Samvær og børnesagkyndig rådgivning, statistik 1998

CivilRetsDirektoratet
Samvær og børnesagkyndig rådgivning 1998

Statistik  1998

Forord

Civilretsdirektoratet har nu færdiggjort statistikken for 1998 vedrørende "Samvær og børnesagkyndig rådgivning".

På samme måde som statistikken for 1997 dokumenterer denne rapport også, at formålene med lovændringen i 1996 på samværsområdet på en lang række punkter er blevet opfyldt, og at området er under fortsat udvikling i en positiv retning.

Civilretsdirektoratet, december 1999

Dorrit Sylvest Nielsen

Direktør

1. Sammenfatning

Formålet med denne rapport er at foretage en statistisk analyse af statsamternes og Civilretsdirektoratets overordnede behandling af samværssager og af statsamternes gennemførelse af børnesagkyndig rådgivning.

I en stor del af sagerne i statsamterne om det overordnede omfang af samværet, nemlig 63%, var der hel eller delvis enighed mellem forældrene om samværets omfang. De fleste forældre nåede således selv helt eller delvist frem til en løsning om samværet. Dette er glædeligt, idet det naturligvis er bedst, at forældrene bliver enige om løsningerne på deres problemer.

Før 1996 kunne en forælder kun søge om fastsættelse af samvær, hvis den anden forælder havde forældremyndigheden alene. Efter 1996-loven kan myndighederne fastsætte samvær, selvom der er fælles forældremyndighed. I mere end 30% af sagerne om fastsættelse af samvær var der i 1998 fælles forældremyndighed. Lovændringen har således imødekommet et udtalt behov for at få behandlet tvister om samvær, uden at det er nødvendigt at søge den fælles forældremyndighed ophævet.

Af rapportens afsnit om samværets omfang fremgår det bl.a., at forældre, der ikke bor sammen med deres børn, hyppigere får samvær i weekenderne i dag end tidligere. 96% af samtlige sager med samvær indeholder weekendsamvær. Næsten ni ud af ti af disse forældre fik samvær med deres børn i hver anden weekend eller oftere i 1997 og 1998. Omvendt fik kun 12% af forældrene samvær i hver tredje weekend eller sjældnere. I 1983 var det praksis, at der kun blev fastsat samvær i én weekend om måneden. I 1987 og 1991 var det henholdsvis ca. 45% og 27%, der kun havde samvær i hver tredje weekend eller sjældnere.

Endvidere var der i næsten tre ud af ti samværssager hverdagssamvær i 1997 og 1998. Dette er en markant stigning i forhold til tidligere. En undersøgelse af hverdagssamvær i 1991 viste således, at der var hverdagssamvær i 6% af sagerne. Denne udvidelse af omfanget af samværet er i overensstemmelse med intentionerne i lovgivningen.

Henset til, at ansøgninger om hverdagssamvær i almindelighed imødekommes, kan det umiddelbart undre, at der kun er hverdagssamvær i knap tre ud af ti sager. Den væsentligste forklaring på dette er, at samværet ofte er fastsat helt eller delvist efter forældrenes aftale. Dette var - som nævnt ovenfor - tilfældet i 63% af sagerne.

Statistikken viser, at muligheden for at tilpasse samværet til de konkrete situationer i høj grad udnyttes. Der findes således et utal af kombinationer for sammensætningen af samvær. Udviklingen er i tråd med et af hovedformålene med loven om individuelle samværsordninger.

Statsamterne afslog at fastsætte samvær i kun 6% af sagerne om fastsættelse af samvær. Dette svarer næsten til afslagsprocenten i 1997, hvor der blev meddelt afslag i 7% af sagerne. Lovens udgangspunkt, om at der skal fastsættes samvær, med mindre det er påkrævet at undlade det af hensyn til barnet, bliver således fulgt i praksis.

Civilretsdirektoratet har de seneste par år fokuseret på i højere grad at få inddraget barnets mening i behandlingen af samværssager. Dette er blevet drøftet med statsamterne ved flere lejligheder. Det kan derfor umiddelbart undre, at barnets mening kun er tillagt betydning i 9% af sagerne.

Den væsentligste grund til det relativt lave antal sager, hvor barnets mening er tillagt betydning, er, at børn, der er ældre end ni år, forholdsvis sjældent optræder i samværssager. Dette hænger antageligt sammen med, at ældre børn i høj grad selv har indflydelse på kontakten med den forælder, de ikke bor sammen med.

Omkring 4 ud af 10 sager, hvor der ikke blev fastsat samvær, var dog bl.a. begrundet i, at barnet ikke ønskede samvær.

Statsamterne kan tilbyde børnesagkyndig rådgivning til forældre og børn, når der er uenighed om samvær eller forældremyndighed. I langt de fleste rådgivninger deltog begge forældre sammen. Dette var tilfældet i mere end tre ud af fire rådgivninger i både 1997 og 1998. Barnet deltog i 19% af rådgivningerne i begge år.

Efter gennemført rådgivning var forældrene helt eller delvist enige om samværet i 72% af sagerne. I 58% af rådgivningerne om forældremyndighed blev forældrene enige om fortsat fælles forældremyndighed eller om, hvem der skulle have forældremyndigheden alene over børnene.

Civilretsdirektoratet ændrede i 1998 det overordnede omfang af samværet i 15% af de påklagede afgørelser og stadfæstede således statsamtets afgørelse i 85% af tilfældene. Dette er et ikke ubetydeligt fald i forhold til 1997, hvor direktoratet ændrede 20% af de påklagede afgørelser.

Den overordnede behandling af samværssager i Civilretsdirektoratet og statsamterne er langt hen ad vejen ens.

Det er dog direktoratets erfaring, at de sager, der påklages, ofte er mere konfliktfyldte end hovedparten af de sager, som behandles i statsamterne. Endvidere er forældrene i klagesagerne stort set altid uenige om samværet, hvor de som nævnt ovenfor er helt eller delvist enige i de fleste af statsamternes sager.

2. Generelle bemærkninger

Formålet med denne rapport er at foretage en statistisk analyse af statsamternes og Civilretsdirektoratets overordnede behandling af samværssager og af statsamternes gennemførelse af børnesagkyndig rådgivning.

Som udgangspunkt løser forældrene selv spørgsmål om samvær, når de ikke bor sammen. De kender deres børn, de kender hinanden og hinandens dagligdag og er derfor selv de nærmeste til at finde frem til den løsning, som passer bedst til børnenes daglige behov. Dette udgangspunkt holder dog ikke altid. Det kan der være mange grunde til. I disse tilfælde kan forældrene og børnene få hjælp af det offentlige til at løse deres problemer.

Denne hjælp ydes i første række af statsamterne i form af tilbud om at deltage i rådgivning, der har til formål at hjælpe forældre til at løse deres problemer eller mindske konfliktniveauet mellem dem. Tilbudet om rådgivning retter sig også mod børnene. Hvis forældrene ikke når til enighed om samvær gennem rådgivningen, kan de overlade det til statsamterne at træffe afgørelse herom.

Det er domstolene, der træffer afgørelse i forældremyndighedsspørgsmål. Domstolenes behandling af forældremyndighedssager er ikke omfattet af denne undersøgelse. Derimod omtales kort, hvor forældrene placerer forældremyndigheden, hvis de efter endt rådgivning er enige herom.

Denne rapport omhandler således de situationer, hvor forældrene har bedt om myndighedernes hjælp til løsning af deres problemer om samvær mv. Rapporten indeholder kun de afgørelser, som statsamterne og Civilretsdirektoratet træffer om samvær, og de aftaler som forældrene beder statsamterne om at notere i et samværsdokument. Man kan ikke af rapporten se, hvilke løsninger forældrene når til uden myndighedernes medvirken, eller i hvilket omfang der faktisk er samvær, når der er indgået en aftale eller truffet en afgørelse om samvær.

Sager om samvær er et varieret område. Derfor må forældrenes løsninger på problemerne også være forskellige. Det samme gælder myndighedernes afgørelser.

Mange samværssager indeholder problemer, der for en udenforstående kan virke små, men som kan være meget væsentlige for de implicerede parter og deres muligheder for at få samværet til at fungere i en i øvrigt travl hverdag. Det kan bl.a. dreje sig om uenighed om, hvor og hvornår barnet skal hentes, den nøjagtige placering af feriesamvær og lignende. Denne rapport indeholder ikke undersøgelser af sådanne spørgsmål, men koncentrerer sig i stedet om det overordnede omfang af samvær. Det er derfor et noget forenklet billede af virkeligheden, der gives i denne rapport, da detaljerne ellers vil stå i vejen for forsøget på at give et overblik over området.

Undersøgelsen indeholder også oplysninger om den børnesagkyndige rådgivning, som statsamterne yder i sager om forældremyndighed og samvær. Denne del af undersøgelsen er koncentreret om statistiske oplysninger om fremsættelse af tilbud om rådgivning, interessen for deltagelse i rådgivning og lignende.

En bredere beskrivelse af den børnesagkyndige rådgivning i statsamterne og de børnesagkyndiges øvrige opgaver findes i "Første redegørelse fra Kontaktudvalget om børnesagkyndig rådgivning" (februar 1999). Redegørelsen indeholder også en række generelle, statistiske oplysninger om den børnesagkyndige rådgivning, indhentet i marts måned 1998.

I modsætning til den statistiske undersøgelse for 1997 vedrørende samvær og børnesagkyndig rådgivning, som var baseret på materiale indsamlet i perioden fra den 15. maj til den 31. december 1997, er undersøgelsesperioden i denne rapport et helt år. På enkelte områder er materialet dog fortsat så begrænset, at der ikke er grundlag for nærmere statistiske undersøgelser. Endvidere giver rapporten ikke et klart billede af antallet af afgørelser og aftaler på samværsområdet og heller ikke af det samlede omfang af rådgivningen. Dette er nærmere beskrevet i kapitel 6 og 7.

Det bemærkes, at undersøgelsen ikke omfatter Grønland og Færøerne, da lov nr. 387 af 14. juni 1995 om forældremyndighed og samvær ikke er sat i kraft i disse dele af riget.

Undersøgelsen omfatter heller ikke sager, hvor barnet er anbragt uden for hjemmet, eller hvor barnet af andre grunde ikke bor hos nogen af forældrene.

3. Samvær

Begrebet "samvær" defineres traditionelt som retten til at have besøg af barnet eller til at være sammen med barnet. Samvær handler således om barnets fysiske kontakt med en forælder, som barnet ikke bor sammen med. Anden kontakt end fysisk samvær, f.eks. telefonsamtaler, jf. § 18 i lov om forældremyndighed og samvær, er ikke omfattet af denne rapport.

Afgørelser om samvær træffes af statsamterne med klageadgang til Civilretsdirektoratet.

Myndighedernes praksis i samværssager har siden den 1. januar 1996, hvor loven om forældremyndighed og samvær trådte i kraft, gennemgået en udvikling i retning af udvidelse af omfanget af samvær, med særlig fokus på bedre muligheder for at tilpasse samværet til de konkrete forhold. Dette er bl.a. kommet til udtryk ved Civilretsdirektoratets cirkulæreskrivelser af 23. april og 12. november 1997. De ændringer af samværspraksis, som blev indført ved disse skrivelser, har modsat rapporten for 1997 haft fuld virkning for de afgørelser, der er truffet i 1998.

Overordnet kan samværssager inddeles således:

1) Midlertidig afgørelse om samvær under en samværssag:

Lov om forældremyndighed og samvær indeholder adgang til at fastsætte midlertidigt samvær under behandlingen af en samværssag. Dette giver mulighed for at imødegå de problemer, som kan opstå, når behandlingen af en ansøgning om fastsættelse af samvær trækker ud. Det er således i disse situationer - efter en konkret vurdering - muligt at fastsætte samvær og derved sørge for, at barnet har forbindelse med den samværssøgende på et passende niveau, mens statsamtet behandler sagen. Ifølge forarbejderne til loven kan man i disse tilfælde i et vist omfang se bort fra de almindelige - og ofte tidskrævende - sagsbehandlingsregler, f.eks. om partshøring, selvom man derved risikerer at tilsidesætte nogle retssikkerhedsgarantier.

Disse sager er nærmere omtalt nedenfor i slutningen af kapitel 4.2.

I forbindelse med ansøgninger om ophævelse eller væsentlig begrænsning af samværet kan der også opstå behov for at træffe en midlertidig afgørelse om omfanget af samværet, mens sagen undersøges nærmere. I disse situationer kan statsamterne suspendere eller midlertidigt begrænse samværet. Sådanne afgørelser hører også til kategorien af midlertidige afgørelser om samvær under en samværssag.

Hvis der i det følgende ikke er anført andet, omfatter midlertidige afgørelser under en samværssag begge disse kategorier.

2) Midlertidigt samvær under en forældremyndighedssag:

Under behandlingen af en forældremyndighedssag er det muligt at fastsætte samvær ud over det samvær, der normalt fastsættes inden for rammerne af sædvanlig praksis. På denne måde kan man undgå, at manglende eller begrænset kontakt med barnet under retssagen kommer til at indgå som et argument i forældremyndighedsafgørelsen. Omfanget af samvær i disse situationer er nærmere behandlet nedenfor i slutningen af kapitel 4.5.

3) Samvær:

Denne kategori defineres her som samvær, der ikke er omfattet af en af de ovennævnte kategorier af midlertidigt samvær.

---

Ansøgninger om samvær kan endvidere kategoriseres på følgende måde:

• Fastsættelse af samvær, jf. kapitel 4.2.
• Ophævelse af samvær, jf. kapitel 4.3.
• Begrænsning af samvær, jf. kapitel 4.4
• Udvidelse af samvær, jf. kapitel 4.4.
• Spørgsmål om overvågning som et vilkår for samværet, jf. kapitel 4.6.
• Spørgsmål om andre vilkår for samværet
• Spørgsmål om den nøjagtige placering af samværet

Ved fastsættelse af samvær forstås den situation, at en forælder søger statsamtet om at fastsætte samvær, når der ikke findes et samværsdokument, der kan danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse, dvs. sager hvor der ikke findes en samværsresolution fra et statsamt eller et retsforlig. Dette omfatter også situationer, hvor den samværssøgende har kontakt med barnet efter aftale med den anden forælder. En ansøgning om ophævelse af samvær drejer sig om helt at fjerne et tidligere fastsat eller aftalt samvær. En udvidelse eller begrænsning af samværet relaterer sig til en ændring af det tidsmæssige omfang af et fastsat eller aftalt samvær, som findes i et samværsdokument. Endvidere kan en samværssag indeholde spørgsmål om overvågning af samværet, dvs. vilkår om at en anden person skal være til stede, når den samværsberettigede har samvær med barnet. Denne anden person kan f.eks. være et familiemedlem eller en person med en særlig viden om børn, typisk en pædagog eller en psykolog. Undersøgelsen omfatter kun de nævnte sagskategorier.

Sager om den nøjagtige placering af samværet og spørgsmål om andre vilkår end overvågning er således holdt uden for undersøgelsen.

Endelig er undersøgelsen afgrænset, således at den kun omfatter sager om "det overordnede omfang af samværet", og ikke sager der kun har handlet om "detailreguleringen af samværet". Ved "det overordnede omfang af samværet" forstås f.eks. spørgsmål, om der skal være samvær eller ej, om der skal være samvær med eller uden overnatning, om der skal være samvær i sommerferien, eller om der skal være samvær hver anden eller hver tredje weekend. Til det overordnede omfang af samværet henregnes også sager om hverdagssamvær. "Detailreguleringen af samværet" omfatter de nærmere vilkår for samværet, f.eks. præcis hvornår samværet skal starte og slutte, hvor barnet skal hentes, hvordan transporten mellem forældrenes bopæle skal foregå, hvornår sommerferien eller hverdagssamværet skal placeres og lignende.

---

I de følgende afsnit optræder der flere oversigter over myndighedernes begrundelser i forskellige typer af afgørelser. Bilag 1 indeholder en nærmere forklaring på indholdet af disse oversigter.

3.1. Børns mening om samvær

Ifølge § 29 i lov om forældremyndighed og samvær skal der - når barnet er fyldt 12 år - finde en samtale sted med barnet, før der træffes afgørelse i en samværssag. Samtalen kan dog undlades, hvis den må antages at være til skade for barnet, eller hvis samtalen er uden betydning for sagen.

Denne aldersgrænse er ifølge forarbejderne til loven ikke til hinder for at afholde samtaler med børn under 12 år. Der bør således også for yngre børn foreligge oplysninger om barnets holdning til samværet, således at der i videst muligt omfang kan tages hensyn til barnets syn på samværet.

Dette er i overensstemmelse med art. 12 i FN's Konvention om Barnets Rettigheder.

De seneste år har Civilretsdirektoratet og statsamterne ved flere lejligheder drøftet, hvordan børnene i større omfang kan inddrages i behandlingen af samværssager.

Det er ikke muligt at opstille en aldersgrænse for, hvornår børn generelt er modne nok til at blive inddraget i en sag om samvær og dermed modne nok til at tage stilling til spørgsmål omkring deres kontakt med den forælder, som de ikke bor sammen med.

Samværssager er meget forskelligartede, og dette medfører, at der må foretages en konkret vurdering af, om barnet er i stand til at have en selvstændig mening om problemstillingen i den konkrete sag.

Ved vurderingen af, om barnet skal indkaldes til en samtale, tillægges det derfor afgørende betydning, om barnet må antages at have den fornødne alder, modenhed og forståelse for den konkrete sags karakter, om barnet må antages at være i stand til at danne og udtrykke sine egne synspunkter herom, og om barnet kan antages at have evne til at overskue konsekvenserne og rækkevidden af de forhold, som samtalen skal dreje sig om, f.eks. om barnet kan overskue konsekvenserne af helt eller delvist at fastholde eller fravælge kontakten til den ene af forældrene.

I vurderingen indgår også forældrenes konfliktniveau, i hvilket omfang barnet inddrages i konflikten, om der er tale om mere eller mindre indgribende og uoverskuelige forhold samt sagens karakter i øvrigt.

Jo yngre barnet er, jo mere konkrete skal de forhold være, som barnet skal spørges om. Dette skal ses i lyset af, at et yngre barn ikke kan forventes at kunne overskue konsekvenserne af mere abstrakte forhold.

Såfremt omstændighederne taler for det, skal barnet således have medindflydelse vedrørende egne forhold. Barnet bør dog ikke bringes i en situation, som det ikke kan overskue, ligesom barnet ikke bør stilles spørgsmål, som det ikke vil kunne have en kvalificeret mening om.

Finder statsamtet, at barnet skal høres, skal barnets mening tillægges vægt i videst muligt omfang. Dette gælder, uanset om barnet ønsker eller ikke ønsker samvær, eller om barnet f.eks. ønsker samværet udvidet eller begrænset.

Statsamternes inddragelsen af børns mening om samvær er nærmere beskrevet neden for i slutningen af kapitel 4.5.

4. Samvær i statsamterne

4.1. Grundlaget for undersøgelsen

De oplysninger og konklusioner, der præsenteres i dette afsnit, er baseret på spørgeskemaer, som sagsbehandlere i statsamterne har udfyldt i forbindelse med sager om samvær. Tallene dækker samværssager, der er afsluttet i statsamterne i perioden 1. januar til 31. december 1998.

I analysen af tallene inddrages i vidt omfang de oplysninger vedrørende statsamternes samværssager for perioden 15. maj til 31. december 1997, der blev offentliggjort i Civilretsdirektoratets rapport om samvær og børnesagkyndig rådgivning i marts 1999. Ved sammenligningen mellem tallene for 1997 og 1998 skal man være opmærksom på, at tallene for 1997 kun dækker en periode på 7½ måned, hvorimod 1998-tallene dækker hele kalenderåret.

Undersøgelsen for 1998 omfatter i alt 4.213 sager fra statsamterne om det overordnede omfang af samvær.

Disse sager indeholder ud over egentlige afgørelsessager også sager, hvor forældrene er enige om samværet, men ønsker aftalen nedfældet i en samværsresolution. Ønsket om at få nedfældet en aftale i en resolution kan bl.a. skyldes, at samværet derved kommer i faste rammer, eller at det vil kunne tvangsfuldbyrdes.

Disse 4.213 sager vedrører i alt 5.769 børn. Nogle af sagerne vedrører således flere børn. Hvis der er flere børn i en sag, og de behandles ens i relation til samværet, er der kun udfyldt ét skema, og børnene behandles i så fald i denne undersøgelse som en samlet afgørelse eller aftale. Ellers er der blevet udfyldt et skema for hver gruppe af børn, der behandles ens, eller for hvert barn.

Fordelingen mellem de tre overordnede kategorier af samvær fremgår af tabel 4.1. nedenfor. Som det ses, er fordelingen mellem kategorier af samvær ens i 1997 og 1998.

Tabel 4.1.: Sager om samvær fordelt på de overordnede kategorier af samvær

4.2. Fastsættelse af samvær

Som nævnt ovenfor omfatter undersøgelsen i alt 4.213 sager om det overordnede omfang af samvær. Af disse sager indeholdt 3.056 sager en ansøgning om fastsættelse af samvær. Langt størstedelen af sagerne om det overordnede samvær handlede således om fastsættelse af samvær, idet kun 27% af sagerne handlede om ophævelse eller større ændringer af et allerede fastsat samvær.

Ifølge § 16 i lov om forældremyndighed og samvær skal et barns forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at den, der ikke har barnet boende, har ret til samvær med barnet.

I den tidligere lovgivning om samvær - myndighedslovens § 23, jf. § 24 - skulle der i sager om fastsættelse af samvær navnlig lægges vægt på ansøgerens hidtidige forbindelse med barnet. Dette betød bl.a., at der blev givet afslag på ansøgninger om fastsættelse af samvær, hvis ansøgeren aldrig havde haft kontakt med barnet, eller hvis der kun havde været kontakt i ringe omfang. Dette havde især betydning for afgørelser om samvær med små børn. Ved gennemførelsen af lov om forældremyndighed og samvær blev dette ændret. Udgangspunktet er nu, at det er uden betydning, at ansøgeren aldrig har haft nogen form for kontakt med barnet.

Ifølge lovens § 17, stk. 3, kan statsamtet dog afslå at fastsætte samvær, hvis det er påkrævet af hensyn til barnet.

Dette kan for eksempel ske, når større børn giver udtryk for ikke at ville have kontakt med den samværssøgende eller giver udtryk for, at samværet ikke skal foregå på faste tidspunkter efter en samværsresolution. Der foretages i sådanne sager en vurdering af bl.a. barnets modenhed. Der henvises til kapitel 3.1. Det forhold, at en samværsresolution ophæves i overensstemmelse med barnets ønske, betyder imidlertid ikke nødvendigvis, at kontakten mellem barnet og den samværsberettigede afbrydes. Ofte ønsker barnet pga. fritidsinteresser og lignende blot ikke at være bundet af de noget firkantede rammer for samværet, som en samværsresolution normalt indeholder, men i stedet at kunne besøge den anden forælder efter lyst og behov.

Afslag på samvær forekommer også, hvis særlige forhold hos barnet eller den samværssøgende gør det påkrævet at afslå at fastsætte samvær. Årsagen til dette kan eksempelvis være sygdom, psykiske problemer eller lignende, samt for den samværssøgendes vedkommende også misbrug af alkohol eller narkotika.

Ifølge forarbejderne til loven kan afslag også være begrundet i, at den af forældrene, der ønsker samvær, hidtil har været passiv i forhold til barnet og gennem en meget lang årrække ikke har haft kontakt med barnet, især hvis barnet har etableret en social kontakt til en anden voksen, der kan træde i den samværssøgendes sted. Forarbejderne må dog forstås således, at selv lang tids manglende kontakt med barnet ikke automatisk bør føre til afslag på fastsættelse af samvær.

Hvis en samværsforælder har begået vold, incest eller andre grænseoverskridende handlinger over for barnet, kan dette også begrunde afslag på samvær.

Endvidere kan afslag skyldes, at samværet på grund af forældrenes indbyrdes forhold er meget konfliktfyldt, og at denne konflikt vil påvirke barnet meget.

Endelig kan også en begrundet frygt for, at samværsforælderen vil bortføre barnet fra Danmark danne grundlag for afslag på at fastsætte samvær.

Hvis ansøgningen om fastsættelse af samvær giver anledning til tvivl, kan grundlaget for afgørelsen styrkes ved at indhente oplysninger om forældrene og barnet gennem en børnesagkyndig undersøgelse.

Det skal understreges, at afgørelser om samvær altid træffes ud fra en vurdering af de aktuelle forhold. Afgørelserne gælder derfor ofte kun indtil videre. Afslag på at fastsætte samvær skyldes ofte, at der aktuelt ikke bør være samvær, f.eks. fordi barnet har psykiske problemer og derfor behov for ro i relation til samværet, eller fordi den samværssøgende har alvorlige misbrugsproblemer, og det derfor vil være bedst for barnet, at der ikke er samvær for tiden. I disse situationer vil ansøgeren blive orienteret om, at der senere er mulighed for at få vurderet sagen igen.

Af de 3.056 ansøgninger om fastsættelse af samvær blev der i 2.872 tilfælde - svarende til 94% - fastsat samvær, mens statsamterne i 184 tilfælde - svarende til 6% - afslog at fastsætte samvær, jf. tabel 4.2. Forholdet mellem fastsættelse af samvær og afslag på fastsættelse af samvær var i 1998 næsten helt som i 1997.

Det fremgår ikke af statistikken, i hvilket omfang den af forældrene, der havde barnet boende, protesterede mod fastsættelse af samvær uden at få medhold.

Det bemærkes, at en del af de forældre, der fik afslag på fastsættelse af samvær på grund af den tidligere lovgivnings krav om kontakt med barnet, nu har fået fastsat samvær.

I de 2.872 sager, hvor der blev fastsat samvær, var der i tre fjerdedele af sagerne hel eller delvis enighed mellem forældrene om samværet. Til sammenligning var der i 1997 kun hel eller delvis enighed mellem parterne i to tredjedele af sagerne. Dette kan tyde på, at forældrene oftere bliver enige om kontakten med deres børn, hvilket er en glædelig udvikling. Det kræver dog tal fra flere år for at kunne sige noget entydigt om udviklingen i denne henseende.

Tabel 4.2.: Afgørelsens udfald ved ansøgning om fastsættelse af samvær (inkl. midlertidigt samvær)

Justitsministeriets Forældremyndighedsudvalgs Betænkning nr. 1279/94 om Fælles forældremyndighed, samværsvanskeligheder og børnesagkyndig rådgivning indeholder på side 131-33 en undersøgelse fra januar kvartal 1994 af statsamternes afslag på fastsættelse af samvær. Undersøgelsen viser bl.a., at der i perioden blev truffet 63 sådanne afgørelser, svarende til ca. 250 afslag årligt.

I 1998 meddelte statsamterne kun 184 afslag på fastsættelse af samvær. I 1997 meddelte statsamterne omregnet til årsbasis ca. 210 afslag. Der er således sket et fald i det absolutte antal af afslag i forhold til 1994, jf. tabel 4.3. Dette er i overensstemmelse med en af hovedintentionerne bag lovændringen som nævnt i kapitel 1.1. Materialet er dog stadig for usikkert til, at der på nuværende tidspunkt kan drages en endelig konklusion herom.

Tabel 4.3.: Udviklingen i antallet af afslag (årsbasis) på fastsættelse af samvær (Procent er angivet i.f.t. samtlige ansøgninger om fastsættelse af samvær)

* Det samlede antal ansøgninger om fastsættelse af samvær kendes ikke for 1994.

De 3.056 sagers fordeling på de tre overordnede kategorier fastsættelse af samvær, fastsættelse af midlertidigt samvær under en forældremyndighedssag og fastsættelse af midlertidigt samvær under en samværssag fremgår af tabel 4.4. nedenfor. Som det ses, er fordelingen den samme i 1997 og 1998.

Tabel 4.4.: Ansøgninger om fastsættelse af samvær

Udfaldet af afgørelserne i disse tre kategorier af samvær er nærmere gennemgået neden for i tabel 4.5. - 4-7.

Tabel 4.5.: Afgørelsens udfald ved ansøgning om fastsættelse af samvær, der ikke er midlertidigt

Begrundelserne for de afgørelser, hvor statsamterne meddelte afslag, fremgår af tabel 4.6. Det bemærkes, at der kan være flere begrundelser for hver afgørelse, jf. bilag 1.

Den almindeligste begrundelse for at afslå at fastsætte samvær var barnets mening. Denne begrundelse blev i 1998 anvendt i 41% af sagerne mod 33% i 1997. Dette skal formentlig ses i sammenhæng med, at Civilretsdirektoratet og statsamterne de seneste år har forsøgt i større omfang at få inddraget barnets syn på samværet i behandlingen af samværssagerne, jf. kapitel 3.1.

Afgørelserne er endvidere især begrundet med henvisning til barnets alder, manglende kontakt og særlige forhold hos ansøgeren. Antallet af begrundelser i tabel 4.6. overstiger derfor antallet af afslag på fastsættelse af samvær. I forhold til 1997 begrundede "barnets alder" og "barnets mening" oftere afslag på fastsættelse af samvær i 1998, hvorimod færre afslag blev begrundet i "særlige forhold hos barnet" i 1998 end i 1997.

Tabel 4.6.: Begrundelser for afslag på fastsættelse af samvær, der ikke er midlertidigt (i procent af samtlige afslag)

Begrundelsen "barnets alder" forekommer overraskende ofte i tabel 4.6. 52 af de 64 sager, hvor begrundelsen "barnets alder" optræder, er imidlertid også begrundet i "barnets mening".

Midlertidigt samvær under en forældremyndighedssag

Langt de fleste ansøgninger om fastsættelse af midlertidigt samvær under en forældremyndighedssag imødekommes. I 1997 og 1998 blev der således i henholdsvis 96% og 98% af disse sager fastsat samvær.

Tabel 4.7.: Afgørelsen ved ansøgning om fastsættelse af midlertidigt samvær under en forældremyndighedssag

Midlertidigt samvær under behandlingen af en samværssag

Afgørelser om midlertidigt samvær under en samværssag må ofte træffes på et ufuldstændigt grundlag, og uden at de processuelle regler er fulgt fuldt ud. Statsamterne er derfor af hensyn til barnet nødt til at være tilbageholdende med at fastsætte midlertidigt samvær, når der opstår tvivl om f.eks. den samværssøgendes evne til at tage sig af barnet. Det kan således ikke undre, at andelen af afslag er størst i denne kategori. Afslag på fastsættelse af midlertidigt samvær er ikke ensbetydende med, at der ikke fastsættes samvær i den endelige afgørelse, når undersøgelserne i sagen er færdige.

Tabel 4.8.: Afgørelsen ved ansøgning om fastsættelse af midlertidigt samvær under en samværssag

Ifølge tabel 4.8. ovenfor blev der i 122 sager fastsat midlertidigt samvær under behandlingen af en samværssag, og ifølge tabel 4.5. ovenfor blev der i 2.492 sager fastsat samvær, der ikke var midlertidigt. Sat i forhold til disse 2.492 sager udgjorde antallet af de midlertidige fastsættelser af samvær kun 5%. Disse midlertidige samvær udgjorde i 1997 også 5% af samtlige fastsættelser af samvær. Det bemærkes i den forbindelse, at der også ved ansøgninger om fastsættelse af samvær under en forældremyndighedssag kan være behov for en midlertidig afgørelse af omfanget af samværet under behandlingen af samværssagen.

Civilretsdirektoratet har i de to foregående statistiske rapporter givet udtryk for, at antallet af fastsættelser af midlertidigt samvær er overraskende lavt, især fordi direktoratet i cirkulæreskrivelse af 23. april 1997 har henstillet til statsamterne af egen drift at orientere ansøgerne om muligheden for at søge fastsat midlertidigt samvær, når en sag om etablering af samvær trækker ud.

Som beskrevet i rapporten for 1997 iværksatte Civilretsdirektoratet på denne baggrund i november 1998 en undersøgelse af statsamternes behandling af midlertidigt samvær i forbindelse med ansøgninger om fastsættelse af samvær.

Undersøgelsesperioden strakte sig fra den 1. december 1998 til den 26. februar 1999 og omfattede i alt 547 sager, hvor der blev fastsat ikke-midlertidigt samvær. I disse sager skulle statsamterne oplyse, hvordan spørgsmål om midlertidigt samvær var blevet behandlet. Statsamterne skulle bl.a. oplyse, i hvilket omfang der var fastsat midlertidigt samvær, samt om ansøgeren var blevet vejledt om mulighederne for at få fastsat midlertidigt samvær.

I 82 af disse sager (15%) blev der ansøgt om fastsættelse af midlertidigt samvær. Ansøgningen blev imødekommet i 55 af disse sager (67%) og afslået i 27 sager (33%). Begrundelserne i de 27 sager, hvor statsamtet afslog at fastsætte samvær, fremgår af tabel 4.9. Begrundelsen "andet" indeholder bl.a. situationer, hvor ansøgeren accepterede, at der ikke blev fastsat midlertidigt samvær.

Tabel 4.9.: Begrundelser for afslag på fastsættelse af midlertidigt samvær

* Disse er: Barnets alder, barnets mening, søskenderelationer (dvs. at søskende stilles ens), sagkyndig erklæring/vurdering, manglende kontakt, særlige forhold hos barnet, særlige forhold hos ansøgeren, vold/incest/andre grænseoverskridende handlinger, bortførelsesrisiko eller andet

I kun 10% af de 547 sager, som undersøgelsen omfatter, blev der fastsat midlertidigt samvær. Årsagen til, at andelen er højere end de 5%, der fremgår af 1998-statistikken, kan skyldes, at statsamterne i den tre måneders undersøgelsesperiode har været mere opmærksomme på at indberette afgørelser vedrørende midlertidige afgørelser end ellers. Man kunne derfor også formode, at andelen af fastsættelser af midlertidigt samvær generelt er højere end de 5%, som er beskrevet ovenfor. (Se i øvrigt kapitel 6.1. om statistiske unøjagtigheder).

Ud af de 465, hvor der ikke blev søgt om fastsættelse af midlertidigt samvær, orienterede statsamtet i 60 sager (13%) ansøgeren om muligheden for at få fastsat midlertidigt samvær.

I de resterende 405 sager (87%) blev ansøgeren ikke orienteret om muligheden for fastsættelse af midlertidigt samvær. Som det ses af tabel 4.10., er årsagen til dette hovedsageligt, at den samværssøgende allerede havde kontakt med barnet, fordi forældrene var enige om, at der skulle være samvær, også under behandlingen af sagen. Dette var tilfældet i ca. to tredjedele af sagerne. Omkring en tredjedel af sagerne blev afsluttet inden en måned fra ansøgningens modtagelse, hvorfor der ikke var behov for en midlertidig afgørelse under behandlingen af sagen.

Tabel 4.10.: Årsager til, at statsamtet ikke har orienteret ansøgeren om muligheden for fastsættelse af midlertidigt samvær under behandlingen af samværssagen. (Der kan være flere begrundelser for hver afgørelse)

I 55 sager blev der fastsat midlertidigt samvær. I halvdelen af disse sager var sagsbehandlingstiden under 34 dage. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid var 68 dage. Der er imidlertid stor variation med hensyn til sagsbehandlingstiden i de enkelte sager.

Det bemærkes, at Civilretsdirektoratet på det familieretlige kursus (Skarrildhus) i 1999 pointerede over for statsamterne, at afgørelser om midlertidigt samvær skal træffes snarest.

Fælles forældremyndighed eller eneforældremyndighed ved ansøgninger om samvær

En væsentlig ændring ved lov om forældremyndighed og samvær er, at det nu er muligt at få behandlet tvister om samvær, uden at den af forældrene, der ønsker sin kontakt med barnet fastsat, tvinges til at søge den fælles forældremyndighed ophævet. Det afgørende for, om der kan fastsættes samvær, er i dag alene, at den, der ansøger om samvær, ikke har barnet boende.

I 31% af samtlige 2.651 ansøgninger om fastsættelse af samvær, der ikke er midlertidigt, var der fælles forældremyndighed, jf. tabel 4.11. nedenfor. Dette er tre procentpoint mere end i 1997, hvor der var fælles forældremyndighed i 28% af sagerne.

Den store andel af sager med fælles forældremyndighed viser, at muligheden for at fastsætte samvær, mens der er fælles forældremyndighed, har imødekommet et udtalt behov.

Det skal dog bemærkes, at der kan være uenighed om forældremyndigheden ved siden af samværssagen. Omfanget af dette fremgår ikke af undersøgelsen.

Som det fremgår af tabel 4.11., var det i 79% af sagerne faderen, der søgte om fastsættelse af samvær, når sager med ene- og fælles forældremyndighed tages under eet. I disse sager var det således moderen, der havde barnet boende. Dette er relativt set færre end i 1997, hvor det i 90% af tilfældene var faderen, der søgte om fastsættelse af samvær, og således moderen, der havde barnet boende.

Af sagerne med eneforældremyndighed var det i 19% moderen, der ansøgte om samvær (8% i 1997), mens moderen i 26% af sagerne med fælles forældremyndighed ansøgte om samvær (14% i 1997). Faderen havde således barnet boende i 19% af sagerne med eneforældremyndighed og i 26% af sagerne med fælles forældremyndighed i 1998. Se også figur 1 og 2 nedenfor.

Tabel 4.11.: Ansøgninger om fastsættelse af samvær, der ikke er midlertidigt, fordelt på køn og forældremyndighed

Disse tal viser, at fædre lidt oftere har barnet boende, når der er fælles forældremyndighed, end når der er eneforældremyndighed.

Ifølge Forældremyndighedsudvalgets betænkning nr. 1279/94, s. 38, var barnet i begyndelsen af 1993 tilmeldt folkeregistret hos moderen i 89% af de tilfælde, hvor forældrene ikke boede sammen, og hvor barnet boede hos en af forældrene.

I 1997 var dette tal som nævnt ovenfor 90%, mens moderen i 1998 havde barnet boende i 79% af sagerne.

Børn i samværssager boede i 1998 således oftere hos faderen end i 1997. En af intentionerne med 1996-loven var at give fædre og mødre lige muligheder for at have kontakt med deres børn. Tallene tyder på, at denne intention er ved at blive opfyldt. Tal for to år giver dog et for spinkelt grundlag til at konstatere, om der er tale om en permanent udvikling.

Figur 4.1.: Fælles forældremyndighed

Figur 4.2.: Eneforældremyndighed

4.3. Ophævelse af samvær

Efter § 17, stk. 3, i lov om forældremyndighed og samvær kan statsamterne ophæve en aftale eller afgørelse om samvær, hvis det er påkrævet af hensyn til barnet.

Kriterierne for at ophæve samvær er de samme som beskrevet i kapitel 4.2. om afslag på fastsættelse af samvær. Også disse afgørelser træffes ud fra en vurdering af de aktuelle forhold, og de vil derfor ofte kun gælde indtil videre.

Til forskel fra afslag på fastsættelse af samvær har der i sagerne i dette afsnit været udfærdiget en samværsresolution, som nu søges ophævet.

Tabel 4.12.: Afgørelsen af ansøgninger om ophævelse af samvær

Ifølge tabel 4.12. blev samværet ophævet i 61% af de tilfælde, hvor den af forældrene, der havde barnet boende, ansøgte statsamtet om ophævelse. Dette er 12 procentpoint mere end i 1997, hvor 49% fik medhold i deres ansøgning om ophævelse af samværet.

Beslægtet med ophævelse af samvær er suspension af samvær, dvs. at statsamtet træffer en midlertidig afgørelse om at ophæve samværet under den fortsatte behandling af sagen. Ifølge undersøgelsen benyttede statsamterne muligheden for suspension af samværet i maksimalt 18 tilfælde (7%). Det bemærkes, at tallene for begrænsning, midlertidig begrænsning og suspension af samværet er relativt små, hvorfor der ikke er grundlag for at sammenligne tallene fra 1997 og 1998 på disse områder.

Statsamterne ophævede, suspenderede eller midlertidigt begrænsede således samværet i 175 sager (68%) og afslog i 83 sager (32%) at ophæve samværet. Tabel 4.13. indeholder en oversigt over begrundelserne for at ophæve samværet i disse sager. Som det fremgår, er begrundelserne nogenlunde ens i 1997 og 1998.

Tabel 4.13.: Begrundelser for medhold i ansøgning om ophævelse af samvær (i procent af samtlige ophævelser)

* Disse afgørelser er hovedsageligt også begrundet med henvisning til barnets mening.

Den største forskel ligger i, at begrundelsen "barnets mening" blev anvendt meget oftere i 1998 end i 1997. Dette skal formentlig ses i sammenhæng med, at Civilretsdirektoratet og statsamterne de seneste år har forsøgt i større omfang at få inddraget barnets syn på samværet i behandlingen af samværssagerne, jf. kapitel 3.1.

Som nævnt ovenfor i kapitel 4.2. betyder ophævelse af samvær i overensstemmelse med barnets ønsker ikke nødvendigvis, at kontakten mellem barnet og den tidligere samværsberettigede bliver afbrudt, da barnet ofte i stedet ønsker at kunne besøge den anden forælder efter lyst og behov og ikke på forud fastsatte tidspunkter.

En anden væsentlig forskel er, at begrundelsen "søskenderelationer" kun blev anvendt i 3% af sagerne i 1998. Dette viser, at Civilretsdirektoratets cirkulæreskrivelse af 12. november 1997 nu er slået igennem. I denne skrivelse meddelte Civilretsdirektoratet bl.a. statsamterne, at hvis et af flere børn under en samtale i statsamtet oplyser, at det ikke ønsker samvær, bør samværet for de yngre søskende som udgangspunkt kun ophæves, hvis der er særskilt grundlag herfor.

Endelig blev lidt flere afslag i 1998 begrundet under henvisning til sagkyndige erklæringer/vurderinger m.v.

Fordelingen af begrundelserne i såvel 1997 som 1998 er nogenlunde som ved afslag på at fastsætte samvær, der ikke er midlertidigt, jf. tabel 4.6. i kapitel 4.2. En af de større forskelle er, at begrundelsen "manglende kontakt" forekommer meget sjældnere her end i tabel 4.6. Dette er logisk, da der i disse sager jo netop har været en samværsresolution. Den samværsberettigede har derfor oftere haft kontakt med barnet end i sager om fastsættelse af samvær, hvor det forekommer, at ansøgeren aldrig har set barnet.

Det bør endelig nævnes, at den samværsberettigede i 18% af sagerne accepterede ophævelsen. Dette er en forøgelse på syv procentpoint i forhold til 1997.

4.4. Udvidelse eller begrænsning af samvær

Sager om samvær kan som nævnt ovenfor også dreje sig om ændringer af det eksisterende samvær. Denne del af undersøgelsen drejer sig alene om ansøgninger om udvidelse eller begrænsning af samvær. Afgørelserne af disse ansøgninger fremgår af tabel 4.14.- 4.15.

Hjemlen til at ændre aftaler og afgørelser om samvær findes i § 17, stk. 2, i lov om forældremyndighed og samvær. Efter denne bestemmelse kan samværet ændres, hvis ændringen er bedst for barnet, navnlig på grund af forandrede forhold.

Tabel 4.14.: Afgørelsen af ansøgninger om udvidelse af samvær

Tabel 4.15.: Afgørelsen af ansøgninger om begrænsning af samvær

Med hensyn til ansøgninger om udvidelse af et eksisterende samvær fremgår det af tabel 4.14., at samværet i næsten fire ud af fem sager blev udvidet, mens statsamterne kun i omkring en femtedel af sagerne afslog at udvide samværet. Fordelingen er stort set ens i 1997 og 1998. Dette bekræfter udviklingen i samværspraksis i retning af udvidelse af omfanget af samværet, hvilket er i overensstemmelse med intentionerne i den nye lov. jf. ovenfor i kapitel 2.

I 56% (svarende til i alt 136 sager), der vedrørte begrænsning af samvær, blev samværet begrænset, jf. tabel 4.15. Også her er fordelingen stort set den samme i 1997 og 1998.

4.5. Omfang af samvær

Indledning

I dette afsnit vil omfanget af det samvær, som statsamterne fastsætter, eller som forældrene aftaler og ønsker nedskrevet af statsamtet, blive undersøgt.

Statsamtet træffer efter § 17, stk. 1, i lov om forældremyndighed og samvær afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværet og kan fastsætte de nødvendige bestemmelser i forbindelse hermed. Afgørelsen træffes efter, hvad der er bedst for barnet.

I praksis tages der bl.a. hensyn til barnets alder, barnets hidtidige forbindelse med den samværsberettigede og afstanden mellem forældrenes bopæle. Ved større børn lægges der endvidere vægt på deres mening om samværet, jf. kapitel 3.1.

I forarbejderne til lov om forældremyndighed og samvær blev der lagt vægt på vigtigheden af at gøre mere for at informere om den gældende administrative praksis om fastsættelse af samvær. Til opfyldelse af dette har Civilretsdirektoratet udarbejdet pjecen "Med barnet i centrum", der beskriver reglerne om forældremyndighed, rådgivning og samvær. I andenudgaven af pjecen, der på nuværende tidspunkt er under udarbejdelse, er omfanget af samvær beskrevet således:

"Hvis I ikke kan blive enige om, hvor ofte barnet skal besøge den mor eller far, som ikke bor sammen med barnet, fastsætter statsamtet omfanget af samværet ud fra de oplysninger, som kommer frem i sagen. Samværet skal have et omfang, som bedst muligt tilgodeser barnets behov. Ved afgørelsen vil statsamtet, når det gælder lidt større børn, tage udgangspunkt i følgende:

• hver 2. weekend
• nogle dage i julen
• nogle dage i påsken
• 1-2 uger i sommerferien
• 1 hverdag hver 2. uge

Hverdagssamvær fastsættes normalt i den uge, hvor der ikke er weekendsamvær. Det beror på en konkret vurdering, om det er bedst for barnet, at hverdagssamværet er med eller uden overnatning.

Der kan også fastsættes samvær i efterårs-/vinterferien, medmindre konkrete omstændigheder taler imod dette.

Der er normalt samvær juleaften hvert andet år, medmindre der forinden er skabt tradition for, at barnet holder juleaften sammen med den af jer, som barnet bor hos.

Hvis I tidligere har været enige om en besøgsordning, hvor jeres barn har været (næsten) lige meget hos jer begge ("deleordning"), vil statsamtet i almindelighed bestemme, at der fortsat skal være meget kontakt og derfor fastsætte et udvidet samvær. Det samme gælder, hvis barnet har været meget hos den, der nu søger om fastsættelse af samvær. Statsamtet kan dog ikke fastsætte en deleordning. Dette falder uden for lovens rammer.

En tidligere deleordning eller udvidet samværsordning kan begrunde, at der også fastsættes yderligere feriesamvær, f.eks. hver anden efterårsferie eller vinterferie."

 

Ved vedtagelsen af lov om forældremyndighed og samvær fulgte Folketinget indstillingen i Betænkning nr. 1279/94 om ikke at lovfæste en regel om normalsamvær. Baggrunden for dette var, at en sådan regel ville kunne modvirke individuelt tilpassede samværsordninger, som man hidtil havde tillagt stor betydning.

I overensstemmelse med dette ændrede Civilretsdirektoratet ved cirkulæreskrivelse af 12. november 1997 forskellige dele af samværspraksis for at øge mulighederne for at fastsætte differentierede samværsordninger og for at øge omfanget af samvær inden for de fastsatte rammer, alt under hensyn til hvad der konkret må antages at være bedst for barnet. Af samme grund gjorde direktoratet op med hidtidig praksis om, at den af forældrene, der havde barnet boende, i visse situationer havde førsteret til valg af placering af samvær og lignende.

Det omfang af samvær, der er beskrevet i pjecen ovenfor, er således alene et udgangspunkt for omfanget af samvær. Det er især vigtigt at have for øje, at omfanget af samvær i første række afhænger af den samværsberettigedes ønsker om samværet. En del samværsberettigede fremsætter således ønsker om at have samvær i mindre omfang, end de kunne have fået fastsat.

Grundlaget for undersøgelsen

Undersøgelsen omfatter i alt 3.839 sager, hvor der er taget stilling til omfanget af samvær. Disse sager omfatter i alt 5.251 børn. Undersøgelsen omfatter alle tre kategorier af samvær, medmindre andet fremgår af de enkelte tabeller.

Generelle bemærkninger til undersøgelsen

Gennemgangen af oplysningerne om omfanget af samvær bygger på nogle forudsætninger, som det er nødvendigt at være opmærksom på ved læsningen.

De afgørelser, der er omfattet af undersøgelsen, er truffet over en periode på 12 måneder. I nogle sager er der i perioden truffet flere afgørelser vedrørende samme barn. Alle disse afgørelser er omfattet af undersøgelsen.

Hvis der f.eks. i en sag indtil videre er fastsat samvær i begrænset omfang, og den samværsberettigede flere gange forgæves søger samværet udvidet, fordi den samværsberettigede mener, at forholdene har ændret sig siden sidste afgørelse, vil hver af disse afgørelser indgå i statistikken på lige fod med andre afgørelser. Denne ene sag, hvor samværet er begrænset, vil således blive medregnet flere gange i statistikken. Det samme gør sig f.eks. gældende, hvor der er fastsat meget samvær, og den af forældrene, der har barnet boende, flere gange forgæves søger samværet indskrænket. Dette kan være med til at give et lidt skævt billede af det samlede omfang af samvær.

Endvidere er det ikke muligt at sammenholde det fastsatte samvær med forældrenes ønsker. Som illustration kan nævnes følgende eksempel:

Der er fastsat samvær hver 2. weekend fra fredag eftermiddag til mandag morgen samt i ferier. Der er ikke hverdagssamvær, fordi den samværsberettigede ikke har ønsket dette. Den af forældrene, der har barnet boende, ønsker nu weekendsamværet indskrænket, hvilket statsamtet afslår. I denne undersøgelse vil sagen blive medregnet som en sag, hvor der ikke er hverdagssamvær. Det vil ikke fremgå af undersøgelsen, at årsagen til, at der ikke er hverdagssamvær er, at den samværsberettigede ikke har ønsket det.

Ved undersøgelsen af omfanget af samværet sondres der ikke mellem sager, hvor samværet søges udvidet og sager, hvor samværet søges begrænset.

Statistikskemaerne indeholdt følgende muligheder for afkrydsning af omfanget af samvær:

Weekendsamvær

• Fredag til søndag
• Længere end fredag til søndag
• Kortere end fredag til søndag
• Uden overnatning
• Hver weekend
• Hver anden weekend
• Hver tredje weekend
• Sjældnere end hver tredje weekend

 

Hverdagssamvær

• Med overnatning
• Uden overnatning
• Hver uge
• Hver anden uge
• Sjældnere end hver anden uge

 

Feriesamvær

• Samvær i sommerferien/julen/påsken
• Andet væsentligt samvær udover ovenstående (f.eks. samvær i vinter- eller efterårsferien eller mere end to ugers samvær i sommerferien)

Dette er en forenkling af det samvær, der aftales og fastsættes. F.eks. vil et weekendsamvær fra torsdag middag til mandag formiddag falde inden for kategorien "Længere end fredag til søndag". Det samme gælder samvær fra fredag aften til mandag morgen.

Tilsvarende sondres der ved kombinationen af kategorierne "Kortere end fredag til søndag" og "Uden overnatning" ikke mellem, om samværet f.eks. er hele lørdagen og hele søndagen uden overnatning eller kun 2 timer en af dagene.

Statistikken indeholder også delafgørelser, hvor statsamtet f.eks. kun fastsætter weekendsamvær, men udskyder spørgsmål om hverdags-, ferie- og helligdagssamværet til senere. På samme måde vil afgørelser og aftaler om midlertidigt samvær under en samværssag i almindelighed ikke indeholde feriesamvær, hvis det forventes, at den endelige afgørelse om samværet kan træffes i god tid inden starten af ferieperioden.

Endelig bemærkes, at når den samværsberettigede ikke har haft kontakt med barnet i længere tid, vil der normalt i en indkøringsperiode kun være samvær i begrænset omfang. Ofte vil udvidelsen af samværet, når indkøringsperioden er slut, blive fastlagt fra starten. I disse situationer er det kun omfanget af samvær efter indkøringsperioden, der er omfattet af undersøgelsen.

Samvær inddeles i det følgende i samvær i forbindelse med weekender, samvær på hverdage og samvær i forbindelse med ferier.

Weekendsamvær

Hvad angår weekendsamvær er der i tabel 4.16. nedenfor sondret mellem samvær hver weekend, hver anden weekend, hver tredje weekend eller sjældnere.

Ifølge tabel 4.16. er samværet placeret i weekenderne i 3.687 sager, dvs. 96% af de 3.839 sager, der er omfattet af denne del af undersøgelsen. I de resterende 152 sager er der kun samvær på hverdage og/eller i ferier. Denne fordeling er næsten som i 1997.

Tabel 4.16.: Samvær i weekender

Det almindeligste samvær er hver anden weekend fra fredag til søndag, hvilket er fastsat i 47% af de 3.687 sager. I 1997 blev der fastsat samvær i dette omfang i 44% af sagerne.

I 174 sager var der ifølge tabel 4.16. samvær i hver weekend. Den mest almindelige begrundelse i disse sager var, at der var hel eller delvis enighed mellem forældrene. Denne begrundelse forekommer i ca. tre ud af fire sager, hvor der var samvær i hver weekend.

Figur 4.3.: Weekendsamværets hyppighed

Figur 4.3. viser, at det mest almindelige er, at samværet udøves hver anden weekend. Dette er tilfældet i 83% af sagerne. Tallene er næsten som i 1997.

Gennem de sidste mange år er der sket er markant stigning i hyppigheden af samvær. I Betænkning nr. 1279/94 er det på side 108 oplyst, at der i 1983 efter praksis kun blev fastsat samvær en weekend hver måned. Samme sted er der gennemgået 2 undersøgelser af omfanget af samvær, som Civilretsdirektoratet foretog i 1987 og 1991. I 1987 var der i 55% af sagerne samvær i hver anden weekend. (Betænkningen indeholder ikke oplysninger om de øvrige 45% af sagerne). Andelen af sager med samvær hver anden weekend var i 1991 steget til 73%, mens der var samvær i hver tredje weekend i 13% og i hver fjerde weekend i ca. 14% af sagerne. Som nævnt ovenfor, er andelen af sager med samvær i hver anden weekend nu øget yderligere til 83%. Hertil kommer 5% hvor der er samvær i hver weekend. Der er således nu kun samvær i hver tredje weekend eller sjældnere i 12% af sagerne. Andelen af sager med samvær sjældnere end hver anden weekend er således mere end halveret fra 1991 til 1997/1998.

Tabel 4.17.: Andelen af sager, hvor der er samvær i hver 2. weekend eller oftere, i forhold til samtlige sager, hvor der er weekendsamvær

* Det bemærkes, at tallene fra 1987 og 1991 kun omfatter andelen af sager med samvær hver anden weekend, mens det ikke kan afvises, at der har været et lille antal sager med samvær oftere end hver anden weekend. I 1991 udgjorde sådanne afgørelser imidlertid under 1% af det samlede antal sager.

Begrundelserne for de afgørelser, hvor der kun er weekendsamvær i hver 3. weekend eller sjældnere, fremgår af tabel 4.18. nedenfor. Som det ses, er begrundelserne stort set de samme i 1997 og 1998.

Tabel 4.18.: Begrundelser for kun at fastsætte weekendsamvær hver 3. weekend eller sjældnere (i procent af samtlige sager)

* Mere end ni ud af ti af de afgørelser, der var begrundet i barnets alder, var også begrundet i andre forhold.

Hverdagssamvær

Formålet med hverdagssamvær er især at øge hyppigheden af kontakten med barnet.

Som det fremgår af tabel 4.19., er der i 28% af sagerne hverdagssamvær. Dette gælder både i 1997 og 1998.

Tabel 4.19.: Hverdagssamvær

Ifølge tabel 4.20. er hverdagssamværet lidt oftere med end uden overnatning. Det mest almindelige er, at hverdagssamværet udøves hver anden uge. Dette er tilfældet i ca. to tredjedele af sagerne. I knap en tredjedel af sagerne er der hverdagssamvær hver uge. Kun i 5% af sagerne er hverdagssamværet sjældnere end hver anden uge. Hverdagssamvær hver uge er oftest uden overnatning, mens hverdagssamvær hver anden uge oftest er med overnatning. Tallene er nogenlunde som i 1997.

Tabel 4.20.: Hverdagssamværets hyppighed og overnatning

Figur 4.4.: Hverdagssamværets hyppighed

Det ses af tabel 4.19., at der i 72% af sagerne ikke er hverdagssamvær. I disse tilfælde er der i otte ud af ti sager weekendsamvær hver anden weekend, jf. tabel 4.21. Herudover er der i 5% af sagerne weekendsamvær hver weekend. Således er der weekendsamvær hver uge eller hver anden uge i 85% af de sager, hvor der ikke er hverdagssamvær. Dette var også tilfældet i 1997. I 70% af sagerne er der desuden feriesamvær, hvilket er fem procentpoint mere end i 1997.

Tabel 4.21.: Sager, hvor der ikke er hverdagssamvær

Udgangspunktet er, som tidligere nævnt, at der i almindelighed fastsættes hverdagssamvær. Da hverdagssamvær således er en del af det almindelige samvær, kan den lave andel af sager med hverdagssamvær umiddelbart undre.

Hertil skal først og fremmest bemærkes, at undersøgelsen som nævnt i indledningen til dette afsnit ikke indeholder oplysninger om, i hvilket omfang den samværsberettigede har ønsket at få hverdagssamvær. Da omfanget af samvær ifølge tabel 4.22. var aftalt helt eller delvist i 69% af de sager, hvor der ikke er hverdagssamvær, tyder noget på, at de samværsberettigede i vidt omfang ikke har fremsat ønske om hverdagssamvær. Dette er i overensstemmelse med Betænkning nr. 1279/94, hvor det på side 108 blev konstateret, at antallet af ansøgninger om hverdagssamvær ikke var særligt stort. Landsdommer, dr.jur. Svend Danielsen har i kommentaren til lov om forældremyndighed og samvær på side 345-46 peget på, at det nok især er praktiske forhold så som arbejdstider og lang afstand mellem forældrenes bopæle, der gør, at de samværsberettigede ofte ikke har mulighed for at udnytte adgangen til at få fastsat hverdagssamvær.

Endvidere kan den samværsberettigede ønske at have forlænget samvær i weekenderne i stedet for samvær på hverdage. Af samtlige sager uden hverdagssamvær, var der i 17% forlænget weekendsamvær, der her er defineret som samvær hver weekend med overnatning eller samvær hver anden weekend i en periode længere end fredag til søndag.

Tabel 4.22.: Begrundelser i de sager, hvor der ikke er hverdagssamvær

* 83% af de afgørelser, der i 1998 er begrundet i barnets alder, er også begrundet i andre forhold. I ca. fire ud af ti af disse afgørelser er omfanget af samværet fastsat delvist efter aftale mellem parterne.

Civilretsdirektoratet foretog i 1991 en undersøgelse af hverdagssamvær. Ifølge denne undersøgelse, der er refereret i Skarrildhus-beretningen for 1991, side 44, blev der kun ansøgt om hverdagssamvær i 8% af sagerne. Tre fjerdedele af disse ansøgninger blev imødekommet.

Da der nu er hverdagssamvær i 28% af sagerne, er der også på dette område sket en kraftig forøgelse af omfanget af samvær.

Feriesamvær

I 2.722 (71%) af afgørelserne i 1998 er der feriesamvær. Feriesamvær defineres her som almindeligt feriesamvær eller udvidet feriesamvær:

• "Almindeligt feriesamvær": Op til 2 ugers feriesamvær samt nogle dage i julen og påsken.
• "Udvidet feriesamvær": Mere end 2 ugers feriesamvær (placeret i sommer-, vinter- og efterårsferierne eller på andre tidspunkter) samt nogle dage i julen og påsken.

Feriesamvær, som ikke falder inden for disse kategorier, er ikke medtaget i undersøgelsen.

I 1.902 - svarende til 70% - af de 2.722 sager er der "almindeligt feriesamvær". I 820 sager er der "udvidet feriesamvær", hvilket svarer til 30% af alle de sager, hvor der er almindeligt eller udvidet feriesamvær. Dette er fem procentpoint mere end i 1997.

Tabel 4.23.: Begrundelser for ikke at fastsætte feriesamvær i de sager, hvor der er hverdags- og/eller weekendsamvær (i procent af samtlige sager uden feriesamvær)

* 87% af disse afgørelser er i 1998 også begrundet med henvisning til andre forhold, bl.a. at omfanget af samværet er fastsat delvist efter aftale mellem parterne.

Begrundelserne for ikke at fastsætte feriesamvær fremgår af tabel 4.23. Det ses af tabellen, at i 57% af disse sager var omfanget af samvær aftalt helt eller delvist. Den næsthyppigste begrundelse var barnets alder. Dette var også i 1997 de to hyppigste begrundelser for ikke at fastsætte feriesamvær.

Kombinationer af samvær i weekender og ferier og på hverdage

I dette afsnit søges skabt et vist overblik over det samlede omfang af samvær ved at kombinere de forskellige former for samvær.

Tabel 4.24. viser omfanget af samvær. Det mest markante ved denne oversigt er den store differentiering.

Tabel 4.24.: Weekendsamvær kombineret med hverdagssamvær

* I disse sager er der alene feriesamvær.

Som nævnt ovenfor i forbindelse med tabel 4.22. skal forklaringen på det lave antal hverdagssamvær formentlig søges i, at den samværsberettigede ikke har fremsat ønske om hverdagssamvær. Man kan således sige, at det praktiske udgangspunkt for omfanget af "normalsamvær" er hver anden weekend fra fredag til søndag med eller uden hverdagssamvær. Dette er tilfældet i 1.721 sager (45%). I 1997 var dette tilfældet i 44% af sagerne.

Der er således mindst "normalsamvær" i 2.528 sager, svarende til 66% af sagerne. I 1997 var andelen 62%. Andelen af sager, hvor der mindst er "normalsamvær" er således steget med fire procentpoint.

I 40% af disse 2.528 sager er samværet udvidet. Dette svarer til fordelingen i 1997.

I 1.313 sager (34%) er der kun samvær i begrænset omfang, dvs. samvær uden overnatning, samvær hver anden weekend med højst en overnatning eller samvær sjældnere end hver anden weekend. I 1997 var dette tilfældet i 38% af sagerne, svarende til et fald på fire procentpoint i forhold til 1997.

Tabel 4.25. indeholder en samlet oversigt over udvidet, begrænset og "normalt" samvær.

Tabel 4.25.: Oversigt over udvidet, begrænset og "normalt" samvær.

Vedrørende de sager, hvor der er samvær i begrænset omfang, er det værd at bemærke, at statistikken også indeholder omfanget af samvær med børn i aldersgruppen 0-2 år, jf. tabel 4.27. og 4.29. nedenfor. Desuden er også sager om midlertidigt samvær under behandlingen af en samværssag omfattet af undersøgelsen, jf. tabel 4.29. og 4.30. I disse situationer er der almindeligvis samvær i mindre omfang end det ovennævnte "normalsamvær".

I 536 tilfælde er weekendsamværet uden overnatning. (I 97 af disse tilfælde er der dog også hverdagssamvær). I tabel 4.26. fremgår begrundelserne for, at weekendsamværet er begrænset i disse sager. Som det ses af tabellen, var begrundelsen i halvdelen af sagerne, at der var hel eller delvis enighed mellem forældrene om samværet. I 35% af afgørelserne blev afgørelsen begrundet med henvisning til barnets alder, mens begrundelsen i 23% af sagerne var "særlige forhold hos den samværsberettigede". Tallene er nogenlunde som i 1997.

Tabel 4.26.: Begrundelser for weekendsamvær uden overnatning (i procent af samtlige sager med weekendsamvær uden overnatning)

Aldersfordeling

Ovennævnte tabeller omhandler omfanget af samvær for børn i alle aldre, dvs. fra helt nyfødte til - principielt - unge på 17 år. I dette afsnit vil fokus blive rettet mod forskellene mellem forskellige aldersgrupper.

Den samlede aldersfordeling af børnene i denne del af undersøgelsen fremgår af tabel 4.27. Det bemærkes, at i skemaer, der omfatter flere børn, er det af tekniske grunde alene det førstnævnte barn, der er medtaget i tabellen. Dette kan give mindre unøjagtigheder. Denne fremgangsmåde er anvendt overalt, hvor der i denne rapport er foretaget undersøgelser af barnets alder.

Bortset fra de nyfødte, dvs. børn født i undersøgelsesåret, er aldersgrupperne til og med årgang 1990 (dvs. ca. otte år på afgørelsestidspunktet i 1998) nogenlunde ligeligt repræsenteret med 7-12% pr. årgang. 76% af samværssagerne vedrører børn i disse aldersgrupper.

Fra niårsalderen (årgang 1989) falder antallet af børn markant, og allerede årgangene 1984 og 1985 (13 år eller mere) er kun repræsenteret med maksimalt 2% pr. årgang.

Aldersfordelingen er nogenlunde som i 1997.

I tabel 4.27. er fastsættelse af hverdagssamvær undersøgt i forhold til de enkelte aldersgrupper. Det ses her, at hverdagssamvær optræder oftere i aldersgruppen 0-8 år (30%) end i aldersgruppen over otte år (23%).

Hverdagssamvær med overnatning forekommer sjældent blandt de
0-1årige, mens mellem halvdelen og to tredjedele af de 3-11årige, der har hverdagssamvær, har hverdagssamvær med overnatning.

Hyppigheden og omfanget af hverdagssamvær fordelt på de enkelte aldersgrupper er nogenlunde som i 1997.

Tabel 4.27.: Fordeling af børn i forskellige aldersgrupper samt forekomsten af hverdagssamvær med og uden overnatning i de forskellige aldersgrupper

* Det bemærkes, at summen i denne tabel afviger en smule fra summen i tabel 4.24. ovenfor, hvilket dels skyldes, at der i enkelte skemaer mangler angivelse af barnets alder, dels at enkelte sager har vedrørt børn fra 1980.

Som nævnt ovenfor i tabel 4.16. er weekendsamvær hver 2. uge fra fredag til søndag og længere weekendsamvær hver 2. uge blandt de hyppigst forekommende samvær. I tabel 4.28. er disse to samværstyper undersøgt i forhold til de enkelte aldersgrupper. Som ved hverdagssamvær med overnatning (jf. tabel 4.27.) forekommer fuldt weekendsamvær sjældnere blandt de 0-1 årige end de øvrige aldersgrupper. Fra treårsalderen har mere end 60% af børnene fuldt weekendsamvær hver 2. uge. Dette er som i 1997.

Tabel 4.28.: Forekomsten af weekendsamvær fredag til søndag eller længere i forskellige aldersgrupper

Samværets omfang ved midlertidigt samvær i forhold til samvær, der ikke er midlertidigt

Som nævnt i kapitel 3 sondres der overordnet mellem samvær, midlertidigt samvær under en forældremyndighedssag og midlertidigt samvær under en samværssag.

Som ligeledes nævnt i kapitel 3 kan man under behandlingen af en forældremyndighedssag fastsætte samvær ud over det samvær, der normalt fastsættes inden for rammerne af sædvanlig praksis.

Tabel 4.29.: Samværets omfang opdelt på midlertidigt samvær og samvær, der ikke er midlertidigt

* Vedrører kun afgørelser, hvor der er taget stilling til samværets omfang

Tabel 4.30.: Samværets omfang i procent af samtlige afgørelser, opdelt på midlertidigt samvær og samvær, der ikke er midlertidigt (1997-tallene angivet i parentes)

Midlertidigt samvær under behandlingen af en samværssag er nærmere omtalt ovenfor i kapitel 3. Tabel 4.29. og 4.30. bekræfter, at der i disse sager fastsættes samvær i noget mindre omfang end i de andre kategorier.

Gennemsnittet for alle tre kategorier af samvær fremgår af tabel 4.16.

Børns mening om samvær

9% af statsamternes sager blev i 1998 begrundet helt eller delvist i barnets mening om samværet. I 1997 var tallet 7%.

Dette lave tal skyldes først og fremmest to forhold:

For det første inddrager statsamterne ikke børnene ved behandlingen af samværssager, hvor forældrene er enige om samværet. 63% af de sager, der er omfattet af denne undersøgelse, blev afgjort på baggrund af, at forældrene var helt eller delvist enige om samværet. Det må dog antages, at forældrenes enighed i en del af disse sager er opstået efter, at barnet er blevet inddraget i sagen. Enighed opnået på denne måde viser, at forældrene respekterer børnenes ønsker om samværet.

For det andet var omkring trefjerdedele af børnene i denne rapport under 9 år, jf. tabel 4.28.

Om børns mening i forbindelse med afslag på fastsættelse af samvær eller ophævelse af samvær henvises til tabel 4.6. og 4.13.

4.6. Samvær under overvågning

§ 17, stk. 1, i lov om forældremyndighed og samvær giver statsamterne mulighed for at fastsætte forskellige vilkår for udøvelsen af samværet.

Som tidligere nævnt kan der fastsættes vilkår om, at samværet skal foregå under overvågning.

Blandt alle de forskellige vilkår, der kan fastsættes, vil i almindelighed kun vilkår om, at samværet skal foregå under overvågning, have betydning i relation til det overordnede omfang af samværet.

Den person, der skal overvåge samværet, kan f.eks. være et familiemedlem eller en person med en særlig viden om børn, typisk en pædagog eller en psykolog.

Ved lovændringen blev det fastslået, at statsamterne skal sikre, at der er mulighed for at fastsætte samvær under overvågning, når der er behov for det. Hvis det ikke er muligt at lade f.eks. et familiemedlem stå for overvågningen, afholdes udgifterne til overvågningen af det offentlige.

Tabel 4.31.: Afgørelser om overvågning

Ifølge statsamternes virksomhedsregnskab blev der i 1998 fastsat overvåget samvær i 497 sager. Dette er mere end dobbelt så mange afgørelser om overvåget samvær, som denne undersøgelse omfatter. En af begrundelserne for dette kan være, at denne del af undersøgelsen ikke omfatter de situationer, hvor samværet som led i en indkøringsperiode de første gange overvåges, jf. indledningen til kapitel 4.5.

Ifølge både statsamternes virksomhedsregnskab og nærværende statistik er samværet i 1998 overvåget i ca. 5% af alle samværsafgørelser.

Af de 203 sager i denne undersøgelse, hvor der blev fastsat overvågning, skete dette i 151 sager (74%) uden særskilt ansøgning om, at samværet skulle overvåges. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis den af forældrene, der har barnet boende, protesterer mod fastsættelse af samvær, og statsamtet mener, at der kan være samvær, men samtidig bestemmer, at samværet indtil videre skal være overvåget.

Tabel 4.32.: Ansøgning om ophævelse af overvågning

Tabel 4.33.: Ansøgning om fastsættelse af overvågning

Med hensyn til ansøgningerne om ophævelse af overvågning blev 64% af ansøgningerne ifølge tabel 4.32. imødekommet. I 1997 imødekom statsamterne kun 39% af ansøgningerne.

Som det ses af tabel 4.33., blev egentlige ansøgninger om fastsættelse af overvågning imødekommet i 52 (58%) ud af 90 ansøgninger. Dette er et væsentligt fald i forhold til 1997, hvor 73% af ansøgningerne blev imødekommet.

Af de sager, der direkte har omhandlet fastsættelse af overvågning som vilkår for samværet, er der således ifølge denne undersøgelse sket et væsentligt fald i antallet af sager, hvor statsamterne har bestemt, at samværet skal være overvåget. Der henvises dog til ovennævnte statistiske usikkerhed.

I alt har der som nævnt været 203 tilfælde, hvor statsamtet har fastsat overvågning. Det ses af tabel 4.34., at den samværsberettigede i over en tredjedel af disse sager helt eller delvist har accepteret dette. Ellers er de almindeligste begrundelser for at fastsætte overvågning, at der foreligger "særlige forhold" hos den samværsberettigede (37% af sagerne), f.eks. misbrug af alkohol eller narkotika, at den samværsberettigede ikke har haft kontakt med barnet i lang tid (27%), eller at der er tale om små børn (27%). Begrundelserne for at fastsætte overvågning er stort set de samme som i 1997.

Tabel 4.34.: Begrundelser for fastsættelse af overvågning i procent af samtlige sager, hvor der er fastsat overvågning

* 54 sager var begrundet i barnets alder. 52 af disse var imidlertid også begrundet i andre forhold end barnets alder.

** Kun to ud af disse 54 afgørelser var alene begrundet i manglende kontakt.

De 203 fastsættelser af overvågning er i figur 4.5 nedenfor sat i forhold til barnets alder. Som det ses af figuren, var barnet i 44% af sagerne under fire år. Dette er lidt færre end i 1997, hvor 52% af overvågningerne vedrørte børn under fire år.

Figur 4.5.: Antallet af fastsættelser af overvågning fordelt på barnets fødselsår *

* Det bemærkes, at tallene i figuren er beregnet på samme måde som tallene i tabel 4.27. og 4.29. Det vil sige, at den kun medtager aldersfordelingen på barn nr. 1.

Tabel 4.35.: Fastsættelse af overvågning fordelt på sager om midlertidigt samvær og på sager om samvær, der ikke er midlertidigt (i procent af samtlige sager)

Tabel 4.35. indeholder en oversigt over hyppigheden af overvågning i de tre overordnede kategorier af samvær. Der er forholdsvis flest overvågninger ved midlertidigt samvær under en samværssag. Dette er i overensstemmelse med, at et af formålene med midlertidigt samvær i disse situationer er at sikre, at den samværssøgende har en vis kontakt med barnet under behandlingen af samværssagen, også i situationer hvor der umiddelbart ved sagens start er tvivl om omfanget af samværet, f.eks. fordi samværsforælderen har meget alvorlige misbrugsproblemer.

5. Samvær i Civilretsdirektoratet

5.1. Indledning

Siden den 15. maj 1997 har Civilretsdirektoratet også ført statistik over direktoratets behandling af klagesager på samværsområdet.

De følgende statistiske oplysninger er baseret på i alt 527 skemaer, som sagsbehandlerne i direktoratet har udfyldt i forbindelse med, at der er truffet afgørelser i klagesager om samvær i perioden 1. januar 1998 til 31. december 1998. Skemaerne vedrører i alt 664 børn.

Det skal bemærkes, at disse 527 skemaer ikke repræsenterer samtlige samværssager, der er behandlet i direktoratet i denne periode. Ifølge Civilretsdirektoratets virksomhedsregnskab for 1998 traf direktoratet i hele kalenderåret i alt 1.590 afgørelser om samvær. Ca. en tredjedel af Civilretsdirektoratets sager drejer sig således om det overordnede omfang af samvær. Skemaerne udfyldes - ligesom statsamternes statistikskemaer - kun i sager om det overordnede omfang af samværet. Afgørelser, der alene vedrører detailregulering af samværet, er således ikke omfattet af undersøgelsen. Der henvises i øvrigt til kapitel 4.1. ovenfor.

Hvem har forældremyndigheden?

Moderen havde i 431 sager (82%) forældremyndigheden alene. Dette er lidt færre end i 1997, hvor moderen havde forældremyndigheden alene i 85% af sagerne. I 63 sager (12%) var der i 1998 fælles forældremyndighed, hvilket til gengæld er flere end i 1997, hvor der kun var fælles forældremyndighed i 9% af sagerne. I de resterende 33 sager (6%) i 1998 havde faderen forældremyndigheden alene.

Tallene i tabel 5.1. viser en fordeling af forældremyndigheden, der er meget forskellig fra tallene for placering af forældremyndighed i statsamternes samværssager, jf. tabel 4.11. i kapitel 4.2. Forskellen ligger især i den meget lavere andel af sager med fælles forældremyndighed her i forhold til i statsamterne, hvor der var fælles forældremyndighed i 31% af sagerne mod kun 12% i direktoratet. Dette kan imidlertid ikke undre, da fælles forældremyndighed forudsætter, at forældrene i vidt omfang kan blive enige om barnets forhold. Så længe de er enige om at have fælles forældremyndighed, vil de oftere også være - eller kunne blive - enige om deres kontakt med barnet.

Tabel 5.1. illustrerer klart, at det i almindelighed er faderen, der er den samværsberettigede, og at børnene bor hos deres mor. Det er således kun i 8% af sagerne moderen, der er den samværsberettigede. I 1997 var moderen dog den samværsberettigede i endnu færre tilfælde - nemlig kun i 6% af sagerne. Som det fremgik af tabel 4.11., var moderen samværsberettiget i 21% af statsamternes afgørelser om fastsættelse af samvær.

Tabel 5.1.: Den samværsberettigede fordelt på køn og forældremyndighed

5.2. Ændring af statsamternes afgørelser

Som det fremgår af tabel 5.2. nedenfor, stadfæstede Civilretsdirektoratet i 85% af sagerne det overordnede omfang af samværet, som dette var fastsat af statsamtet, og i 15% af sagerne ændrede direktoratet afgørelsen. Direktoratet ændrede det overordnede omfang af samværet i færre sager i 1998 end i 1997, hvor en femtedel af klagerne førte til ændring af statsamternes afgørelser.

Når der i denne rapport tales om ændring eller stadfæstelse af statsamternes afgørelser, drejer det sig kun om ændring eller stadfæstelse af det overordnede omfang af samværet og ikke om andre dele af afgørelsen.

Tabel 5.2.: Civilretsdirektoratets ændringsafgørelser

En stadfæstelse af det overordnede omfang af samværet kan derfor godt samtidig indeholde en ændring af andre dele af statsamtets afgørelse om samværet. Ligeledes kan en ændring af det overordnede omfang af samværet indeholde en stadfæstelse af andre dele af statsamtets afgørelse.

Med til vurderingen af frekvensen af ændringer hører, at en del af de afgørelser, hvor direktoratet ændrer statsamternes afgørelser, er begrundet i nye oplysninger eller forandrede forhold.

De 527 skemaer er fordelt på klager over afgørelser om samvær, midlertidigt samvær under en forældremyndighedssag og midlertidigt samvær under en samværssag. Som det fremgår af tabel 5.3., vedrørte 446 af klagerne (85%) samvær, der ikke er midlertidigt. Kun 81 sager (15%) vedrørte midlertidigt samvær under enten en forældremyndighedssag eller en samværssag. Dette er dog en lille stigning i forhold til 1997, hvor kun 13% af klagerne vedrørte midlertidigt samvær.

Ud af de 446 afgørelser om samvær stadfæstede Civilretsdirektoratet statsamtets afgørelse i 380 tilfælde (85%) og ændrede afgørelsen i 66 sager (15%). Af de 81 midlertidige afgørelser blev 13 (16%) ændret, mens 68 (84%) blev stadfæstet.

Tabel 5.3.: Stadfæstelse og ændring, fordelt på midlertidige afgørelser om samvær og på afgørelser om samvær, der ikke er midlertidigt

Spørgsmål om ophævelse af samvær og afslag på fastsættelse af samvær

Som det ses af tabel 5.4., bad klagerne i 130 sager Civilretsdirektoratet om at fastsætte samvær, hvor statsamtet havde afslået dette eller havde ophævet et eksisterende samvær. Direktoratet stadfæstede i 83% af tilfældene statsamtets afgørelse, men bestemte i 17% af sagerne, at der skulle være samvær. I 1997 traf Civilretsdirektoratet forholdsvis flere afgørelser, hvor klageren fik medhold i ansøgningen om fastsættelse af samvær. Tallene i 1997 er dog forholdsvis små, og tendensen kan derfor skyldes tilfældigheder.

Tabel 5.4.: Afgørelsen når klager ønsker fastsættelse af samvær

I 100 sager havde statsamtet enten bestemt, at der skulle fastsættes samvær mod modpartens protest, eller afslået at ophæve et fastsat samvær, jf. tabel 5.5. Direktoratet gav kun i 6% af sagerne klagerne medhold og ophævede samværet. I forbindelse med tabel 5.5. skal dog bemærkes, at de tilfælde, hvor ansøgeren fik afslag, også indeholder situationer, hvor samværet blev begrænset.

Tabel 5.5.: Afgørelsen når klager ønsker ophævelse af samvær

Ifølge tabel 5.4. og 5.5. behandlede Civilretsdirektoratet i alt 230 sager, hvor der skulle tages stilling til, om der skulle være samvær eller ej. Af disse 230 sager afslog Civilretsdirektoratet i 108 sager at fastsætte samvær, og i seks sager ophævede direktoratet samværet. Direktoratet bestemte således, at der ikke skulle være samvær i 114 sager, dvs. knap halvdelen af de 230 sager. I den anden halvdel blev der fastsat samvær, selvom den af forældrene, der havde barnet boende, modsatte sig samvær. Disse tal indeholder også afgørelser om suspension af samvær.

Direktoratets tal for afslag på samvær er ikke sammenlignelige med statsamternes tal. Dette skyldes, at det ikke fremgår af de indsamlede oplysninger vedrørende statsamternes afgørelser om fastsættelse af samvær i kapitel 4.2., i hvilket omfang den af forældrene, der havde barnet boende, modsatte sig samvær. I alle direktoratets sager blev der protesteret mod samværet.

Begrundelserne for direktoratets afgørelser om, at der ikke skulle fastsættes samvær, er opregnet neden for i tabel 5.6. Også her kan der være flere begrundelser for hver afgørelse.

Det ses af tabellen, at den almindeligste årsag til ikke at fastsætte samvær i 1998 var, at dette blev støttet af en sagkyndig erklæring/vurdering. Dette var tilfældet i ca. tre ud af ti afgørelser, hvor der ikke blev fastsat samvær.

Den næsthyppigste begrundelse (25%) for afslag på samvær var "barnets mening". Dette er et fald på 13 procentpoint i forhold til 1997. Til sammenligning optrådte denne begrundelse i statsamterne i 41% af sagerne i 1998 mod 33% i 1997. Årsagen til, at denne begrundelse ikke optræder så ofte i Civilretsdirektoratet som i statsamterne kan være, at den samværsberettigede følger barnets mening og derfor ikke klager over afgørelsen.

Tabel 5.6.: Begrundelser for afslag på fastsættelse af samvær og på ophævelse af samvær (i procent af samtlige sager)

* Tre af de fire afgørelser, som var begrundet i barnets alder, var også begrundet i andre forhold.

** 7 af de 11 sager, der var begrundet i manglende kontakt, var også begrundet i andre forhold.

Begrundelserne fordeler sig herudover nogenlunde som statsamternes begrundelser for afslag på fastsættelse af samvær (tabel 4.6.) og for ophævelse af samvær (tabel 4.13.). Statsamterne begrunder dog oftere end Civilretsdirektoratet afgørelserne om afslag på samvær med henvisning til særlige forhold hos ansøgeren/den samværsberettigede.

Til gengæld bygger direktoratet oftere end statsamterne sine afgørelser om afslag på samvær på sagkyndige erklæringer/vurderinger. Årsagen til dette kan være, at direktoratet behandler forholdsvis flere sager med højt konfliktniveau end statsamterne.

I forarbejderne til loven blev det tilkendegivet, at der i større omfang end hidtil skulle indhentes sagkyndige erklæringer/vurderinger i sager om ophævelse af eller afslag på samvær. Tendensen i Civilretsdirektoratets afgørelser er således i overensstemmelse med forarbejderne.

Det kan i den forbindelse nævnes, at direktoratet har nedsat en arbejdsgruppe om familieret m.v. med deltagelse af repræsentanter fra statsamterne og direktoratet. Formålet med denne arbejdsgruppe er bl.a. at vurdere og samordne behandlingen af familieretlige sager. På baggrund af arbejdet i arbejdsgruppen har Civilretsdirektoratet i november 1999 udsendt en vejledning om behandling af samværssager, der bl.a. indholder retningslinier for brugen af børnesagkyndige undersøgelser.

I lyset af den megen medieomtale af "incestanklager" i samværssager er det værd at bemærke, at direktoratet i undersøgelsesperioden kun i 11 tilfælde - svarende til 10% - begrundede ophævelse/suspension af samvær med vold, incest eller lignende.

Udvidelse eller begrænsning af samvær

Med hensyn til ansøgninger om udvidelse af et eksisterende samvær fremgår det af tabel 5.7., at samværet i godt en fjerdedel af sagerne i 1998 blev udvidet. Hvad angår begrænsning af samvær ses af tabel 5.8., at ansøgeren til gengæld i godt ni ud af ti ansøgninger fik afslag. Civilretsdirektoratet begrænsede således kun samværet i 8% af ansøgningerne herom. I forhold til 1997 fik ansøgerne i 1998 lidt oftere afslag på både ansøgninger udvidelse af samværet og ansøgninger om begrænsning af samvær i 1998.

Tabel 5.7.: Afgørelsen når klager ønsker udvidelse af samvær

Tabel 5.8.: Afgørelsen når klager ønsker begrænsning af samvær

Tallene i de to tabeller er meget forskellige fra de tilsvarende tabeller for statsamterne, tabel 4.14. og 4.15.:

I statsamterne fik 78% i 1998 medhold i ansøgninger om udvidelse af samvær, mens det tilsvarende tal for direktoratet kun var 26%. I 1997 var forskellen i samme størrelsesorden, nemlig 50 procentpoint. Årsagen til dette skal antagelig søges i, at statsamterne i vidt omfang har givet samvær i et så stort omfang, at der relativt sjældent er behov for yderligere samvær.

Civilretsdirektoratets afgørelser om udvidelse af samværet vil typisk indeholde enten en modificering af en afgørelse fra et statsamt om begrænsning af samværet eller en yderligere udvidelse af samværet.

5.3. Omfang af samvær

I dette afsnit beskrives omfanget af samvær efter Civilretsdirektoratets behandling af klagesagerne. Beskrivelsen af omfanget af samvær i dette afsnit svarer til beskrivelsen i kapitel 4.5. om omfanget af samvær i statsamternes afgørelser.

Af de 527 sager, der er omfattet af undersøgelsen, blev der taget stilling til omfanget af samværet i 430 sager. Disse 430 sager omfattede i alt 545 børn.

Grundlaget for beskrivelsen af omfanget af samvær er et væsentligt lavere antal sager end i kapitel 4.5. På flere punkter er materialet derfor af så ringe omfang, at der ikke kan foretages nærmere statistiske undersøgelser.

Weekendsamvær

Tabel 5.9.: Samværets omfang - weekendsamvær

Som det ses af tabel 5.9., er samvær i hver anden weekend langt den mest almindelige form for samvær. I 85% af de afgørelser, hvor der fastsættes weekendsamvær, er samværets hyppighed hver 2. weekend. Dette svarer stort set til hyppigheden af weekendsamvær fastsat eller aftalt i statsamterne, jf. tabel 4.16. ovenfor. I 1997 var der i Civilretsdirektoratets afgørelser kun samvær i hver anden weekend i 77% af sagerne. Der er således sket en forøgelse af hyppigheden af samvær i hver anden weekend på otte procentpoint.

I 12% af tilfældene er der kun samvær i hver 3. weekend eller sjældnere (17% i 1997). Begrundelserne i disse sager fremgår af tabel 5.10. De mest hyppige begrundelser er barnets mening, alder og/eller sagkyndig erklæring/vurdering.

I statsamternes afgørelser var begrundelsen (tabel 4.17.) i 62% af sagerne, at samværet helt eller delvist var fastsat efter aftale mellem forældrene. Denne begrundelse vil i sagens natur meget sjældent forekomme i Civilretsdirektoratets afgørelser, idet sagerne påklages til direktoratet, netop fordi en af forældrene ikke accepterer statsamtets afgørelse. Dette gør sig også gældende i de øvrige begrundelsesoversigter i dette afsnit.

Tabel 5.10.: Begrundelser for kun at fastsætte weekendsamvær hver 3. weekend eller sjældnere ( i procent af samtlige sager)

Hverdagssamvær

I 66% af de sager, hvor der er taget stilling til omfanget af samværet, er der ikke hverdagssamvær, jf. tabel 5.11. I de sager, hvor der er hverdagssamvær, er dette typisk hver anden uge (82% af tilfældene) og i de fleste tilfælde med overnatning, jf. tabel 5.12. Dette svarer stort set til fordelingen i statsamterne, jf. tabel 4.19. og 4.20. I forhold til 1997 er der navnlig sket den ændring, at der er hverdagssamvær i flere sager (stigning på 9 procentpoint), og at hverdagssamværet i modsætning til 1997 meget oftere er med overnatning (stigning på 26 procentpoint).

Tabel 5.11.: Hverdagssamvær

Tabel 5.12.: Hverdagssamværets hyppighed og overnatning

I statsamterne er der hverdagssamvær i 28% af sagerne. I Civilretsdirektoratet var der i 1997 hverdagssamvær i 25% af sagerne, hvilket i 1998 steg til 34%. I statsamterne var 53% af hverdagssamværet med overnatning, mens det tilsvarende tal i direktoratets sager var 62% i 1998 mod 36% i 1997.

Begrundelserne i de 283 sager, hvor der ikke er hverdagssamvær, fremgår af tabel 5.13. Det ses af denne tabel, at den hyppigste begrundelse - bortset fra ikke tilsidesættelse af statsamtets skøn - er sagkyndige erklæringer/vurderinger. Disse blev brugt som begrundelse i 17% af sagerne, mod kun 2% af statsamterne afgørelser. Igen spiller det utvivlsomt en rolle, at der var hel eller delvis enighed mellem forældrene i langt den største del af statsamternes sager. Barnets mening blev ligeledes lagt til grund i en forholdsvis stor del af Civilretsdirektoratets afgørelser (11%). Som det ses, var den hyppigste begrundelse i 1997, at ansøgeren ikke ønskede mere samvær end det fastsatte. Denne begrundelse blev imidlertid kun anvendt i 6% af afgørelserne i 1998. Dette kan skyldes mangelfuld udfyldelse af skemaerne.

Tabel 5.13.: Begrundelser i de sager, hvor der ikke er hverdagssamvær (i procent af samtlige sager)

* De 10% af afgørelserne, der i 1998 var begrundet i barnets alder, dækker over i alt 27 afgørelser, hvoraf 23 afgørelser også var begrundet i andre forhold end alder.

Feriesamvær

I 264 sager - svarende til 61% af samtlige afgørelser, hvor der er blevet taget stilling til omfanget af samværet - er der feriesamvær som defineret i kapitel 4.5. Dette er en stigning på 12 procentpoint i forhold til 1997, hvor der kun var feriesamvær i 49% af afgørelser. I 42% af disse 264 sager er feriesamværet "udvidet". Tallene stemmer nogenlunde med statsamternes tal, jf. kapitel 4.5.

Tabel 5.14.: Begrundelser for ikke at fastsætte feriesamvær i de sager, hvor der er hverdags- og/eller weekendsamvær med overnatning (i procent af samtlige sager)

Begrundelserne for ikke at fastsætte feriesamvær fremgår af tabel 5.14. Det ses af tabellen, at de mest almindelige begrundelse - bortset fra ikke tilsidesættelse af statsamtets skøn - er sagkyndig erklæring/vurdering, barnets mening og alder samt særlige forhold hos barnet.

Kombinationer af samvær i weekender og på hverdage

Kombinationen af weekendsamvær og hverdagssamvær fremgår af tabel 5.15. nedenfor, der ligesom tallene for statsamterne i tabel 4.24. giver et større overblik over omfanget af samvær.

Tabel 5.15.: Weekendsamvær kombineret med hverdagssamvær

Tabel 5.16. indeholder en samlet oversigt over henholdsvis udvidet, begrænset og "normalt" samvær. Som det ses af tabellen, er antallet af "normalsamvær" og udvidet samvær steget med henholdsvis fem og seks procentpoint. Der er således sket en ikke ubetydelig stigning i omfanget af samvær i direktoratets afgørelser.

Tabel 5.16.: Oversigt over udvidet, begrænset og "normalt" samvær*

*Tallene for henholdsvis udvidet samvær, begrænset samvær og "normalsamvær" er opgjort som i forbindelse med tabel 4.24.

I forhold til statsamterne (tabel 4.25) er andelen af "normalsamvær" noget lavere i direktoratets afgørelser. En del af forklaringen på denne forskel ligger formentligt i, at samværet i en meget stor del af statsamternes afgørelser fastsættes helt eller delvist efter aftale, mens forældrene er uenige i så godt som alle direktoratets sager. Samtidig behandler direktoratet forholdsvis flere sager med højt konfliktniveau, hvor der af hensyn til barnet kan være grund til at fastsætte mindre samvær end normalt. Den lavere andel af "normalsamvær" opvejes delvist af en lidt højere andel af udvidet samvær i forhold til statsamterne.

I tabel 5.17. ses begrundelserne i sager med weekendsamvær uden overnatning. Som det fremgår, var begrundelsen i 28% af sagerne knyttet til en sagkyndig erklæring/vurdering, mens barnets alder og særlige forhold hos den samværsberettigede også forholdsvis tit begrundede weekendsamvær uden overnatning. Tallene for statsamterne står i tabel 4.26.

Tabel 5.17.: Begrundelser i de sager, hvor der er weekendsamvær uden overnatning (i procent af samtlige sager).

Samværets omfang ved midlertidigt samvær i forhold til samvær, der ikke er midlertidigt

Forekomsten af hverdagssamvær og nogle former for weekendsamvær i sager om henholdsvis samvær og midlertidigt samvær er behandlet i tabel 5.18. og 5.19. nedenfor. De tilsvarende tal for statsamterne står i tabel 4.29. og 4.30. og viser nogenlunde samme billede.

Tabel 5.18.: Samværets omfang opdelt på midlertidigt samvær og samvær, der ikke er midlertidigt

Tabel 5.19.: Samværets omfang i procent af samtlige afgørelser opdelt på midlertidigt samvær og samvær, der ikke er midlertidigt

I Civilretsdirektoratets sager var der i 1998 oftere udvidet samvær under en forældremyndighedssag end i 1997. Således var der i 1998 udvidet samvær i halvdelen af sagerne, mod en tredjedel i 1997.

For alle tre typer af samvær er der sket en væsentlig forhøjelse (8-17 procentpoint) i antallet af sager med forlænget weekendsamvær. Endvidere er antallet af sager med almindeligt weekendsamvær steget med 8 procentpoint i sagerne om samvær, der ikke er midlertidigt. I sagerne om midlertidigt samvær er der sket et fald i antallet af sager med almindeligt weekendsamvær.

Overvågning

Civilretsdirektoratet traf i alt 36 afgørelser om fastsættelse af overvågning. Disse afgørelser dækker over såvel direktoratets afgørelser om fastsættelse af overvågning som stadfæstelser af statsamternes afgørelser herom. I syv sager ændrede direktoratet dog samtidig det overordnede omfang af statsamternes afgørelser. I disse sager fastsatte direktoratet - i modsætning til statsamter - samvær og bestemte samtidig, at samværet skulle være overvåget, jf. tabel 5.4.

6. Antallet af samværssager

6.1. Statsamterne

Som nævnt i kapitel 4.1. omfatter denne undersøgelse i alt 4.213 afgørelser og aftaler om det overordnede omfang af samvær.

Ifølge statsamternes virksomhedsregnskab for 1998 var det samlede antal afgørelser og aftaler om samvær i statsamterne i 1998 i alt 9.091. Dette er mere end dobbelt så mange sager, som denne statistik er baseret på. Denne forskel gjorde sig også gældende i 1997.

Forskellen skyldes først og fremmest, at nærværende statistik som beskrevet i kapitel 3 kun inddrager sager om det overordnede omfang af samvær, således at sager, der kun vedrører detailregulering af samværet, ikke er omfattet af undersøgelsen.

Det datagrundlag, som denne undersøgelse bygger på, er relativ omfattende, og der har undervejs i indsamlingen vist sig problemer, der har medført, at et større antal sager ikke er blevet medtaget i undersøgelsen, bl.a. på grund af misforståelser og fejludfyldte skemaer. Endvidere er sager om samvær med børn, der ikke bor hos en af barnets forældre, heller ikke omfattet af undersøgelsen.

Den generelle fordeling mellem sager om det overordnede omfang af samvær og sager om detailregulering af samvær kendes ikke. Det er derfor ikke muligt at beregne, hvor stor en del af de sager om det overordnede omfang af samvær, som statsamterne behandler, der rent faktisk er med i denne undersøgelse.

Det er Civilretsdirektoratets opfattelse, at svarprocenten ikke er så høj som ønsket, men at den er tilstrækkelig høj til, at materialet i denne undersøgelse må anses for repræsentativt, således at det kan give et realistisk indtryk af den overordnede behandling af samværssager, herunder den relative fordeling mellem de enkelte kategorier af sager m.v. Derimod er rapporten ikke fyldestgørende med hensyn til antallet af afgørelser på de forskellige områder.

6.2. Civilretsdirektoratet

I virksomhedsregnskabet for 1998 anførte Civilretsdirektoratet at have truffet 1.590 afgørelser om samvær i 1998. Som nævnt i kapitel 5.1. har Civilretsdirektoratet i 1998 truffet 527 afgørelser om det overordnede omfang af samværet. Der bør dog også her tages forbehold for fejludfyldte statistikskemaer.

Set i relation til det samlede antal samværsafgørelser udgør afgørelser om det overordnede omfang af samvær kun ca. en tredjedel af afgørelserne (i 1997 var det dog kun ca. en fjerdedel).

Heller ikke for direktoratets vedkommende kan svarprocenten beregnes. Ligesom for statsamterne må den anses for tilstrækkelig høj til at give et overblik over behandlingen af samværssager.

Det skal i den forbindelse understreges, at behandlingen af sager om detailregulering af samvær ikke nødvendigvis er mindre ressourcekrævende end sager om det overordnede omfang af samvær.

7. Børnesagkyndig rådgivning

Lov om forældremyndighed og samvær indeholder i § 28 regler om børnesagkyndig rådgivning, der med visse ændringer er en videreførsel af reglerne i den tidligere lovgivning.

Ifølge § 28, stk. 1, skal statsamterne tilbyde rådgivning til forældre og børn ved uenighed om forældremyndighed eller samvær. Statsamterne kan dog ifølge § 28, stk. 3, undlade at tilbyde rådgivning, hvis det konkret vurderes, at det er unødvendigt eller uhensigtsmæssigt.

Der skal således ikke tilbydes rådgivning i situationer, hvor forældrene er enige om forældremyndigheds- og samværsspørgsmål, men blot ønsker statsamtets medvirken til, at en aftale bliver godkendt eller nedskrevet.

Forældre eller børn kan også bede statsamtet om rådgivning, når der er uenighed om forældremyndighed eller samvær, selvom statsamtet ikke behandler en sag herom. Rådgivning efter denne bestemmelse kaldes "åben rådgivning" og er ikke omfattet af denne undersøgelse.

Selvom der ikke er uenighed om forældremyndighed eller samvær, kan statsamterne ifølge § 28, stk. 2, tilbyde rådgivning, hvis der skønnes at være et særligt behov for det. Dette var en af nyskabelserne ved 1996-loven.

Formålet med den børnesagkyndige rådgivning er, som det fremgår af § 28, at hjælpe forældrene til at løse deres konflikter om forældremyndighed og samvær under hensyn til, hvad der er bedst for barnet.

Rådgivningen skal dels give forældrene en dybere indsigt i deres egen og den anden forælders situation, dels styrke dem i at bruge deres egne ressourcer til at blive bedre i stand til at komme overens. Rådgivningen må derfor forstås som en hjælp til selvhjælp, og det optimale er, at forældrene selv finder en løsning på deres problemer. I anden række bør rådgivningen tilstræbe at mindske konfliktniveauet mellem forældrene, især for at mindske konflikternes påvirkning af børnene. Man bør dog ikke fokusere så meget på en løsning af konflikten, at et forlig eller et kompromis bliver et altoverskyggende mål.

Statsamterne kan også tilbyde børn rådgivning. Formålet med dette er, at barnet derved får mulighed for at tale med en børnesagkyndig om de problemer i familien, som berører barnet. Inddragelsen af børn i rådgivning må dog ikke få den virkning, at barnet får følelsen af at blive pålagt ansvaret for familiens situation. Der er ikke nogen aldersgrænse for, hvornår børn skal have tilbud om rådgivning, da selv forholdsvis små børn kan have behov for rådgivning.

De oplysninger og konklusioner, der præsenteres i dette afsnit, er baseret på spørgeskemaer, som sagsbehandlere og rådgivere i statsamterne har udfyldt i forbindelse med rådgivninger om samvær og/eller forældremyndighed, der er afsluttet i perioden 1. januar til 31. december 1998. Det samlede antal sager, der er omfattet af denne del af undersøgelsen, er 6.230. Disse sager vedrørte i alt 8.674 børn. Ligesom i samværssagerne kan der være flere børn i een sag.

Det bemærkes, at rådgivningerne i det følgende er udtryk for rådgivningsforløb. Der kan således være flere samtaler i forbindelse med eet rådgivningsforløb.

Af de 6.230 sager blev der i 62% af tilfældene - dvs. næsten to tredjedele af sagerne - tilbudt børnesagkyndig rådgivning. Rådgivningen blev herefter gennemført i 73% af sagerne, hvor der blev tilbudt rådgivning. Som det fremgår af tabel 7.1., blev rådgivning gennemført i 45% af samtlige sager. Der var således en ret stor interesse for at deltage i rådgivning og på den måde at få hjælp til at løse problemerne om samvær og forældremyndighed.

Tabel 7.1.: Gennemførsel af børnesagkyndig rådgivning i forhold til alle sager omfattet af undersøgelsen

Som nævnt i kapitel 6.1. behandlede statsamterne 9.091 sager om samvær i 1998. Hertil skal lægges et antal forældremyndighedssager. Grundlaget for tabel 7.1 burde således være over 9.091 sager. I forhold til de 6.230 sager, der er indberettet til Civilretsdirektoratet, er svarprocenten derfor højst 69%. En del af forklaringen på denne forskel er, at der som beskrevet i kapitel 6.1. har været problemer med indsamlingen af de statistiske oplysninger.

Samtidig er antallet af gennemførte rådgivninger i tabel 7.1. (i alt 2.815) ikke udtryk for det samlede antal rådgivninger, der har været gennemført i statsamterne. Ifølge statsamternes virksomhedsregnskab har der i hele 1998 været gennemført 5.391 rådgivningsforløb, hvilket er næsten dobbelt så mange rådgivninger, som denne statistik er baseret på. En del af forklaringen på denne forskel kan være statistiske usikkerheder, jf. ovenfor. En anden del af forklaringen er, at denne statistik ikke medtager åbne rådgivninger, dvs. rådgivninger uden forbindelse med en verserende sag. Dette kan imidlertid ikke forklare hele forskellen.

Der må derfor i det følgende tages forbehold for usikkerheder i tallene på grund af den lave svarprocent. Som konsekvens af disse usikkerheder indeholder tabellerne først og fremmest de relative fordelinger vedrørende børnesagkyndig rådgivning, da de absolutte tal som beskrevet lider af en række mangler.

Ifølge tabel 7.1. blev der i 38% af samtlige sager, der indgår i undersøgelsen, ikke tilbudt rådgivning. Dette svarer stort set til 1997. Som det ses af tabel 7.2., er "andre forhold" også i 1998 den hyppigste begrundelse for at undlade at fremsætte tilbud om rådgivning. Dette dækker over en lang række forskellige situationer, især at forældrene er enige om samværet eller forældremyndigheden. Blandt andre situationer kan nævnes, at der tidligere forgæves har været gennemført rådgivning, at forældrene tidligere har afvist at deltage i rådgivning, eller at de ikke er modtagelige for rådgivning, f.eks. fordi de er umodne eller har store misbrugsproblemer. Der kan også være tale om, at rådgivning ikke skønnes at være et egnet middel til løsning af forældrenes konflikt, fordi sagen på forhånd må anses for særlig vanskelig.

Begrundelsen "ansøgningens indhold" omfatter bl.a. en del af de sager, der ikke har drejet sig om det overordnede omfang af samværet, samt sager om midlertidigt samvær, hvor der ikke skal tilbydes rådgivning.

Hjemlen til at undlade at tilbyde rådgivning, når der for nylig er afsluttet et rådgivningsforløb, findes i § 28, stk. 3, jf. ovenfor.

Det bemærkes, at der kan forekomme flere begrundelser i samme sag, hvorfor det samlede antal begrundelser i tabel 7.2. er større end antallet af sager i tabel 7.1.

Tabel 7.2.: Begrundelser for ikke at fremsætte tilbud om rådgivning i procent af alle sager, hvor rådgivning ikke blev tilbudt.

Ud af de 2.815 sager, hvor der blev gennemført rådgivning, har genstanden for rådgivningen i hovedparten af sagerne været samværsspørgsmål, jf. tabel 7.3. Næsten tre af fire gennemførte rådgivninger drejede sig alene om samvær, mens knap en femtedel af tilfældene omfattede både samvær og forældremyndighed. Kun 8% af rådgivningerne handlede alene om forældremyndighed. Det generelle billede er det samme som i 1997.

Tabel 7.3.: Rådgivningens fokus

Deltagelse i rådgivning

De forskellige konstellationer af deltagelse i rådgivningen fremgår af tabel 7.4. Det ses her, at den mest almindelige situation er, at begge forældre deltager sammen i rådgivningen uden barnet. Dette har været tilfældet i knap to tredjedele af alle rådgivningerne. I 13% af tilfældene har kun den ene forælder deltaget i rådgivningen, mens begge forældre samt barnet har deltaget i 11% af rådgivningerne. Sammensætningen af rådgivningsforløbene er stort set ens i 1997 og 1998.

Tabel 7.4.: Forskellige konstellationer af deltagelse i rådgivningen

Tabel 7.5. giver et samlet overblik over rådgivningsforløbene. Det mest almindelige rådgivningsforløb omfatter begge forældre - enten sammen eller hver for sig. Kun 16% af rådgivningerne blev gennemført med den ene forælder. Barnet har deltaget i 19% af forløbene. Kun i 2% af disse forløb har forældrene ikke deltaget, mens omkring en sjettedel har involveret den ene forælder.

Tabel 7.5.: Deltagere i rådgivningen i procent af samtlige rådgivninger

Af samtlige rådgivninger, hvor barnet deltog (19%), var barnet i 6% (i alt 34) under syv år og 94% (i alt 499) syv år eller ældre. Statsamterne har hidtil i almindelighed først gennemført rådgivning med børn fra syv-otte års alderen. Ifølge tabel 4.28. i kapitel 4.5. var 39% af børnene (i alt 1.499 børn) i samværssagerne syv år eller ældre. En tredjedel af de børn, der er syv år eller ældre og omfattet af denne statistik, har således deltaget i rådgivningen.

Deltagelsen skal ses i lyset af, at større børn har mulighed for selv at sige nej til at deltage i rådgivning. Endvidere vil der være en del tilfælde, hvor forældremyndighedsindehaveren ikke ønsker, at barnet involveres i forældrenes konflikt og derfor heller ikke ønsker, at barnet indkaldes til rådgivning.

Varighed af rådgivning

Varigheden af den børnesagkyndige rådgivning varierer meget. Det længste rådgivningsforløb var på 24 timer, mens de korteste var på mindre end en time. Rådgivningerne varede i gennemsnit ca. 2,6 time. I 1997 varede rådgivningerne i gennemsnit 2,5 time. Det bemærkes, at de enkelte rådgivninger i statistikken er opgjort i hele timer. Rådgivningsforløb med halve timer er derfor rundet op til nærmeste hele time, hvilket kan betyde, at det gennemsnitlige tidsforbrug fremstår højere end reelt.

Som det fremgår af figur 7.1., var der 1.884 rådgivninger, der tog mere end 1 time - men maksimalt 3 timer - hvilket var langt det mest almindelige interval for varigheden af et rådgivningsforløb.

Figur 7.1.: Varigheden af den børnesagkyndige rådgivning *

* Det bemærkes, at "0 til 1 time" indeholder de rådgivninger, der varede til og med en time. Kategorien "1 til 3 timer" indeholder derfor rådgivninger, der har taget fra mere end en time til og med tre timer. Tilsvarende indeholder kategorien "3 til 5 timer" rådgivninger, der har taget fra mere end tre timer til og med fem timer.

Resultatet af rådgivning

Situationen efter rådgivning i de sager, hvor der har været rådgivning om samvær, fremgår af tabel 7.6. nedenfor. I tabellen er kun medtaget de rådgivninger, hvor begge forældre har deltaget enten sammen og/eller hver for sig. Således er der ikke medtaget de rådgivninger, hvor kun barnet har deltaget, hvor barnet har deltaget sammen med kun den ene af forældrene, eller hvor kun en af forældrene har deltaget. Baggrunden for ikke at medtage disse sager er, at det kan være svært at vurdere, om der er enighed eller uenighed om samværet, hvis kun barnet eller den ene af forældrene har deltaget i rådgivningen.

Tabel 7.6.: Situationen efter rådgivning i de samværssager, hvor begge forældre har deltaget enten sammen og/eller hver for sig

Som det ses af tabellen, var den mest almindelige situation efter rådgivningen, at der var overvejende enighed om samværets omfang. Det var tilfældet i 54% af sagerne. Hertil kommer, at i 18% af sagerne blev forældrene fuldstændige enige.

I 23% af sagerne var der overvejende uenighed efter rådgivningen, mens der i 4% var fuldstændig uenighed. Fordelingen er stort set som i 1997.

Fuldstændig enighed er i tabellen defineret som de tilfælde, hvor der både er enighed om det overordnede omfang og detailreguleringen af samværet. Overvejende enighed er de tilfælde, hvor der kun er enighed om enten det overordnede omfang eller detailreguleringen af samværet. Overvejende uenighed dækker tilsvarende over de tilfælde, hvor rådgiveren har anført, at der er uenighed om enten det overordnede omfang eller detailreguleringen af samværet. Forskellen mellem overvejende enighed og overvejende uenighed skal forstås sådan, at rådgiverne i nogle tilfælde har betonet enigheden, om end denne ikke er fuldstændig (defineret som "overvejende enighed"), mens de i andre tilfælde navnlig har lagt vægt på uenigheden mellem forældrene (defineret som "overvejende uenighed").

Det fremgår ikke af tallene i tabel 7.6., om hel eller overvejende enighed er opnået som resultat af rådgivningen. Undersøgelsen indeholder heller ikke oplysninger om graden af forældrenes enighed eller uenighed inden rådgivningens start.

En anden måde at måle effekten af rådgivningen på er at undersøge, om uenigheden eller konflikten mellem forældrene - ifølge rådgivernes vurdering - er reduceret i forbindelse med rådgivningen. Af samtlige 2.055 sager i tabel 7.6. er det rådgivernes vurdering, at konfliktniveauet blev dæmpet i 42% af sagerne. Dette svarer til andelen i 1997. Som man kunne forvente, dækker tallet dog over variationer, idet konfliktniveauet oftere blev mindsket i de sager, hvor der ved rådgivningens afslutning blev konstateret enighed mellem forældrene, end i de sager, hvor der blev konstateret uenighed. Således blev konfliktniveauet, ifølge rådgiverne, dæmpet i 55% af de sager, hvor der efter rådgivningen var fuldstændig enighed, men kun i 12% af de sager, hvor der efter rådgivningen var fuldstændig uenighed.

Det skal understreges, at tabellen alene indeholder rådgiverens vurdering, og at disse vurderinger er foretaget i forbindelse med afslutningen af rådgivningen. Der foreligger således ikke oplysninger om langtidsvirkningen af rådgivningen. Materialet siger heller ikke noget om, hvordan forældrene og børnene bedømmer rådgivningen.

Endvidere bør man være opmærksom på, at tallene vedrørende dæmpet konfliktniveau efter Civilretsdirektoratets opfattelse er behæftet med usikkerheder. Det er især problematisk, at udformningen af skemaet har betydet, at rådgiverne ikke har været nødt til at tage stilling til, om konfliktniveauet som følge af rådgivningen blev dæmpet eller ej. Således viser tallene vedrørende dæmpet konfliktniveau formentlig udelukkende de situationer, hvor rådgiverne eksplicit har udtrykt, at konfliktniveauet er dæmpet. Man kan derfor formentlig ikke slutte modsat og konstatere, at konfliktniveauet eller uenigheden mellem forældrene i de øvrige sager ikke er blevet reduceret i forbindelse med rådgivningen.

Under alle omstændigheder er det dog overraskende, at konfliktniveauet ifølge rådgivernes vurdering kun blev mindsket i 42% af sagerne.

I 1997-rapporten tilkendegav Civilretsdirektoratet at ville undersøge dette aspekt nærmere, bl.a. ved at indføre nye spørgeskemaer, hvor rådgiverne direkte skal tage stilling til, om konflikten eller uenigheden mellem forældrene er mindsket eller ej. Disse nye skemaer er taget i brug af statsamterne i september 1999. Således vil der ved udgangen af 1999 foreligge oplysninger om rådgivernes vurdering af effekten af rådgivningen.

Hvad angår de rådgivninger, der alene har drejet sig om forældremyndighed, og hvor begge forældre har deltaget enten sammen og/eller hver for sig (i alt 174 sager), var der efter rådgivningen enighed mellem forældrene i 79 sager (45%) og uenighed om forældremyndigheden i de resterende 95 sager (55%). Det var i øvrigt rådgivernes indtryk, at konflikten blev dæmpet i 44 sager (25%).

I tabel 7.7. nedenfor er - ud over sager der kun har drejet sig om forældremyndighed - også medtaget sager, der har drejet sig om både samvær og forældremyndighed.

Tabel 7.7.: Resultatet af rådgivning i samtlige sager, der har drejet sig om forældremyndighed (dvs. også sager der har drejet sig om både forældremyndighed og samvær)og hvor begge forældre har deltaget enten sammen og/eller hver for sig*

* Det mindre antal rådgivninger om forældremyndighed i denne tabel i forhold til tabel 7.3. skyldes bl.a., at nogle sager blev tilbagekaldt eller henlagt, inden rådgivningen blev afsluttet

Som det fremgår af tabellen, har der i alt været 559 rådgivninger om forældremyndighed.

I de resterende 42% af sagerne, hvor der fortsat var uenighed, var det i 18% statsamtets indtryk, at der blev opnået enighed om nogle spørgsmål, eller at forældrenes uenighed eller konflikt blev neddæmpet, jf. bemærkningerne ovenfor.

Det kan i øvrigt oplyses, at den børnesagkyndige rådgivning er et område, der er under udvikling, og at det prioriteres højt af statsamterne og Civilretsdirektoratet. Blandt initiativerne på dette område kan nævnes:

Civilretsdirektoratet har oprettet et kontaktudvalg om den børnesagkyndige rådgivning i statsamterne, bl.a. med henblik på at forbedre rådgivningen. Der er i den forbindelse indhentet oplysninger om tilrettelæggelsen af rådgivningen i de enkelte statsamter. Kontaktudvalgets første redegørelse blev afgivet primo februar 1999.

Københavns Statsamt startede i begyndelsen af 1998 et forsøgsprojekt med konfliktmægling (mediation) som et alternativ til den almindelige børnesagkyndige rådgivning. Dette projekt er blevet evalueret af CASA (Center for Alternativ Samfundsanalyse), der i april 1999 udsendte en rapport om projektet.

Den ovennævnte forsøgsordning i Københavns Overpræsidium og Vejle Statsamt. Evalueringen af dette forsøg findes i Socialforskningsinstituttets publikation 99:4, februar 1999.

Også i Norge og Sverige underkastes de gældende mæglings- og rådgivningsordninger i disse år grundige analyser med henblik på at finde frem til de bedst egnede konfliktløsningsmodeller for forældre og børn.

På baggrund af dette materiale er Civilretsdirektoratet i gang med at overveje fremtidige initiativer på rådgivningsområdet.

8. Forældremyndighed

Denne rapport handler ikke om placeringen af forældremyndighed, men om samvær og børnesagkyndig rådgivning. Civilretsdirektoratet vil senere foretage en nærmere statistisk undersøgelse af statsamternes forældremyndighedssager.

I forbindelse med indhentelse af oplysningerne i kapitel 7 om rådgivningssager vedrørende forældremyndighed er der dog også indhentet oplysninger om placeringen af forældremyndigheden efter rådgivningen.

Undersøgelsen omfatter kun en mindre del af statsamternes sager om forældremyndighed, der bl.a. omfatter aftaler om fordeling af forældremyndighed ved separation/skilsmisse, anmeldelse af aftaler om fælles forældremyndighed og godkendelse af aftaler om overførsel af forældremyndighed. Det statistiske grundlag for denne del af undersøgelsen er derfor noget spinkelt.

Tvister om forældremyndighed behandles af domstolene.

Endvidere viser undersøgelsen kun status ved afslutningen af rådgivningen. Man kan derfor ikke se, i hvilket omfang placeringen af forældremyndigheden er blevet ændret under rådgivningen.

Tabel 8.1.: Placering af forældremyndighed, hvor der efter rådgivning var enighed om forældremyndigheden

Det ses af tabel 8.1., at der efter rådgivningen var enighed om placeringen af forældremyndigheden i 347 sager. Som det fremgår, var forældrene i 64% af sagerne enige om fælles forældremyndighed og i 36% enige om eneforældremyndighed. I forhold til 1997 var forældrene i 1998 oftere enige om at have fælles forældremyndighed over deres børn.

Betænkning nr. 1279/94 fra Justitsministeriets Forældremyndighedsudvalg indeholder på side 44 en opgørelse fra oktober kvartal 1993 over aftaler om placeringen af forældremyndigheden ved separation og skilsmisse. Denne opgørelse er gengivet i tabel 8.2.

Tabel 8.2.: Aftaler om forældremyndighed ved separations- og skilsmissebevillinger i oktober kvartal 1993*

*Tabellen indeholder ikke sager, hvor forældremyndigheden blev afgjort ved dom.

Ifølge tabellen var der 61%, der i 1993 aftalte fælles forældremyndighed, mens 40% aftalte eneforældremyndighed. Fordelingen mellem fælles forældremyndighed og eneforældremyndighed i 1993 er således nogenlunde som tallene for 1997 og 1998, om end der i 1998 var forholdsvis flere aftaler om fælles forældremyndighed.

Tallene er langt fra direkte sammenlignelige, da tallene fra 1993 vedrører aftaler om forældremyndighed ved separation og skilsmisse, mens tallene fra 1997 og 1998 vedrører situationer, hvor der har været så stor uenighed mellem forældrene, at der havde været behov for børnesagkyndig rådgivning.

Fordelingen af aftaler om eneforældremyndigheden mellem faderen og moderen i 1993, 1997 og 1998 fremgår af tabel 8.3. nedenfor. Disse tal tyder på, at der er sket en vis udvikling på dette område. Ifølge tallene fra 1993 havde faderen forældremyndigheden alene i 10% af de sager, hvor der var enighed om eneforældremyndighed, mens faderens andel af eneforældremyndighed i 1997 var 23% og i 1998 17%.

I den forbindelse skal det dog bemærkes, at særligt tallene fra 1997 bygger på et meget spinkelt talmateriale, og at 1997- og 1998-tallene - i modsætning til tallene fra 1993 - også omfatter sager om overførsel af forældremyndighed og om ophævelse af aftaler om fælles forældremyndighed. På den anden side omfatter tallene fra 1997 og 1998 alene sager, hvor der er gennemført rådgivning. Sager, hvor forældrene har været enige om fordelingen og derfor ikke har ønsket rådgivning, indgår i modsætning til tallene fra 1993 ikke i 1997- og 1998-undersøgelsen.

Tabel 8.3.: Placering af eneforældremyndighed

Ifølge en foreløbig gennemgang af statsamternes indberetninger til Indenrigsministeriet behandlede statsamterne 14.125 forældremyndighedssager i første halvår af 1999, bortset fra sager om forældremyndighed ved død. 13.153 (93%) af disse sager var anmeldelser af aftaler om fælles forældremyndighed. Der var 783 sager (6%) om ophævelse af fælles forældremyndighed, og 189 af sagerne (1%) handlede om overførsel af forældremyndighed til enten den anden forælder eller til tredjemand.

Der foreligger også en undersøgelse af forældremyndighed fra Ribe Statsamt fra januar 1999. Denne undersøgelse indeholder statsamtets afgørelser i 1997 og 1998 i sager med og uden rådgivning. Ifølge undersøgelsen modtog statsamtet i de to år ca. 1.100 anmeldelser af aftaler om fælles forældremyndighed om året. I de to år godkendte statsamtet i alt 70 aftaler om ophævelse af fælles forældremyndighed. I 56 af disse sager (80%) fik moderen forældremyndigheden, mens faderen fik forældremyndigheden i de resterende 14 sager (20%).

Fra 1. januar 2000 vil alle statsamter indberette mere præcise tal på forældremyndighedsområdet.

Afslutningsvis kan det oplyses, at ved tvist om forældremyndigheden i forbindelse med domme om separation og skilsmisse - afsagt i perioden 1. oktober 1993 til 31. marts 1994 - fik faderen forældremyndigheden over 25% af børnene, jf. side 48 i Betænkning nr. 1279/94. Der findes ikke nyere tal om retspraksis i forældremyndighedssager.

Bilag

Forklaring på begrundelser i samværssager

I denne rapport optræder der tabeller, der indeholder en oversigt over de begrundelser for samværsafgørelserne, som statsamterne og Civilretsdirektoratet har anvendt i forskellige situationer. Begrundelser optræder i tabellerne med en kort "kode". Det nærmere indhold af disse "koder" gennemgås i dette afsnit.

Antallet af begrundelser i de enkelte tabeller vil overstige antallet af afgørelser, der er omfattet af den pågældende del af undersøgelsen. Forklaringen på dette er, at der er tale om et samlet skøn, hvor begrundelsen kan bygge på flere forhold. Eksempel:

Et afslag på fastsættelse af samvær kan være begrundet under henvisning til indholdet af en sagkyndig erklæring kombineret med, at der ikke har været kontakt til barnet i en meget lang periode ("manglende kontakt") eller, at barnet har psykiske problemer ("særlige forhold hos barnet") kombineret med, at barnet har været udsat for vold fra ansøgeren.

Det skal endvidere understreges, at der kun udfyldes et skema for hver afgørelse, indeholdende begrundelserne for alle dele af afgørelsen, hvilket kan medføre en vis usikkerhed ved analyserne af begrundelserne. Eksempel:

Forældrene er enige om omfanget af weekendsamværet, men uenige om hverdagssamvær. På baggrund af en sagkyndig erklæring afslår statsamtet at fastsætte hverdagssamvær. I begrundelsesskemaet afkrydses felterne "Samværet helt eller delvist fastsat efter aftale" - hvilket alene relaterer sig til weekendsamværet - og "Sagkyndig erklæring" - der kun vedrører hverdagssamværet. I oversigten over begrundelser for at der ikke er hverdagssamvær, vil begge disse begrundelser imidlertid være medregnet.

Det skal endelig understreges, at oversigterne kun indeholder myndighedernes begrundelser, og at undersøgelsen ikke omfatter baggrunden for forældrenes holdning til samværet.

De enkelte begrundelser

Samværet stort set fastsat efter aftale:

Dette punkt omfatter for det første de situationer, hvor forældrene er helt enige om samværet, således at der ikke træffes afgørelse om samværet, men alene udfærdiges et samværsdokument på baggrund af aftalen. For det andet omfatter punktet de situationer, hvor forældrene er enige om nogle dele af samværet og uenige om andre. Der er i disse situationer alene truffet afgørelse om de punkter, som forældrene ikke er enige om.

Relevant tidligere aftale om samværet:

Hvis der har været indgået en aftale om samværet, vil der blive lagt vægt på denne aftale, hvis der senere opstår uenighed om samværet.

Barnets alder:

Barnets alder har som udgangspunkt altid betydning for samværet. I forbindelse med iværksættelsen af statistikundersøgelsen meddelte Civilretsdirektoratet i cirkulæreskrivelse af 7. maj 1997 statsamterne, at dette punkt kun skal afkrydses, hvis barnets alder har haft særlig betydning, f.eks. ved spørgsmål om overnatning for små børn.

Barnets mening:

Når et barn er fyldt 12 år, skal der finde en samtale sted med barnet, før der træffes afgørelse i en samværssag. Dette følger af § 29 i lov om forældremyndighed og samvær. Samtalen kan dog undlades, hvis den må antages at være til skade for barnet, eller hvis samtalen er uden betydning for sagen. Reglen skal sikre, at barnet får mulighed for at udtale sig om samværet.

Der er mulighed for at afholde en samtale med et barn, der er under 12 år. Dette beror på en vurdering af bl.a. barnets modenhed. Der henvises til kapitel 3.1.

Relation til søskende:

Handler sagen om samvær med søskende, kan omfanget af samvær med et barn smitte af på vurderingen af samværet med barnets søskende. Ved cirkulæreskrivelsen af 12. november 1997 meddelte Civilretsdirektoratet dog statsamterne, at hvis et af flere børn under en samtale i statsamtet oplyser, at det ikke ønsker samvær, bør samværet for de yngre søskende som udgangspunkt kun ophæves, hvis der er særskilt grundlag herfor.

Sagkyndig erklæring/vurdering:

Til brug for afgørelsen af en samværssag kan man indhente forskellige sagkyndige erklæringer/vurderinger, og indholdet af disse kan tillægges betydning ved afgørelsen. Det kan dreje sig om erklæringer/vurderinger, der er udarbejdet på baggrund af børnesagkyndige undersøgelser, men også om andre former for lægelige eller psykologiske udtalelser, f.eks. om den samværssøgendes forhold til alkohol eller narkotika.

Manglende kontakt:

Har den samværssøgende aldrig haft kontakt med barnet, eller har der i længere tid ikke været kontakt, vil der ofte indledningsvist kunne blive fastsat samvær i begrænset omfang, eventuelt under overvågning. Har der ikke været kontakt i en længere årrække, kan dette indgå som et moment i vurderingen af, om der skal være samvær eller ej.

Krydsende samvær:

Man taler om "krydsende samvær" f.eks. i situationer, hvor nogle søskende bor hos den ene forælder, mens andre søskende bor hos den anden. I disse situationer må der ved vurderingen af omfanget af samværet tages hensyn til børnenes behov for at være sammen med både forældre og søskende, således at der kun er samvær f.eks. hver 3. weekend.

Særlige forhold hos barnet:

Ved afgørelser om samvær kan det være nødvendigt at tage hensyn til særlige forhold hos barnet. Sådanne særlige forhold kan eksempelvis bestå i sygdom, psykiske problemer eller lignende, eller at barnet er særlig præget af forældrenes konfliktfyldte forhold.

Særlige forhold hos den samværsberettigede/samværsansøgeren:

Ligesom særlige forhold hos barnet kan have betydning for afgørelser om samvær, kan særlige forhold hos den samværsberettigede også have betydning. Særlige forhold kan f.eks. være sygdom, psykiske problemer, misbrug af alkohol eller narkotika.

Vold, incest, andre grænseoverskridende handlinger:

Hvis en samværsforælder har begået vold, incest eller andre grænseoverskridende handlinger over for barnet, kan dette begrunde afslag på samvær, eller at der kun fastsættes samvær i begrænset omfang, eventuelt under overvågning.

Bortførelsesrisiko:

Navnlig når en samværsforælder har særlig tilknytning til udlandet, kan der være begrundet frygt for, at den pågældende vil tage barnet ud af Danmark. I sådanne tilfælde kan man afslå at fastsætte samvær, eller bestemme at samværet skal foregå under overvågning.

Lang afstand mellem forældrene:

Er der lang afstand mellem forældrenes bopæle, således at transporten af barnet er forbundet med et stort tidsforbrug eller med andre vanskeligheder, kan omfanget af samværet fastsættes under hensyn hertil. Det vil således ofte ikke være muligt at fastsætte samvær på hverdage, og samvær hver anden weekend er måske heller ikke praktisabelt. Der kan til gengæld fastsættes forlængede weekendsamvær og udvidet samvær i ferier.

Ansøgerens begrænsede ønske om samværets omfang:

Dette punkt afkrydses, hvis en samværsforælder kun ønsker samvær i et begrænset omfang. I disse situationer skyldes et begrænset samvær således ikke en myndighedsafgørelse.

Tabel og figuroversigt:

Tabel 4.1.: Sager om samvær fordelt på de overordnede kategorier af samvær
Tabel 4.2.: Afgørelsens udfald ved ansøgning om fastsættelse af samvær
Tabel 4.3.: Udviklingen i antallet af afslag (årsbasis) på fastsættelse af samvær
Tabel 4.4.: Ansøgninger om fastsættelse af samvær
Tabel 4.5.: Afgørelsens udfald ved ansøgning om fastsættelse af samvær, der ikke er midlertidigt
Tabel 4.6.: Begrundelser for afslag på fastsættelse af samvær, der ikke er midlertidigt
Tabel 4.7.: Afgørelsen ved ansøgning om fastsættelse af midlertidigt samvær under en forældremyndighedssag
Tabel 4.8.: Afgørelsen ved ansøgning om fastsættelse af midlertidigt samvær under en samværssag
Tabel 4.9.: Begrundelser for afslag på fastsættelse af midlertidigt samvær
Tabel 4.10.: Årsager til, at statsamtet ikke har orienteret ansøgeren om muligheden for fastsættelse af midlertidigt samvær under behandlingen af samværssagen
Tabel 4.11.: Ansøgninger om fastsættelse af samvær, der ikke er midlertidigt, fordelt på køn og forældremyndighed
Tabel 4.12.: Afgørelsen af ansøgninger om ophævelse af samvær
Tabel 4.13.: Begrundelser for medhold i ansøgning om ophævelse af samvær
Tabel 4.14.: Afgørelsen af ansøgninger om udvidelse af samvær
Tabel 4.15.: Afgørelsen af ansøgninger om begrænsning af samvær
Tabel 4.16.: Samvær i weekender
Tabel 4.17.: Andelen af sager, hvor der er samvær i hver 2. weekend eller oftere, i forhold til samtlige sager, hvor der er weekendsamvær
Tabel 4.18.: Begrundelser for kun at fastsætte weekendsamvær hver 3. weekend eller sjældnere
Tabel 4.19.: Hverdagssamvær
Tabel 4.20.: Hverdagssamværets hyppighed og overnatning
Tabel 4.21.: Sager, hvor der ikke er hverdagssamvær
Tabel 4.22.: Begrundelser i de sager, hvor der ikke er hverdagssamvær
Tabel 4.23.: Begrundelser for ikke at fastsætte feriesamvær i de sager, hvor der er hverdags- og/eller weekendsamvær
Tabel 4.24.: Weekendsamvær kombineret med hverdagssamvær
Tabel 4.25.: Oversigt over udvidet, begrænset og "normalt" samvær.
Tabel 4.26.: Begrundelser for weekendsamvær uden overnatning
Tabel 4.27.: Fordeling af børn i forskellige aldersgrupper samt forekomsten af hverdagssamvær med og uden overnatning i de forskellige aldersgrupper
Tabel 4.28.: Forekomsten af weekendsamvær fredag til søndag eller længere i forskellige aldersgrupper
Tabel 4.29.: Samværets omfang opdelt på midlertidigt samvær og samvær, der ikke er midlertidigt
Tabel 4.30.: Samværets omfang i procent af samtlige afgørelser, opdelt på midlertidigt samvær og samvær, der ikke er midlertidigt
Tabel 4.31.: Afgørelser om overvågning
Tabel 4.32.: Ansøgning om ophævelse af overvågning
Tabel 4.33.: Ansøgning om fastsættelse af overvågning
Tabel 4.34.: Begrundelser for fastsættelse af overvågning i procent af samtlige sager, hvor der er fastsat overvågning
Tabel 4.35.: Fastsættelse af overvågning fordelt på sager om midlertidigt samvær og på sager om samvær, der ikke er
Tabel 5.1.: Den samværsberettigede fordelt på køn og forældremyndighed
Tabel 5.2.: Civilretsdirektoratets ændringsafgørelser
Tabel 5.3.: Stadfæstelse og ændring, fordelt på midlertidige afgørelser om samvær og på afgørelser om samvær, der ikke er midlertidigt
Tabel 5.4.: Afgørelsen når klager ønsker fastsættelse af samvær
Tabel 5.5.: Afgørelsen når klager ønsker ophævelse af samvær
Tabel 5.6.: Begrundelser for afslag på fastsættelse af samvær og på ophævelse af samvær
Tabel 5.7.: Afgørelsen når klager ønsker udvidelse af samvær
Tabel 5.8.: Afgørelsen når klager ønsker begrænsning af samvær
Tabel 5.9.: Samværets omfang - weekendsamvær
Tabel 5.10.: Begrundelser for kun at fastsætte weekendsamvær hver 3. weekend eller sjældnere
Tabel 5.11.: Hverdagssamvær
Tabel 5.12.: Hverdagssamværets hyppighed og overnatning
Tabel 5.13.: Begrundelser i de sager, hvor der ikke er hverdagssamvær
Tabel 5.14.: Begrundelser for ikke at fastsætte feriesamvær i de sager, hvor der er hverdags- og/eller weekendsamvær med overnatning
Tabel 5.15.: Weekendsamvær kombineret med hverdagssamvær
Tabel 5.16.: Oversigt over udvidet, begrænset og "normalt" samvær
Tabel 5.17.: Begrundelser i de sager, hvor der er weekendsamvær uden overnatning
Tabel 5.18.: Samværets omfang opdelt på midlertidigt samvær og samvær, der ikke er midlertidigt
Tabel 5.19.: Samværets omfang i procent af samtlige afgørelser opdelt på midlertidigt samvær og samvær, der ikke er midlertidigt
Tabel 7.1.: Gennemførsel af børnesagkyndig rådgivning i forhold til alle sager omfattet af undersøgelsen
Tabel 7.2.: Begrundelser for ikke at fremsætte tilbud om rådgivning i procent af alle sager, hvor rådgivning ikke blev tilbudt.
Tabel 7.3.: Rådgivningens fokus
Tabel 7.4.: Forskellige konstellationer af deltagelse i rådgivningen
Tabel 7.5.: Deltagere i rådgivningen i procent af samtlige rådgivninger
Tabel 7.6.: Situationen efter rådgivning i de samværssager, hvor begge forældre har deltaget enten sammen og/eller hver for sig
Tabel 7.7.: Resultatet af rådgivning i samtlige sager, der har drejet sig om forældremyndighed og hvor begge forældre har deltaget enten sammen og/eller hver for sig
Tabel 8.1.: Placering af forældremyndighed, hvor der efter rådgivning var enighed om forældremyndigheden
Tabel 8.2.: Aftaler om forældremyndighed ved separations- og skilsmissebevillinger i oktober kvartal 1993
Tabel 8.3.: Placering af eneforældremyndighed

Figur 4.1.: Fælles forældremyndighed
Figur 4.2.: Eneforældremyndighed
Figur 4.3.: Weekendsamværets hyppighed
Figur 4.4.: Hverdagssamværets hyppighed
Figur 4.5.: Antallet af fastsættelser af overvågning fordelt på barnets fødselsår
Figur 7.1: Varigheden af den børnesagkyndige rådgivning

© CivilRetsDirektoratet 1999

Publiceret: 01-12-1999

Sidst opdateret: 07-05-2009