Samvær og børnesagkyndig rådgivning, statistik 1999

Forord:

Civilretsdirektoratet har de seneste år indhentet en række statistiske oplysninger om samvær og børnesagkyndig rådgivning. Denne rapport for 1999 er således den tredje.

Til forskel fra de to første meget detaljerede rapporter, koncentrerer denne rapport sig først og fremmest om at give et samlet overblik over hovedlinierne i samværspraksis og den børnesagkyndige rådgivning i statsamterne.

Sammen med rapporterne for 1997 og 1998 viser den nye rapport, at statsamternes samværspraksis og brugen af børnesagkyndige rådgivninger i det væsentlige har været stabil gennem de 3 år.

I de tidligere rapporter er det konstateret, at der er sket en markant stigning i omfanget af samvær, siden lov om forældremyndighed trådte i kraft den 1. januar 1996. Denne udvikling, som er i tråd med intentionerne i loven, er således fastholdt i 1999.

Civilretsdirektoratet, maj 2000

Dorrit Sylvest Nielsen

Direktør

Sammenfatning

Civilretsdirektoratet har gennem de seneste år indhentet en række statistiske oplysninger om samvær og børnesagkyndig rådgivning. Denne statistik for 1999 er således den tredje og koncentrerer sig først og fremmest om at give et samlet overblik over hovedlinierne i samværspraksis og den børnesagkyndige rådgivning i statsamterne.

Sammenholdt med 1997 og 1998 viser statistikken, at statsamternes samværspraksis og brugen af den børnesagkyndige rådgivning i det væsentlige har været stabil gennem de 3 år.

Således har omkring 95% af de forældre, der ikke bor sammen med deres børn, i alle årene haft weekendsamvær med børnene, mens 3 ud af 10 har samvær på hverdage. I forhold til begyndelsen af 1990'erne er dette en markant stigning, der dog synes at have fundet et stabilt niveau i dag.

Statsamterne afslog i 5% af samtlige sager at fastsætte samvær og ophævede i 3% af sagerne et eksisterende samvær. Næsten halvdelen af disse afgørelser blev begrundet i barnets mening om samværet.

I de sager, hvor den forælder, der har barnet boende, har protesteret mod samværet, har godt en tredjedel af de forældre, der har søgt om samvær, fået afslag.

Herudover viser det sig, at 83% af de forældre, hvor barnet bor, er indforståede med, at der skal være samvær i et eller andet omfang, når de bliver præsenteret for den anden forælders ansøgning herom. Uenigheden går i disse tilfælde i stedet på, hvor meget samvær, der skal være, samt de nærmere vilkår for samværet. Det skal i denne sammenhæng nævnes, at i 67% procent af sagerne om fastsættelse af samvær er forældrene helt eller delvist enige også om samværets omfang samt vilkårene herfor.

I mere end 90% af de sager, hvor der ikke er fastsat hverdagssamvær, at der slet ikke er søgt herom. I og med at udgangspunktet for samværet er, at dette også skal omfatte hverdagssamvær, har det tidligere undret, at statsamterne i en betydelig del af sagerne undlader at fastsætte hverdagssamvær. I langt de fleste tilfælde har forklaringen dog vist sig at være, at den samværsberettigede ikke har ønsket dette.

Herudover har det generelle billede i alle 3 år været, at samværet er meget differentieret. Dette må betragtes som positivt og viser, at samværet i vidt omfang tilpasses de konkrete situationer.

De sager, hvor statsamtet fastsatte overvåget samvær, udgjorde i 1999 6% af alle de sager, hvor der var samvær. Dette svarer stort set til andelen i 1997 og 1998.

Civilretsdirektoratet ændrede i 1999 det overordnede omfang af samværet i 16% af de påklagede afgørelser og stadfæstede således statsamtets afgørelse i 84% af tilfældene.

På rådgivningssiden viser rapporten, at rådgiveren i lidt mere end halvdelen af sagerne vurderer, at der - som resultat af rådgivningen - blev opnået enighed om alle eller nogle spørgsmål, eller at forældrenes uenighed blev dæmpet.

En fjerdedel af de børnesagkyndige rådgivninger er såkaldte "åbne rådgivninger", hvor forældre eller børn har anmodet statsamtet om rådgivning, selvom statsamtet ikke behandler en konkret sag om forældremyndighed eller samvær.

I og med at der ofte kan være tale om vanskelige sager, som involverer mange følelser og potentielle konflikter, må dette samlet set betragtes som ganske godt.

1. Generelle bemærkninger

Som udgangspunkt løser forældrene selv spørgsmål om kontakten med deres børn, når de ikke bor sammen. De kender børnene, de kender hinanden og hinandens dagligdag og er derfor selv de nærmeste til at finde frem til den løsning, som passer bedst til børnenes daglige behov.

Dette udgangspunkt holder dog ikke altid, hvilket der kan være mange grunde til. I sådanne tilfælde kan forældrene og børnene få hjælp af det offentlige til at løse deres problemer.

Denne hjælp ydes i første række af statsamterne i form af tilbud om at deltage i rådgivning, der har til formål at hjælpe forældre til at løse deres problemer eller mindske konfliktniveauet mellem dem. Tilbudet om rådgivning retter sig også mod børnene. Hvis forældrene ikke når til enighed om samvær gennem rådgivningen, kan de overlade det til statsamtet at træffe afgørelse herom.

Det er domstolene, der træffer afgørelse om forældremyndighedsspørgsmål. Domstolenes behandling af forældremyndighedssager er ikke omfattet af denne undersøgelse.

Denne rapport omhandler således de situationer, hvor forældrene har bedt om myndighedernes hjælp til løsning af deres problemer om samvær mv. Rapporten indeholder kun de afgørelser, som statsamterne og Civilretsdirektoratet træffer om samvær, og de aftaler som forældrene beder statsamterne om at notere i et samværsdokument. Man kan ikke af rapporten se, hvilke løsninger forældrene når frem til uden myndighedernes medvirken, eller i hvilket omfang der rent faktisk er samvær, når der er indgået en aftale eller truffet en afgørelse om samvær.

Sager om samvær er et varieret område. Derfor er forældrenes løsninger på problemerne også forskellige. Det samme gælder myndighedernes afgørelser.

Mange samværssager indeholder problemer, der for en udenforstående kan virke små, men som kan være meget væsentlige for de implicerede parter og deres muligheder for at få samværet til at fungere i en i øvrigt travl hverdag. Det kan bl.a. dreje sig om uenighed om, hvor og hvornår barnet skal hentes, den nøjagtige placering af feriesamvær og lignende. Denne rapport indeholder ikke undersøgelser af sådanne spørgsmål, men koncentrerer sig i stedet om det overordnede omfang af samvær.

Undersøgelsen indeholder også oplysninger om den børnesagkyndige rådgivning, som statsamterne yder i sager om forældremyndighed og samvær.

Grundlaget for undersøgelsen

Denne rapport er en opfølgning på to tidligere statistiske rapporter vedrørende 1997 og 1998, jf. publikationsoversigten bagerst.

Med virkning fra 4. kvartal af 1999 blev Civilretsdirektoratets nye skemaer til indberetning af statistiske oplysninger om samværssager og børnesagkyndig rådgivning taget i brug.

Rapporten er baseret på de nye skemaer og vedrører derfor alene 4. kvartal af 1999. Rapporten koncentrerer sig først og fremmest om de relative fordelinger og kan derfor ikke give et fuldt dækkende billede af antallet af afgørelser og aftaler på samværsområdet i hele 1999.

De statistiske rapporter for 1997 og 1998 indeholder en meget detaljeret beskrivelse af samværspraksis og lovgrundlaget herfor. Rapporterne viser, at de procentvise fordelinger på de fleste områder er nogenlunde stabile. Tallene fra 1999 bekræfter dette.

I denne rapport er mange af de detaljeundersøgelser, der prægede rapporterne for 1997 og 1998, udeladt. Rapporten koncentrerer sig således om at give et samlet overblik over hovedlinierne i samværspraksis.

En mere udførlig gennemgang af nogle af forudsætningerne for undersøgelsen findes i rapporterne for 1997 og 1998.

Det bemærkes, at undersøgelsen ikke omfatter Grønland og Færøerne, da lov nr. 387 af 14. juni 1995 om forældremyndighed og samvær ikke er sat i kraft i disse dele af riget.

2. Samvær

I 4. kvartal af 1999 traf statsamterne ifølge indberetningerne til Civilretsdirektoratet 1.352 afgørelser om det overordnede omfang af samvær. Dette svarer til ca. 5.400 afgørelser på årsbasis.

Afgørelserne omfatter også sager, hvor forældrene er enige om samværet, men ønsker aftalen nedfældet i en samværsresolution. Ønsket om at få aftalen nedfældet i en resolution kan bl.a. skyldes, at samværet på den måde kommer i faste rammer, eller at det vil kunne tvangsfuldbyrdes.

De 1.352 afgørelser i 4. kvartal af 1999 vedrører i alt 1.878 børn. Når der i det følgende tales om "afgørelser" eller "sager", kan der derfor være involveret flere børn i hver afgørelse eller sag.

I 47% af samtlige afgørelser blev samværet fastsat i fuld overensstemmelse med forældrenes aftaler, og i 20% af sagerne blev samværet stort set fastsat efter forældrenes aftale. Således var der hel eller delvis enighed mellem forældrene i godt to tredjedele af sagerne, hvilket er lidt flere end i 1998, hvor der var hel eller delvis enighed mellem forældrene i 63% af sagerne. Dette må betegnes som en positiv udvikling, idet det naturligvis er bedst, at forældrene selv når frem til en løsning på problemer om samvær.

Som det fremgår af tabel 2.1., drejer statsamternes samværssager sig hovedsageligt om børn til og med omkring 9 år. Dette skyldes formentlig, at ældre børn i høj grad selv har indflydelse på kontakten med den forælder, som de ikke bor sammen med. Tallene er nogenlunde som i 1997 og 1998.

Tabel 2.1. Børnenes alder i samværssager

2.1. Fastsættelse, afslag og ophævelser af samvær

Ud af de 1.352 afgørelser i 1999 drejer 1.026 ansøgninger sig om førstegangsfastsættelse af samvær. Dette svarer til 76% af samtlige sager. Som det ses af tabel 2.2., fastsatte statsamtet i 94% af disse sager samvær og afslog kun at fastsætte samvær i 6% af sagerne.

Tabel 2.2. Ansøgninger om fastsættelse af samvær

Den forælder, der har barnet boende, protesterede i 17% af sagerne mod, at der blev fastsat samvær, jf. tabel 2.3. Dette betyder, at forældrene i 83% af sagerne har været enige om, at der skal være samvær i et eller andet omfang. Uenigheden kan så gå på, hvor meget samvær der skal være, og de nærmere vilkår for samværet.

Tabel 2.3. Protest ved ansøgninger om fastsættelse af samvær

Af de sager, hvor der er protesteret mod, at der fastsættes samvær, resulterede 63% i fastsættelse af samvær, mens ansøgeren i 37% fik afslag på fastsættelse af samvær. Således har godt en tredjedel af de forældre, der har søgt om samvær, fået afslag, når den forælder, der har barnet boende, har protesteret mod, at der fastsættes samvær.

Andelen af sager, hvor der fastsættes samvær og gives afslag herpå, er stort set den samme som i 1997 og 1998, jf. figur 2.1. nedenfor.

Figur 2.1. Ansøgninger om førstegangsfastsættelse af samvær de sidste tre år

De 6% af ansøgerne, som fik afslag på fastsættelse af samvær, udgør 5% af alle de afgørelser, der er omfattet af denne undersøgelse. Herudover besluttede statsamtet efter ansøgning i 3% af alle 1.352 sager at ophæve samværet. Således indebar i alt 8% af afgørelserne, at der ikke skulle være kontakt mellem barnet og den forælder, som barnet ikke bor sammen med. (De få sager, hvor statsamtet suspenderede et samvær er ikke indeholdt i dette tal, jf. om midlertidige afgørelser nedenfor). Begrundelserne for enten at ophæve et eksisterende samvær eller afslå at fastsætte samvær fremgår af tabel 2.4. nedenfor.

Som det ses af tabellen, var den almindeligste begrundelse for ikke at fastsætte samvær eller for at ophæve samværet barnets mening, som i næsten halvdelen af sagerne var afgørende for statsamtets afgørelse. Begrundelsen er hyppigere anvendt end i de to foregående år, hvor barnets mening i 1997 og 1998 begrundede henholdsvis 33% og 41% af afslagene samt henholdsvis 26% og 39% af ophævelserne.

Tabel 2.4. Begrundelser for ophævelse af samvær eller afslag på fastsættelse af samvær

* "Andet" omfatter bl.a. lang geografisk afstand mellem forældrene, søskendesammenhæng, tidligere aftaler om samværet m.m.

Efter loven om forældremyndighed og samvær skal der - når barnet er fyldt 12 år - som hovedregel gennemføres en samtale med barnet, før der træffes afgørelse i en samværssag. Denne aldersgrænse er ifølge forarbejderne til loven imidlertid ikke til hinder for at afholde samtaler med børn under 12 år. Også for yngre børn bør der således i videst muligt omfang foreligge oplysninger om barnets holdning til samværet forudsat, at barnet har den fornødne modenhed.

Den gradvise stigning i anvendelsen af begrundelsen "barnets mening" gennem de tre år skal formentlig ses i sammenhæng med, at Civilretsdirektoratet og statsamterne de senere år i højere grad end tidligere har søgt at inddrage barnets syn på samværet.

Ud over barnets mening bliver ophævelser af samvær eller afslag på fastsættelse af samvær endvidere forholdsvis ofte begrundet i barnets alder. Ligesom i de to foregående år var langt de fleste af disse afgørelser også begrundet i andre forhold, typisk barnets mening.

Det skal i den forbindelse understreges, at ophævelse af et samvær eller afslag på at fastsætte samvær på grund af barnets mening herom, således ikke altid betyder, at der ikke længere er kontakt mellem barnet og forælderen. Dette skyldes, at især ældre børn ofte ønsker selv at bestemme, hvornår de besøger den af forældrene, som de ikke bor hos.

Ophævelse af samvær eller afslag på fastsættelse af samvær er endelig i ca. en fjerdedel af sagerne begrundet i enten manglende kontakt eller særlige forhold hos ansøgeren, f.eks. sygdom, psykiske problemer, misbrug af alkohol eller narkotika. Dette svarer stort set til fordelingerne i 1997 og 1998.

I 18% af sagerne byggede afgørelsen på en sagkyndig erklæring/vurdering. Dette er en kraftig stigning i forhold til 1997 og 1998, hvor kun 7-12% af afgørelserne byggede på en sagkyndig erklæring/vurdering. Dette er i tråd med forarbejderne til loven, der netop anbefalede øget brug af børnesagkyndige undersøgelser. Civilretsdirektoratets "Vejledning om behandling af samværssager" fra 1999 indeholder en nærmere beskrivelse af de børnesagkyndige undersøgelser.

Endelig skyldes 8% af afslagene/ophævelserne, at der var begrundet mistanke om, at den samværssøgende havde begået vold, incest eller andre former for grænseoverskridende handlinger over for barnet. Dette er nogenlunde som i 1997 og 1998.

Ene- eller fælles forældremyndighed

I 35% af samtlige ansøgninger om fastsættelse af samvær, der ikke er midlertidigt, var der fælles forældremyndighed, jf. tabel 2.5. nedenfor. Dette er en stigning i forhold til de to foregående år, hvor der var fælles forældremyndighed i henholdsvis 28% og 31% af sagerne.

Tabel 2.5. Ansøgninger om fastsættelse af samvær, der ikke er midlertidigt, fordelt på forældremyndighed

Den forholdsvis store andel af sager med fælles forældremyndighed viser, at muligheden for at fastsætte samvær, mens der er fælles forældremyndighed, har imødekommet et udtalt behov for at få behandlet tvister om samvær, uden at det er nødvendigt at søge den fælles forældremyndighed ophævet.

I de sager, hvor der var fælles forældremyndighed, boede barnet i 84% af tilfældene hos moderen og i 16% hos faderen. Andelen af sager med fælles forældremyndighed, hvor barnet bor hos faderen, er mindre end i 1998, men lidt større end i 1997.

Figur 2.2. Barnets bopæl i sager, hvor der er fælles forældremyndighed

2.2. Andre afgørelser

Som beskrevet ovenfor omhandlede 76% af statsamternes afgørelser ansøgninger om førstegangsfastsættelse af samvær, hvor afgørelsen enten var fastsættelse eller afslag på fastsættelse af samvær. Herudover vedrørte 3% af afgørelserne ophævelse af samvær. De resterende 21% fordeler sig som følger neden for af tabel 2.6.

Som det fremgår, blev samværet i godt en ud af ti afgørelser udvidet, mens samværet blev begrænset i 3% af afgørelserne. I 5% af sagerne afslog statsamtet at ændre samværet. Dette omfatter ansøgninger om både udvidelse, begrænsning eller ophævelse af samværet.

Tabel 2.6. Udfaldet af de øvrige afgørelser

Med hensyn til ansøgninger om udvidelse eller begrænsning af samværet ses det af tabellerne nedenfor, at ansøgeren i næsten 8 ud af 10 tilfælde fik helt eller delvist medhold i en ansøgning om udvidelse af samværet, mens ansøgninger om begrænsning af samværet kun blev helt eller delvist imødekommet i lidt mere end halvdelen af sagerne. Fordelingerne er stort set som i de to foregående år og bekræfter endnu engang udviklingen i samværspraksis i retning af udvidelse af omfanget af samvær. Tallene viser samtidig, at statsamterne i overensstemmelse med intentionerne i lovgivningen er mere åbne over for udvidelser end over for begrænsninger af samværet.

Tabel 2.7. Afgørelse af ansøgninger om udvidelse af samvær

Tabel 2.8. Afgørelse af ansøgninger om begrænsning af samvær

Overvågning

§ 17, stk. 1, i lov om forældremyndighed og samvær giver statsamterne mulighed for at fastsætte forskellige former for vilkår for udøvelsen af samværet. Et af disse vilkår kan være, at samværet skal foregå under overvågning.

Fastsættelse af vilkår om overvågning kan ske på grund af en ansøgning fra den, der har barnet boende, eller statsamterne kan på egen hånd fastsætte vilkår om overvågning af samværet som et alternativ til at ophæve samværet eller at afslå at fastsætte samvær.

Statsamterne behandlede i perioden 105 sager, hvor der var spørgsmål om overvågning. I alt blev der fastsat overvågning i 79 af disse sager - svarende til 316 sager på årsbasis.

Tabel 2.9. Afgørelser vedrørende overvågning

De tilfælde, hvor statsamtet fastsatte overvågning, udgjorde i alt 6% af alle de sager, hvor der var samvær. I 1997 og 1998 udgjorde de henholdsvis 6% og 5% af sagerne med samvær.

I de fleste af de sager, hvor der blev fastsat overvågning, var samværet helt eller delvist fastsat efter aftale, jf. tabel 2.10. I 31% blev samværet fastsat i overensstemmelse med forældrenes aftale og i 24% delvist efter aftale. Dette svarer til, at samværet i 54% af afgørelser om overvågning helt eller delvist blev fastsat efter aftale, hvilket er en stigning i forhold til de to foregående år, hvor kun henholdsvis 38% og 34% af afgørelserne om fastsættelse af overvågning var begrundet i en hel eller delvis aftale mellem forældrene.

Ud over aftale mellem forældrene er afgørelserne om fastsættelse af overvågning forholdsvis ofte begrundet i barnets alder (32%), særlige forhold hos ansøger (28%) og manglende kontakt (27%). Begrundelserne "barnets alder" og "manglende kontakt" bliver anvendt i stort set den samme andel af afgørelserne som i 1997 og 1998. Derimod begrunder særlige forhold hos ansøgeren sjældnere afgørelser om fastsættelse af overvågning end i de to foregående år, hvor henholdsvis 40% og 37% af afgørelserne var begrundet heri.

Tabel 2.10. Begrundelser i de sager, hvor der er fastsat overvågning

64% af børnene i de sager, hvor der fastsættes overvågning, er under 6 år, jf. tabel 2.11. Godt en tredjedel af børnene er 0-3 år, mens kun 17% af børnene er 10 år eller derover.

Tabel 2.11. Børnenes alder i sager, hvor der er fastsat overvågning

2.3. Midlertidige afgørelser

Statsamternes samværssager kan opdeles i samvær, der ikke er midlertidigt, midlertidigt samvær under en verserende forældremyndighedssag og under behandlingen af en samværssag, herunder suspension af samvær. 197 sager - svarende til 15% af samtlige 1.352 sager - vedrørte midlertidigt samvær. Fordelingen mellem de forskellige former for midlertidigt samvær, fremgår af tabel 2.12.

Tabel 2.12. Midlertidige afgørelser

I tabel 2.13. ses fordelingen af de tre overordnede kategorier af samvær ved ansøgninger om førstegangsfastsættelse af samvær. Som det fremgår, vedrørte 84% af ansøgningerne samvær, der ikke er midlertidigt. Dette er nogenlunde som de to foregående år, hvor 87% af ansøgningerne om fastsættelse af samvær vedrørte ikke-midlertidigt samvær. I 1997 og 1998 vedrørte 8% af ansøgningerne midlertidigt samvær under en forældremyndighedssag. Andelen af ansøgninger om fastsættelse af midlertidigt samvær under en samværssag var stort set den samme i alle 3 år.

Tabel 2.13. Ansøgninger om fastsættelse af samvær

2.4. Omfang af samværet

Statsamterne træffer efter § 17, stk. 1, i lov om forældremyndighed og samvær afgørelser om omfanget og udøvelsen af samværet og kan fastsætte de nødvendige bestemmelser i forbindelse hermed. Afgørelsen træffes efter, hvad der er bedst for barnet.

I praksis tages der bl.a. hensyn til barnets alder, barnets hidtidige forbindelse med den samværsberettigede og afstanden mellem forældrenes bopæle. Ved større børn lægges der endvidere vægt på barnets mening, jf. afsnit 2.1. ovenfor.

I pjecen "Med barnet i centrum" har Civilretsdirektoratet informeret om den gældende administrative praksis for fastsættelse af samvær. Det fremgår af pjecen, at statsamterne ved afgørelsen af samværets omfang vil tage udgangspunkt i følgende:

• hver 2. weekend
• nogle dage i julen
• nogle dage i påsken
• 1-2 uger i sommerferien
• 1 hverdag hver anden uge

Der fastsættes også samvær i efterårs-/vinterferien, medmindre konkrete omstændigheder taler imod dette.

Det er vigtigt at have for øje, at dette alene er et udgangspunkt for omfanget af samvær. Dels skal samværet altid have et omfang, der bedst muligt tilgodeser det enkelte barns behov, dels vil omfanget også afhænge af den samværsberettigedes ønsker. En del forældre ønsker således samvær i mindre omfang, end de kunne have fået fastsat.

Weekend-, hverdags- og feriesamvær

Undersøgelsen omfatter i alt 1.233 sager, hvor der er samvær. Disse sager omfatter 1.712 børn.

I figur 2.3. nedenfor ses i oversigtsform andelen af sager, hvor der er henholdsvis weekend-, hverdags- og feriesamvær.

Som det fremgår, er andelen af sager med weekendsamvær stort set den samme som de to foregående år, mens der er lidt flere sager med hverdagssamvær i 1999 end i 1998 og 1997. Således var der hverdagssamvær i 32% af sagerne i 1999 mod 28% i de to tidligere år.

Der er til gengæld færre sager med feriesamvær i 1999 end tidligere. Antallet af sager med feriesamvær er dog muligvis højere end de 64%, idet der i 1999 blev indført en ny afkrydsningsmulighed i statistikskemaet - "ved ikke/aftales konkret" - der er benyttet i 7% af sagerne.

I de 64% af sagerne, hvor der er feriesamvær, er dette et "normalt feriesamvær", dvs. samvær 1-2 uger i sommerferien samt nogle dage i påske, jul eller nytår. Samtidig er der i 46% af sagerne med normalt feriesamvær også udvidet feriesamvær forstået som andet væsentligt samvær ud over "det normale", f.eks. samvær i vinter- og/eller efterårsferie samtidig med 2 ugers sommerferiesamvær eller mere end 2 ugers samvær i sommerferien.

Figur 2.3. Weekend-, hverdags- og feriesamvær

Med "weekendsamvær" menes samvær, der indeholder samvær lørdag og/eller søndag, mens "hverdagssamvær" er defineret som samvær, der er placeret uden sammenhæng med weekendsamværet.

Den mest almindelige form for weekendsamvær er samvær i hver anden weekend. Dette var tilfældet i 85% af de sager, hvor der var weekendsamvær. I 3% var der samvær hver weekend og i 11% var der samvær hver tredje weekend eller sjældnere. Fordelingen på de forskellige typer weekendsamvær er stort set som fordelingerne i 1997 og 1998.

Omfanget af weekendsamvær hver anden uge fremgår af tabel 2.14. nedenfor. Som det ses, er det almindeligste samvær med 2 overnatninger (typisk fra fredag til søndag). Weekendsamvær hver anden uge havde kun i 19% af sagerne mindre omfang, mens weekendsamværet var længere i 25% af sagerne. I mere end 4 ud af 5 sager, hvor der er weekendsamvær hver anden uge, er samværet med andre ord med mindst 2 overnatninger. Dette svarer nogenlunde til 1997 og 1998.

Tabel 2.14. Weekendsamvær i hver anden weekend fordelt på omfanget

Som beskrevet var der samvær i hver anden weekend i 85% af samtlige sager, hvor der var weekendsamvær. Dette svarer til, at 81% af alle børn i sager, hvor der er taget stilling til omfanget af samvær, har samvær i hver anden weekend med den forælder, som de ikke bor hos. I tabel 2.15. er samvær i hver anden weekend fordelt på henholdsvis omfanget af samværet og på aldersgrupper.

Tabel 2.15. Samvær hver anden weekend i procent af børn i aldersklassen med samvær hver anden weekend

Det fremgår af tabellen, at weekendsamværet for 56% af alle børnene er med 2 overnatninger. Blandt de større børn er denne andel noget større. Således har 68-69% af børn fra 10 år og opefter samvær med 2 overnatninger. Samtidig er der i lidt færre tilfælde end gennemsnittet samvær med 2 overnatninger for de mindre børn under 6 år. Samvær med mindre end 2 overnatninger optræder naturligvis hyppigere hos de mindste børn: 27% af de 0-3 årige, hvorimod dette er tilfældet for maksimalt 18% blandt de øvrige aldersgrupper. Endeligt optræder de længste samvær oftest blandt de 4-6 årige og de 7-9 årige, henholdsvis 36% og 31% af sagerne, hvor gennemsnittet for alle sager er 27%.

Med hensyn til hverdagssamværet fremgår det af figur 2.3. ovenfor, at der i 32% af sagerne var hverdagssamvær, hvilket er en stigning i forhold til de to foregående år. Der er dog stadig ikke hverdagssamvær i en betydelig del af sagerne, hvilket umiddelbart kan undre i og med, at udgangspunktet som nævnt er, at der i almindelighed bør fastsættes hverdagssamvær.

Hertil skal først og fremmest bemærkes, at den samværsberettigede i en stor del af sagerne ikke har ønsket at få hverdagssamvær. Som det ses af tabel 2.16., har ansøgeren således i 91% af de sager, hvor der ikke er fastsat hverdagssamvær, heller ikke søgt om samvær på hverdage.

Tabel 2.16. Er der søgt om hverdagssamvær i de sager, hvor der ikke er fastsat hverdagssamvær? (Kun sager, hvor der er søgt om fastsættelse eller udvidelse af samværet)

Desuden gælder det i de 67 sager, hvor der er søgt om - men ikke fastsat - hverdagssamvær, at der i samtlige tilfælde er samvær. I 49 af disse (73%) er der samvær hver anden weekend med mindst 2 overnatninger. I 34 af de 67 sager (51%) er der mindst samvær i et omfang svarende nogenlunde til samvær hver anden weekend samt et hverdagssamvær hver anden uge.

Endelig er samværet i mere end halvdelen af sagerne (54%) fastsat efter hel eller delvis aftale mellem forældrene.

Kombinationer af samvær i weekender og på hverdage

Eftersom årsagen til ikke at fastsætte hverdagssamvær i langt de fleste sager er, at ansøgeren ikke har fremsat ønske om hverdagssamvær, kan man sige, at det praktiske udgangspunkt for omfanget af "normalsamvær" er hver anden weekend med 2 overnatninger med eller uden hverdagssamvær. Dette er tilfældet i 45% af sagerne, hvilket svarer til andelen i 1998 og stort set til andelen i 1997.

Som det ses af tabel 2.17., er der udvidet samvær i 21% af de sager, hvor der er taget stilling til omfanget af samvær. Der er således mindst "normalsamvær" i 66% af samtlige sager. Dette var også tilfældet i 1998. I 1997 var andelen af sager med mindst normalsamvær 4 procentpoint lavere.

I 32% af sagerne er der kun samvær i begrænset omfang, dvs. samvær uden overnatning, samvær hver anden weekend med højst en enkelt overnatning eller samvær sjældnere end hver anden weekend. I 1997 og 1998 var der samvær i begrænset omfang i henholdsvis 38% og 34% af sagerne.

I en del af sagerne med samvær hver tredje weekend er der dog reelt tale om mere samvær end "normalsamvær". F.eks. indeholder 13% af disse sager mindst 4 overnatninger. Endvidere kan længere ferie-/helligdagssamvær til en vis grad opveje løbende samvær af kortere varighed.

Tabel 2.17. Oversigt over udvidet, begrænset og "normalt" samvær

Generelt gælder det, at der - ligesom i de to foregående år - er meget stor differentiering i samværsordningerne. Der findes et utal af kombinationer for sammensætningen af samvær, hvilket viser, at statsamterne i høj grad udnytter muligheden for individuelle løsninger, hvor samværet tilpasses den enkelte familie.

2.5. Barnets mening

Som det fremgår af afsnit 2.1. ovenfor, er antallet af afgørelser, hvor der er meddelt afslag på samvær under henvisning til barnets mening herom, gradvist steget. Der henvises særligt til tabel 2.4.

Ifølge tabel 2.18. omfattede de samværsafgørelser, som behandles i denne undersøgelse, i alt 433 børn i alderen 7-9 år. For 10% af disse børn er der ved afgørelsen lagt vægt på deres mening om samværet. Undersøgelsen har ligeledes omfattet 240 børn i alderen 10-12 år, og i denne gruppe er barnets mening tillagt betydning i 28% af sagerne.

For en umiddelbar betragtning synes barnets mening i disse aldersgrupper således ikke at blive tillagt betydning i særlig udstrakt grad.

Tabel 2.18. Aftale eller barnets mening

Til det samlede billede hører - som det også fremgår af tabellen - at der i gruppen af 7-9 årige var fuldstændig enighed mellem forældrene om samværet for 47% af børnenes vedkommende, mens der var delvis enighed vedrørende samværet for 17% af børnene. I gruppen af 10-12 årige var der mellem forældrene fuldstændig enighed om samværet for 42% af børnene, mens der var delvis enighed vedrørende 14%.

Fælles for afgørelser om samvær begrundet i hel eller delvis enighed er, at der sjældent vil være det samme behov for at høre barnet som i sager, hvor forældrene er uenige om samværet.

Når der ses bort fra de sager, hvor forældrene var helt eller delvist enige om samværet, var henholdsvis 28% og 63% af afgørelserne blandt andet begrundet med henvisning til barnets mening.

For gruppen af børn på 13 år eller ældre blev der i 85% af de afgørelser, hvor forældrene ikke var helt eller delvist enige om samværet, blandt andet henvist til barnets mening.

2.6. Civilretsdirektoratets afgørelser

De følgende statistiske oplysninger er baseret på i alt 181 skemaer, som sagsbehandlere i Civilretsdirektoratet har udfyldt i forbindelse med afgørelser i klagesager om det overordnede omfang af samvær i 4. kvartal af 1999. På årsbasis svarer dette til ca. 720 afgørelser om det overordnede omfang af samvær.

Ændring af statsamternes afgørelser

Som det ses af tabel 2.19., stadfæstede Civilretsdirektoratet i 84% af sagerne det overordnede omfang af samværet, som dette var fastsat af statsamterne, og i 16% af sagerne ændrede direktoratet afgørelsen. I de to foregående år ændrede direktoratet henholdsvis 20% og 15% af statsamternes afgørelser.

Det bemærkes, at ændring og stadfæstelse kun går på det overordnede omfang af samværet og ikke andre dele af afgørelsen. En stadfæstelse af det overordnede omfang af samværet kan derfor godt samtidig indeholde en ændring af andre dele af statsamtets afgørelse om samværet. Ligeledes kan en ændring af det overordnede omfang af samværet indeholde en stadfæstelse af andre dele af statsamtets afgørelse.

Tabel 2.19. Civilretsdirektoratets ændringsafgørelser

Ophævelse af samvær og afslag på fastsættelse af samvær

Som det ses af tabel 2.20., ansøgte klagerne i 31 sager Civilretsdirektoratet om at fastsætte samvær, hvor statsamtet havde afslået dette eller havde ophævet et eksisterende samvær. Direktoratet stadfæstede i 71% af tilfældene statsamtets afgørelse, men bestemte i 29% af sagerne, at der skulle være samvær. Dette er oftere end i 1997 og 1998, hvor direktoratet ændrede statsamtets afgørelse i henholdsvis 26% og 17% af de sager, hvor klagerne ønskede fastsættelse af samvær.

Tabel 2.20. Afgørelsen når klager ønsker fastsættelse af samvær

I 46 sager havde statsamtet enten bestemt, at der skulle fastsættes samvær mod den andens forælders protest, eller afslået at ophæve et eksisterende samvær, jf. tabel 2.21. nedenfor. Direktoratet gav kun i 4% af sagerne klageren medhold og ophævede samværet. Dette svarer nogenlunde til 1997 og 1998, hvor klagerne fik medhold i henholdsvis 5% og 6% af sagerne.

Tabel 2.21. Afgørelsen når klager ønsker ophævelse af samvær

Ifølge tabel 2.20. og 2.21. bestemte Civilretsdirektoratet i 4. kvartal af 1999, at der ikke skulle være samvær i 24 sager. Direktoratets begrundelser i disse sager fremgår af tabel 2.22. Ligesom i de to foregående år er den almindeligste årsag til ikke at fastsætte samvær, at dette blev støttet af en sagkyndig erklæring/vurdering. Dette var tilfældet i lidt mere end halvdelen af afgørelserne, hvilket er en kraftig stigning i forhold til 1997 og 1998, hvor sagkyndige erklæringer kun begrundede 31% af afslagene.

Tabel 2.22. Begrundelser for afslag på fastsættelse af samvær og på ophævelse af samvær i procent af samtlige sager

* Samtlige afgørelser begrundet i manglende kontakt var også begrundet i andre forhold.
** Samtlige afgørelser begrundet i barnets alder var også begrundet i andre forhold.

Den næsthyppigste begrundelse for afslag på samvær er særlige forhold hos den samværsberettigede. Dette begrundede 46% af afgørelserne om ikke at fastsætte samvær. I 1997 og 1998 blev denne begrundelse anvendt i 12-13% af sagerne.

Særlige forhold hos barnet begrundede i 29% af sagerne afslag på samvær, mod 31% og 18% i de to foregående år.

Endelig blev 25% af afslagene begrundet i barnets mening, mod 38% og 25% i 1997 og 1998.

Øvrige afgørelser

I 31% af direktoratets afgørelser om udvidelse af samværet, fik klageren medhold, og samværet blev udvidet. Af de klager, der handlede om begrænsning af samværet, fik klageren i 11% af sagerne medhold. Dette svarer nogenlunde til ændringsprocenterne i 1997 og 1998.

Civilretsdirektoratet traf i alt 8 afgørelser om overvågning i 4. kvartal af 1999.

I 2 sager fastsatte direktoratet overvågning, hvor dette var blevet afslået i statsamtet. I 6 sager bestemte direktoratet, at samværet indtil videre skulle foregå under overvågning som alternativ til afslag på samvær. Således fastsatte direktoratet overvågning i 8 sager - svarende til ca. 30-35 på årsbasis.

3. Børnesagkyndig rådgivning

Formålet med den børnesagkyndige rådgivning, som statsamterne kan tilbyde, er at hjælpe forældre til at løse deres konflikter om forældremyndighed og samvær under hensyn til, hvad der er bedst for barnet.

Rådgivningen skal dels give forældrene en dybere indsigt i deres egen og den anden forælders situation, dels styrke dem i at bruge deres egne ressourcer til at blive bedre i stand til at komme overens. Rådgivningen må derfor forstås som en hjælp til selvhjælp, og det optimale er, at forældrene selv finder en løsning på deres problemer. I anden række bør rådgivningen tilstræbe at mindske konfliktniveauet mellem forældrene, især for at mindske konflikternes påvirkning af børnene. Man bør dog ikke fokusere så meget på en løsning af konflikten, at et forlig eller et kompromis bliver et altoverskyggende mål.

Statsamterne kan også tilbyde børn rådgivning. Formålet med dette er at give barnet mulighed for at tale med en børnesagkyndig om de problemer i familien, som berører barnet. Inddragelsen af børn i rådgivning må dog ikke få den virkning, at barnet får følelsen af at blive pålagt ansvaret for familiens situation. Der er ikke nogen aldersgrænse for, hvornår børn skal have tilbud om rådgivning, da selv forholdsvis små børn kan have behov for og gavn af rådgivning.

Ud af statsamternes 1.352 afgørelser, som er gennemgået i forrige kapitel, blev der i 29% gennemført rådgivning. Der er imidlertid stor variation mellem statsamterne med hensyn til, hvor ofte der er gennemført rådgivning i forbindelse med samværssager. Således varierer andelen af sager, hvor der er gennemført rådgivning fra 16% til 55%.

Som beskrevet i kapitel 1 omfatter statistikken kun indberetninger fra 4. kvartal af 1999. I denne periode er der indberettet 868 gennemførte rådgivningsforløb - svarende til ca. 3.500 på årsbasis.

Henset til at der ifølge statsamternes virksomhedsregnskab for 1999 blev gennemført 5.011 rådgivningsforløb, og at interessen for rådgivning synes stigende, er der formentlig ikke tale om en særlig høj svarprocent. Dette giver dog ikke grund til at betvivle de relative fordelinger, der behandles i dette afsnit.

Forældre eller børn kan bede statsamtet om rådgivning, når der er uenighed om forældremyndighed eller samvær, selvom statsamtet ikke behandler en sag herom. Rådgivning efter denne bestemmelse kaldes "åben rådgivning". Som det fremgår af figur 3.1., var 23% af samtlige rådgivninger, som statsamterne gennemførte, sådanne "åbne rådgivninger".

Figur 3.1. Rådgivningens art

Ud af samtlige almindelige rådgivninger i perioden handlede mere end to tredjedele af rådgivningerne om samværsspørgsmål. Dette er et mindre fald i forhold til de to foregående år (henholdsvis 76% og 74% af rådgivningerne). 23% af rådgivningerne handlede om både samvær og forældremyndighed, hvilket er lidt flere end tidligere (17% i 1997 og 18% i 1998).

Tabel 3.1. Rådgivningens fokus

Deltagere i rådgivningen

Det mest almindelige rådgivningsforløb omfatter begge forældre - enten sammen eller hver for sig. Som det fremgår af tabel 3.2., blev kun 15% af rådgivningerne gennemført alene med den ene forælder.

Barnet har deltaget i 19% af rådgivningerne. Dette svarer til andelen i de to foregående år. Kun i 3% af rådgivningerne deltog forældrene ikke. I 1997 og 1998 deltog barnet i 2% af rådgivningerne alene.

Tabel 3.2. Deltagere i rådgivningen i procent af samtlige (almindelige) rådgivninger

De gennemførte rådgivninger omfattede i alt 1.251 børn. De 19% af rådgivningerne, hvor barnet har deltaget, involverer i alt 189 børn. Dette svarer til, at 15% af de børn, som rådgivningen har drejet sig om, har været direkte involveret i rådgivningerne. Som det fremgår af tabel 3.3., var mere end 4 ud af 10 børn, der deltog i rådgivningerne, 13 år eller ældre. 17% af børnene var 7-9 år, mens 30% af dem var 10-12 år. Dette svarer til, at 25% af alle børn over 7 år, omfattet af børnesagkyndig rådgivning, har deltaget i rådgivningen. Jo ældre børnene er, desto oftere deltager de i rådgivningen.

Deltagelsen skal ses i lyset af, at større børn har mulighed for selv at sige ja eller nej til at deltage i rådgivning. Endvidere vil der være en del tilfælde, hvor forældrene ikke ønsker, at barnet involveres i forældrenes konflikt og derfor heller ikke ønsker, at barnet indkaldes til rådgivning.

Tabel 3.3. Børnenes alder

I 36% af de sager, hvor børnene har deltaget i den børnesagkyndige rådgivning, var der fælles forældremyndighed. Dette er lidt færre end andelen af det samlede antal rådgivningssager med fælles forældremyndighed, jf. figur 3.2. Ligeledes var andelen af sager, hvor moren alene havde forældremyndigheden, også mindre i de rådgivningsforløb, hvor barnet har deltaget. Til gengæld var det i forholdsmæssigt dobbelt så mange af de rådgivninger, hvor børnene har deltaget, faren, som havde forældremyndigheden alene.

Figur 3.2. Forældremyndighedens placering

Varighed af den børnesagkyndige rådgivning

Varigheden af den børnesagkyndige rådgivning varierer meget. Det længste rådgivningsforløb var på 15,5 timer, mens de korteste forløb kun varede en enkelt time. Rådgivningerne varede i gennemsnit 2,6 time, hvilket stort set svarer til rådgivningernes varighed i de to foregående år.

Som det fremgår af figur 3.3., varede mere end halvdelen af samtlige (almindelige) rådgivninger 2-3 timer. Knap en tredjedel af rådgivningerne varede under 2 timer og knap en femtedel over 3 timer. Som det ses, er det relativt få rådgivninger, som varer mere end 5 timer.

Varigheden af rådgivningerne er eksklusiv eventuel forberedelsestid.

Figur 3.3. Varigheden af den børnesagkyndige rådgivning

Resultatet af rådgivningen

Situationen efter rådgivning i de sager, hvor der har været rådgivning om samvær (almindelig rådgivning), fremgår af tabel 3.4. nedenfor. Som det ses, var der i mere end halvdelen af rådgivningerne enighed om det overordnede omfang af samværet efter gennemført rådgivning. Herudover var der i en femtedel af rådgivningerne enighed om detailreguleringen af samværet. (Der kan være sammenfald mellem de sager, hvor der var enighed om det overordnede omfang af samværet og dem, hvor der var enighed om detailreguleringen). I godt en fjerdedel af sagerne var det rådgivernes vurdering, at der fortsat var uenighed om det overordnede omfang af samværet efter endt rådgivning.

Tabel 3.4. Situationen efter rådgivning om samvær

* Der kan være afkrydset flere muligheder i samme sag

Som nævnt i indledningen til dette afsnit, er formålet med rådgivningen ikke kun at hjælpe forældrene til at indgå konkrete aftaler om samvær eller forældremyndighed. Det kan have lige så stor værdi at dæmpe konfliktniveauet mellem forældrene.

Tabel 3.5. viser, i hvilket omfang uenigheden eller konflikten mellem forældrene ifølge rådgiverne blev dæmpet som resultat af rådgivningen. Som det ses af tabellen, var dette tilfældet for mere end halvdelen af samtlige almindelige rådgivninger. Således havde rådgiverne i 52% af sagerne det indtryk, at der blev opnået enighed om alle eller nogle spørgsmål, eller at forældrenes uenighed blev dæmpet som resultat af rådgivningen. I knap en fjerdedel af sagerne mente de ikke, at konflikten blev dæmpet, og i den sidste fjerdedel var rådgiverne usikre på resultatet af rådgivningen.

Tabel 3.5. Effekten af rådgivningen

Fordelt på forældremyndighed er der stort set ingen forskel på rådgivningens effekt, om der er ene- eller fælles forældremyndighed. I begge tilfælde gælder det, at konflikten i lidt mere end halvdelen af sagerne ifølge rådgiverne er dæmpet.

Derimod er der stor forskel på effekten fordelt på spørgsmål om forældremyndighed og samvær. Således har rådgiverne vurderet effekten af rådgivningen positivt i 56% af de sager, der alene vedrørte samvær, men kun i 33% af de sager, der alene vedrørte forældremyndighed.

Forskellen i den positive effekt kan dog ikke undre, da spørgsmål om placering af forældremyndighed normalt betragtes som det mest betydningsfulde spørgsmål, hvor muligheden for kompromiser oftest er begrænset, modsat spørgsmål om samvær, hvor der er uendelig mange løsningsmuligheder, hvilket giver rådgiverne flere muligheder for at hjælpe forældrene med at finde en løsning.

Den børnesagkyndige rådgivning er et område, som statsamterne og Civilretsdirektoratet satser kraftigt på at forbedre. Således vil Kontaktudvalget om Børnesagkyndig Rådgivning - der er oprettet af Civilretsdirektoratet - senere på året afgive en rapport om rådgivningen.

Tabel og figuroversigt

Tabeller:

Tabel 2.1. Børnenes alder i samværssager
Tabel 2.2. Ansøgninger om fastsættelse af samvær
Tabel 2.3. Protest ved ansøgninger om fastsættelse af samvær
Tabel 2.4. Begrundelser for ophævelse af samvær eller afslag på fastsættelse af samvær
Tabel 2.5. Ansøgninger om fastsættelse af samvær, der ikke er midlertidigt, fordelt på forældremyndighed
Tabel 2.6. Udfaldet af de øvrige afgørelser
Tabel 2.7. Afgørelse af ansøgninger om udvidelse af samvær
Tabel 2.8. Afgørelse af ansøgninger om begrænsning af samvær
Tabel 2.9. Afgørelser vedrørende overvågning
Tabel 2.10. Begrundelser i de sager, hvor der er fastsat overvågning
Tabel 2.11. Børnenes alder i sager, hvor der er fastsat overvågning
Tabel 2.12. Midlertidige afgørelser
Tabel 2.13. Ansøgninger om fastsættelse af samvær
Tabel 2.14. Weekendsamvær i hver anden weekend fordelt på omfanget
Tabel 2.15. Samvær hver anden weekend i procent af børn i aldersklassen med samvær hver anden weekend
Tabel 2.16. Er der søgt om hverdagssamvær i de sager, hvor der ikke er fastsat hverdagssamvær? (Kun sager, hvor der er søgt om fastsættelse eller udvidelse af samværet)
Tabel 2.17. Oversigt over udvidet, begrænset og "normalt" samvær
Tabel 2.18. Aftale eller barnets mening
Tabel 2.19. Civilretsdirektoratets ændringsafgørelser
Tabel 2.20. Afgørelsen når klager ønsker fastsættelse af samvær
Tabel 2.21. Afgørelsen når klager ønsker ophævelse af samvær
Tabel 2.22. Begrundelser for afslag på fastsættelse af samvær og på ophævelse af samvær i procent af samtlige sager
Tabel 3.1. Rådgivningens fokus
Tabel 3.2. Deltagere i rådgivningen i procent af samtlige (almindelige) rådgivninger
Tabel 3.3. Børnenes alder
Tabel 3.4. Situationen efter rådgivning om samvær
Tabel 3.5. Effekten af rådgivningen

Figurer:

Figur 2.1. Ansøgninger om førstegangsfastsættelse af samvær de sidste tre år Figur 2.2. Barnets bopæl i sager, hvor der er fælles forældremyndighed
Figur 2.3. Weekend-, hverdags- og feriesamvær
Figur 3.1. Rådgivningens art
Figur 3.2. Forældremyndighedens placering
Figur 3.3. Varigheden af den børnesagkyndige rådgivning

© CivilRetsDirektoratet 2000

Publiceret: 01-05-2000

Sidst opdateret: 07-05-2009