efter aftale mellem parterne.

Feriesamvær

I 1.604 (67%) af afgørelserne er der feriesamvær. Der sondres i denne undersøgelse mellem to kategorier af feriesamvær:

"Almindeligt feriesamvær": Op til 2 ugers feriesamvær samt nogle dage i julen og påsken.

"Udvidet feriesamvær": Mere end 2 ugers feriesamvær (placeret i sommer-, vinter- og efterårsferierne eller på andre tidspunkter) samt nogle dage i julen og påsken.

I 1.567 af sagerne er der "almindeligt feriesamvær", og i 407 sager er der "udvidet feriesamvær", hvilket svarer til 25% af alle de sager, hvor der er feriesamvær.

Begrundelserne for ikke at fastsætte feriesamvær fremgår af tabel 19. Det ses af tabellen, at i 58% af disse sager var omfanget af samvær aftalt helt eller delvist. Den næsthyppigste begrundelse var barnets alder.

Tabel 19: Begrundelser for ikke at fastsætte feriesamvær i de sager, hvor der er hverdags- og/eller weekendsamvær

	Antal	Procent (af alle sager, hvor der ikke er ferie-samvær, i alt 801)
Samværet helt eller delvist fastsat efter aftale	467	58%
Barnets alder*	203	25%
Barnets mening	47	6%
Sagkyndig erklæring	42	5%
Særlige forhold hos barnet	69	9%
Særlige forhold hos samværsberettigede	106	13%
Ansøgerens begrænsede ønske om samværets omfang	65	8%

* 85% af disse afgørelser er også begrundet med henvisning til andre forhold, bl.a. at omfanget af samværet er fastsat delvist efter aftale mellem parterne.

Kombinationer af samvær i weekender og ferier og på hverdage

I dette afsnit søges skabt et overblik over det samlede omfang af samvær ved at kombinere de forskellige former for samvær.

Tabel 20 giver mulighed for at få større overblik over omfanget af samvær. Det mest markante ved denne oversigt er den store differentiering af samværet.

På baggrund af denne tabel undersøges fordelingen mellem de udvidede og de begrænsede samvær i forhold til restgruppen, der for nemheds skyld her betegnes "normalsamvær":

Ser man på de udvidede samvær, er der forlænget weekendsamvær hver 2. weekend i 369 tilfælde. Hertil kommer 71 sager, hvor der mindst er samvær hver weekend med en overnatning. Der er således udvidet samvær i mindst 440 sager (18%). Da statistikindsamlingen er noget grovkornet, kan der være udvidet samvær i flere af sagerne. F.eks. kan samvær fredag til søndag hver 2. uge være kombineret med flere hverdagssamvær, eller der kan være ekstra feriesamvær.

Tabel 20: Weekendsamvær kombineret med hverdagssamvær

	Hverdagssamvær med overnatning	Hverdagssamvær uden overnatning	Intet hverdagssamvær	I alt
Hver weekend	6	17	103	126
fredag til søndag	3	4	31	38
længere end fredag til søndag	2	1	11	14
kortere end fre. til søn. m/overnat.	1	4	14	19
kortere end fre. til søn. u/overnat.	0	8	47	55
Hver anden weekend	288	238	1.343	1869
fredag til søndag	144	139	780	1063
længere end fredag til søndag	136	26	207	369
kortere end fredag til søndag m/overnat.	7	27	134	168
kortere end fredag til søndag u/overnat.	1	46	222	269
Hver tredje weekend	12	10	121	143
fredag til søndag	6	3	86	95
længere end fredag til søndag	6	2	15	23
kortere end fredag til søndag m/overnat.	0	2	10	12
kortere end fredag til søndag u/overnat.	0	3	10	13
Sjældnere end hver tredje weekend	17	8	138	163
fredag til søndag	7	3	71	81
længere end fredag til søndag	7	0	22	29
kortere end fredag til søndag m/overnat.	3	5	15	23
kortere end fredag til søndag u/overnat.	0	0	30	30
Intet weekendsamvær	9	65	* 30	104
I alt	332	338	1.735	2.405

* I disse sager er der alene feriesamvær, jf. tabel 22 nedenfor.

Som nævnt i indledningen til dette afsnit er udgangspunktet, at der - hvis der er søgt om det - er samvær i et omfang, der svarer til hver anden weekend fra fredag til søndag samt samvær på hverdage hver anden uge. Dette er kun tilfældet i 283 sager (12%), idet der ikke er hverdagssamvær i de resterende 780 sager med samvær hver anden weekend fra fredag til søndag. Som nævnt ovenfor i forbindelse med tabel 18 skal forklaringen på det lave antal hverdagssamvær formentlig søges i, at den samværsberettigede ikke har fremsat ønske om hverdagssamvær. Man kan således sige, at det praktiske udgangspunkt for omfanget af "normalsamvær" er hver anden weekend fra fredag til søndag med eller uden hverdagssamvær. Dette er tilfældet i 1.063 sager (44%).

Der er således mindst "normalsamvær" i 1.503 sager, svarende til omkring to tredjedele af sagerne. I 40% af disse 1.503 sager er samværet udvidet.

I 902 sager (38%) er der kun samvær i begrænset omfang, dvs. samvær uden overnatning, samvær hver anden weekend med højst en overnatning eller samvær sjældnere end hver anden weekend.

Vedrørende de sager, hvor der er samvær i begrænset omfang, er det værd at bemærke, at statistikken også indeholder omfanget af samvær med børn i aldersgruppen 0-2 år, jf. tabel 23 og 24 nedenfor. Desuden er også sager om midlertidigt samvær under behandlingen af en samværssag omfattet af undersøgelsen, jf. tabel 25 og 26. I disse situationer er der almindeligvis samvær i mindre omfang end det ovennævnte "normalsamvær".

I 367 tilfælde er weekendsamværet uden overnatning. (I 58 af disse tilfælde er der dog også hverdagssamvær). I tabel 21 fremgår begrundelserne for det begrænsede weekendsamvær. Som det ses af tabellen, var begrundelsen i næsten halvdelen af sagerne, at der var hel eller delvis enighed mellem forældrene om samværet. I ca. fire ud af ti afgørelser blev afgørelsen begrundet med henvisning til barnets alder, mens begrundelsen i ca. en femtedel af sagerne var "særlige forhold hos den samværsberettigede".

Tabel 21: Begrundelser for weekendsamvær uden overnatning

	Antal	Procent (af alle sager, hvor der er weekendsamvær uden overnatning, i alt 367)
Samværet helt eller delvist fastsat efter aftale	174	47%
Barnets alder	139	38%
Barnets mening	29	8%
Sagkyndig erklæring	31	8%
Manglende kontakt	52	14%
Særlige forhold hos barnet	39	11%
Særlige forhold hos samværsberettigede	69	19%
Ansøgerens begrænsede ønske om samværets omfang	32	9%

Endelig kombineres nogle af de forskellige former for weekendsamvær med hverdags- og feriesamvær i tabel 22.

Tabel 22: Weekendsamvær kombineret med hverdags- og feriesamvær

	Feriesamvær	Intet feriesamvær	I alt
Hverdagssamvær og weekendsamvær	460	136	596
Hverdagssamvær uden weekendsamvær	8	66	74
Weekendsamvær uden hverdagssamvær	1.106	599	1.705
Hverken weekend eller hverdagssamvær	30	0	30
I alt	1.604	801	2.405

Det ses her, at det almindeligste (46%) er weekendsamvær uden hverdagssamvær kombineret med feriesamvær. I 19% af sagerne er der weekendsamvær, hverdagssamvær og feriesamvær.

Aldersfordeling

Ovennævnte tabeller omhandler omfanget af samvær for børn i alle aldre, dvs. fra helt nyfødte til - principielt - unge på 17 år. I dette afsnit vil fokus blive rettet mod forskellene mellem forskellige aldersgrupper.

Den samlede aldersfordeling af børnene i denne del af undersøgelsen fremgår af tabel 23. Det bemærkes, at i skemaer, der omfatter flere børn, er det af tekniske grunde alene det førstnævnte barn, der er medtaget i tabellen. Dette kan give mindre unøjagtigheder. Denne fremgangsmåde er anvendt overalt, hvor der i denne rapport er foretaget undersøgelser af barnets alder.

Bortset fra de nyfødte, dvs. børn født i undersøgelsesåret, er aldersgrupperne til og med årgang 1989 (dvs. ca. 8 år på afgørelsestidspunktet i 1997) nogenlunde ligeligt repræsenteret med 7-10% pr. årgang. 78% af samværssagerne vedrører børn i disse aldersgrupper.

Fra 9 års alderen (årgang 1988) falder antallet af børn markant, og allerede årgangene 1985 og 1986 (11-12 års alderen) er kun repræsenteret med 3-4% pr. årgang. Dette hænger antageligt sammen med, at ældre børn i høj grad selv får indflydelse på kontakten med den af forældrene, som de ikke bor sammen med.

I tabel 23 er fastsættelse af hverdagssamvær undersøgt i forhold til de enkelte aldersgrupper. Det ses her, at hverdagssamvær optræder noget oftere i aldersgruppen 0-8 år (30%) end i aldersgruppen over 8 år (20%).

Hverdagssamvær med overnatning forekommer sjældent blandt de 0-1 årige. Mellem halvdelen og to tredjedele af de 2-8 årige har hverdagssamvær med overnatning, men fra 9 års alderen vender billedet, og de fleste hverdagssamvær er uden overnatning.

Tabel 23: Fordeling af børn i forskellige aldersgrupper samt forekomsten af hverdagssamvær med og uden overnatning i de forskellige aldersgrupper

Barnet født (omfatter alene det førstnævnte barn i hvert skema.)	Hverdagssamvær (% af aldersgruppen)	Heraf hverdagssamvær uden overnatning (% af børn med hverdagssamvær i aldersgruppen)	Intet hverdagssamvær	I alt i aldersgruppen
1997 (Under 1 år)	24 (40%)	21 (88%)	36	60
1996 (1 år)	82 (36%)	62 (76%)	148	230
1995 (2 år)	82 (33%)	40 (49%)	170	252
1994 (3 år)	75 (29%)	34 (45%)	185	260
1993 (4 år)	73 (29%)	25 (34%)	175	248
1992 (5 år)	76 (32%)	33 (43%)	164	240
1991 (6 år)	52 (28%)	21 (40%)	137	189
1990 (7 år)	50 (24%)	20 (40%)	158	208
1989 (8 år)	49 (28%)	21 (43%)	126	175
I alt, hvor barnet er otte år eller mindre	563 (30%)	277 (49%)	1299	1862
1988 (9 år)	29 (23%)	15 (52%)	97	126
1987 (10 år)	21 (16%)	12 (57%)	114	135
1986 (11 år)	24 (24%)	15 (63%)	76	100
1985 (12 år)	12 (17%)	7 (58%)	58	70
1984 (13 år)	19 (28%)	11 (58%)	48	67
1983 (14 år)	0 (0%)	0	16	16
1982 (15 år)	2 (14%)	1 (50%)	12	14
1981 (16 år)	0 (0%)	0	9	9
1980 (17 år)	0 (0%)	0	3	3
I alt, hvor barnet er mere end otte år	107 (20%)	61 (57%)	433	540
Hverdagssamvær i alt*	670 (28%)	338 (50%)	1.732	2.402

* Det skal bemærkes, at summen i denne tabel 23 afviger en smule fra summen i tabel 22 ovenfor, hvilket skyldes, at der i enkelte skemaer mangler angivelse af barnets alder.

Som nævnt ovenfor i tabel 13 er weekendsamvær hver 2. uge fra fredag til søndag og længere weekendsamvær hver 2. uge blandt de hyppigst forekommende samvær. I tabel 24 nedenfor er disse to samværstyper undersøgt i forhold til de enkelte aldersgrupper. Som ved hverdagssamvær med overnatning (jf. tabel 23) forekommer fuldt weekendsamvær relativt sjældent blandt de 0-1 årige. Fra 2 års alderen har omkring 60% af børnene fuldt weekendsamvær hver 2. uge.

Tabel 24: Forekomsten af weekendsamvær fredag til søndag eller længere i forskellige aldersgrupper

Barnet født (omfatter alene det førstnævnte barn i hvert skema.)	Weekendsamvær fre.-søn. eller længere end fre-søn. hver 2. weekend	Procent af aldersgruppen (Se tabel 23)
1997 (Under 1 år)	21	35%
1996 (1 år)	83	36%
1995 (2 år)	136	54%
1994 (3 år)	157	60%
1993 (4 år)	160	65%
1992 (5 år)	150	63%
1991 (6 år)	131	69%
1990 (7 år)	134	64%
1989 (8 år)	114	65%
I alt, hvor barnet er otte år eller mindre	1.086	58%
1988 (9 år)	89	71%
1987 (10 år)	85	63%
1986 (11 år)	59	59%
1985 (12 år)	44	63%
1984 (13 år)	44	66%
1983 (14 år)	9	56%
1982 (15 år)	11	79%
1981 (16 år)	2	22%
1980 (17 år)	1	33%
I alt, hvor barnet er mere end otte år	344	64%

Samværets omfang ved midlertidigt samvær i forhold til samvær, der ikke er midlertidigt

Som nævnt i afsnit 3 sondres der overordnet mellem samvær, midlertidigt samvær under en forældremyndighedssag og midlertidigt samvær under en samværssag.

Som ligeledes nævnt i afsnit 3 kan man under behandlingen af en forældremyndighedssag fastsætte samvær ud over det samvær, der normalt fastsættes inden for rammerne af sædvanlig praksis.

Som det ses af tabel 25 og 26 er der i samværssager under en forældremyndighedssag en markant højere forekomst af forlængede weekendsamvær og hverdagssamvær end i sager om samvær, der ikke er midlertidigt. Også på dette punkt er intentionerne i den nye lov blevet opfyldt.

Tabel 25: Samværets omfang i antal, opdelt på midlertidigt samvær og samvær, der ikke er midlertidigt

	Samværder ikke er midlertidigt	Midlertidigt samvær under forældremyndighedssag	Midlertidigt samvær under samværssag	I alt
Antal afgørelser i alt	2.134	179	92	2.405
Weekendsamvær fre. til søn. hver 2. uge	972	70	21	1.063
Weekendsamvær længere end fre. til søn. hver 2. uge	304	52	13	369
Hverdagssamvær	577	70	23	670
Intet hverdagssamvær	1.557	109	69	1.735

Tabel 26: Samværets omfang i procent af samtlige afgørelser, opdelt på midlertidigt samvær og samvær, der ikke er midlertidigt

	Samvær der ikke er midlertidigt	Midlertidigt samvær under forældremyndighedssag	Midlertidigt samvær under samværssag
Weekendsamvær fre. - søn. hver 2. uge	46%	39%	23%
Weekendsamvær længere end fre. - søn. hver 2. uge	14%	29%	14%
Hverdagssamvær	27%	39%	25%
Intet hverdagssamvær	73%	61%	75%

Midlertidigt samvær under behandlingen af en samværssag er nærmere omtalt ovenfor i afsnit 3. Tabel 25 og 26 bekræfter, at der i disse sager fastsættes samvær i noget mindre omfang end i de andre kategorier.

Gennemsnittet for alle tre kategorier af samvær fremgår af tabel 13 ovenfor.

4.6. Samvær under overvågning

§ 17, stk. 1, i lov om forældremyndighed og samvær giver statsamterne mulighed for at fastsætte forskellige vilkår for udøvelsen af samværet.

Som tidligere nævnt kan der fastsættes vilkår om, at samværet skal foregå under overvågning. Den person, der skal overvåge samværet, kan f.eks. være et familiemedlem eller en person med en særlig viden om børn, typisk en pædagog eller en psykolog.

Ved lovændringen blev det fastslået, at statsamterne skal sikre, at der er mulighed for at fastsætte samvær under overvågning, når der er behov for det. Hvis det ikke er muligt at lade f.eks. et familiemedlem stå for overvågningen, afholdes udgifterne til overvågningen af det offentlige.

I almindelighed vil kun vilkår om, at samværet skal foregå under overvågning, have betydning i relation til det overordnede omfang af samværet.

Tabel 27 : Afgørelser om overvågning

	Antal
Fastsættelse af overvågning	144
Afslag på ophævelse af overvågning	14
Afslag på fastsættelse af overvågning	31
Ophævelse af overvågning	12

Ifølge statsamternes virksomhedsregnskab blev der i 1997 truffet 216 afgørelser om overvåget samvær. Dette stemmer nogenlunde overens med antallet i denne undersøgelse, idet de 144 sager i tabel 27 svarer til ca. 230 sager årligt.

Af de 144 sager i denne undersøgelse, hvor der blev fastsat overvågning, skete dette i 92 sager uden særskilt ansøgning om, at samværet skulle overvåges. Dette kan f.eks. være tilfældet i sager, når den af forældrene, der har barnet boende, protesterer mod fastsættelse af samvær, og når statsamtet mener, at der kan være samvær men samtidig bestemmer, at samværet indtil videre skal være overvåget. Denne situation opstår ofte, når den samværssøgende aldrig har haft kontakt med barnet.

Tabel 28: Ansøgning om ophævelse af overvågning

	Antal
Ansøgninger om ophævelse af overvågning	23
Heraf fik ansøgeren medhold i	9*

* Forklaringen på, at kun ni ansøgere fik medhold, mens overvågningen ifølge tabel 27 blev ophævet i 12 tilfælde, er, at der i de tre resterende sager ikke direkte blev søgt om ophævelse af overvågning, men om udvidelse af det eksisterende samvær.

Tabel 29: Ansøgning om fastsættelse af overvågning

	Antal
Ansøgninger om fastsættelse af overvågning	71
Heraf afgørelser om fastsættelse af overvågning	52

Som det ses af tabel 29, blev egentlige ansøgninger om fastsættelse af overvågning imødekommet i vidt omfang. Således fik ansøgerne medhold i næsten tre fjerdele af sagerne (73%). Tilsvarende blev kun 40% af ansøgningerne om ophævelse af overvågning imødekommet, jf. tabel 28.

I alt har der som nævnt været 144 tilfælde, hvor statsamtet har fastsat overvågning. Det ses af tabel 30, at den samværsberettigede i over en tredjedel af disse sager helt eller delvist har accepteret dette. Ellers er de almindeligste begrundelser for at fastsætte overvågning, at der foreligger "særlige forhold" hos den samværsberettigede (40% af sagerne), f.eks. misbrug af alkohol eller narkotika, at den samværsberettigede ikke har haft kontakt med barnet i lang tid (27%), eller at der er tale om små børn (33% af sagerne).

Tabel 30: Begrundelser for fastsættelse af overvågning i forhold til samtlige 144 sager, hvor der er fastsat overvågning *

	Antal	Procent
Samværet stort set fastsat efter aftale	55	38%
Barnets alder**	48	33%
Barnets mening	9	6%
Sagkyndig erklæring	21	15%
Manglende kontakt	39	27%
Særlige forhold hos barnet	31	22%
Særlige forhold hos samværsberettigede	58	40%
Vold/incest/andre grænseoverskridende handlinger	23	16%
Bortførelsesrisiko	12	8%

* De 52 sager, hvor der i tabel 29 blev fastsat overvågning efter ansøgning, er medtaget i disse 144 sager.

** 45 af disse 48 sager var også begrundet i andre forhold end barnets alder.

Sidstnævnte situation er nærmere beskrevet i figur 3 nedenfor, hvor de 144 fastsættelser af overvågning er sat i forhold til barnets alder. Som det ses af figuren, var barnet i 28% af sagerne under 2 år, og i mere end halvdelen af sagerne (52%) var barnet under 4 år.

Figur 3: Antallet af fastsættelser af overvågning fordelt på barnets fødselsår *

Antallet af fastsættelser af overvågning fordelt på barnets fødselsår

* Det bemærkes, at tallene i figuren er beregnet på samme måde som tallene i tabel 23 og 24. Det vil sige, at den kun medtager aldersfordelingen på barn nr. 1.

Tabel 31: Fastsættelse af overvågning fordelt på sager om midlertidigt samvær og på sager om samvær, der ikke er midlertidigt

	Antal (procent)*
Samvær	121 (5% af 2.332 sager)
Midlertidigt samvær under forældremyndighedssag	11 (6% af 186 sager)
Midlertidigt samvær under samværssag	12 (11% af 106 sager)

* Sat i forhold til samtlige samværssager, jf. tabel 1.

Tabel 31 indeholder en oversigt over hyppigheden af overvågning i relation til midlertidigt samvær og til samvær, der ikke er midlertidigt. Der er forholdsvis flere overvågninger ved midlertidigt samvær under en samværssag. Dette er i overensstemmelse med, at et af formålene med midlertidigt samvær i disse situationer er at sikre, at den samværssøgende har en vis kontakt med barnet under behandlingen af samværssagen, også i situationer hvor der umiddelbart ved sagens start er tvivl om omfanget af samværet, f.eks. fordi samværsforælderen har meget alvorlige misbrugsproblemer.

5. Samvær i Civilretsdirektoratet

5.1. Indledning

Siden den 15. maj 1997 har Civilretsdirektoratet også ført statistik over direktoratets behandling af klagesager på samværsområdet.

De følgende statistiske oplysninger er baseret på i alt 223 skemaer, som sagsbehandlerne i direktoratet har udfyldt i forbindelse med afgørelser af klagesager om samvær i perioden 15. maj 1997 til 31. december 1997. Skemaerne vedrører i alt 284 børn.

Det skal bemærkes, at disse 223 skemaer ikke repræsenterer samtlige samværssager, der er behandlet i direktoratet i denne periode. Ifølge Civilretsdirektoratets virksomhedsregnskab for 1997 traf direktoratet i hele kalenderåret i alt 1.422 afgørelser om samvær. Skemaerne udfyldes - ligesom statsamternes statistikskemaer - kun i sager om det overordnede omfang af samværet. Afgørelser, der alene vedrører detailregulering af samværet, er således ikke omfattet af undersøgelsen. Der henvises i øvrigt til afsnit 4.1. ovenfor.

Hvem har forældremyndigheden?

Som det fremgår af tabel 32, havde moderen i 190 sager (85%) forældremyndigheden alene. I 21 sager (9%) var der fælles forældremyndighed, og i de resterende 12 sager (5%) havde faderen forældremyndigheden alene.

Tallene i tabel 32 viser en fordeling af forældremyndigheden, der er meget forskellig fra tallene for placering af forældremyndighed ovenfor i tabel 8 i afsnit 4.2. Forskellen ligger især i den meget lavere andel af sager med fælles forældremyndighed her i forhold til i tabel 8. Dette kan imidlertid ikke undre, da fælles forældremyndighed forudsætter, at forældrene i vidt omfang kan blive enige om barnets forhold. Sålænge de er enige om at have fælles forældremyndighed, vil de ofte også være enige om deres kontakt med barnet.

Tabel 32 illustrerer klart, at det i almindelighed fortsat er faderen, der er den samværsberettigede, og at børnene bor hos deres mor. Det er således kun i 6% af sagerne moderen, der er den samværsberettigede.

Tabel 32: Den samværsberettigede fordelt på køn og forældremyndighed

	Fælles forældremyndighed	Eneforældre-myndighed	I alt
Moderen er den samværsberettigede	1	12	13
Faderen er den samværsberettigede	20	190	210
I alt	21	202	223

5.2. Ændring af statsamternes afgørelser

Som det fremgår af tabel 33 nedenfor, stadfæstede Civilretsdirektoratet i 80% af sagerne det overordnede omfang af samværet, som dette var fastsat af statsamtet, og i 20% af sagerne ændrede direktoratet afgørelsen.

Tabel 33: Civilretsdirektoratets ændringsafgørelser

	Antal	Procent
Ændring af det overordnede omfang af samværet	44	20%
Stadfæstelse af det overordnede omfang af samværet	179	80%
I alt	223	100%

Når der i denne rapport tales om ændring eller stadfæstelse af statsamternes afgørelser, drejer det sig kun om ændring eller stadfæstelse af det overordnede omfang af samværet og ikke om andre dele af afgørelsen.

En stadfæstelse af det overordnede omfang af samværet kan derfor godt samtidig indeholde en ændring af andre dele af statsamtets afgørelse om samværet. Ligeledes kan en ændring af det overordnede omfang af samværet indeholde en stadfæstelse af andre dele af statsamtets afgørelse.

Med til vurderingen af frekvensen af ændringer hører, at en del af de afgørelser, hvor direktoratet ændrer statsamternes afgørelser, er begrundet i nye oplysninger eller forandrede forhold.

De 223 skemaer er fordelt på klager over afgørelser om samvær, midlertidigt samvær under en forældremyndighedssag og midlertidigt samvær under en samværssag. Som det fremgår af tabel 34, vedrørte næsten ni ud af ti klager samvær, der ikke er midlertidigt. Kun tilsammen 29 sager vedrørte midlertidigt samvær under enten en forældremyndighedssag eller en samværssag.

Ud af de 194 afgørelser om samvær stadfæstede Civilretsdirektoratet statsamtets afgørelse i 154 tilfælde (79%) og ændrede afgørelsen i 40 sager (21%). Af de 29 midlertidige afgørelser blev 4 (14%) ændret, mens 25 (86%) blev stadfæstet. Antallet af midlertidige afgørelser er så lavt, at der ikke er grundlag for yderligere statistiske undersøgelser af dem.

Tabel 34: Stadfæstelse og ændring, fordelt på midlertidige afgørelser om samvær og på afgørelser om samvær, der ikke er midlertidigt

Klagens overordnede indhold	Afgørelsens overordnede indhold
	Stadfæstelse	Ændring	I alt
Samvær	154	40	194
Midl. samvær under forældremynd.sag	10	3	13
Midl. samvær under samværssag	15	1	16
I alt	179	44	223

Spørgsmål om ophævelse af samvær og afslag på fastsættelse af samvær

Som det fremgår af tabel 35, bad klagerne i 39 sager Civilretsdirektoratet om at fastsætte samvær, hvor statsamtet havde afslået dette eller havde ophævet et eksisterende samvær. Direktoratet stadfæstede i 29 tilfælde (74%) statsamtets afgørelse, men bestemte i 10 tilfælde (26%), at der skulle være samvær.

Tabel 35: Afgørelsen når klager ønsker fastsættelse af samvær

	Antal	Procent
Ansøgeren får medhold	10	26%
Ansøgeren får afslag	29	74%
I alt	39	100%

I 62 sager havde statsamtet enten bestemt, at der skulle fastsættes samvær mod modpartens protest, eller afslået at ophæve et fastsat samvær, jf. tabel 36. Direktoratet gav kun i tre tilfælde (5%) klageren medhold og ophævede samværet. I forbindelse med tabel 36 skal dog bemærkes, at de 59 tilfælde, hvor ansøgeren fik afslag, indeholder situationer, hvor samværet blev begrænset.

Tabel 36: Afgørelsen når klager ønsker ophævelse af samvær

	Antal	Procent
Ansøgeren får medhold	3	5%
Ansøgeren får afslag	59	95%
I alt	62	100%

Ifølge tabel 35 og 36 behandlede Civilretsdirektoratet i alt 101 sager, hvor der skulle tages stilling til, om der skulle være samvær eller ej. Af disse sager blev resultatet i 32%, at der ikke blev fastsat samvær, mens der i over to tredjedele af sagerne blev fastsat samvær, selvom den af forældrene, der havde barnet boende, modsatte sig samvær. De 2 tabeller indeholder også afgørelser om suspension af samvær.

Disse tal viser en klar tendens til, at Civilretsdirektoratet i klagesager i betydelig højere grad ændrer statsamternes afgørelse og fastsætter samvær, end direktoratet ophæver samvær, der er fastsat af statsamterne.

Det bemærkes, at direktoratets afgørelser i lighed med statsamternes træffes ud fra en vurdering af de aktuelle forhold.

Direktoratets tal for afslag på samvær er ikke sammenlignelige med statsamternes tal. Dette skyldes, at det ikke fremgår af de indsamlede oplysninger vedrørende statsamternes afgørelser om fastsættelse af samvær, jf. afsnit 4.2., i hvilket omfang den af forældrene, der havde barnet boende, modsatte sig samvær. I alle direktoratets sager blev der protesteret mod samværet.

Med en vis forsigtighed kan direktoratets tal dog sammenlignes med statsamterne tal for ophævelse af samvær, jf. tabel 9 i afsnit 4.3. Det fremgår af denne tabel, at statsamterne i 58% af sagerne ophævede samværet, mens direktoratet som nævnt ovenfor kun bestemte, at der ikke skulle være samvær i 32% af sagerne.

Begrundelserne for direktoratets afgørelser om, at der ikke skulle fastsættes samvær, er opregnet nedenfor i tabel 37. Også her kan der være flere begrundelser for hver afgørelse.

Tabel 37: Begrundelser for afslag på fastsættelse af samvær og på ophævelse af samvær i forhold til alle 32 sager herom

	Antal	Procent
Barnets alder*	4	13%
Barnets mening	12	38%
Søskenderelationer**	3	9%
Sagkyndig erklæring	10	31%
Manglende kontakt	2	6%
Særlige forhold hos barnet	10	31%
Særlige forhold hos samværsberettigede	4	13%
Vold/incest/andre grænseoverskridende handlinger	3	9%
Bortførelsesrisiko	0	0%
Andet	3	9%

* Tre af de fire afgørelser, som var begrundet i barnets alder, var også begrundet i andre forhold end alder.

Det ses af tabellen, at den almindeligste begrundelse for ikke at fastsætte samvær er barnets mening om samværet. Denne begrundelse gjorde sig gældende i næsten fire ud af ti af de afgørelser, hvor der ikke blev fastsat samvær. I den anden hovedgruppe af begrundelser blev afslaget på samvær bl.a. støttet af en sagkyndig erklæring, ligesom særlige forhold hos barnet - f.eks. psykiske problemer - ofte begrundede afslag på samvær.

Begrundelserne fordeler sig nogenlunde som statsamternes begrundelser for afslag på fastsættelse af samvær (tabel 5) og for ophævelse af samvær (tabel 10).

Statsamterne begrunder dog oftere end Civilretsdirektoratet deres afgørelser om afslag på samvær med henvisning til særlige forhold hos ansøgeren/den samværsberettigede.

Til gengæld bygger direktoratet oftere end statsamterne sine afgørelser om afslag på samvær på sagkyndige erklæringer. Årsagen til dette kan være, at direktoratet behandler forholdsvis flere sager med højt konfliktniveau end statsamterne.

I forarbejderne til loven blev det tilkendegivet, at der i større omfang end hidtil skulle indhentes sagkyndige erklæringer i sager om ophævelse af eller afslag på samvær. Tendensen i Civilretsdirektoratets afgørelser er således i overensstemmelse med forarbejderne.

Det kan i den forbindelse nævnes, at direktoratet for nylig har nedsat en arbejdsgruppe om familieret m.v. med deltagelse af repræsentanter fra statsamterne og direktoratet. Formålet med denne arbejdsgruppe er bl.a. at vurdere og samordne behandlingen af familieretlige sager. En af arbejdsgruppens første opgaver er at se nærmere på brugen af børnesagkyndige undersøgelser.

Som nævnt oven for i punkt 4.2. bør selv lang tids manglende kontakt med barnet ikke automatisk føre til afslag på fastsættelse af samvær. Direktoratet har da også kun i 6% af sagerne begrundet afslag på samvær i manglende kontakt.

I statsamternes afgørelser optræder denne begrundelse i 33% af de sager, hvor der blev meddelt afslag på fastsættelse af samvær. Endvidere optræder begrundelsen i 19% af de sager, hvor statsamterne ophævede et eksisterende samvær.

Civilretsdirektoratet vil drøfte dette nærmere med statsamterne. Baggrunden for forskellen kan dog bl.a. være, at sammensætningen af klagere i Civilretsdirektoratet er anderledes end sammensætningen af ansøgere i statsamterne.

I lyset af den megen medieomtale af "incestanklager" i samværssager er det værd at bemærke, at direktoratet i undersøgelsesperioden kun i tre tilfælde begrundede ophævelse af samvær med vold, incest eller lignende.

Udvidelse eller begrænsning af samvær

Med hensyn til ansøgninger om udvidelse af et eksisterende samvær fremgår det af tabel 38, at samværet i næsten en tredjedel af sagerne blev udvidet. Hvad angår begrænsning af samvær ses af tabel 39, at ansøgeren til gengæld i næsten ni ud af ti ansøgninger fik afslag. Civilretsdirektoratet begrænsede således kun samværet i 11% af ansøgningerne herom.

Tabel 38: Afgørelsen når klager ønsker udvidelse af samvær

	Antal	Procent
Ansøgeren får helt eller delvist medhold	22	29%
Ansøgeren får afslag	53	71%
I alt	75	100%

Tabel 39: Afgørelsen når klager ønsker begrænsning af samvær

	Antal	Procent
Ansøgeren får helt eller delvist medhold	6	11%
Ansøgeren får afslag	47	89%
I alt	53	100%

Ud fra tallene i tabel 38 og 39 kan man med nogen forsigtighed spore en tendens til, at direktoratet er mere åben for udvidelser end begrænsninger af samværet, hvilket er i overensstemmelse med intentionerne i lovgivningen.

Tallene i de to tabeller er meget forskellige fra de tilsvarende tabeller for statsamterne, tabel 11 og 12:

I statsamterne fik 79% medhold i ansøgninger om udvidelse af samvær, mens det tilsvarende tal for direktoratet kun var 29%. Årsagen til dette skal antagelig søges i, at statsamterne i vidt omfang har givet samvær i et så stort omfang, at der sjældent er behov for yderligere samvær.

Civilretsdirektoratets afgørelser om udvidelse af samværet vil typisk indeholde enten en modificering af en afgørelse fra et statsamt om begrænsning af samværet eller en yderligere udvidelse af samværet.

Vedrørende begrænsning af samvær synes direktoratet at være mere tilbageholdende end statsamterne.

5.3. Omfang af samvær

I dette afsnit beskrives omfanget af samvær efter Civilretsdirektoratets behandling af klagesagerne. Dette afsnit bygger på samme forudsætninger som ved beskrivelsen af omfanget af samvær i statsamternes afgørelser i afsnit 4.5.

Af de 223 sager, der er omfattet af undersøgelsen, blev der taget stilling til omfanget af samværet i 177 sager. Disse 177 sager omfattede i alt 219 børn.

Grundlaget for beskrivelsen af omfanget af samvær er et væsentligt lavere antal sager end i afsnit 4.5., kun 7%. På flere punkter er materialet derfor af så ringe omfang, at der ikke kan foretages nærmere statistiske undersøgelser.

Weekendsamvær

Tabel 40: Samværets omfang - weekendsamvær

	Hver weekend	Hver 2. weekend	Hver 3. weekend	Sjældnere end hver 3. weekend	I alt
Fre. til søn.	3	49	4	7	63
længere end fre. til søn.	0	28	0	2	30
kortere end fre. til søn.	6	55	10	7	78
I alt	9	132	14	16	171
Procentvis fordeling i forhold til det samlede antal sager, hvor der er weekendsamvær (171 sager)	5%	77%	8%	9%	99%

Som det ses af tabel 40, er samvær i hver anden weekend langt den mest almindelige form for samvær. I næsten otte ud af ti afgørelser, hvor der fastsættes weekendsamvær, er samværets hyppighed hver 2. weekend. Dette svarer stort set til hyppigheden af weekendsamvær fastsat i statsamterne, jf. tabel 13 ovenfor.

I 17% af tilfældene er der kun samvær i hver 3. weekend eller sjældnere. Begrundelserne i disse sager fremgår af tabel 41. De mest hyppige begrundelser er barnets mening, sagkyndig erklæring og/eller ansøgernes begrænsede ønske om samværets omfang (alle hver især 27%).

I statsamternes afgørelser var begrundelsen (tabel 14) i 64% af sagerne, at samværet helt eller delvist var fastsat efter aftale mellem forældrene. Denne begrundelse vil i sagens natur meget sjældent forekomme i Civilretsdirektoratets afgørelser, idet sagen er påklaget til direktoratet, netop fordi en af forældrene ikke accepterer statsamtets afgørelse. Dette gør sig også gældende i de øvrige begrundelsesoversigter i dette afsnit.

Tabel 41: Begrundelser i de sager, hvor der kun er weekendsamvær hver 3. weekend eller sjældnere

	Antal	Procent (af samtlige sager, hvor der er weekendsamvær hver 3. Weekend eller sjældnere - i alt 30)
Samværet helt eller delvist fastsat efter aftale	0	0%
Relevant tidligere aftale	2	7%
Barnets alder	5	17%
Barnets mening	8	27%
Relation til søskende	1	3%
Sagkyndig erklæring	8	27%
Manglende kontakt	5	17%
Krydsende samvær	0	0%
Særlige forhold hos barnet	6	20%
Særlige forhold hos samværsberettigede	0	0%
Lang afstand mellem forældrene	4	13%
Ansøgerens begrænsede ønske om samværets omfang	8	27%
Andet	2	7%

Hverdagssamvær

I tre ud af fire sager, hvor der er taget stilling til omfanget af samværet, er der ikke hverdagssamvær, jf. tabel 42. I de 45 sager, hvor der er hverdagssamvær, er samværet typisk hver anden uge og i de fleste tilfælde uden overnatning, jf. tabel 43. Dette svarer også stort set til fordelingen i statsamterne, jf. tabel 34 og 35.

Tabel 42: Hverdagssamvær

	Antal	Procent
Hverdagssamvær	45	25%
Intet hverdagssamvær	132	75%
I alt	177	100%

Tabel 43: Hverdagssamværets hyppighed og overnatning

	Hver uge	Hver anden uge	Sjældnere end hver anden uge	I alt
Hverdagssamvær med overnatning	4	12	0	16
Hverdagssamvær uden overnatning	11	17	1	29
I alt	15	29	1	45

Begrundelserne i de sager 132 sager, hvor der ikke er hverdagssamvær, fremgår af tabel 44. Det fremgår af denne tabel, at den hyppigste begrundelse er, at ansøgeren ikke har ønsket mere samvær end det fastsatte, dvs. at ansøgeren ikke har ønsket hverdagssamvær. Dette gør sig gældende i 25% af sagerne. Sagkyndige erklæringer blev ligeledes brugt som begrundelse i en forholdsvis stor del af Civilretsdirektoratets afgørelser (17%), men kun i en mindre del af afgørelserne i statsamterne (3%). Igen spiller det utvivlsomt en rolle, at der var hel eller delvis enighed mellem forældrene i langt den største del af statsamternes sager.

Tabel 44: Begrundelser i de 132 sager, hvor der ikke er hverdagssamvær

	Antal	Procent
Samværet helt eller delvist fastsat efter aftale	1	1%
Barnets alder*	16	12%
Barnets mening	10	8%
Sagkyndig erklæring	22	17%
Særlige forhold hos barnet	14	11%
Særlige forhold hos samværsberettigede	8	6%
Lang afstand mellem forældrene	8	6%
Ansøgerens begrænsede ønske om samværets omfang	33	25%

* 14 af de 16 afgørelser, som var begrundet i barnets alder, var også begrundet i andre forhold end alder.

Feriesamvær

I 88 sager - svarende til 49% af samtlige afgørelser, hvor der er blevet taget stilling til omfanget af samværet - er der fastsat feriesamvær. I 22 af disse sager - svarende til 25% - er der også "udvidet" feriesamvær. Tallene stemmer nogenlunde med statsamternes tal, jf. afsnit 4.5.

Begrundelserne for ikke at fastsætte feriesamvær fremgår af tabel 45. Det ses af tabellen, at den mest almindelige begrundelse for ikke at fastsætte feriesamvær også her er ansøgerens begrænsede ønske om samværets omfang (18%). Herudover har barnets alder samt en sagkyndig erklæring også begrundet en del afgørelser om ikke at fastsætte feriesamvær. Disse to begrundelser fremgår af henholdsvis 17% og 15% af afgørelserne.

Tabel 45: Begrundelser for ikke at fastsætte feriesamvær i de sager, hvor der er hverdags- og/eller weekendsamvær

	Antal	Procent (af alle sager, hvor der ikke er feriesamvær, i alt 89)
Samværet helt eller delvist fastsat efter aftale	0	0%
Barnets alder	15	17%
Barnets mening	6	7%
Sagkyndig erklæring	13	15%
Særlige forhold hos barnet	11	12%
Særlige forhold hos samværsberettigede	8	9%
Ansøgerens begrænsede ønske om samværets omfang	16	18%

Kombinationer af samvær i weekender og på hverdage

Kombinationen af weekendsamvær og hverdagssamvær fremgår af tabel 46 nedenfor, der ligesom tallene for statsamterne i tabel 20 giver et større overblik over omfanget af samvær.

Tabel 46: Weekendsamvær kombineret med hverdagssamvær

	Hverdagssamvær med overnatning	Hverdagssamvær uden overnatning		Intet hverdagssamvær	I alt
Hver weekend	1	1	7		9
fredag til søndag	1	0	2		3
længere end fredag til søndag	0	0	0		0
kortere end fre. til søn. med overnat.	0	0	1		1
kortere end fre. til søn. uden overnat.	0	1	4		5
Hver anden weekend	15	22	95		132
fredag til søndag	3	14	32		49
længere end fredag til søndag	12	0	16		28
kortere end fredag til søndag med overnat.	0	1	13		14
kortere end fredag til søndag uden overnat.	0	7	34		41
Hver tredje weekend	0	1	13		14
fredag til søndag	0	0	4		4
længere end fredag til søndag	0	0	0		0
kortere end fredag til søndag med overnat.	0	0	3		3
kortere end fredag til søndag uden overnat.	0	1	6		7
Sjældnere end hver tredje weekend	0	1	15		16
fredag til søndag	0	0	7		7
længere end fredag til søndag	0	0	2		2
kortere end fredag til søndag med overnat.	0	1	1		2
kortere end fredag til søndag uden overnat.	0	0	5		5
Intet weekendsamvær	0	4	2		6
I alt	16	29	132		177

Hvis samværet i direktoratets afgørelser fordeles som ved afgørelserne i statsamterne i forbindelse med tabel 20, er tallene for henholdsvis udvidet samvær, begrænset samvær og "normalsamvær": 32 (18%), 96 (54%) og 49 (28%). Antallet af "normalsamvær" med hverdagssamvær er 17, svarende til 10%. Der er udvidet samvær i 65% af de sager, hvor der mindst er "normalsamvær".

Andelen af "normalsamvær" er således noget lavere i direktoratets afgørelser og tilsvarende er andelen af begrænset samvær noget højere. Derimod er andelen af udvidet samvær ens.

En del af forklaringen på disse forskelle ligger formentligt i, at samværet i en meget stor del af statsamternes afgørelser fastsættes helt eller delvist efter aftale, mens forældrene er uenige i stort set alle direktoratets sager. Samtidig behandler direktoratet forholdsvis flere sager med højt konfliktniveau, hvor der af hensyn til barnet kan være grund til at fastsætte mindre samvær end normalt.

I tabel 47 ses begrundelserne for weekendsamvær uden overnatning. Som det fremgår, var begrundelsen i ca. en femtedel af sagerne henholdsvis barnets alder og særlige forhold hos barnet. Endvidere var begrundelsen i næsten 1 ud af 5 sager ansøgerens begrænsede ønske om samværets omfang. Tallene for statsamterne står i tabel 21.

Tabel 47: Begrundelser i de 58 sager, hvor der er weekendsamvær uden overnatning.

	Antal	Procent
Samværet helt eller delvist fastsat efter aftale	0	0%
Barnets alder	13	22%
Barnets mening	3	5%
Sagkyndig erklæring	11	19%
Manglende kontakt	10	17%
Særlige forhold hos barnet	12	21%
Særlige forhold hos samværsberettigede	6	10%
Ansøgerens begrænsede ønske om samværets omfang	11	19%

Samværets omfang ved midlertidigt samvær i forhold til samvær, der ikke er midlertidigt

Forekomsten af hverdagssamvær og nogle former for weekendsamvær i sager om henholdsvis samvær og midlertidigt samvær er behandlet i tabel 48 og 49 nedenfor. De tilsvarende tal for statsamterne står i tabel 25 og 26 og viser nogenlunde samme billede.

Tabel 48: Samværets omfang opdelt på ansøgningens overordnede indhold

	Samvær	Midlertidigt samvær under forældremyndighedssag	Midlertidigt samvær under samværssag	I alt
Antal afgørelser i alt	151	12	14	177
Weekendsamvær fre.- søn. hver 2. uge	42	4	3	49
Week.samvær længere end fre.- søn. hver 2. uge	23	4	1	28
Hverdagssamvær	37	6	2	45
Intet hverdagssamvær	114	6	12	132

Tabel 49: Samværets omfang i procent af samtlige afgørelser opdelt på midlertidigt samvær og samvær, der ikke er midlertidigt

	Samvær	Midlertidigt samvær under forældremyndighedssag	Midlertidigt samvær under samværssag
Weekendsamvær fre. - søn. hver 2. uge	28%	33%	28%
Week.samvær længere end fre.-søn. hver 2. uge	15%	33%	16%
Hverdagssamvær	25%	50%	25%
Intet hverdagssamvær	75%	50%	75%

Overvågning

Civilretsdirektoratet traf i alt 22 afgørelser om fastsættelse af overvågning. Disse afgørelser dækker over såvel direktoratets afgørelser om fastsættelse af overvågning som stadfæstelser af statsamternes afgørelser herom. I næsten halvdelen af sagerne ændrede direktoratet dog samtidig det overordnede omfang af statsamternes afgørelser, ligesom man i fire af de ti sager, hvor direktoratet - i modsætning til statsamtet - fastsatte samvær, bestemte, at samværet skulle være overvåget, jf. tabel 35.

6. Antallet af samværssager

6.1. Statsamterne

Som nævnt i afsnit 4.1. omfatter denne undersøgelse i alt 2.624 afgørelser og aftaler om det overordnede omfang af samvær. Da undersøgelsesperioden var på 7½ måned, svarer dette på årsbasis til ca. 4.200 afgørelser og aftaler.

Ifølge statsamternes virksomhedsregnskab for 1997 var det samlede antal afgørelser og aftaler om samvær i statsamterne i 1997 i alt 8.623. Dette er mere end dobbelt så mange sager, som denne statistik er baseret på.

Denne forskel skyldes først og fremmest, at nærværende statistik som beskrevet i afsnit 3 kun inddrager sager om det overordnede omfang af samvær, således at sager, der kun vedrører detailregulering af samværet, ikke er omfattet af undersøgelsen.

Det datagrundlag, som denne undersøgelse bygger på, er relativ omfattende, og der har undervejs i indsamlingen vist sig problemer, der har medført, at et større antal sager ikke er blevet medtaget i undersøgelsen, bl.a. på grund af misforståelser og fejludfyldte skemaer. Endvidere blev der i Københavns Overpræsidium og Vejle Statsamt i sommeren 1997 iværksat en forsøgsordning med intensiveret børnesagkyndig rådgivning. Denne forsøgsordning evalueres statistisk af Socialforskningsinstituttet. Statistikskemaer fra Københavns Overpræsidium og Vejle Statsamt indgår i nærværende undersøgelse, bortset fra de sager hvor der er udfyldt skemaer til brug for Socialforskningsinstituttets undersøgelse. Endelig er sager om samvær med børn, der ikke bor hos en af barnets forældre, heller ikke omfattet af undersøgelsen.

Den generelle fordeling mellem sager om det overordnede omfang af samvær og sager om detailregulering af samvær kendes ikke. Det er derfor ikke muligt at beregne, hvor stor en del af de sager om det overordnede omfang af samvær, som statsamterne behandler, som rent faktisk er med i denne undersøgelse.

Det er Civilretsdirektoratets opfattelse, at svarprocenten ikke er så høj som ønsket, men at den er tilstrækkelig høj til, at materialet i denne undersøgelse må anses for repræsentativt, således at det kan give et realistisk indtryk af den overordnede behandling af samværssager, herunder den relative fordeling mellem de enkelte kategorier af sager m.v. Derimod er rapporten ikke fyldestgørende med hensyn til antallet af afgørelser på de forskellige områder.

6.2. Civilretsdirektoratet

I virksomhedsregnskabet for 1997 anførte Civilretsdirektoratet at have truffet 1.422 afgørelser om samvær i 1997. Som nævnt iafsnit 5.1. har Civilretsdirektoratet i undersøgelsesperioden på 7½ måned truffet 223 afgørelser om det overordnede omfang af samværet. På årsbasis svarer dette til ca. 350 afgørelser. Også her bør der dog tages forbehold for fejludfyldte statistikskemaer.

Set i relation til det samlede antal samværsafgørelser udgør afgørelser om det overordnede omfang af samvær således kun ca. en fjerdedel af afgørelserne. De øvrige afgørelser har drejet sig om detailregulering af samværet.

Heller ikke for direktoratets vedkommende kan svarprocenten beregnes. Ligesom for statsamterne må den anses for tilstrækkelig høj til at give et overblik over behandlingen af samværssager.

Det skal i den forbindelse understreges, at behandlingen af sager om detailregulering af samvær ikke nødvendigvis er mindre ressourcekrævende end sager om det overordnede omfang af samvær.

7. Børnesagkyndig rådgivning

Lov om forældremyndighed og samvær indeholder i § 28 regler om børnesagkyndig rådgivning, der med visse ændringer er en videreførsel af reglerne i den tidligere lovgivning, §27a i myndighedsloven.

Ifølge § 28, stk. 1, skal statsamterne tilbyde rådgivning til forældre og børn ved uenighed om forældremyndighed eller samvær. Statsamterne kan dog ifølge § 28, stk. 3, undlade at tilbyde rådgivning, hvis det konkret vurderes, at det er unødvendigt eller uhensigtsmæssigt.

Der skal således ikke tilbydes rådgivning i situationer, hvor forældrene er enige om forældremyndigheds- og samværsspørgsmål men blot ønsker statsamtets medvirken til, at en aftale bliver godkendt eller nedskrevet.

Selvom der ikke er uenighed om forældremyndighed eller samvær, kan statsamterne ifølge § 28, stk. 2, tilbyde rådgivning, hvis der skønnes at være et særligt behov for det.

Endelig kan forældre eller børn anmode statsamtet om rådgivning, når der er uenighed om forældremyndighed eller samvær, selvom statsamtet ikke behandler en sag herom. Rådgivning efter denne bestemmelse kaldes "åben rådgivning" og er ikke omfattet af denne undersøgelse.

De oplysninger og konklusioner, der præsenteres i dette afsnit, er baseret på spørgeskemaer, som sagsbehandlere og rådgivere i statsamterne har udfyldt i forbindelse med rådgivninger om samvær og forældremyndighed, der er afsluttet i perioden 15. maj til 31. december 1997. Det samlede antal sager, der er omfattet af denne del af undersøgelsen, er 3.701. Disse sager vedrørte i alt 4.962 børn. Ligesom i samværssagerne kan der være flere børn i een sag.

Det bemærkes, at rådgivningerne i det følgende er udtryk for rådgivningsforløb. Der kan således være flere rådgivningssamtaler i forbindelse med eet rådgivningsforløb.

Af de 3.701 sager blev der i 2.259 tilfælde - næsten to tredjedele af sagerne - tilbudt børnesagkyndig rådgivning. Som det fremgår af tabel 50 nedenfor, blev rådgivningen herefter gennemført i 1.545 tilfælde, svarende til 68% af de sager, hvor der blev tilbudt rådgivning. Der var således en ret stor interesse for at deltage i rådgivning og på den måde at få hjælp til at løse problemerne om samvær og forældremyndighed.

Tabel 50: Gennemførsel af børnesagkyndig rådgivning i forhold til alle sager omfattet af undersøgelsen

	Antal	Procent
Rådgivning blev gennemført	1.545	42%
Rådgivning blev tilbudt, men afvist af forældrene	714	19%
Rådgivning blev ikke tilbudt	1.442	39%
I alt	3.701	100%

Ifølge de ovennævnte regler skal statsamterne overveje at tilbyde rådgivning i alle sager om samvær og forældremyndighed. Dette omfatter også sager om meget små ændringer af samværet, samt i princippet sager hvor forældrene er fuldstændig enige om forældremyndighed eller samvær, men blot ønsker deres aftale nedfældet i et officielt dokument.

Som nævnt i afsnit 6.1. behandlede statsamterne 8.623 sager om samvær i 1997. Hertil skal lægges et antal forældremyndighedssager. Der burde således være indgået over 8.623 sager på årsbasis i tallene i tabel 50. De 3.701 sager, der er indberettet til Civilretsdirektoratet, svarer til ca. 6.000 sager omregnet til årsbasis. Svarprocenten er derfor højst ca. 70%. En del af forklaringen på denne forskel er, at der som beskrevet tidligere (afsnit 6.1.) har været problemer med indsamlingen af de statistiske oplysninger.

De 1.545 gennemførte rådgivninger (ca. 2.500 omregnet til årsbasis) er ikke udtryk for det samlede antal rådgivninger, der har været gennemført i statsamterne. Ifølge statsamternes virksomhedsregnskab har der i hele 1997 været gennemført 4.757 rådgivningsforløb, hvilket er næsten dobbelt så mange rådgivninger som denne statistik er baseret på. En del af forklaringen på denne forskel kan være som beskrevet ovenfor. En anden del af forklaringen er, at denne statistik ikke medtager åbne rådgivninger, dvs. rådgivninger uden forbindelse med en verserende sag. Dette kan imidlertid ikke forklare hele forskellen.

Der må i det følgende tages forbehold for usikkerheder i tallene på grund af den lave svarprocent. Som konsekvens af disse usikkerheder bør man i det følgende derfor først og fremmest hæfte sig ved de relative fordelinger vedrørende børnesagkyndig rådgivning, hvorimod de absolutte tal som beskrevet lider af væsentlige mangler.

Ifølge tabel 50 blev der i 39% af samtlige sager, der indgår i undersøgelsen, ikke tilbudt rådgivning. Som det ses af tabel 51, er "andre forhold" den hyppigste begrundelse for at undlade at fremsætte tilbud om rådgivning. Dette dækker over en lang række forskellige situationer, især at forældrene er enige om samværet eller forældremyndigheden. Blandt andre situationer kan nævnes, at der tidligere forgæves har været gennemført rådgivning, at forældrene tidligere har afvist at deltage i rådgivning, eller at de ikke er modtagelige for rådgivning, f.eks. fordi de er umodne eller har store misbrugsproblemer. Der kan også være tale om, at rådgivning ikke skønnes at være et eget middel til løsning af forældrenes konflikt, fordi sagen på forhånd må anses for særlig vanskelig.

Begrundelsen "ansøgningens indhold" omfatter bl.a. sager, der ikke har drejet sig om det overordnede omfang af samværet, samt sager om midlertidig samvær, hvor der ikke skal tilbydes rådgivning.

Hjemlen til at undlade at tilbyde rådgivning, når der for nylig er afsluttet et rådgivningsforløb, findes i § 28, stk. 3, jf. ovenfor.

Det bemærkes, at der kan forekomme flere begrundelser i samme sag, hvorfor det samlede antal begrundelser i tabel 51 er større end antallet af sager i tabel 50.

Tabel 51: Begrundelser for ikke at fremsætte tilbud om rådgivning

	Antal	Procent (af alle sager, hvor rådgivning ikke blev tilbudt)
Nylig afsluttet rådgivning	108	7%
Ansøgningens indhold	602	42%
Andre forhold	815	57%

Ud af de 1.545 sager, hvor der blev gennemført rådgivning, har genstanden for rådgivningen i hovedparten af sagerne været samværsspørgsmål, jf. tabel 52. I godt tre ud af fire gennemførte rådgivninger har rådgivningen alene drejet sig om samvær og i knap en femtedel af tilfældene omfattet både samvær og forældremyndighed. Kun 7% af rådgivningerne har alene handlet om forældremyndighed.

Tabel 52: Rådgivningens fokus

	Antal	Procent
Samvær	1.176	76%
Forældremyndighed	104	7%
Begge	265	17%
I alt	1.545	100%

Deltagelse i rådgivning

Når det gælder spørgsmålet om, hvem der har deltaget i rådgivningen, ses det af tabel 53, at i langt de fleste sager har begge forældre deltaget i rådgivningen sammen. Dette har været tilfældet i ca. tre ud af fire rådgivninger. Barnet har deltaget i 292 af rådgivningsforløbene (19%)

Det skal bemærkes, at summen af tallene i tabellen overstiger antallet af rådgivninger. Dette skyldes, at en rådgivning kan være gennemført i flere omgange og med skiftende deltagere.

Endvidere bemærkes, at der i Københavns Overpræsidium og Vejle Statsamt i sommeren 1997 blev iværksat en forsøgsordning med intensiveret børnesagkyndig rådgivning. Formålet med denne ordning er at fokusere på børn og unge i rådgivningen. Tal fra disse myndigheder indgår i det bearbejdede materiale.

Tabel 53: Deltagere i rådgivningen

	Antal	Procent (af alle 1.545 rådgivninger)
Begge forældre sammen	1.175	76%
Begge forældre hver for sig	119	8%
Kun den ene af forældrene	296	19%
Barnet	292	19%

De forskellige konstellationer af deltagelse i rådgivningen fremgår af tabel 54. Det ses her, at den mest almindelige situation er, at begge forældre deltager sammen i rådgivningen uden barnet. Dette har været tilfældet i 61% af alle rådgivninger. I 14% af tilfældene har kun den ene forælder deltaget i rådgivningen, mens begge forældre samt barnet har deltaget i 11% af rådgivningerne.

Tabel 54: Forskellige konstellationer af deltagelse i rådgivningen

	Antal	Procent
Begge forældre sammen + begge hver for sig + barnet	17	1%
Begge forældre sammen + begge hver for sig	24	2%
Begge forældre sammen + kun den ene forælder + barnet	7	0,5%
Begge forældre sammen + kun den ene forælder	21	1%
Begge forældre sammen + barnet	168	11%
Begge forældre sammen	938	61%
Begge forældre hver for sig + barnet	25	2%
Begge forældre hver for sig	53	3%
Kun den ene forælder + barnet	51	3%
Kun den ene forælder	217	14%
Kun barnet	24	2%
I alt	1.545	100,5%

Barnet har ifølge tabel 53 deltaget i 292 rådgivninger. Af disse børn var 21 under 7 år og 271 var 7 år eller ældre. Statsamterne har hidtil i almindelighed først gennemført rådgivning med børn fra 7-8 års alderen. Ifølge tabel 23 i afsnit 4.5. var 923 (38%) af børnene i samværssagerne 7 år eller ældre. Dette giver en deltagelsesprocent på knap en tredjedel af de børn, der er 7 år eller ældre.

Denne deltagelsesprocent skal ses i lyset af, at større børn har mulighed for selv at sige nej til at deltage i rådgivning. Endvidere vil der være en del tilfælde, hvor forældremyndighedsindehaveren ikke ønsker, at barnet involveres i forældrenes konflikt og derfor heller ikke ønsker, at barnet indkaldes til rådgivning.

I det ovennævnte forsøgsprojekt i Københavns Overpræsidium og Vejle Statsamt bliver børn ned til 4 års alderen inddraget i rådgivningen. Socialforskningsinstituttet vurderer med evalueringen af dette projekt bl.a. børns deltagelse i rådgivningen.

Varighed af rådgivning

Varigheden af den børnesagkyndige rådgivning varierer meget. Det længste rådgivningsforløb var på 31 timer, mens de korteste var på mindre end en time. Rådgivningerne varede i gennemsnit ca. 2½ time. Som det fremgår af figur 4 nedenfor, var der 986 rådgivninger, der tog mere end 1 time men maksimalt 3 timer, hvilket var langt det mest almindelige interval for varigheden af et rådgivningsforløb.

Figur 4: Varigheden af den børnesagkyndige rådgivning *

Varigheden af den børnesagkyndige rådgivning

* Det bemærkes, at "0 til 1 time" indeholder de rådgivninger, der varede en time. Kategorien "1 til 3 timer" indeholder derfor rådgivninger, der har taget fra mere end en time til og med tre timer. Tilsvarende indeholder kategorien "3 til 5 timer" rådgivninger, der har taget fra mere end tre timer til og med fem timer.

Resultatet af rådgivning

Formålet med den børnesagkyndige rådgivning er, som det fremgår af § 28 i lov om forældremyndighed og samvær, at hjælpe forældrene til at løse deres konflikter om forældremyndighed og samvær under hensyn til, hvad der er bedst for barnet.

Rådgivningen skal dels give forældrene en dybere indsigt i deres egen og den anden forælders situation, dels styrke dem i at bruge deres egne ressourcer til at blive bedre i stand til at komme overens. Rådgivningen må derfor forstås som en hjælp til selvhjælp, og det optimale er, at forældrene selv finder en løsning på deres problemer. I anden række bør rådgivningen tilstræbe at mindske konfliktniveauet mellem forældrene, især med fokus på at styre konflikterne uden om børnene. Man bør dog ikke fokusere så meget på en løsning af konflikten, at et forlig eller et kompromis bliver et altoverskyggende mål.

Situationen efter rådgivning i de sager, hvor der har været rådgivning om samvær, fremgår af tabel 55 nedenfor. I tabellen er kun medtaget de rådgivninger, hvor begge forældre har deltaget enten sammen og/eller hver for sig. Således er der ikke medtaget de rådgivninger, hvor kun barnet har deltaget, hvor barnet har deltaget sammen med kun den ene af forældrene, eller hvor kun en af forældrene har deltaget. Baggrunden for ikke at medtage disse sager er, at det kan være svært at vurdere, om der er enighed eller uenighed om samværet, hvis kun barnet eller den ene af forældrene har deltaget i rådgivningen.

Tabel 55: Situationen efter rådgivning i de samværssager, hvor begge forældre har deltaget enten sammen og/eller hver for sig *

	Antal	Procent
Fuldstændig enighed	153	18%
Overvejende enighed	435	51%
Overvejende uenighed	220	26%
Fuldstændig uenighed	40	5%
I alt	848	100%

* I alt har der været 943 rådgivninger alene om samvær, hvor begge forældre har deltaget sammen og/eller hver for sig. Det mindre antal rådgivninger i tabellen skyldes overvejende, at nogle sager blev tilbagekaldt eller henlagt, inden rådgivningen blev afsluttet. Det har derfor ikke været muligt for rådgiveren at konstatere graden af enighed i disse tilfælde.

Som det ses af tabellen, var den mest almindelige situation efter rådgivningen, at der var overvejende enighed om samværets omfang. Det var tilfældet i 51% af sagerne. Hertil kommer, at i 18% af sagerne blev forældrene fuldstændige enige, således at der var hel eller delvis enighed om samværet i over to tredjedele af sagerne.

I 26% af sagerne var der overvejende uenighed efter rådgivningen, mens der i 5% var fuldstændig uenighed.

Fuldstændig enighed er i tabellen defineret som de tilfælde, hvor der både er enighed om det overordnede omfang og detailreguleringen af samværet. Overvejende enighed er de tilfælde, hvor der kun er enighed om enten det overordnede omfang eller detailreguleringen af samværet. Overvejende uenighed dækker tilsvarende over de tilfælde, hvor rådgiveren har anført, at der er uenighed om enten det overordnede omfang eller detailreguleringen af samværet. Forskellen mellem overvejende enighed og overvejende uenighed skal forstås sådan, at rådgiverne i nogle tilfælde har betonet enigheden, om end denne ikke er fuldstændig (defineret som "overvejende enighed"), mens de i andre tilfælde navnlig har lagt vægt på uenigheden mellem forældrene (defineret som "overvejende uenighed").

Det fremgår ikke af tallene i tabel 55, om hel eller overvejende enighed er opnået som resultat af rådgivningen. Undersøgelsen indeholder heller ikke oplysninger om graden af forældrenes enighed eller uenighed inden rådgivningens start.

En anden måde at måle effekten af rådgivningen på er at undersøge, om uenigheden eller konflikten mellem forældrene - ifølge rådgivernes vurdering - er reduceret i forbindelse med rådgivningen. Af samtlige 848 sager i tabel 55 er det rådgivernes vurdering, at konfliktniveauet blev dæmpet i 42% af sagerne. Som man kunne forvente, dækker dette tal dog over variationer, idet konfliktniveauet oftere blev mindsket i de sager, hvor der ved rådgivningens afslutning blev konstateret enighed mellem forældrene, end i de sager, hvor der blev konstateret uenighed. Således blev konfliktniveauet, ifølge rådgiverne, dæmpet i 63% af de sager, hvor der efter rådgivningen var fuldstændig enighed, men kun i 18% af de sager, hvor der efter rådgivningen var fuldstændig uenighed.

Det skal understreges, at tabellen alene indeholder rådgiverens vurdering, og at disse vurderinger er foretaget i forbindelse med afslutningen af rådgivningen. Der foreligger således ikke oplysninger om langtidsvirkningen af rådgivningen. Materialet siger heller ikke noget om, hvordan forældrene og børnene bedømmer rådgivningen.

Endvidere bør man være opmærksom på, at tallene vedrørende dæmpet konfliktniveau efter Civilretsdirektoratets opfattelse er behæftet med usikkerheder. Det er især problematisk, at udformningen af skemaet har betydet, at rådgiverne ikke har været nødt til at tage stilling til, om konfliktniveauet som følge af rådgivningen blev dæmpet eller ej. Således viser tallene vedrørende dæmpet konfliktniveau formentlig udelukkende de situationer, hvor rådgiverne eksplicit har udtrykt, at konfliktniveauet er dæmpet. Man kan derfor formentlig ikke slutte modsat og konstatere, at konfliktniveauet eller uenigheden mellem forældrene i de øvrige sager ikke er blevet reduceret i forbindelse med rådgivningen.

Under alle omstændigheder er det dog overraskende, at konfliktniveauet ifølge rådgivernes vurdering kun blev mindsket i 42% af sagerne.

Civilretsdirektoratet vil derfor undersøge dette aspekt nærmere, bl.a. ved i løbet af første halvdel af 1999 at indføre nye spørgeskemaer, hvor rådgiverne direkte skal tage stilling til, om konflikten eller uenigheden mellem forældrene er reduceret eller ej. Når der er tilvejebragt et tilstrækkeligt statistisk grundlag, vil direktoratet udarbejde en foreløbig analyse af dette problem. Det skal i den forbindelse bemærkes, at statistikken for 1998 desværre også vil indeholde de samme usikkerheder som 1997-tallene.

Hvad angår de rådgivninger, der alene har drejet sig om forældremyndighed, og hvor begge forældre har deltaget enten sammen og/eller hver for sig (i alt 76 sager), var der efter rådgivningen enighed mellem forældrene i 36 sager (47%) og uenighed om forældremyndigheden i de resterende 40 sager (53%). Af disse 40 sager var det rådgiverens indtryk, at konflikten blev dæmpet i 3 sager.

I tabel 56 nedenfor er - ud over sager der kun har drejet sig om forældremyndighed - også medtaget sager, der har drejet sig om både samvær og forældremyndighed.

Tabel 56: Resultatet af rådgivning i samtlige sager, der har drejet sig om forældremyndighed, dvs. også sager der har drejet sig om både forældremyndighed og samvær*

	Antal	Procent
Sager med enighed i alt	197	55%
Fortsat uenighed om forældremyndighed	158	45%
I alt	355	100%

* Det mindre antal rådgivninger om forældremyndighed i denne tabel i forhold til tabel 52 skyldes bl.a., at nogle sager blev tilbagekaldt eller henlagt, inden rådgivningen blev afsluttet

Som det fremgår af tabellen, har der i alt været 355 rådgivninger om forældremyndighed. I 197 af samtlige rådgivninger om forældremyndighed, svarende til 55%, blev forældrene enige om forældremyndighedens placering. Af de resterende 158 sager (45%), hvor der fortsat var uenighed, var det i 31 tilfælde (20%) statsamtets indtryk, at der blev opnået enighed om nogle spørgsmål, eller at forældrenes uenighed eller konflikt blev neddæmpet, jf. bemærkningerne ovenfor.

Det kan i øvrigt oplyses, at den børnesagkyndige rådgivning er et område, der er under udvikling, og at det prioriteres højt af statsamterne og Civilretsdirektoratet. Blandt initiativerne på dette område kan nævnes:

Civilretsdirektoratet har oprettet et kontaktudvalg om den børnesagkyndige rådgivning i statsamterne bl.a. med henblik på at forbedre rådgivningen. Der er i den forbindelse indhentet oplysninger om tilrettelæggelsen af rådgivningen i de enkelte statsamter. Kontaktudvalgets første redegørelse blev afgivet primo februar 1999.

Københavns Statsamt har i begyndelsen af 1998 startet et forsøgsprojekt med mediation som et alternativ til den almindelige børnesagkyndige rådgivning. Evalueringen af dette forsøg findes i Socialforskningsinstituttets publikation 99:4, februar 1999.

Den ovennævnte forsøgsordning i Københavns Overpræsidium og Vejle Statsamt. Også her forventes evalueringen at foreligge i foråret 1999.

Når dette materiale foreligger, vil der være et bedre grundlag for at foretage en nærmere analyse af rådgivningsinstituttet.

8. Forældremyndighed

Denne statistik handler ikke om placeringen af forældremyndighed, men om samvær og børnesagkyndig rådgivning. Civilretsdirektoratet er ved at tage initiativ til en statistisk undersøgelse af statsamternes forældremyndighedssager.

I forbindelse med indhentelse af oplysningerne i afsnit 7 om rådgivningssager vedrørende forældremyndighed er der dog også indhentet oplysninger om placeringen af forældremyndigheden efter rådgivningen, og disse tal gennemgås i dette afsnit.

Undersøgelsen omfatter kun en mindre del af statsamternes sager om forældremyndighed, der f.eks. omfatter aftaler om fordeling af forældremyndighed ved separation/skilsmisse, anmeldelse af aftaler om fælles forældremyndighed og godkendelse af aftaler om overførsel af forældremyndighed. Det statistiske grundlag for denne del af undersøgelsen er derfor noget spinkelt.

Det skal understreges, at tvister om forældremyndighed behandles af domstolene.

Endvidere viser undersøgelsen kun status ved afslutningen af rådgivningen. Man kan derfor ikke se, i hvilket omfang placeringen af forældremyndigheden er blevet ændret under rådgivningen.

I tabel 57 er de 197 sager, hvor der ifølge tabel 56 i afsnit 7 var enighed om forældremyndigheden, fordelt på forældremyndighedens placering efter rådgivningen. Som det fremgår, var forældrene i 55% af sagerne enige om fælles forældremyndighed og i 45% enige om eneforældremyndighed.

Tabel 57: Placering af forældremyndighed, hvor der efter rådgivning var enighed om forældremyndigheden

	Antal	Procent
Forældremyndighed hos mor	68	35%
Forældremyndighed hos far	20	10%
Fælles forældremyndighed	109	55%
I alt	197	100%

Betænkning nr. 1279/94 fra Justitsministeriets Forældremyndighedsudvalg indeholder på side 44 en opgørelse fra oktober kvartal 1993 over aftaler om placeringen af forældremyndigheden ved separation og skilsmisse. Denne opgørelse er gengivet i tabel 58.

Tabel 58: Aftaler om forældremyndighed ved separation og skilsmisse i oktober kvartal 1993

	Antal	Procent
Forældremyndighed hor mor	1.294	36%
Forældremyndighed hos far	136	4%
Fælles forældremyndighed	2.208	61%
I alt	3.638	101%

Ifølge tabel 58 var der 61%, der i 1993 aftalte fælles forældremyndighed, mens 40% aftalte eneforældremyndighed. Fordelingen mellem fælles forældremyndighed og eneforældremyndighed i 1993 er således nogenlunde som tallene for 1997 i tabel 57.

Fordelingen af aftaler om eneforældremyndigheden mellem faderen og moderen i 1993 og 1997 fremgår af tabel 59 nedenfor. Disse tal tyder på, at der er sket en vis udvikling på dette område. Ifølge tallene fra 1993 havde faderen forældremyndigheden alene i 10% af de sager, hvor der var enighed om eneforældremyndighed, mens faderens andel af eneforældremyndighed ifølge de nye tal er steget til 23%.

Det skal dog bemærkes, at de nye tal bygger på et meget spinkelt talmateriale, og at disse tal - i modsætning til tallene fra 1993 - også omfatter sager om overførsel af forældremyndighed og om ophævelse af aftaler om fælles forældremyndighed. På den anden side omfatter tallene fra 1997 alene sager, hvor der er gennemført rådgivning. Sager, hvor forældrene har været enige om fordelingen og derfor ikke har ønsket rådgivning, indgår i modsætning til tallene fra 1993 ikke i 1997-undersøgelsen.

Tabel 59: Placering af eneforældremyndighed

	1993: Antal (procent)	1997: Antal (procent)
Forældremyndighed hor mor	1.294 (90%)	68 (77%)
Forældremyndighed hos far	136 (10%)	20 (23%)
I alt	1.430 (100%)	88 (100%)

Afslutningsvis kan det oplyses, at ved tvist om forældremyndigheden i forbindelse med domme om separation og skilsmisse - afsagt i perioden 1. oktober 1993 til 31. marts 1994 - fik faderen forældremyndigheden over 25% af børnene, jf. side 48 i Betænkning nr. 1279/94. Der findes ikke nyere tal om retspraksis i forældremyndighedssager.

9. Resumé

Det overordnede formål med den nye lov om forældremyndighed og samvær, der trådte i kraft den 1. januar 1996, er at styrke barnets kontakt med den af forældrene, det ikke bor sammen med.

Udgangspunktet er altså, at et barn skal bevare kontakten til begge sine forældre.

Dette udgangspunkt følges i høj grad i dag, når forældre beder myndighederne om hjælp til at løse problemer om samvær m.v. Således blev ansøgning om fastsættelse af samvær imødekommet i 93% af sagerne. I de 7%, hvor der blev meddelt afslag, var de almindeligste begrundelser barnets mening og alder, manglende kontakt og særlige forhold hos enten barnet eller den samværssøgende.

Der går i dag kortere tid mellem samværsbesøgene end tidligere. Hyppigheden af kontakten er således øget. I ca. 95% af sagerne er der samvær i weekenden, mest almindeligt hver anden weekend fra fredag til søndag.

Samvær på hverdage er ikke slået igennem i det omfang, man måske kunne forvente. Således er der "kun" hverdagssamvær i 28% af sagerne. Dette er dog en væsentlig forøgelse af antallet af hverdagssamvær, idet der ifølge en undersøgelse fra 1991 alene var hverdagssamvær i 6% af sagerne.

En undersøgelse af de sager, hvor der ikke er hverdagssamvær, viser, at samværet er helt eller delvist aftalt i 68%. Der er således noget, der tyder på, at de samværssøgende i vidt omfang ikke ønsker samvær på hverdage. Dette svarer til tidligere undersøgelsesresultater.

En sammenstilling af weekendsamvær og hverdagssamvær viser en stor differentiering af samværet. Dette svarer til intentionerne i 1996-loven, hvor betydningen af individuelt tilpassede samværsordninger blev understreget.

Myndighederne inddrages oftest i samværssager om børn i alderen 1 år til 8 år. Således omfatter 78% af samværssagerne børn i denne aldersgruppe. Fra 9 års alderen falder antallet af børn markant. Dette hænger antagelig sammen med, at ældre børn i høj grad selv får indflydelse på kontakten med den af forældrene, som de ikke bor sammen med.

Ved lovændringen i 1996 var man meget opmærksom på, at uenighed om samvær kan være belastende for børnene. Det gælder både, når der skal skabes kontakt mellem et barn og en forælder, og når konfliktniveauet mellem forældrene er højt.

Det blev derfor bl.a. fastslået, at statsamterne skal sikre, at der er mulighed for at fastsætte samvær under overvågning. Undersøgelsen viser, at de mest almindelige begrundelser for at gøre samværet overvåget er, at der foreligger "særlige forhold" hos den samværsberettigede (40% af sagerne), f.eks. misbrug af alkohol eller narkotika, at den samværsberettigede ikke har haft kontakt med barnet i lang tid (27%), eller at der var tale om små børn (33%). I næsten en tredjedel af sager med overvåget samvær er barnet under 2 år, og i mere end halvdelen er barnet under 4 år.

I konfliktfyldte samværssager kan det af hensyn til barnet være nødvendigt slet ikke at fastsætte samvær eller at ophæve samværet i en periode. Det blev anført i bemærkningerne til lovforslaget, at det skal være lettere end tidligere at ophæve samværet, når hensynet til barnet taler herfor. Afgørelsesgrundlaget bør i disse tilfælde i højere grad end tidligere omfatte sagkyndige erklæringer.

Undersøgelsen viser en tendens til, at Civilretsdirektoratet i klagesager i betydelig højere grad ændrer statsamternes afgørelser og fastsætter samvær - eventuelt under overvågning - end direktoratet ophæver samvær, der er fastsat af statsamterne.

Civilretsdirektoratet bygger oftere end statsamterne sine afgørelser på sagkyndige erklæringer. Årsagen til dette kan være, at direktoratet behandler forholdsvis flere sager med højt konfliktniveau end statsamterne.

Også adgangen til børnesagkyndig rådgivning i forældremyndighedssager og samværssager blev styrket ved lovændringen i 1996.

I to tredjedele af de sager, undersøgelsen omfatter, blev der tilbudt forældrene børnesagkyndig rådgivning. Omkring to tredjedele af de forældre, der fik dette tilbud, sagde ja til at deltage. Der var således en ret stor interesse for at deltage i rådgivningen. I ca. tre ud af fire rådgivninger deltog begge forældre, mens børnene deltog i 19% af rådgivningerne.

Den mest almindelige situation efter rådgivning i samværssager er, at forældrene er helt eller delvis enige om det fremtidige samvær. Dette er tilfældet i to tredjedele af sagerne.

10. Tabel- og figuroversigt

Litteratur

Anvendt litteratur:

Svend Danielsen: Kommentar til lov om forældremyndighed og samvær, (1997) med Tillæg (1998).

Betænkning nr. 1279/94 om Fælles forældremyndighed, samværsvanskeligheder og børnesagkyndig rådgivning, udarbejdet af Justitsministeriets Forældremyndighedsudvalg.

Civilretsdirektoratets publikationer siden december 1997:

Matching af udenlandske børn, statistik vedrørende 1994 og 1997, august 1998.

Abstrakt godkendelse af adoptanter, statistik vedrørende 1997, august 1998.

Civilretsdirektoratets Virksomhedsregnskab 1997, juni 1998

Iværksættelse, ændring og ophævelse af værgemål, statistik vedrørende 1997, april 1998.

Skarrildhus 1997, Beretning fra det familieretlige kursus på Skarrildhus, februar 1998.

Rådgivning og samvær i statsamterne, statistik indsamlet i perioden 15. maj til 31. oktober 1997, december 1997

Bilag

Bilag 1: Forklaring på begrundelser i samværssager

I denne rapport optræder der tabeller, der indeholder en oversigt over de begrundelser for samværsafgørelserne, som statsamterne og Civilretsdirektoratet har anvendt i forskellige situationer. Begrundelser optræder i tabellerne med en kort "kode". Det nærmere indhold af disse "koder" gennemgås i dette afsnit.

Antallet af begrundelser i de enkelte tabeller vil overstige antallet af afgørelser, der er omfattet af den pågældende del af undersøgelsen. Forklaringen på dette er, at der er tale om et samlet skøn, hvor begrundelsen kan bygge på flere forhold. Eksempel:

Et afslag på fastsættelse af samvær kan være begrundet under henvisning til indholdet af en sagkyndig erklæring kombineret med, at der ikke har været kontakt til barnet i en meget lang periode ("manglende kontakt"), eller at barnet har psykiske problemer ("særlige forhold hos barnet"), kombineret med at barnet har været udsat for vold fra ansøgeren.

Det skal endvidere understreges, at der kun udfyldes et skema for hver afgørelse, indeholdende begrundelserne for alle dele af afgørelsen, hvilket kan medføre en vis usikkerhed ved analyserne af begrundelserne. Eksempel:

Forældrene er enige om omfanget af weekendsamværet, men uenige om hverdagssamvær. På baggrund af en sagkyndig erklæring afslår statsamtet at fastsætte hverdagssamvær. I begrundelsesskemaet afkrydses felterne "Samværet helt eller delvist fastsat efter aftale" - hvilket alene relaterer sig til weekendsamværet - og "Sagkyndig erklæring" - der kun vedrører hverdagssamværet. I oversigten over begrundelser for at der ikke er hverdagssamvær, vil begge disse begrundelser imidlertid være medregnet.

Det skal endelig understreges, at oversigterne kun indeholder myndighedernes begrundelser, og at undersøgelsen ikke omfatter baggrunden for forældrenes holdning til samværet.

De enkelte begrundelser

Samværet stort set fastsat efter aftale:

Dette punkt omfatter for det første de situationer, hvor forældrene er helt enige om samværet, således at der ikke træffes afgørelse om samværet, men alene udfærdiges et samværsdokument på baggrund af aftalen. For det andet omfatter punktet de situationer, hvor forældrene er enige om nogle dele af samværet og uenige om andre. Der er i disse situationer alene truffet afgørelse om de punkter, som forældrene ikke er enige om.

Relevant tidligere aftale om samværet:

Hvis der har været indgået en aftale om samværet, vil der blive lagt vægt på denne aftale, hvis der senere opstår uenighed om samværet.

Barnets alder:

Barnets alder har som udgangspunkt altid betydning for samværet. I forbindelse med iværksættelsen af statistikundersøgelsen meddelte Civilretsdirektoratet i cirkulæreskrivelse af 7. maj 1997 statsamterne, at dette punkt kun skal afkrydses, hvis barnets alder har haft særlig betydning, f.eks. ved spørgsmål om overnatning for små børn.

Barnets mening:

Når et barn er fyldt 12 år, skal der finde en samtale sted med barnet, før der træffes afgørelse i en samværssag. Dette følger af § 29 i lov om forældremyndighed og samvær. Samtalen kan dog undlades, hvis den må antages at være til skade for barnet, eller hvis samtalen er uden betydning for sagen. Reglen skal sikre, at barnet får mulighed for at udtale sig om samværet.

Der er mulighed for at afholde en samtale med et barn, der er under 12 år. Dette beror på en vurdering af bl.a. barnets modenhed.

Relation til søskende:

Handler sagen om samvær med søskende, kan omfanget af samvær med et barn smitte af på vurderingen af samværet med barnets søskende. Ved cirkulæreskrivelsen af 12. november 1997 meddelte Civilretsdirektoratet dog statsamterne, at hvis et af flere børn under en samtale i statsamtet oplyser, at det ikke ønsker samvær, bør samværet for de yngre søskende som udgangspunkt kun ophæves, hvis der er særskilt grundlag herfor.

Sagkyndig erklæring:

Til brug for vurderingen af samværssager kan man indhente forskellige sagkyndige erklæringer, og indholdet af disse erklæringer kan tillægges betydning ved afgørelsen. Det kan dreje sig om erklæringer, der er udarbejdet på baggrund af børnesagkyndige undersøgelser, men også om andre former for lægelige eller psykologiske udtalelser, f.eks. om den samværssøgendes forhold til alkohol eller narkotika.

Manglende kontakt:

Har den samværssøgende aldrig haft kontakt med barnet, eller har der i længere tid ikke været kontakt, vil der ofte indledningsvist kunne blive fastsat samvær i begrænset omfang, eventuelt under overvågning. Har der ikke været kontakt i en længere årrække, kan dette indgå som et moment i vurderingen af, om der skal være samvær eller ej.

Krydsende samvær:

Man taler om "krydsende samvær" f.eks. i situationer, hvor nogle søskende bor hos den ene forælder, mens andre søskende bor hos den anden. I disse situationer må der ved vurderingen af omfanget af samværet tages hensyn til børnenes behov for at være sammen med både forældre og søskende, således at der kun er samvær f.eks. hver 3. weekend.

Særlige forhold hos barnet:

Ved afgørelser om samvær kan det være nødvendigt at tage hensyn til særlige forhold hos barnet. Sådanne særlige forhold kan eksempelvis bestå i sygdom, psykiske problemer eller lignende, eller at barnet er særlig præget af forældrenes konfliktfyldte forhold.

Særlige forhold hos den samværsberettigede/samværsansøgeren:

Ligesom særlige forhold hos barnet kan have betydning for afgørelser om samvær, kan særlige forhold hos den samværsberettigede også have betydning. Særlige forhold kan f.eks. være sygdom, psykiske problemer, misbrug af alkohol eller narkotika.

Vold, incest, andre grænseoverskridende handlinger:

Hvis en samværsforælder har begået vold, incest eller andre grænseoverskridende handlinger over for barnet, kan dette begrunde afslag på samvær, eller at der kun fastsættes samvær i begrænset omfang, eventuelt under overvågning.

Bortførelsesrisiko:

Navnlig når en samværsforælder har særlig tilknytning til udlandet, kan der være begrundet frygt for, at den pågældende vil tage barnet ud af Danmark. I sådanne tilfælde kan man afslå at fastsætte samvær, eller bestemme at samværet skal foregå under overvågning.

Lang afstand mellem forældrene:

Er der lang afstand mellem forældrenes bopæle, således at transporten af barnet er forbundet med et stort tidsforbrug eller med andre vanskeligheder, kan omfanget af samværet fastsættes under hensyn hertil. Det vil således ofte ikke være muligt at fastsætte samvær på hverdage, og samvær hver anden weekend er måske heller ikke praktisabelt. Der kan til gengæld fastsættes forlængede weekendsamvær og udvidet samvær i ferier.

Ansøgerens begrænsede ønske om samværets omfang:

Dette punkt afkrydses, hvis en samværsforælder kun ønsker samvær i et begrænset omfang. I disse situationer skyldes et begrænset samvær således ikke en myndighedsafgørelse.

Bilag 2: Civilretsdirektoratets cirkulæreskrivelse af 23. april 1997 om samvær

Skrivelse til samtlige statsamter, herunder Københavns Overpræsidium om samvær.

Som bekendt trådte lov om forældremyndighed og samvær i kraft den 1. januar 1996. I den forbindelse blev der udstedt en bekendtgørelse om forældremyndighed og samvær (bekendtgørelse nr. 994 af 14. december 1995) samt en vejledning (Civilretsdirektoratets vejledning om forældremyndighed og samvær nr. 214 af 20. december 1995).

Civilretsdirektoratet har siden på Skarrildhuskurset i oktober 1996 redegjort for praksis. Der henvises til beretningen, pkt. D.3. Endelig har Civilretsdirektoratet ved nyhedsbrev af 13. februar 1997 udsendt justitsministerens svar til Retsudvalget på spørgsmål 53 og 54 vedrørende administrativ praksis i relation til den nye lov om forældremyndighed og samvær.

På baggrund af indvundne erfaringer med den nye lov skal vi nu henlede statsamternes opmærksomhed på følgende forhold:

1. Børnesagkyndig rådgivning

Det fremgår af § 28 i lov om forældremyndighed og samvær, at statsamterne skal tilbyde børnesagkyndig rådgivning til både forældre og børn. Dette er nærmere uddybet i Civilretsdirektoratets vejledning om forældremyndighed og samvær, hvor det anføres, at rådgivningstilbuddet skal fremsættes over for både voksne og børn, idet det således bør sikres, at barnet - hvis muligt - inddrages i rådgivningen. Rådgivning skal ifølge vejledningen finde sted blot en af forældrene eller

barnet har taget imod tilbuddet. Det er Civilretsdirektoratets opfattelse, at selv forholdsvis små børn kan have behov for rådgivning.

2. Midlertidigt samvær

Behandler statsamtet en sag, hvor der er tvist om forældremyndighedsspørgsmålet, f.eks. i forbindelse med en ansøgning om fri proces, bør statsamtet vejlede den pågældende part om muligheden for et midlertidigt samvær, jf. lovens § 26. Som anført i vejledningen s. 4 må omfanget af et midlertidigt samvær under en verserende forældremyndighedssag fastlægges i lyset af, at det er meningen, at barnet skal bevare kontakten med begge forældre under forældremyndighedstvisten. Der vil således kunne fastsættes samvær ud over det, der i øvrigt ville være muligt inden for rammerne af sædvanlig praksis for fastsættelse af samvær.

Såfremt en sag om etablering af samvær trækker ud, bør statsamtet af egen drift henlede ansøgerens opmærksomhed på mulighederne for at få midlertidigt samvær.

Civilretsdirektoratet vil i den forbindelse snarest mulig foretage en revision af pjecen "Med barnet i centrum" og indføje oplysninger om mulighederne for at få midlertidigt samvær.

De nærmere regler for fastsættelse af midlertidigt samvær er i øvrigt gennemgået i vejledningen s. 4 samt i Skarrildhusberetningen 1996 s. 48f.

3. Udvidet samvær

For så vidt angår førstegangsfastsættelse af samvær, hvor forældrene efter aftale hidtil har udøvet en deleordning eller en meget vid besøgsordning, skal vi henlede statsamternes opmærksomhed på § 17 stk. 2 i lov om forældremyndighed og samvær, hvoraf det fremgår, at statsamterne kan ændre en aftale om samvær, hvis ændringen er bedst for barnet, navnlig på grund af forandrede forhold, se endvidere vejledningen s. 3.

Det er på den baggrund Civilretsdirektoratets opfattelse, at statsamterne ved fastsættelse af samværets omfang skal tage hensyn til omfanget af den hidtidige kontakt mellem barnet og den samværsberettigede. Dette vil normalt betyde, at der skal fastsættes samvær i - ofte betydeligt - videre omfang end efter statsamternes og Civilretsdirektoratets sædvanlige retningslinier. Det er imidlertid fortsat direktoratets opfattelse, at loven om forældremyndighed og samvær ikke indeholder hjemmel til at fastsætte egentlige deleordninger. Spørgsmålet herom er for tiden under overvejelse hos Folketingets Ombudsmand. Statsamterne vil blive orienteret, når ombudsmandens afgørelse foreligger.

4. Hverdagssamvær

Som anført i Skarrildhusberetningen 1991 pkt. D.3. er det direktoratets holdning, at en ansøgning om hverdagssamvær som udgangspunkt bør imødekommes. Direktoratet skal anmode om, at statsamterne ved fastsættelse af hverdagssamvær for fremtiden overvejer særskilt, om det vil være bedst for barnet, at samværet fastsættes med overnatning.

5. Erstatningssamvær

Med hensyn til spørgsmålet om fastsættelse af samvær som følge af mistet samvær (erstatningssamvær) på grund af sygdom hos barnet, bør statsamtet efter en konkret vurdering af, hvad der er bedst for barnet, fastsætte helt eller delvist erstatningssamvær.

Hvis samvær bortfalder som følge af chikane, bør der fremover i almindelighed fastsættes helt eller delvist erstatningssamvær, medmindre hensynet til barnet taler imod.

6. Langvarig adskillelse

Sabotage fra den, som barnet bor hos, bør i øvrigt tillægges betydelig vægt ved vurderingen af, om samvær bør afslås eller ophæves som følge af lang tids manglende kontakt, jf. vejledningen s. 3, hvoraf det fremgår, at der skal lægges vægt på årsagen til den langvarige adskillelse.

7. Begrundelse

Det følger af grundsætningen om, at der altid skal foretages en konkret vurdering i samværssager, at afgørelserne skal begrundes individuelt. Det skal derfor fremgå af afgørelsen, hvilke hensyn der har været bestemmende i sagen, således at der ikke alene henvises til "fast praksis" eller "retningslinier".

8. Retsbogsudskrift

Ifølge Civilretsdirektoratets vejledning nr. 214 af 20. december 1995 pkt. 3 sidste afsnit bør statsamtet være en part i en samværssag behjælpelig med at anmode retten om en udskrift af eventuelle aftaler eller tilkendegivelser om samværet,

som er nedskrevet af retten under en retssag om forældremyndighed. På given foranledning henledes statsamternes opmærksomhed på ny herpå.

Bilag 3: Civilretsdirektoratets cirkulæreskrivelse af 12. november 1997 om samvær

Skrivelse til samtlige statsamter, herunder Københavns Overpræsidium, Rigsombudet på Færøerne og Rigsombudsmanden i Grønland.

I Skarrildhusberetningen for 1996 pkt. D.3. redegjorde Civilretsdirektoratet for praksis ved fastsættelse af samvær på baggrund af loven om forældremyndighed og samvær, der trådte i kraft den 1. januar 1996.

Ved nyhedsbrev af 13. februar 1997 udsendte direktoratet justitsministerens svar til Retsudvalget på spørgsmål 53 og 54 vedrørende administrativ praksis bl.a. i relation til den nye lov om forældremyndighed og samvær.

Direktoratet har siden ved cirkulæreskrivelse af 23. april 1997 redegjort for praksis vedrørende udvalgte sagsområder, herunder hverdags- og erstatningssamvær.

Civilretsdirektoratet har nu gennemgået også andre områder af praksis med henblik på at øge mulighederne for at fastsætte differentierede samværsordninger og for at øge omfanget af samvær inden for de i loven fastsatte rammer og under hensyn til, hvad der konkret må antages at være bedst for barnet.

På baggrund af denne gennemgang kan direktoratet hermed oplyse følgende:

1. Weekendsamvær

Hvis alternativet til et forlænget weekendsamvær er, at barnet opholder sig på institution, f.eks. børnehave eller fritidsordning, kan det tale for udvidelse af samværet, da det som udgangspunkt må anses for at være bedre for barnet at være sammen med en af forældrene end i en institution.

Såfremt hverdagssamvær ikke kan lade sig gøre som følge af f.eks. store geografiske afstande eller lange arbejdsdage, kan det på tilsvarende måde tale for udvidelse af samværet, således at weekendsamværet kan starte tidligere på dagen.

Tilsvarende kan der fastsættes forlænget weekendsamvær, hvis der på grund af geografiske, økonomiske, arbejdsmæssige eller andre lignende forhold er fastsat samvær sjældnere end hver anden weekend.

2. Samvær juleaften

Hidtil har det været udgangspunktet, at der normalt alene fastsættes samvær juleaften, hvis forældrene tidligere har aftalt, at der skal være juleaftensamvær, eller der tidligere har været praktiseret samvær juleaften.

Civilretsdirektoratet finder, at der bør åbnes mulighed for, at der fremover i relation til samvær juleaften kan fastsættes en vekselordning, således at barnet er hos den ene af forældrene juleaften i lige år og hos den anden i ulige år.

Hvis der er tale om en førstegangs fastsættelse af samvær efter en samlivsophævelse, bør udgangspunktet være, at der fastsættes en vekselordning. Hvis barnet er så lille, at der ikke bør fastsættes samvær med overnatning, kan praktiske forhold dog udsætte iværksættelsen af en sådan ordning.

I andre tilfælde bør der lægges vægt på, hvor barnet traditionelt har holdt juleaften, herunder på hvor længe det er siden, at barnet har holdt juleaften sammen med samværsberettigede. Jo flere år i træk barnet har holdt juleaften hos den, som har barnet boende, des mere taler hensynet til barnet i almindelighed for, at denne juletradition bevares.

3. Feriesamvær

Det kan som hidtil tale for en udvidelse af sommerferiesamværet, at der tidligere har været en deleordning. En tidligere deleordning er ligeledes et argument for fastsættelse af efterårs- og vinterferiesamvær.

De fleste skolebørn har i de senere år fået både efterårs- og vinterferie. Der bør derfor i højere grad end tidligere åbnes op for feriesamvær i efterårsferien eller i vinterferien.

Hvis alternativet til et øget feriesamvær er, at barnet skal på institution, fordi den, som barnet bor hos, ikke har ferie, bør der normalt fastsættes øget feriesamvær. Det skal også herudover være muligt konkret at udvide feriesamværet, f.eks. i situationer hvor der på denne måde kan kompenseres for et begrænset weekendsamvær.

For så vidt angår sommerferiens placering, er det direktoratets opfattelse, at hvis forældrene ønsker at holde ferie i samme periode, må den af forældrene, som kan flytte sin ferie, vige for den, som ikke kan flytte sin ferie.

Hvis ingen af forældrene kan placere ferien anderledes, er det direktoratets opfattelse, at forældrene enten må dele sommerferieperioden, eller også må en af forældrene have barnet i den kommende efterårsferie og/eller vinterferie. Muligheden for - udover sommerferie, påske- og juleferien - at inddrage efterårs- og vinterferie i ferieplanlægningen bør medvirke til, at det giver barnet mere sammenhængende ferieperioder med hver af forældrene. Det bemærkes endvidere, at ferien efter omstændighederne kan placeres udenfor skolernes ferier, dog kan samværet ikke gribe ind i barnets skolegang, herunder børnehaveklasse.

4. Søskendeforhold

Der har hidtil været en tilbøjelighed til at stille søskende ens med hensyn til samvær. Det har dog ikke været gældende, hvis der var stor aldersforskel mellem dem.

Hvis et af flere børn under en samtale i statsamtet efter § 29 i lov om forældremyndighed og samvær oplyser, at det ikke ønsker samvær, bør samværet for de yngre søskende som udgangspunkt kun ophæves, hvis der er særskilt grundlag herfor.

Opmærksomheden henledes på, at der ifølge vejledning nr. 214 af 20. december 1995 i videre omfang skal udarbejdes børnesagkyndige erklæringer ved afslag på og ophævelse af samvær.

5. Samvær med mindre børn

Har den samværsberettigede ikke boet sammen med barnet i en længere periode, har det hidtil været udgangspunktet, at der ikke fastsættes samvær med overnatning, før barnet er omkring 2 ½ år. Er der ikke fastsat samvær med overnatning, er der heller ikke fastsat feriesamvær med overnatning.

Feriesamværet med et barn indtil 4 år har hidtil i almindelighed været fastsat til 1 uge.

Det er Civilretsdirektoratets opfattelse, at udgangspunktet i videre omfang end hidtil bør fraviges i forbindelse med, at der for fremtiden i hvert enkelt sag foretages en mere konkret vurdering.

Der kan herefter fastsættes samvær med overnatning, hvis barnet har været vant til at sove andre steder end i sit hjem, ligesom der som hidtil skal lægges vægt på, om barnet er vant til at blive passet af den samværsberettigede.

Hvis barnet ikke er vant til at være sammen med samværsberettigede, eller der er konkrete forhold, som taler imod fastsættelse af samvær med overnatning med det samme, kan statsamtet træffe afgørelse om, at der i en overgangsperiode udøves samvær uden overnatning, og således at samværet fra et bestemt tidspunkt bliver med overnatning.

Det er fortsat udgangspunktet, at der fastsættes samvær 1 uge i sommerferien for mindre børn.

Direktoratet vil dog henlede opmærksomheden på, at det ved vurderingen af, hvorvidt der skal fastsættes 1 eller 2 ugers sommerferiesamvær, må have betydning, hvornår den samværsberettigede har fået barnet på samvær med overnatning.

Publiceret: 01-03-1998

Sidst opdateret: 07-05-2009

Familiestyrelsen
Kristineberg 6, 2100 København Ø
Tlf. 33 92 33 02 - Fax 39 27 18 89 - Telefontid: Hverdage 10:00-14:00 - Torsdage 10:00-16.00
NB! Telefonen er lukket den sidste onsdag i hver måned.
Email: familiestyrelsen@famstyr.dk - CVR-nummer: 28 13 71 84 - EAN-nummer: 57 98 000 99 5000
Privatlivspolitik