| send til en ven |
|
Skarrildhus 1997, Beretning fra det familieretlige kursus CivilRetsDirektoratet Skarrildhus 1997 Civilretsdirektoratet
Forord A. Separation og skilsmisse (Intet i år) B. Underholdsbidrag C. Forældremyndighed og rådgivning D. Samvær E. Værgemål, herunder umyndiges midler F. Navnesager G. Fri proces H. Adoption J. Andre arbejdsområder, herunder andre ministerier K. Generelle sagsbehandlingsspørgmål Andre emner
Program for kurset Denne beretning indeholder en gengivelse af manuskripter til de spørgsmål/svar og orienteringspunkter, der blev gennemgået på det familieretlige kursus på Skarrildhus. Kurset blev arrangeret af Indenrigsministeriet i dagene den 27., 28. og 29. oktober 1997 for medarbejderne ved statsamterne, herunder Københavns Overpræsidium og Rigsombudsmanden i Grønland og på Færøerne. Civilretsdirektoratet, februar 1998.
Intet i år.
a. Ægtefællebidrag Intet i år.
b. Børnebidrag B.b.1. Bidragspligtige er pålagt normalbidrag + 100 %. Barnet begynder at tjene penge selv og har en månedlig indtægt, der overstiger 3 x normalbidraget. Bidragspligtige søger bortfald af bidraget, og ansøgningen imødekommes. Bortfald af bidrag på grund af barnets egen indtægt sker stort set på samme grundlag uanset bidragets størrelse. Ved et forhøjet bidrag er "tabet" større, end hvis der kun er fastsat normalbidraget. Vil en gradueret skala med nedsættelse af bidraget i stedet for bortfald i visse tilfælde kunne anvendes?
Svar: Hvis barnet har en egenindtægt, der er ca. 2 ½ gange normalbidraget vil det ofte komme på tale at fastsætte bidraget til et lavere beløb end det, der følger af de vejledende satser. Er egenindtægten over 3 gange normalbidraget kan et fastsat normalbidrag bortfalde. Det er Civilretsdirektoratets opfattelse, at der i praksis anlægges en nuanceret bedømmelse af de situationer, hvor der er fastsat forhøjet bidrag, og barnet har en egenindtægt, der overstiger 2½ gange normalbidraget. Afgørelsen træffes efter en konkret vurdering, og der kan derfor ikke angives en klar beløbsgrænse for, hvornår et barns indtægt er af en sådan størrelse, at et forhøjet bidrag helt bør bortfalde. I skønnet indgår samtlige momenter i sagen, f.eks. bidragspligtiges indtægtsforhold, bidragsberettigedes indtægtsforhold, om barnets indtægt alene er optjent i en ferieperiode, og - i særlige tilfælde - om der f.eks. er tale om optjening til et bestemt formål, f.eks. køb af knallert eller en udenlandsrejse. Hvis bidragsberettigedes økonomiske forhold f.eks. er temmelig dårlige, og den bidragspligtiges indtægtsforhold er gode, vil man i nogle tilfælde kunne acceptere, at barnet har en højere egenindtægt end i andre tilfælde. Civilretsdirektoratet kan henvise til følgende eksempler fra praksis:
1992-460-6539: Statsamtet: BF, som skulle være pålagt NB + 50 %, hvis man så bort fra barnets egen indtægt, pålagt NB + 25 %. BF : ca. 280.000 kr. BM : ca. 120.000 kr. B : 1.930 kr. (2,9 x NB). CD : NB.
1996-460-3725: Statsamtet: BF, som skulle være pålagt NB + 50 %, hvis man så bort fra barnets egen indtægt, pålagt NB. BF : ca. 356.000 kr. BM : ca. 195.000 kr. B1 : 1.970 kr. (2,7 x NB). CD : Stadfæstelse.
1993-460-6: Statsamtet: BF, som skulle være pålagt NB + 200 %, hvis man så bort fra barnets egenindtægt, pålagt NB + 200 %. Oplysningerne om barnets indtægt var ik- ke inddraget i afgørelsen. BF : ca. 620.000 kr. BM : ca. 170.000 kr. B : 2.450 kr. (3,6 x NB). CD : NB + 100 %.
1994-460-2067: Statsamtet: BF, som skulle være pålagt NB + 200 %, hvis man så bort fra barnets egenindtægt, ikke pålagt bidrag. BF : ca. 485.000 kr. BM : ca. 225.000 kr. B1 : 2.513 kr. (3,6 x NB). B2 : 2.154 kr. (3,1 x NB). CD : NB til begge børn.
1997-460-4414: Statsamtet: BF, som skulle være pålagt NB + 50 %, hvis man så bort fra barnets egen- indtægt, pålagt NB + 50%. Oplysningerne om barnets indtægt var ikke ind- draget i afgørelsen. BF : ca. 368.000 kr. BM : ca. 180.000 kr. B : 2.430 kr. (3,3 x NB). CD : NB.
1991-460-5504: Statsamtet: BF, som skulle være pålagt NB + 100 %, hvis man så bort fra barnets egenindtægt, pålagt NB + 100 %. Oplysningerne om barnets indtægt var ik- ke inddraget i afgørelsen. BF : ca. 300.000 kr. BM : ca. 126.000 kr. B : 2.621 kr. (4 x NB). CD : Intet bidrag.
1997-460-4619: Statsamtet fandt, at der ikke skulle fastsættes bidrag. Hvis man så bort fra barnets egenindtægt skulle bidraget være NB + 200 %. BF : ca. 446.000 kr. BM : ca. 270.000 kr. B : 6.054 kr. (8,4 x NB). CD : Stadfæstelse. B.b.2. Ifølge vejledning januar 1996 om børnetilskud m.v. pkt. 16 er praksis om børnetilskud til bidragspligtige pensionister nu ændret, så børnetilskud bliver stoppet, såfremt der er grundlag for at nedsætte børnebidraget pga. barnets egenindtægt. a) Statsamtet går ud fra, at heraf affødte ansøgninger om nedsættelse af børnebidrag skal behandles som andre bidragspligtiges ansøgninger? b) Såfremt bidrag nedsættes, men først fra et senere tidspunkt - typisk næste forfaldsdag efter afgørelse - går statsamtet ud fra, at det særlige børnetilskud bevares til den dag, bidragspligten ophæves? (hvis ikke der er særlige forhold). c) Har praksisændringen også betydning vedrørende børn i udlandet, jf. svaret Skarrildhus 1990 side 13-14?
Svar: Hvis det er pålagt en person, der modtager folkepension eller førtidspension, at betale børnebidrag efter lov om børns retsstilling, ydes særligt børnetilskud til hel eller delvis dækning af pågældendes forpligtelse, jf. børnetilskudslovens § 5, stk. 2, 2, pkt. Ifølge børnetilskudslovens § 10 udbetales børnetilskud første gang for det kvartal, der følger efter det kvartal, i hvilket retten til tilskuddet er erhvervet, og sidste gang for det kvartal, i hvilket retten til tilskuddet ophører. Ifølge børnetilskudslovens § 6, stk. 2, skal betingelserne for retten til at modtage børnetilskud være opfyldt ved begyndelsen af det første døgn i kvartalet. Når betingelserne for udbetaling af særligt børnetilskud er opfyldt på den første dag i kvartalet, kan der ydes særligt børnetilskud for det pågældende kvartal. Ifølge pkt. 16 i Socialministeriets vejledning, 1996, kan der ikke "udbetales særligt børnetilskud, selv om retten til bidrag bortfalder, fordi barnet kan forsørge sig selv". I forhold til Socialministeriets vejledning om børnetilskud, 1986, er det i den nye vejledning udtalt, at det særlige børnetilskud er ment at skulle dække pensionistens faktiske forsørgelsespligt, og det kan ikke udbetales, hvis barnet forsørger sig selv. Socialministeriet har om baggrunden for den praksisændring, som denne tilføjelse er udtryk for, oplyst følgende: "Det er Socialministeriets opfattelse, at det må være pensionistens reelle forsørgelsespligt over for barnet, der må være bestemmende for udbetalingen af det særlige børnetilskud efter børnetilskudslovens § 5, stk. 2, 2. pkt., og ikke om der stadig eksisterer en bidragsresolution, som pensionisten har undladt at søge om ophævelse af. Det vil sige, at det særlige børnetilskud bortfalder, såfremt en bidragsresolution ville kunne ophæves." Civilretsdirektoratet finder, at ansøgninger om nedsættelse af børnebidrag, der er affødt af, at børnetilskuddet bliver stoppet, skal behandles som andre ansøgninger om nedsættelse af børnebidrag på grund af barnets egenindtægt. Dette gælder uanset, at det af socialministeriets udtalelse fremgår, at det særlige børnetilskud kan bortfalde, før en resolution ophæves. Der kan i den forbindelse henvises til Skarrildhusberetningen for 1987, side 83-88. Civilretsdirektoratet har her orienteret om praksis ved afgørelser om bortfald af børnebidrag med tilbagevirkende kraft, når barnet gennem lang tid har haft en høj indtægt. Efter børnetilskudslovens § 5, stk. 2, sidste pkt., kan dette særlige børnetilskud også ydes, når bidragsberettigede og barnet har ophold i udlandet. Socialministeriet har herom oplyst, at der efter gældende regler på dette område ikke er grundlag for at have forskellig praksis afhængig af, om barnet har ophold her i landet eller i udlandet. Civilretsdirektoratet er enig i denne opfattelse. Der kan i øvrigt ydes børnetilskud, hvis en bidragsforpligtelse er fastsat efter et udenlandsk dokument, når bidragsdokumentet efter international konvention kan danne grundlag for tvangsinddrivelse her i landet.
B.b.3.
Ifølge børnetilskudslovens § 2, nr. 3, kan der fra 1994 ydes ordinært børnetilskud til en forælder, når den anden er indsat til afsoning af fængsel i mere end 3 måneder, idet den indsatte ikke kan opfylde sin forsørgelsespligt. Betyder dette ændring af tidligere praksis (Skarrildhus 1989.21), således at der af statsamtet kan fastsættes almindelige børnebidrag fra den indsatte uden nærmere oplysning om eller dokumentation for afbrydelse af samliv?
Svar: Ændringen i børnetilskudsloven er sket ved lov nr. 1133 af 22. december 1993. Den indebærer, at der kan ydes ordinært børnetilskud, når den ene ægtefælle er indsat i institutioner under kriminalforsorgen ud over 3 måneder, og den anden ægtefælle er "enlig". Ifølge bemærkningerne sigter lovforslaget mod at begrænse de uheldige og utilsigtede følger, som en indsættelse i institutioner under Kriminalforsorgen og lignende kan medføre for den indsattes familie. Det er ikke hensigten med bestemmelsen at ændre på reglerne om, at en person, der er gift, kun kan anses som enlig forsørger, når den pågældende er separeret eller lever adskilt fra ægtefællen på grund af uoverensstemmelse. Som det også fremgår af Skarrildhusberetningen for 1989, side 21-22, antages en af forældrene, som lever sammen med barnet, som altovervejende hovedregel at forsørge dette efter sin evne. Hvis en af forældrene ikke opholder sig sammen med barnet og den anden af forældrene, men dette skyldes praktiske omstændigheder i stedet for uenighed, må man i almindelighed lægge til grund, at underholdsforpligtelsen opfyldes. Det kan således normalt antages, at strafafsonere, selvom de måtte være uden forsørgerevne, opfylder deres forsørgelsespligt efter børnelovens § 13, når samlivet med den anden af forældrene ikke er ophævet på grund af uoverensstemmelse. Det er Civilretsdirektoratets opfattelse, at ændringen af børnetilskudsloven ikke medfører en ændret vurdering heraf. Den indsatte kan således normalt ikke i sådanne situationer pålægges bidrag efter begæring fra den anden af forældrene eller fra det offentlige på dennes vegne.
B.b.4. I en konkret sag afslog statsamtet at fastsætte børnebidrag for en kvinde fra Somalia, idet der ikke fandtes nogen dokumentation for faderskabet til børnene. Dette blev ændret af Civilretsdirektoratet (1997-460-4494). Statsamtet forelægger i almindelighed attester fra Somalia for direktoratet. Betyder afgørelsen, at vi også skal forelægge sager uden attester.
Svar: En række udlændinge - typisk flygtninge - har svært ved at dokumentere deres civilstand. Civilretsdirektoratet skal anmode statsamterne om at få forelagt disse sager. Direktoratet skal i den forbindelse henlede opmærksomheden på cirkulæreskrivelse af 13. februar 1997 om godkendelse af udenlandske vielser og skilsmisser uden fremlæggelse af originale dokumenter.
B.b.5. Der ønskes en redegørelse for, den fremgangsmåde, Civilretsdirektoratet mener, bør følges i den situation, hvor der kun er søgt om normalbidraget, og hvor den bidragspligtige ikke har reageret på varslingsskrivelsen om normalbidrag. Der henvises til EDB-sekretariatets standardskrivelse B011.
Svar: Der er i spørgsmålet henvist til en varslingsskrivelse, som blot angiver, at der er ansøgt om normalbidraget, og at afgørelsen vil blive truffet ud fra sagens oplysninger, hvis der ikke svares. Efter børnelovens § 14 fastsættes børnebidrag under hensyn til barnets tarv og forældrenes økonomiske kår, herunder deres erhvervsevne. Er begge forældre ubemidlede, fastsættes bidraget i almindelighed til det for barnets opholdssted til enhver tid gældende normalbidrag. Da bidraget bl.a. fastsættes under hensyn til forældrenes økonomiske kår, er det Civilretsdirektoratets opfattelse, at der - uanset at der alene søges om normalbidraget - skal ske en vurdering af parternes økonomiske forhold, medmindre der svares bekræftende på en anmodning om fastsættelse af normalbidraget. Civilretsdirektoratet har derfor i rekursbehandlingen, hvor statsamtet har pålagt en far eller mor, der ikke har reageret på statsamtets varsling, at betale normalbidraget, indhentet økonomiske oplysninger fra parterne. Det er endvidere Civilretsdirektoratets opfattelse, at statsamtet ikke kan opfylde sin begrundelsespligt i henhold til forvaltningslovens § 22 uden økonomiske oplysninger. Udover en henvisning til den retsregel, bidraget fastsættes efter, skal begrundelsen i skønsmæssige sager angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen. Parternes økonomiske forhold er normalt hovedhensyn i bidragssagen og skal derfor omtales i begrundelsen. Under hensyn til at normalbidraget sædvanligvis betragtes som minimumsbidraget til et barns forsørgelse, finder Civilretsdirektoratet, at statsamtet i almindelighed kan lægge ansøgerens egne oplysninger udokumenteret til grund og for bidragspligtige skatteforvaltningens seneste opgørelse. Børnelovsudvalget overvejer for tiden, om børnelovens regler om forsørgelse er rimelige og tidssvarende.
B.b.6. Orientering om fastsættelse af børnebidrag, når barnet opholder sig omtrent lige meget hos begge forældre, herunder om betydningen af fælles forældremyndighed. Civilretsdirektoratet har tidligere i Skarrildhusberetningen for 1991, side 28-30, orienteret om retningslinier for fastsættelse af børnebidrag, når barnet opholder sig meget hos begge forældre, herunder om betydningen af fælles forældremyndighed. Der kan tillige henvises til Skarrildhusberetningen for 1988, side 80-81. Det er Civilretsdirektoratets opfattelse, at der hersker en vis usikkerhed om betydningen af henholdsvis fælles forældremyndighed og eneforældremyndighed i relation til fastsættelse af børnebidrag, når barnet bor omtrent lige meget hos begge forældre.
- Fælles forældremyndighed Hvis der er fælles forældremyndighed, og forældrene deler forsørgelsen af barnet, kan der ikke fastsættes bidrag. Baggrunden for dette er, at det ifølge børnelovens § 13, stk. 2, er en betingelse for at fastsætte bidrag, at en af forældrene ikke opfylder sin forsørgelsespligt. Hvis det må lægges til grund, at forældre, der har fælles forældremyndighed, ikke deler forsørgelsen, enten fordi den ene af forældrene trods deleordning afholder flest udgifter, eller fordi den ene af forældrene uanset den fælles forældremyndighed har barnet mest, er der som udgangspunkt alene grundlag for at fastsætte bidrag, såfremt den ene af forældrene derved kan antages at bære den overvejende forsørgelsesbyrde. Hvornår den ene af forældrene bærer den overvejende forsørgelsesbyrde beror på et skøn. Som anført i Skarrildhusberetningen for 1993, side 17, er det Civilretsdirektoratets opfattelse, at forskellen mellem forældrenes forsørgelsesbyrde i hvert fald må være større end normalbidraget, for at man kan tale om en "overvejende forsørgelsesbyrde". Det er derfor nødvendigt, at der foretages en nærmere undersøgelse af, hvilke udgifter vedrørende barnet forældrene hver især afholder, herunder f.eks. udgifter til tøj, transport, daginstitution, skolegang, fritidsaktiviteter, lommepenge og lignende. Udgifter til rejser og større enkeltanskaffelser, som har karakter af gaver, har mindre betydning, men kan dog indgå i den samlede vurdering af, om der foreligger en "overvejende forsørgelsesbyrde". Det må endvidere indgå i vurderingen, om en af forældrene modtager børnetilskud eller børnefamilieydelse til barnet. Der kan henvises til Skarrildhusberetningen for 1993, side 17. Civilretsdirektoratet kan henvise til følgende eksempler på, at man - i situationer, hvor der er fælles forældremyndighed over barnet, og hvor barnet bor (omtrent) lige meget hos begge forældre - ikke har fundet grundlag for fastsættelse af børnebidrag:
1992-460-6040: BF klagede over, at statsamtet afslog at lade normalbidraget til B bortfalde. Der var fælles forældremyndighed, og B opholdt sig lige meget hos begge forældre. Det var oplyst, at den af forældrene, som B opholdt sig hos, afholdt de udgifter, der var forbundet med B´s ophold. BM modtog børnetilskud, og BM afholdt udgifterne til tøj til B. Det var oplyst, at tøjudgifterne skulle dækkes af børnetilskuddet. Civilretsdirektoratet lod bidraget bortfalde under henvisning til, at det ikke fandtes godtgjort, at BM havde den overvejende forsørgelsesbyrde, idet man lagde vægt på, at børnetilskuddet skulle dække tøjudgifter, og at de eneste udgifter, som BM afholdt mere end BF, var udgiften til fritidshjem på 420 kr. månedligt og kontingent til gymnastik.
1996-460-4016: BF klagede over, at statsamtet afslog at lade normalbidraget til børnenes underhold bortfalde. Der var fælles forældremyndighed, og børnene opholdt sig lige meget hos begge forældre. BM modtog børnefamilieydelse. BM afholdt udgifter til musikundervisning, spejder og filmklub. Civilretsdirektoratet lod bidraget bortfalde under henvisning til, dels at BF måtte antages at opfylde sin forsørgelsespligt ved at børnene opholdt sig lige så meget hos ham som hos BM, dels at de eneste faste udgifter, som BM afholdt mere end BF, var udgifter til musikundervisning, spejder og filmklub, og at disse udgifter rigeligt kunne dækkes af børnefamilieydelsen.
1996-460-4212: BF klagede over at være pålagt at betale normalbidraget med tillæg af 50 % til B. Der var fælles forældremyndighed, og B opholdt sig hos BF hver anden uge fra onsdag ca. kl. 12 til mandag morgen og hver anden uge fra onsdag ca. kl. 12 til torsdag morgen. BF afholdt udgifter til den daglige kost og andre daglige fornødenheder, transport, tøj og sko samt vask m.m., når B var hos ham. BM afholdt - udover udgifter til daglige fornødenheder - tillige udgifterne til B´s skolefritidsordning, fritidsundervisning etc. Civilretsdirektoratet lod bidraget bortfalde under henvisning til, at BF fandtes at opfylde sin forsørgelsespligt over for B gennem B´s ophold hos BF. Hvis man efter en konkret vurdering finder, at den ene af forældrene bærer den overvejende forsørgelsesbyrde, kan der fastsættes bidrag. Ved fastsættelsen af størrelsen af bidraget vil det imidlertid kunne lægges til grund, at den bidragspligtige ved barnets ophold hos sig delvist har opfyldt sin forsørgelsespligt. Man vil dog som udgangspunkt ikke kunne fastsætte bidraget til et beløb, der er lavere end normalbidraget. Civilretsdirektoratet kan henvise til følgende eksempler:
1994-460-2236: BF klagede over at være pålagt at betale normalbidraget med tillæg af 50 % til B. Der var fælles forældremyndighed, og B opholdt sig hos BF i 6 dage ud af 14. BF afholdt alle udgifter til B´s almindelige fornødenheder, når B var hos BF. Civilretsdirektoratet nedsatte bidraget til normalbidraget under henvisning til, at B opholdt sig hos BF lidt under halvdelen af tiden, hvorfor BF fandtes delvist at opfylde sin forsørgelsespligt over for B.
1996-460-4403: BF klagede over at være pålagt at betale normalbidraget med tillæg af 100 % til 2 børns underhold. Der var fælles forældremyndighed over børnene, og børnene opholdt sig omtrent lige meget hos begge forældre. BM afholdt de faste udgifter vedrørende børnene. BF oplyste, at han afholdt udgifter til børnene, når de var hos ham, herunder udgifter til tøj m.m. BM var ikke enig i BF´s vurdering af, hvor meget BF bidrog til børnene. Civilretsdirektoratet fandt, at BM havde den overvejende forsørgelsesbyrde, men samtidig fandt man, at bidraget burde nedsættes til normalbidraget under hensyn til, at børnene opholdt sig så meget hos BF.
Ved udvidede samværsordninger vil der som udgangspunkt være grundlag for at fastsætte bidrag. Der vil kun undtagelsesvist ved fastsættelsen af bidragets størrelse blive taget hensyn til, at barnet opholder sig meget hos den bidragspligtige, således at den bidragsberettigede herved spares for udgifter. Der kan henvises til følgende eksempler vedr. bidrag ved udvidet samvær:
1995-460-3288: BF klagede over at være pålagt at betale normalbidraget med tillæg af 50 % til 3 børn. Der var fælles forældremyndighed, og det blev lagt til grund, at der blev praktiseret en ordning, hvor børnene opholdt sig hos BF i 5 dage og derefter i 11 dage hos BM. Det blev endvidere lagt til grund, at BF havde feriesamvær med børnene i et ikke nærmere angivet omfang - dog blev det lagt til grund, at samværet havde et videre omfang end sædvanligt feriesamvær. BF havde anført, at børnene ofte besøgte ham efter skole. Dette forhold tillagde Civilretsdirektoratet ikke afgørende betydning, idet disse besøg måtte antages at være af mindre fast karakter. Civilretsdirektoratet kunne tiltræde statsamtets afgørelse, idet BM fandtes at bære den overvejende forsørgelse af børnene, hvorfor BM var berettiget til at kræve bidrag fastsat.
1996-460-3720: BF klagede over at være pålagt at betale normalbidraget. Der var fælles forældremyndighed over børnene, og børnene opholdt sig hos BF i 5 dage ud af 14. BF oplyste, at han afholdt udgifter til tøj, legetøj samt møbler. Civilretsdirektoratet kunne tiltræde statsamtets afgørelse, idet BF ikke fandtes at opfylde sin forsørgelsespligt over for børnene.
- Eneforældremyndighed Hvis der ikke er fælles forældremyndighed, kan den forældremyndighedsindehaver, som opfylder sin forsørgelsespligt, som udgangspunkt anmode statsamtet om at pålægge den anden af forældrene at betale bidrag til barnets underhold. Bidraget vil som udgangspunkt blive fastsat, selvom den anden af forældrene deltager i forsørgelsen. Dette skyldes, at forældremyndighedsindehaveren antages at have ret til at kræve den anden forælders forsørgelse omsat til et pengebeløb ved en bidragsresolution med virkning for fremtiden. I de tilfælde, hvor der er eneforældremyndighed, vil der således som udgangspunkt være grundlag for udfærdigelse af en bidragsresolution, selvom barnet bor (omtrent) lige meget hos begge forældre. Civilretsdirektoratet kan henvise til følgende eksempel:
1997-460-4635: BM klagede over statsamtets afgørelse, hvorefter BF´s bidrag til B bortfaldt. BF havde ikke del i forældremyndigheden. B opholdt sig ca. halvdelen af tiden hos BF. BM oplyste, at hun afholdt alle udgifter til B´s fritidsinteresser, frisør, børneopsparing, forsikringer samt diverse ture med klubber og skole. På denne baggrund ønskede BM at fastholde bidraget til B. BF oplyste, at han afholdt udgifter til ferie, udflugter eller lignende i de uger, hvor B opholdt sig hos ham, ligesom BF betalte beklædning, lommepenge og andet til B i disse uger. Civilretsdirektoratet ændrede statsamtets afgørelse, således at BF skulle betale normalbidraget, idet der ved afgørelsen særlig blev lagt vægt på, at BM havde eneforældremyndigheden over B, og at BM derfor kunne bestemme, hvorledes B skulle forsørges, herunder om BF kunne opfylde sin forsørgelsespligt med naturalier o.lign., eller om forsørgelsen skulle ske gennem bidrag. Direktoratet fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastsætte bidraget lavere end normalbidraget, uanset at BF havde B ca. halvdelen af tiden og afholdt udgifter herved. Den omstændighed, at barnet bor omtrent lige meget hos begge forældre, kan dog få betydning for bidragets størrelse, idet bidragspligtiges forsørgelsespligt kan anses for delvist opfyldt gennem barnets ophold hos den bidragspligtige. Der kan henvises til følgende eksempler:
1993-460-745: BF klagede over at være pålagt at betale normalbidraget med tillæg af 100 % til B. BF havde ikke del i forældremyndigheden. B opholdt sig lige meget hos begge forældre. BF afholdt alle udgifter til B´s almindelige fornødenheder, når B opholdt sig hos BF. BM modsatte sig, at BF afholdt andre udgifter til B´s underhold, end de udgifter der fulgte af, at B opholdt sig hos BF halvdelen af tiden. Civilretsdirektoratet nedsatte efter et skøn bidraget til normalbidraget, idet man ved afgørelsen lagde vægt på, at B opholdt sig hos BF halvdelen af tiden med forældremyndighedsindehaverens samtykke, hvorfor BF fandtes delvist at opfylde sin forsørgelsespligt overfor B.
1995-460-2633: BF klagede over at være pålagt at betale normalbidraget med tillæg af 300 % til 2 børns underhold. BF havde ikke del i forældremyndigheden. Børnene opholdt sig lige meget hos begge forældre. Civilretsdirektoratet nedsatte efter et konkret skøn bidraget til normalbidraget med tillæg af 100 % under henvisning til, at børnene opholdt sig hos BF ca. halvdelen af tiden, hvorfor BF fandtes delvist at opfylde sin forsørgelsespligt overfor børnene.
1997-460-4430: BF klagede over at være pålagt normalbidraget med tillæg af 100 % til B. BF havde ikke del i forældremyndigheden. BF oplyste, at B opholdt sig hos ham i 6-7 dage ud af 14 dage. BF afholdt udgifter til B´s almindelige fornødenheder og underhold, når B opholdt sig hos BF. BM afholdt - ud over udgifter til almindelige fornødenheder - tillige udgifter til fritidsinteresser m.v. Civilretsdirektoratet nedsatte bidraget til normalbidraget, idet BF fandtes delvist at opfylde sin forsørgelsespligt overfor B gennem B´s ophold hos BF.
Ved udvidet samværsordninger vil der som udgangspunkt være grundlag for at fastsætte bidrag. Der vil kun undtagelsesvist ved fastsættelsen af bidragets størrelse blive taget hensyn til, at barnet opholder sig meget hos den bidragspligtige, således at den bidragsberettigede herved spares for udgifter. Der kan henvises til følgende eksempler vedr. bidrag ved udvidet samvær:
1995-460-2878: BF klagede bl.a. over at være pålagt at betale normalbidraget med tillæg af 100 % til 2 børns underhold. BF havde ikke del i forældremyndigheden over børnene. BF oplyste, at børnene opholdt sig hos ham omkring halvdelen af tiden, og at han afholdt udgifter til reparation af børnenes cykler samt til mad, transport og tøj, når børnene opholdt sig hos BF. BF oplyste endvidere, at han havde foretaget indskud på børnenes børneopsparingskonti. BM oplyste, at børnene opholdt sig hos BF 5 ud af 14 dage, dog således at børnene til tider havde været en del mere hos BF efter et ikke nærmere fastlagt mønster, bl.a. i ferier o.lign. Civilretsdirektoratet kunne tiltræde statsamtets afgørelse under henvisning til, at BM som forældremyndighedsindehaver havde ret til at få BF´s forsørgelsespligt overfor børnene fastsat til et pengebeløb efter reglerne i børneloven. Direktoratet fandt ikke, at BF med den tid, hvor børnene opholdt sig hos ham, og de udgifter, som BF afholdt vedrørende børnene, hverken helt eller delvist opfyldte sin forsørgelsespligt. Bidraget kunne derfor hverken nedsættes eller bortfalde. Civilretsdirektoratet kan endvidere henvise til Skarrildhusberetningen for 1990, side 14-16, hvor der orienteres om betydningen af, at den bidragspligtige har afholdt udgifter eller vil afholde udgifter vedrørende barnet. Orienteringspunktet omhandler både situationer, hvor der er fælles forældremyndighed, og hvor der er eneforældremyndighed. Afslutningsvis bemærkes, at der i de senere år aftales og fastsættes mere individuelle afgørelser vedrørende samvær og lignende. Det kunne bl.a. i den forbindelse overvejes at tage den anførte praksis op til revision. Som bekendt har justitsministeren nedsat et børnelovsudvalg, der bl.a. skal vurdere de gældende regler m.v. om børns forsørgelse. En eventuel vurdering af den nævnte praksis vil derfor først blive foretaget, når børnelovsudvalgets betænkning foreligger.
B.b.7. Orientering om børnepension. Som det fremgår af Skarrildhusberetningen for 1991, side 23-25, skal børnepension, der udbetales fra en pensionskasse til et barn af en bidragspligtig, betragtes som ydet af bidragspligtige. Det må således sidestilles med beløb, der udbetales af en tilsvarende forhøjet bruttoindkomst. Er det beløb, som barnet får, ikke mindre end det bidrag, som ellers skulle fastsættes, opfylder den bidragspligtige på den måde sin forsørgelsespligt, hvorfor der ikke er hjemmel i børneloven til at fastsætte bidrag. Er beløbet fra pensionskassen mindre end det bidrag, der skulle fastsættes, kan der kun fastsættes et bidrag på det overskydende beløb.
1991-460-5445: Et børnebidrag blev efter anmodning fra bidragspligtige nedsat med det til enhver tid gældende børnepensionstillæg fra bidragspligtiges pension. Civilretsdirektoratet anså børnepensionstillægget som delvis opfyldelse af forsørgelsespligten. Børnepensionsudbetalinger, der hidrører fra bidragsberettigedes pension, anses for at være en del af bidragsberettigedes forsørgelse. Sådanne pensionsudbetalinger betragtes derfor ikke som barnets indtægt. Pensionsudbetalinger, der hidrører fra bidragsberettigedes ægtefælles pension, må efter direktoratets opfattelse sidestilles med pensionsudbetalinger, der hidrører fra bidragsberettigede selv.
1996-460-4057: BM klagede over, at statsamtet havde truffet afgørelse om, at bidrag til B skulle bortfalde under henvisning til B´s egenindtægt, der dels bestod af en børnepensionsudbetaling, der hidrørte fra BM´s nuværende ægtefælles pension, og dels af egen indtægt. Civilretsdirektoratet ophævede statsamtets afgørelse under henvisning til, at børnepensionsudbetalinger, som hidrører fra bidragsberettigedes pension, anses for at være en del af bidragsberettigedes forsørgelse og derfor ikke som barnets indtægt, og at pensionsudbetalinger, der hidrører fra bidragsberettigedes ægtefælles pension, må sidestilles med pensionsudbetalinger hidhørende fra bidragsberettigede selv.
B.b.8. I Skarrildhusberetningen for 1982, side 12, er der stillet spørgsmål om, hvorvidt der kan fastsættes bidrag efter Børnelovens § 19 samtidig med et løbende hustrubidrag, og spørgsmålet besvares bekræftende. Der ønskes en nærmere begrundelse for svaret, idet man umiddelbart kunne indvende, at hustruen er forsørget gennem hustrubidraget.
Svar: Det fremgår af børnelovens § 19, stk. 1, 1. pkt., at statsamtet kan pålægge faderen at udrede bidrag til udgifterne ved fødslen og moderens underhold 2 måneder før og 1 måned efter fødslen. Under særlige omstændigheder kan bidraget pålægges for en længere periode. Det er Civilretsdirektoratets opfattelse, at der kan fastsættes bidrag i medfør af børnelovens § 19 samtidig med et løbende hustrubidrag. Begrundelsen herfor er, at bidrag til udgifterne ved fødslen ikke er til moderens underhold som sådan, og at bidrag til "moderens underhold" ikke fastsættes under hensyn til, i hvilket omfang hun selv kan skaffe sig et efter sine livsvilkår tilstrækkeligt underhold, idet bidraget skal gå til delvis dækning af en række ekstraudgifter, som opstår i forbindelse med fødslen. Da der normalt også fastsættes bidrag til omkostninger ved selve fødslen, tænkes der ved bidrag til moderens underhold på ekstraudgifter i bredere forstand, herunder anskaffelse af ventetøj, indretning af bolig, indkøb af barnevogn, nødvendig taxakørsel, hygiejneartikler o.lign. Civilretsdirektoratet skal tilføje, at der ikke er noteret eksempler, hvor bidrag i medfør af børnelovens § 19 er blevet afvist med henvisning til parternes økonomiske forhold, herunder hustruens bidragsbehov. Civilretsdirektoratet har ligeledes ikke noteret eksempler, hvor bidraget er forhøjet udover normalbidraget. Det er Civilretsdirektoratets opfattelse, at der kan anvendes samme kriterier for afslag på eller nedsættelse af normalbidraget i medfør af børnelovens § 19, som anvendes ved vurderingen af, om et normalbidrag til et barns underhold skal nedsættes eller bortfalde. Der henvises bl.a. til cirkulæreskrivelse af 19. april 1982, hvorefter der kan fastsættes bidrag, der er lavere end normalbidraget, hvis den bidragsberettigedes økonomiske forhold er så gode, at der reelt ikke eksisterer noget behov for forskudsvis udbetaling af bidrag, og den bidragspligtiges økonomiske forhold samtidig er så dårlige, at det er urealistisk, at vedkommende kan betale bidrag til barnets underhold. Børnelovsudvalget overvejer for tiden, om børnelovens regler om forsørgelse er rimelige og tidssvarende.
c. Generelle bidragsspørgsmål B.c.1. a) Der ønskes en orientering om reglerne om inddrivelse i Danmark og i udlandet af bidrag, der er fastsat ved aftale (og altså ikke af statsamtet). b) Kan statsamtet nedskrive en aftale om bidrag alene efter den ene parts ønske? (Det forudsættes, at aftalens indhold er sikkert).
Svar: Ad a) Reglerne om inddrivelse i Danmark findes i inddrivelsesloven. Efter § 1, stk. 1, finder loven anvendelse på inddrivelse af underholdsbidrag, der tjener til fyldestgørelse af en i dansk lov hjemlet underholdsforpligtelse. Det er uden betydning, om bidraget er fastsat, eller om det beror på parternes aftale, jf. betænkning nr. 300/1961, side 32. Efter § 1, stk. 2, finder lovens regler endvidere anvendelse på inddrivelse af bidrag til fyldestgørelse af en underholdsforpligtelse i henhold til udenlandsk lov i det omfang, det fastsættes ved overenskomst med fremmed stat eller bestemmelse af justitsministeren. Danmark har på denne baggrund tiltrådt visse internationale konventioner, der forpligter deltagerlandene at anerkende og fuldbyrde udenlandske underholdsforpligtelser, jf. inddrivelseslovens § 1, stk. 2, for så vidt angår inddrivelse i Danmark. Vedrørende aftaler omfatter den Nordiske Konvention af 23. marts 1962 om inddrivelse af underholdsbidrag "skriftlige vedtagelser", mens Haagerkonventionen af 2. oktober 1973 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om underholdspligt omfatter "forlig indgået for en offentlig myndighed". Endelig er der intet til hinder for at søge et aftalt bidrag inddrevet efter FN-konventionen af 20. juni 1956 om inddrivelse af underholdsbidrag i udlandet. Denne konvention er dog alene en retshjælpskonvention. FN-konventionen er gennemført i dansk ret ved bekendtgørelse nr. 433 af 17. december 1965. Efter §§ 2 og 4, stk. 1, kan inddrivelse i henhold til konventionen alene ske på grundlag af en dansk bidragsresolution. Størrelsen af bidraget fastsættes i overensstemmelse med dansk rets regler. Foreligger der en udenlandsk afgørelse, der fastsætter bidraget til et bestemt beløb, bør resolutionen i almindelighed udfærdiges i overensstemmelse hermed. Foreligger der en udenlandsk aftale, der fastsætter bidraget til et bestemt beløb, kan der efter Civilretsdirektoratets opfattelse udfærdiges en resolution i overensstemmelse hermed, i det omfang det er muligt efter dansk ret. Der vil blive redegjort nærmere for konventionsreglerne i forbindelse med Civilretsdirektoratets kommende vejledning om inddrivelse i henhold til visse internationale konventioner. Der består ingen pligt til at anerkende eller fuldbyrde udenlandske bidragsaftaler i Danmark, hvis aftalen er indgået i et ikke-konventionsland. Ligeledes består der ingen pligt for ikke-konventionslande til at anerkende og fuldbyrde danske bidragsaftaler, medmindre dette følger af landets egne retsregler. Den berettigede bør i begge disse tilfælde henvises til at ansøge om fastsættelse af en bidragsresolution i det land, hvor den bidragspligtige bor eller søge aftalen fuldbyrdet ved det pågældende lands kompetente myndigheder. Ad b) Under forudsætning af, at aftalens indhold er sikkert, kan statsamtet nedskrive en sådan aftale, hvis parten må antages at have en retlig interesse heri. Gengivelsen af aftalen skal dog ske på en sådan måde, at det ligger klart, hvad der er grundlaget for statsamtets medvirken.
B.c.2. Orientering om behandling af skattefri indtægter i 1998, herunder DIS-indtægter. I tidligere Skarrildhusberetninger har Civilretsdirektoratet til brug for behand- lingen af bidragssager orienteret om betydningen af, at sagens parter har lavt beskattede eller skattefri indtægter, herunder DIS-indtægter. Der er endvidere i Skarrildhusberetningerne for 1994, 1995 og 1996 bl.a. i skemaform orienteret om, hvilken betydning skattereformen, der trådte i kraft den 1. januar 1994, har for vurderingen af skattefrie indtægter. Omlægningen af skattesystemet som følge af skattereformen fra 1993 er nu slut. I en stærkt forenklet form ser beskatningen af lønindtægter i 1998 således ud: Af enhver lønindtægt betales et øremærket arbejdsmarkedsbidrag (ambi) på 8 %. Herefter betales der af indtægter, der overstiger personfradraget på 31.400 kr. 40,4 % i skat (Bund-, Kommune-, Amts- og Kirkeskat). Af indtægter over 139.000 kr. betales der et skattetillæg på 6 % (Mellemskat) og endelig 15 % (Topskat) af indtægter over 251.200 kr. Skatteloftet for 1998 er fastsat til 58 % excl. kirkeskat. Den gennemsnitlige kirkeskat i 1998 er 0,7 %, hvorfor den maksimale skatteprocent bliver 58,7 %, incl. kirkeskat. Civilretsdirektoratet har igen i år revideret det skema, som kan benyttes ved beregningen af, hvad en bestemt nettoindtægt svarer til som beskattet bruttoindtægt.
1998:
Når beregningerne er gennemført efter tabellen, skal der tillægges arbejdsmar-kedsbidrag (ambi): Ved at dividere indtægten efter ambi med 0,92, fremkommer indtægten før ambi.
Eksempel: M har en skattefri indtægt på 200.000 kr.
I 1998 skal lønmodtagere, selvstændigt erhvervsdrivende og modtagere af forskellige offentlige ydelser indbetale til en midlertidig pensionsopsparing. Dette følger af lov nr. 803 af 24. oktober 1997 om ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension med flere love. Denne pensionsopsparing er gennemgået i cirkulæreskrivelse af 14. januar 1998. Ordningen omfatter ikke DIS-indtægter og ikke personer, som ikke er skattepligtige i Danmark.
Hvilke løndele skal indgå i bruttoficeringen af skattefri indtægter, f.eks. DIS-indtægter ? Dette spørgsmål har bl.a. været behandlet i følgende sag:
1996-460-4014: BF havde en årlig skattefri DIS-indtægt på 200.000-210.000 kr. Statsamtet ansatte hans bruttoficerede årlige indtægt til ca. 410.000 kr. og fastsatte børnebidraget til 2 børn til normalbidraget med tillæg af 100 %. Civilretsdirektoratet stadfæstede afgørelsen, men ændrede beregningsgrundlaget, idet man ansatte hans bruttoficerede årlige indtægt til ca. 344.000 kr. Direktoratet bemærkede følgende: "Kompensationstillæg medtages ikke ved bidragsberegningen, idet formålet med tillægget er at stille en modtager af DIS-indtægter, der ikke kan udnytte de almindelige skattefradrag, som en almindelig skatteyder." BF anmodede om genoptagelse, idet han anførte, at den skattemæssige værdi af fri kost og udbetalte kostpenge skulle undtages fra bruttoficeringen og først tillægges den bruttoficerede løn. Direktoratet fastholdt afgørelsen, idet man fandt, at den skattemæssige værdi af fri kost samt de udbetalte kostpenge skal indgå i det beløb, som skal lægges til grund for bruttoficeringen. Direktoratet støttede denne opfattelse på, "at disse poster skattemæssigt betragtes som en del af lønnen og ikke som udgiftsdækning eller godtgørelse.". Vedrørende kompensationstillæg henvises til Skarrildhusberetningen for 1991, side 37, samt cirkulæreskrivelse af 6. april 1993. For så vidt angår ATP-bidrag og eget pensionsbidrag bemærkes det, at den praksis, som er beskrevet i cirkulæreskrivelsen af 6. april 1993, er ændret som følge af ændringen af behandlingen af pensionsordninger, jf. Skarrildhusberetningen for 1996, side 25-26. Der skal her sondres mellem følgende situationer:
Endelig skal det understreges, at kapitalindtægter for personer, der er omfattet af DIS-ordningen, ikke er skattefri.
Skattefri/lavt beskattede indtægter i udlandet. Den omstændighed, at der i et land ikke betales skat (eller alene en skat, der langt fra kan måle sig med danske forhold), modsvares ofte af betydelige leveomkostninger, herunder udgifter til privat at sikre sig visse af de ydelser, der her i landet betales via skatten. I tilfælde, hvor der ikke er tale om skattefri indtægter for herboende, bør skemaet derfor alene benyttes som udgangspunkt for skønnet. Se i den forbindelse Skarrildhusberetningen for 1996, side 28-29. Om lavt beskattede indtægter se også:
1996-460-3525: H, der boede i Danmark, modtog en svensk pension på ca. 16.400 svenske kr. (ca. 13.900 danske kr.) om måneden, der kun blev beskattet med 25 % i Sverige. Denne pension blev på grund af dobbeltbeskatningsoverenskomst med Sverige ikke beskattet i Danmark. Pensionen indgik dog i beregningen af skatten af H's øvrige indtægter, således at disse blev ramt af progressionen i skattesystemet. Told- og Skattestyrelsen udtalte, at H skulle have en årlig dansk indtægt før skat på over 217.000 kr. for at opnå et rådighedsbeløb efter skat af samme størrelse som det rådighedsbeløb, som hun fik udbetalt efter den særlige beskatning af hendes svenske pension. Civilretsdirektoratet lagde oplysningerne fra skattemyndighederne til grund ved afgørelsen og lod ægtefællebidraget bortfalde.
Civilretsdirektoratet kan i øvrigt henvise til Skarrildhusberetningen for 1987, side 53-54, 1991 side 37-39, 1994 side 29-31, 1995 side 30-32 og 1996 side 26-29.
B.c.3. Orientering om fremgangsmåden ved bidragsfastsættelse, hvor den bidragspligtige bor i udlandet. Hvis den bidragspligtige bor i udlandet, vil en bidragsfastsættelse undertiden være forbundet med særlige problemer i relation til kommunikationen bl.a. på grund af usikkerhed med den bidragspligtiges adresse eller sprogproblemer. Udgangspunktet er imidlertid, at sådanne sager skal behandles efter samme regler som andre bidragssager på såvel det materielle som det formelle plan. (Der kan dog i forbindelse med konventioner om f.eks. inddrivelse af underholdsbidrag være særlige krav til sagsbehandlingen. Disse bliver ikke omtalt her.) Den bidragspligtige skal efter gældende regler varsles om kravet og have lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. På grund af uvished omkring postbesørgelsens effektivitet, den geografiske afstand m.v., kan det evt. være hensigtsmæssigt at anvende principperne i § 158 i retsplejeloven vedrørende brevforkyndelse. I overensstemmelse med princippet i § 21 i cirkulære om ægteskabets opløsning skal oplysninger til brug for bidragsfastsættelsen til børn og ægtefælle så vidt muligt indhentes direkte fra parten. Statsamtet skal således udvise rimelige bestræbelser for at finde frem til en bidragspligtig i udlandet, i første række ved at udspørge den bidragsberettigede eller, for så vidt angår udvandrede personer, folkeregistret. Kan statsamtet ikke fremskaffe en adresse, bør der rettes henvendelse til den danske repræsentation i det land, hvor bidragspligtige formodes at opholde sig. Formålet kan her enten være at få adressen oplyst eller at få repræsentationens hjælp til at viderebringe statsamtets skrivelser. Hvis sådanne bestræbelser har været forgæves, kan der uden varslingsskrivelse træffes afgørelse om bidrag. En eventuel børnebidragsresolution skal søges fremsendt til en mulig udenlandsk adresse, uanset at varsling har været umulig. Der henvises til Skarrildhusberetningen for 1986, side 42-43.
Oversættelse af dokumenter. Det følger af § 7, stk. 1, i forvaltningsloven, at forvaltningsmyndigheden i almindelighed må sikre sig, at den er i stand til at forstå og blive forstået af udlændinge. Efter omstændighederne må myndigheden stille tolke- og oversættelsesbistand til rådighed. Det almindeligt gældende officialprincip fører ligeledes til, at forvaltningsmyndigheden må foranledige og bekoste oversættelser, der er nødvendige for at træffe en forsvarlig afgørelse. Herefter skal varslingsskrivelser og afgørelser efter direktoratets opfattelse oversættes til et for bidragspligtige forståeligt sprog, hvis der kommunikeres direkte med denne. Det er Civilretsdirektoratets opfattelse, at udgifter hertil må afholdes af statsamtet, som den myndighed der træffer afgørelse i sagen. I visse tilfælde, hvor Danmark har en større repræsentation i det pågældende land, kan skrivelser fremsendes på dansk til repræsentationen med anmodning om, at repræsentationen er behjælpelig med at kommunikere indholdet videre og eventuelle svar tilbage. Der vil i den kommende vejledning om inddrivelse af bidrag i henhold til visse internationale konventioner blive redegjort nærmere for de sagsbehandlingsskridt, som er opstillet i forbindelse med de internationale konventioner om inddrivelse, som Danmark har tilsluttet sig.
C. FORÆLDREMYNDIGHED OG RÅDGIVNING
C.1. I en konkret sag havde statsamtets børnesagkyndige rådgiver i forbindelse med en forældremyndighedskonflikt talt med nogle halvstore børn. Efterfølgende ønskede kommunen en udtalelse om, i hvilket omfang børnene var klemt af forældrenes konflikt (med henblik på, om der burde ydes hjælp til efterskoleophold). Kan/bør rådgiver afgive en sådan udtalelse, eventuelt efter ny (af kommunen betalt) samtale med børnene?
Svar: Civilretsdirektoratet har i anledning af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Justitsministeriets Lovafdeling, som bl.a. har udtalt følgende: "I bekendtgørelse nr. 994 af 14. december 1995 om forældremyndighed og samvær er i kapitel 2 (§§ 11-19) fastsat nærmere regler om børnesagkyndig rådgivning. Bekendtgørelsens § 19, stk. 1, har følgende ordlyd:
Denne bestemmelse angår alene det "interne" spørgsmål om statsamtets mulighed for til brug for en række nærmere angivne typer af sager at indhente oplysninger givet under rådgivningen, og rådgiverens mulighed for at videregive sådanne oplysninger til brug for statsamtets afgørelse i disse sager. Bestemmelsen angår derimod ikke spørgsmålet om adgangen til at videregive oplysninger, der er givet under rådgivning i medfør af lov om forældremyndighed og samvær § 28, til en anden forvaltningsmyndighed, herunder til en kommune. Dette spørgsmål må afgøres efter reglerne i straffelovens § 152 ff., forvaltningslovens §§ 28-32 og bistandslovens § 17. Spørgsmålet er omtalt i Svend Danielsen, Lov om forældremyndighed og samvær, 1997, side 486 f.
Forudsætninger, der lægges til grund ved besvarelsen. Da der er tale om oplysninger, der er fremkommet under børnesagkyndig rådgivning efter § 28 i lov om forældremyndighed og samvær, lægges det til grund, at der er tale om oplysninger om rent private forhold, jf. herved forvaltningslovens § 28, stk. 1, og § 29. Det lægges endvidere til grund, at der, uanset om kommunens anmodning er formuleret som en anmodning om en udtalelse, sker videregivelse af oplysninger fra rådgivningssamtalen. Endelig lægges det til grund, at der er tale om en sag, som kommunen behandler efter bistandsloven. Det er oplyst, at kommunen skulle bruge de pågældende oplysninger "med henblik på, om der burde ydes hjælp til efterfølgende skoleophold". Det fremgår imidlertid ikke af denne formulering, om der er tale om en sag, der er rejst overfor kommunen selv, f.eks. som en sag om anbringelse af et barn uden for hjemmet. Det rejste spørgsmål besvares derfor alternativt.
a) Sagen er rejst over for kommunen ved ansøgning. Efter forvaltningslovens § 29 må der i sager, der rejses ved ansøgning, som hovedregel ikke indhentes oplysninger om ansøgerens rent private forhold fra andre dele af forvaltningen eller fra en anden forvaltningsmyndighed. Er en forvaltningsmyndighed (her kommunen) efter denne bestemmelse ikke berettiget til at indhente oplysningerne, vil den i almindelighed heller ikke være berettiget at videregive oplysningerne til myndigheden. Forvaltningslovens § 29 har følgende ordlyd:
Det lægges til grund, at der ikke i den konkrete sag er givet samtykke til kommunens indhentelse af oplysningerne. Undtagelsen i forvaltningslovens § 29, stk. 2, nr. 3, har ifølge forarbejderne et begrænset anvendelsesområde og kan efter Lovafdelingens opfattelse ikke finde anvendelse i et tilfælde som det foreliggende. Kommunen vil herefter alene være berettiget til at indhente de pågældende oplysninger fra § 28-rådgiveren, hvis "andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov", jf. forvaltningslovens § 29, stk. 2, nr. 2. Efter bistandslovens § 17 kan den myndighed, der behandler en sag efter bistandsloven, pålægge den, der søger bistand, at medvirke til sagens oplysning. Vedkommende myndighed kan endvidere afkræve andre, der har kendskab til forholdene, oplysninger, som må anses for nødvendige for sagen. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at pligten til at give oplysninger er undergivet samme begrænsninger som vidnepligten efter retsplejeloven. En kommune, der behandler en sag efter bistandsloven, har således i princippet hjemmel til at afkræve bl.a. § 28-rådgivere de oplysninger, som kommunen anser for nødvendige for sagen. Det gælder i princippet også i ansøgningssager, jf. forvaltningslovens § 29, stk. 2, nr. 2. I Socialministeriets Vejledning af 11. december 1989 om tavshedspligt, videregivelse og indhentelse af fortrolige oplysninger m.v. inden for den sociale lovgivning (optrykt som bilag 9 til Kommenteret Forvaltningslov, 1992), er det imidlertid i pkt. VII 4 anført, at bl.a. bistandslovens § 17 kun bør bruges af den sociale myndighed, når det har vist sig umuligt at opnå samtykke, og det samtidig skønnes, at oplysningerne er absolut nødvendige. Det anføres videre, at et manglende samtykke altså ikke automatisk bør føre til, at denne bestemmelse tages i anvendelse, men at virkningen af det manglende samtykke f.eks. i stedet kan være, at en ansøgning ikke imødekommes eller kun imødekommes i begrænset omfang. På det foreliggende grundlag synes det vanskeligt at se, at kommunen i en sag som den foreliggende med henvisning til bistandslovens § 17 vil fastholde en anmodning om oplysninger fra den børnesagkyndige rådgivning. Hvis kommunen imidlertid fastholder kravet med udtrykkelig henvisning til bistandslovens § 17, bør oplysningerne efter Lovafdelingens opfattelse videregives.
b) Sagen er ikke rejst overfor kommunen ved ansøgning. Spørgsmålet om, hvorvidt en § 28-rådgiver er berettiget til at videregive oplysninger til en kommune, må bedømmes efter forvaltningslovens § 28. Efter forvaltningslovens § 28, stk. 1, må oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold ikke videregives til en anden forvaltningsmyndighed. Videregivelse af oplysningerne kan dog ske, hvis en af betingelserne i § 28, stk. 2, er opfyldt. § 28, stk. 2, har følgende ordlyd:
"§ 28 .... Stk. 2. Videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan dog ske, når
Som ovenfor under a) lægges det til grund, at der ikke er givet samtykke til oplysningernes videregivelse. Bestemmelsen i § 28, stk. 2, nr. 1, finder derfor ikke anvendelse. Spørgsmålet om, hvorvidt bestemmelserne i § 28, stk. 2, nr. 3 og 4, finder anvendelse, beror på en konkret vurdering. Efter Lovafdelingens opfattelse vil der imidlertid som udgangspunkt ikke i medfør af disse bestemmelser kunne videregives fortrolige oplysninger, der er fremkommet under den børnesagkyndige rådgivning, til det her omhandlede formål. Videregivelse af oplysningerne vil derfor i almindelighed kun være berettiget, hvis "det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningerne skal videregives", jf. forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 2. Der kan i den forbindelse henvises til det, der er anført ovenfor under a) om bistandslovens § 17. Rådgiveren ville ikke kunne videregive oplysninger i videre omfang end anført ovenfor under a) og b) ved at indkalde børnene til en ny samtale, medmindre der under den nye samtale opnås samtykke til videregivelsen.
Sammenfatning. En § 28-rådgiver vil i en situation som den foreliggende som udgangspunkt kun være berettiget til at videregive oplysninger om rent private forhold, der er fremkommet i forbindelse med den børnesagkyndige rådgivning, hvis der er givet samtykke til videregivelsen. Det ville også harmonere dårligt med hensynet til at beskytte den fortrolighed, der bør være omkring en børnesagkyndig rådgivning, og som har fundet udtryk i § 19 i bekendtgørelsen om forældremyndighed og samvær, hvis der var en mere almindelig adgang til at videregive følsomme oplysninger fra rådgivningssamtalen til andre myndigheder. Hvis kommunen imidlertid med henvisning til bistandslovens § 17 forlanger at få oplysningerne - hvilket kommunen på baggrund af det ovenfor anførte næppe i almindelighed bør gøre - bør oplysningerne dog videregives." Det bemærkes, at bistandslovens § 17 den 1. juli 1998 afløses af §§ 10 og 12 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (lov nr. 453 af 10. juni 1997).
C.2. Efter § 19, stk. 2, 1. pkt., i bekendtgørelse om forældremyndighed og samvær kan statsamtets sagsbehandler anmodes om at deltage i rådgivningen. Det fremgår videre af 2. pkt., at der er notatpligt for så vidt angår faktuelle oplysninger af betydning for afgørelsen, der meddeles "under denne del af rådgivningen". Som bestemmelsens 1. led er formuleret, og som det i overensstemmelse hermed meddeles parterne ved tilbud om rådgivning, giver det indtryk af, at parterne er rådige over omfanget af juristens deltagelse. Bestemmelsens 2. led forudsætter efter sin ordlyd imidlertid, at juristens deltagelse er begrænset til en del af rådgivningen. Det giver i praksis ofte anledning til diskussion, om og i hvilket omfang juristen skal deltage i en rådgivning. Statsamtet møder således på forhånd det generelle synspunkt, at rådgivningens kvalitet (formentlig) optimeres, mens andre brugere af forskellige andre grunde anser juristens deltagelse under hele rådgivningen for et retskrav. Det er statsamternes opfattelse, at væsentlige dele af mange rådgivninger omfatter særdeles relevante drøftelser af f.eks. forældrenes indbyrdes uafklarede følelser i relation til bruddet, forskelligt syn på børneopdragelse o.lign., som imidlertid ikke mere snævert har betydning for den eventuelle afgørelse i sagen, og som ikke nødvendiggør deltagelse af en sagsbehandler. Hovedformålet må være, at statsamtet til enhver tid er til rådighed med henblik på juridisk vejledning og for at kunne få de for den eventuelle afgørelse nødvendige faktuelle oplysninger m.v. Kan direktoratet bidrage til at afklare fortolkningsproblemet?
Svar: Efter § 16 i bekendtgørelse om forældremyndighed og samvær tilrettelægger statsamtet rådgivningen og bestemmer rådgivningens omfang. Statsamtet har således ansvaret for rådgivningen og bestemmer, hvilken eller hvilke børne- og familiesagkyndige, der skal yde rådgivning. Hvis parterne i en sag ønsker deltagelse af sagsbehandleren (juristen), må statsamtet vurdere, om man finder det hensigtsmæssigt, at denne deltager, herunder i hvilket omfang sagsbehandleren skal deltage. Det er Civilretsdirektoratets opfattelse, at sagsbehandlerens tilstedeværelse på rådgivningsmødet kræver enighed mellem sagens parter, hvis de deltager samtidigt, idet det er en afgørende forudsætning for den børnesagkyndige rådgivning, at den opleves som et neutralt forum helt adskilt fra beslutningsfasen. På den anden side bør en sagsbehandler normalt komme til stede, hvis parterne ønsker det.
D.1. Vil det ikke være hensigtsmæssigt som altovervejende hovedregel at bestemme, at den af forældrene, der har barnet boende, skal betale for transporten af barnet til det sted, hvor overvåget samvær skal finde sted? I disse sager er enhver kontakt mellem parterne - herunder om betaling - som regel uhensigtsmæssig. Man har forstået, at Civilretsdirektoratet vil lade afgørelsen bero på et konkret skøn, således at det afgørende er, i hvis interesse overvågningen finder sted.
Svar: Efter forældremyndighedsbekendtgørelsens § 19 a skal statsamtet sikre, at der er mulighed for overvåget samvær, når det i det enkelte tilfælde skønnes nødvendigt. Forældrene skal ikke betale for overvågningen. Som bekendt skal den samværsberettigede i almindelighed afholde transportudgifterne i forbindelse med samvær. Der er ikke i lov om forældremyndighed og samvær hjemmel til at pålægge den, der har barnet boende, udgifter i forbindelse med den samværsberettigedes transport af barnet. Et pålæg til den, der har barnet boende, om at betale transportudgifter kan derfor kun komme på tale i det omfang, den pågældende pålægges selv at bringe og hente barnet. En bestemmelse om, at den, som har barnet boende, skal sørge for transporten, træffes i særlige tilfælde, navnlig hvor det vil være uforholdsmæssigt besværligt for den samværsberettigede at skulle sørge for transporten. Denne praksis gælder i princippet også i situationer med overvåget samvær, men det vil hyppigt her blive bestemt, at den, som har barnet boende, bringer og henter barnet. Det bemærkes herved, at det kun er selve overvågningen, som foretages uden udgift for forældrene. Spørgsmålet om, hvorvidt den, som har barnet boende, skal have udgiften til transporten betalt eller refunderet af den samværsberettigede, må efter Civilretsdirektoratets opfattelse bedømmes ud fra de retningslinier, som fremgår af Skarrildhusberetningen for 1996, side 43. Det kan herudover oplyses, at bistandslovens § 46 b (efter den 1. juli 1998 lov om aktiv socialpolitik § 83) alene giver mulighed for tilskud til transport i forbindelse med samvær i tilfælde, hvor det er samværsberettigede, der sørger for transporten, og ikke har midler hertil.
D.2. Orientering om samvær. I Skarrildhusberetningen for 1996, side 44-57, redegjorde Civilretsdirektoratet for praksis ved fastsættelse af samvær på baggrund af loven om forældremyndighed og samvær, der trådte i kraft den 1. januar 1996. Ved nyhedsbrev af 13. februar 1997 udsendte direktoratet justitsministerens svar til Retsudvalget på spørgsmål 53 og 54 vedrørende administrativ praksis bl.a. i relation til den nye lov om forældremyndighed og samvær. Direktoratet har siden ved cirkulæreskrivelse af 23. april 1997 redegjort for praksis vedrørende udvalgte sagsområder, herunder hverdags- og erstatningssamvær. Civilretsdirektoratet har nu gennemgået også andre områder af praksis med henblik på at øge mulighederne for at fastsætte differentierede samværsordninger og for at øge omfanget af samvær inden for de i loven fastsatte rammer og under hensyn til, hvad der konkret må antages at være bedst for barnet. På baggrund af denne gennemgang kan direktoratet hermed oplyse følgende: 1. Weekendsamvær Hvis alternativet til et forlænget weekendsamvær er, at barnet opholder sig på institution, f.eks. børnehave eller fritidsordning, kan det tale for udvidelse af samværet, da det som udgangspunkt må anses for at være bedre for barnet at være sammen med en af forældrene end i en institution. Såfremt hverdagssamvær ikke kan lade sig gøre som følge af f.eks. store geografiske afstande eller lange arbejdsdage, kan det på tilsvarende måde tale for udvidelse af samværet, således at weekendsamværet kan starte tidligere på dagen. Tilsvarende kan der fastsættes forlænget weekendsamvær, hvis der på grund af geografiske, økonomiske, arbejdsmæssige eller andre lignende forhold er fastsat samvær sjældnere end hver anden weekend.
2. Hverdagssamvær Det er Civilretsdirektoratets opfattelse, at en ansøgning om hverdagssamvær som udgangspunkt bør efterkommes. Der henvises til Skarrildhusberetningen for 1991, side 43-44. Direktoratet har ved cirkulæreskrivelse af 23. april 1997, punkt 4, præciseret, at statsamterne ved fastsættelse af hverdagssamvær særskilt skal overveje, om det vil være bedst for barnet, at samværet fastsættes med overnatning. Til orientering vil direktoratet nævne følgende afgørelser, der er truffet efter den 23. april 1997.
1994-441-832: BF anmoder om, at der fastsættes hverdagssamvær ugentlig og med overnatning. Statsamtet fastsætter hverdagssamvær om torsdagen i ulige uger uden overnatning. BF klager. Civilretsdirektoratet ændrer statsamtets afgørelse, således at BF har ret til hverdagssamvær i ulige uger med overnatning. Man lægger vægt på B´s alder (7 år) og den korte afstand mellem de to bopæle (begge bor på Frederiksberg).
1996-441-2301: BF anmoder om fastsættelse af hverdagssamvær. Statsamtet finder ikke grundlag herfor. BF klager. Civilretsdirektoratet ændrer afgørelsen, således at der fastsættes hverdagssamvær efter statsamtets nærmere bestemmelse, idet der ikke var noget, der talte imod fastsættelse af hverdagssamvær. Statsamtet fastsætter den 13. juni 1997 hverdagssamvær med overnatning.
3. Erstatningssamvær I cirkulæreskrivelse af 23. april 1997 uddybede Civilretsdirektoratet under punkt 5 (Erstatningssamvær) praksis vedrørende fastsættelse af samvær som følge af mistet samvær på grund af barnets sygdom. Hvis et samvær ikke bliver gennemført på grund af barnets sygdom, skal statsamtet herefter konkret vurdere, om hensynet til barnet fører til, at der bør fastsættes erstatning for mistet samvær. Det vil f.eks. tale for fastsættelse af erstatningssamvær, hvis et samvær gentagne gange over en kortere periode er blevet aflyst på grund af barnets sygdom, mens modsat en enkeltstående aflysning på grund af barnets sygdom i almindelighed ikke behøver at blive kompenseret. Det kan endvidere tale for fastsættelse af samvær, hvis der i forvejen er et relativt begrænset samvær, f.eks. vedrørende små børn, hvor et samvær skal være uden for lange mellemrum, hvorimod det kan tale imod fastsættelse af erstatningssamvær, hvis der i øvrigt er et udvidet samvær. Civilretsdirektoratet kan i den forbindelse nævne følgende afgørelser:
1997-441-2556: BF søger om erstatningssamvær for mistet samvær. Han henviser til, at børnene ikke blev udleveret til weekendsamvær en enkelt weekend med den begrundelse, at de var syge, hvilket efter BF´s opfattelse er usandt. BF har samvær hver anden weekend fra fredag til søndag. Statsamtet afslår fastsættelse af erstatningssamvær. Civilretsdirektoratet stadfæster.
1994-441-1174: BF havde samvær hver anden weekend fra fredag til mandag, hverdagssamvær med overnatning hver anden uge, samt ferie og samvær i højtiderne. BF mistede et hverdagssamvær med overnatning samt et weekendsamvær på grund af B´s sygdom. Det viste sig dog, at B havde været rask om søndagen i den weekend, hvor der skulle være samvær. Statsamtet fastsatte erstatningssamvær for det mistede samvær om søndagen. BF klagede. Civilretsdirektoratets traf herefter afgørelse om, at BF skulle have erstatningssamvær for en hel weekend for at rette op på tabet af samværsdage. Civilretsdirektoratet kan præcisere, at det er udgangspunktet, at hvis et samvær ikke bliver gennemført på grund af chikane, skal der gives helt eller delvist erstatningssamvær, medmindre hensynet til barnet taler imod. Gennemføres samværet ikke på grund af andre forhold, f.eks. barnets lejrskole, spejdertur og lignende, gives der kun erstatningssamvær, hvis aflysningerne har et sådant omfang, at det i betydeligt grad svækker forbindelsen mellem barnet og den, der har samvær.
4. Samvær juleaften Hidtil har det været udgangspunktet, at der normalt alene fastsættes samvær juleaften, hvis forældrene tidligere har aftalt, at der skal være juleaftensamvær, eller der tidligere har været praktiseret samvær juleaften. Civilretsdirektoratet finder, at der bør åbnes mulighed for, at der fremover i relation til samvær juleaften kan fastsættes en vekselordning, således at barnet er hos den ene af forældrene juleaften i lige år og hos den anden i ulige år. Hvis der er tale om en førstegangs fastsættelse af samvær efter en samlivsophævelse, bør udgangspunktet være, at der fastsættes en vekselordning. Hvis barnet er så lille, at der ikke bør fastsættes samvær med overnatning, kan praktiske forhold dog udsætte iværksættelsen af en sådan ordning. I andre tilfælde bør der lægges vægt på, hvor barnet traditionelt har holdt juleaften, herunder på hvor længe det er siden, at barnet har holdt juleaften sammen med samværsberettigede. Jo flere år i træk barnet har holdt juleaften hos den, som har barnet boende, des mere taler hensynet til barnet i almindelighed for, at denne juletradition bevares.
5. Samvær nytårsaften Civilretsdirektoratet vil samtidig benytte lejligheden til at orientere nærmere om en sag vedrørende nytårssamvær.
1995-441-1725: Statsamtet havde fastsat BF´s julesamvær, således at han fik samvær hvert år fra den 26. til den 29. december. BF klagede, idet han anmodede om, at samværet blev placeret fra den 29. december til den 1. januar, sådan at han havde samvær nytårsaften. Han henviste til, at nytårsaften i hans familie blev fejret som en familiefest med blandt andet hans forældre. Civilretsdirektoratet ændrede statsamtets afgørelse, således at BF fik samvær hvert andet år fra den 29. december til den 1. januar. Der kan således allerede efter hidtil gældende praksis f.eks. fastsættes samvær hver anden nytårsaften, uden at dette tidligere har været praktiseret eller aftalt mellem forældrene. En deling af jul og nytår mellem forældrene vil ofte kunne være en rimelig ordning for barnet.
6. Feriesamvær Det kan som hidtil tale for en udvidelse af sommerferiesamværet, at der tidligere har været en deleordning. En tidligere deleordning er ligeledes et argument for fastsættelse af efterårs- og vinterferiesamvær. De fleste skolebørn har i de senere år fået både efterårs- og vinterferie. Der bør derfor i højere grad end tidligere åbnes op for feriesamvær i efterårsferien eller i vinterferien. Hvis alternativet til et øget feriesamvær er, at barnet skal på institution, fordi den, som barnet bor hos, ikke har ferie, bør der normalt fastsættes øget feriesamvær. Det skal også herudover være muligt konkret at udvide feriesamværet, f.eks. i situationer hvor der på denne måde kan kompenseres for et begrænset weekendsamvær. Vedrørende fastsættelse af sommerferiesamvær i mere end 2 uger henvises til Skarrildhusberetningen for 1993, side 29-30, med eksempler. Der kan i øvrigt nævnes:
1996-441-1868: BF havde siden 1994 haft ret til 3 ugers sommerferiesamvær. Både i 1995 og i 1996 var der problemer med at få samværet placeret på grund af BM´s ferie og B´s fritidsinteresser. Statsamtet ændrede sommerferiesamværet, således at BF fik 16 dages samvær. Statsamtet lagde særlig vægt på B´s alder (B var 11 og 8 år) samt deres fritidsinteresser. BF klagede til Civilretsdirektoratet. Civilretsdirektoratets ændrede afgørelsen, således at BF på ny fik ret til 3 ugers sommerferiesamvær, idet man ikke fandt, at der var anført forhold, der kunne begrunde en indskrænkning. For så vidt angår sommerferiens placering, er det direktoratets opfattelse, at hvis forældrene ønsker at holde ferie i samme periode, må den af forældrene, som kan flytte sin ferie, vige for den, som ikke kan flytte sin ferie. Hvis ingen af forældrene kan placere ferien anderledes, er det direktoratets opfattelse, at forældrene enten må dele sommerferieperioden, eller også må en af forældrene have barnet i den kommende efterårsferie og/eller vinterferie. Muligheden for - udover sommerferie, påske- og juleferien - at inddrage efterårs- og vinterferie i ferieplanlægningen bør medvirke til, at det giver barnet mere sammenhængende ferieperioder med hver af forældrene. Det bemærkes endvidere, at ferien efter omstændighederne kan placeres udenfor skolernes ferier, dog kan samværet ikke gribe ind i barnets skolegang, herunder børnehaveklasse.
1997-441-2675: BF anmodede bl.a. om, at samvær i sommerferien placeres i uge 30 og 31. Statsamtet afslog BF´s anmodning. Det fremgår af sagen, at hverken BM eller BF kunne få ferie på et andet tidspunkt. BF oplyste dog, at han kunne flytte sin ferie til efterårsferien. Civilretsdirektoratet stadfæstede statsamtets afgørelse. Direktoratet bestemte, at BF som kompensation fik ret til samvær i efterårsferien.
7. Søskendeforhold Der har hidtil været en tilbøjelighed til at stille søskende ens med hensyn til samvær. Det har dog ikke været gældende, hvis der var stor aldersforskel mellem dem. Hvis et af flere børn under en samtale i statsamtet efter § 29 i lov om forældremyndighed og samvær oplyser, at det ikke ønsker samvær, bør samværet for de yngre søskende som udgangspunkt kun ophæves, hvis der er særskilt grundlag herfor. Opmærksomheden henledes på, at der ifølge vejledning nr. 214 af 20. december 1995 i videre omfang skal udarbejdes børnesagkyndige erklæringer ved afslag på og ophævelse af samvær. Civilretsdirektoratet finder i øvrigt anledning til at orientere om følgende mere specielle sager, hvor søskendeforholdet har haft betydning:
1996-441-1995: B1 er ca. 8 år og B2 er ca. 5 år. Statsamtet fastsætter BF´s samvær med B1. BM klager. Hun anmoder om, at BF har samvær med begge børn, subsidiært at samværet ophæves. Det fremgår af sagen, at BF ikke ønsker samvær med B2, idet han ikke føler, at han er knyttet til dette barn. Civilretsdirektoratet ophæver samværet, idet der ikke er mulighed for at påtvinge BF samvær med B2, og idet man under hensyn til børnenes indbyrdes alder og opvækst anser det for bedst for dem, at de bliver stillet ens med hensyn til samvær.
1996-441-2304: B1 er 7 ½ år og B2 er 5 ½ år. Statsamtet bestemmer, at BF har samvær hver 4. weekend, således BF på skift har et af børnene. BM klager. Hun anmoder om, at BF har samvær med børnene samtidig, subsidiært at samværet ophæves. Det fremgår af sagen, at BF er af den opfattelse, at samværet med begge børn på en gang ikke fungerer godt. Civilretsdirektoratet stadfæster.
8. Samvær med mindre børn Har den samværsberettigede ikke boet sammen med barnet i en længere periode, har det hidtil været udgangspunktet, at der ikke fastsættes samvær med overnatning, før barnet er omkring 2 ½ år. Er der ikke fastsat samvær med overnatning, er der heller ikke fastsat feriesamvær med overnatning. Feriesamværet med et barn indtil 4 år har hidtil i almindelighed været fastsat til 1 uge. Det er Civilretsdirektoratets opfattelse, at udgangspunktet i videre omfang end hidtil bør fraviges i forbindelse med, at der for fremtiden i hvert enkelt sag foretages en mere konkret vurdering. Der kan herefter fastsættes samvær med overnatning, hvis barnet har været vant til at sove andre steder end i sit hjem, ligesom der som hidtil skal lægges vægt på, om barnet er vant til at blive passet af den samværsberettigede. Hvis barnet ikke er vant til at være sammen med samværsberettigede, eller der er konkrete forhold, som taler imod fastsættelse af samvær med overnatning med det samme, kan statsamtet træffe afgørelse om, at der i en overgangsperiode udøves samvær uden overnatning, og således at samværet fra et bestemt tidspunkt bliver med overnatning.
1996-441-2356: B er 2 ½ år. Statsamtet har, da B var 2 år og 3 måneder, afslået at udvide samværet, hvorfor BF fortsat har samvær uden overnatning. BF klager. Han anmoder om, at samværet udvides til samvær med overnatning. Det fremgår af sagen, at samlivet blev ophævet, da B var 2 år. Civilretsdirektoratet ændrer statsamtets afgørelse, således at der fastsættes samvær med overnatning. Begrundelsen er, at BF har boet sammen med B, indtil B var 2 år. Det er fortsat udgangspunktet, at der fastsættes samvær 1 uge i sommerferien for mindre børn. Direktoratet vil dog henlede opmærksomheden på, at det ved vurderingen af, hvorvidt der skal fastsættes 1 eller 2 ugers sommerferiesamvær, må have betydning, hvornår den samværsberettigede har fået barnet på samvær med overnatning.
D.3. I bekendtgørelse nr. 535 af 19. juni 1996 er fastsat, at forældrene ikke skal betale for nødvendig overvågning. Når andre muligheder ikke er til stede, må statsamtet altså betale. I en del situationer må det påregnes, at behovet for overvågning er stedsevarende, f.eks. når det skyldes samværsberettigedes eller barnets dårlige begavelse eller sindssygdom samt i visse sager med flugtrisiko. Så vidt ses er der ikke taget højde for dette ved de begrænsede midler, der er stillet til statsamternes rådighed til formålet. Man bedes oplyse, i hvilket omfang der i sådanne situationer er mulighed for, at overvågningsudgifter dækkes på anden vis, f.eks. af kommunen.
Svar: Efter § 19a i bekendtgørelse nr. 535 af 19. juni 1996 skal statsamtet sikre, at der er mulighed for overvåget samvær, når det i det enkelte tilfælde skønnes nødvendigt. Forældrene skal ikke betale for overvågningen. Overvågningsudgifter kan i visse tilfælde dækkes af kommunen efter bistandslovens bestemmelser (efter den 1. juli 1998 lov om social service). Dette gælder således i tilfælde, hvor kommunen under anbringelse af et barn uden for hjemmet træffer afgørelse om overvåget samvær i medfør af bistandslovens § 67 (lov om social service § 57). Socialministeriet har i øvrigt givet udtryk for, at bistandslovens § 46b (efter den 1. juli 1998 lov om aktiv socialpolitik § 83) om økonomisk hjælp til dækning af udgifter til at opretholde samvær ikke giver hjemmel til at aflønne en neutral tredjemand, der kan være til stede under udøvelsen af samvær, idet bestemmelsen alene antages at give hjemmel til at yde bistand til transportudgifter o.lign. Det er Socialministeriets - og også Civilretsdirektoratets - opfattelse, at det er den vilkårsfastsættende myndigheds ansvar, at et vilkår om overvågning kan effektueres. Opfyldelsen af et af statsamtet fastsat vilkår om overvågning er således normalt kommunen uvedkommende, men har en kommune efter aftale med statsamtet påtaget sig at stille personale til rådighed, skal udgiften til personalet afholdes som en administrationsudgift for kommunen. For et barn, der er anbragt udenfor hjemmet, må det bero på en nærmere vurdering af barnets forhold, om overvågning skal etableres i medfør af bistandsloven (lov om social service) eller lov om forældremyndighed og samvær. Overvågning i henhold til lov om forældremyndighed og samvær iværksættes normalt i en observationsfase eller indkøringsperiode, men kan dog også være en mere langsigtet foranstaltning. Overvågning efter bistandslovens § 67 (lov om social service § 57) vil normalt have et behandlingsmæssigt eller pædagogisk sigte. Det skal understreges, at statsamtet i sin sagsbehandling har pligt til konkret at vurdere, om overvågning er påkrævet, og i givet fald etablere dette.
D.4. Direktoratet anmodes om at belyse, hvornår statsamterne er forpligtede til at indhente børnesagkyndige erklæringer i samværssager. Af særlig interesse er afgrænsningen mellem statsamternes specielle undersøgelseskompetence efter lov om forældremyndighed og samvær og kommunernes uændrede undersøgelseskompetence efter bistandslovens regler om børn og unge. Baggrunden er, at nogle kommuner er af den opfattelse, at det er statsamtet, der er forpligtet til efter lov om forældremyndighed og samvær at forestå et udredningsarbejde omkring problemer med et barn, når der er rejst sag ved statsamtet om samvær, og den, der har barnet boende, angiver, at den samværsberettigede er årsag til problemet. Statsamtet har hidtil lagt til grund, at det, forinden statsamtet indhenter en børnesagkyndig erklæring i en konkret sag, i rimelig grad er sandsynliggjort, at anførte problemer omkring et barn har sammenhæng med samværsudøvelsen. Såfremt det forinden er påkrævet med udredningsarbejder omkring barnet, f.eks. ved incest-anklager, skal disse derimod forestås af kommunen, der kan og skal anlægge en anden bredde i sine undersøgelser end statsamtet. Statsamtets praksis herom er imidlertid i en konkret sag omgjort af direktoratet.
Svar: Efter Civilretsdirektoratets opfattelse hverken bør eller kan der udstikkes nærmere retningslinier vedrørende statsamternes forpligtelse til at indhente børnesagkyndige erklæringer i samværssager, idet der i hver enkelt situation er tale om et meget konkret skøn. Det kan dog nævnes, at børnesagkyndige undersøgelser ofte kommer på tale i meget uigennemskuelige eller komplekse samværssager, sager hvor der er tvivl om barnets helbred eller psykiske konstitution, eller sager hvor den samværsberettigede forekommer psykisk påfaldende. En børnesagkyndig undersøgelse er ikke en entydig størrelse, men et bredt spektrum af valgmuligheder. Omfanget, formen og den børnesagkyndiges forudsætninger bør bestemmes efter det konkrete behov. En undersøgelse kan således variere i omfang afhængigt af problemstillingen i sagen, og den børnesagkyndige kan afgive erklæring, når der ud fra en faglig vurdering er tilstrækkeligt grundlag herfor evt. efter en periode med overvågning af barnet. Der henvises i øvrigt til vejledning om forældremyndighed og samvær pkt. 3 vedrørende afslag på og ophævelse af fastsættelse af samvær. Vedrørende de børnesagkyndiges forudsætninger kan det bemærkes, at en børnesagkyndig kan være psykiater, psykolog, socialrådgiver, pædagog e.lign. Når der således er tale om mere almindelige vurderinger af, om et samvær kan fungere, vil det faglige spektrum være bredere end i sager, hvor der er behov for at undersøge f.eks. et barns psykiske konstitution. Afgrænsningen mellem statsamternes undersøgelser i samværssager og kommunernes undersøgelseskompetence efter bistandslovens regler (efter den 1. juli 1998 lov om social service) om børn og unge kan give problemer. Civilretsdirektoratet har til brug for dette svar forelagt spørgsmålet for Socialministeriet, som i sin besvarelse har henvist til bistandslovens § 32 c (lov om social service § 38). Efter denne bestemmelse skal kommunalbestyrelsen sørge for, at barnets eller den unges forhold undersøges, hvis det må antages, at barnet eller den unge trænger til særlig støtte. Ifølge Socialministeriet skal undersøgelsen af barnets eller den unges forhold være helhedsorienteret og beskrive ressourcer og udviklingsmuligheder m.m. En undersøgelse må dog ikke være mere omfattende, end formålet tilsiger, og undersøgelsen skal gennemføres så skånsomt, som forholdene tillader det, jf. bistandslovens § 32 c, stk. 3 (lov om social service § 38, stk. 3). Det er således væsentligt, at kommunen nøje overvejer hvilke oplysninger, der er brug for i den konkrete sag, og alene indhenter disse. Det er herefter Socialministeriets opfattelse, at kommunen "alene har hjemmel til at iværksætte den nødvendige undersøgelse og lige netop denne undersøgelse - af hverken større eller mindre omfang end formålet tilsiger - det vil sige netop den undersøgelse, der er behov for i den konkrete sag, set i forhold til spørgsmålet om iværksættelse af støtte eller andre særlige foranstaltninger overfor barnet eller den unge". Socialministeriet finder ikke, at kommunerne generelt skal inddrage spørgsmål om samvær i deres undersøgelse. Det er Civilretsdirektoratets opfattelse, at det er naturligt, at statsamter og kommuner samarbejder i det omfang, det er muligt, men det understreges, at statsamtet under alle omstændigheder har pligt til at foretage en selvstændig vurdering af, om der i forbindelse med en sag om samvær bør iværksættes en børnesagkyndig undersøgelse for at få belyst, hvad der er bedst for barnet.
D.5. Direktoratet anmodes om at belyse, hvornår statsamtets almindelige kompetence til at fastsætte samvær efter lov om forældremyndighed og samvær viger for kommunernes specielle kompetence til at regulere et samvær efter bistandslovens § 67. Baggrunden er, at statsamtet i stigende omfang bliver inddraget i sager om fastsættelse eller ændring af samvær, hvor barnet er anbragt uden for hjemmet. I disse sager samarbejder statsamtet tæt med den anbringende kommune og er helt afhængig af kommunens vurderinger af barnets behov under anbringelsen. Det er af praktiske hensyn vigtigt at afklare, hvor langt statsamtet skal gå, og hvornår kommunen eventuelt tager over, men ikke mindst vigtigt at afklare af retssikkerhedsmæssige hensyn overfor den samværsberettigede, da kommunens afgørelser efter bistandslovens § 67 indebærer lovbundne retssikkerhedsmæssige garantier, der ikke findes i lov om forældremyndighed og samvær. Det har hidtil været statsamtets opfattelse, at statsamtet ikke skulle indgå i en detailregulering af et samvær, som kommunen selv har kompetence til at regulere. Statsamtet har derfor ved fastsættelse af samvær for et institutionsanbragt barn i samarbejde med kommunen søgt at skabe fornuftige rammer for et samvær under anbringelsen og samtidig med statsamtets afgørelse herom oplyst den samværsberettigede om kommunens mulighed for at sætte yderligere begrænsninger i det fastsatte samvær efter bistandslovens § 67 (med de særlige retssikkerhedsmæssige garantier for den samværsberettigede, en sådan kommunal afgørelse indebærer). Statsamtets praksis herom er imidlertid i en konkret sag omgjort af direktoratet.
Svar: Civilretsdirektoratet har tidligere haft lejlighed til at besvare spørgsmål vedrørende forholdet mellem statsamternes kompetence i medfør af lov om forældremyndighed og samvær og kommunernes kompetence i medfør af bistandslovens § 67 (efter den 1. juli 1998 lov om social service § 57). Som beskrevet i Skarrildhusberetningen for 1993, side 28 f., berøres statsamtets adgang til at fastsætte eller ændre samvær ikke af barnets anbringelse uden for hjemmet. Civilretsdirektoratet er ikke uenig i, at statsamtet og kommunen bør samarbejde omkring detailreguleringen af samvær for institutionsanbragte børn. Når Civilretsdirektoratet omgjorde statsamtets afgørelse i den konkrete sag skyldes det, at Civilretsdirektoratet anlagde en anden vurdering end statsamtet. I sagen var barnet (B) anbragt udenfor hjemmet. Faderen havde haft overvåget samvær i 9 måneder. Der forelå rapport fra overvågningsstedet om, at samværet var forløbet godt. Fra kommunens side blev det dog indstillet, at samværet fortsat skulle være overvåget i en periode på 3 måneder. Statsamtet traf herefter afgørelse om uovervåget samvær for B. Statsamtet vejledte samtidig om, at kommunen efter bistandslovens § 67 (lov om social service § 57) har mulighed for at regulere samværet, hvis hensynet til B nødvendiggjorde det. Det er Civilretsdirektoratets opfattelse, at statsamtets afgørelse var forkert. Selvom statsamtet ikke er bundet af kommunens udtalelse, måtte den efter Civilretsdirektoratets opfattelse tillægges betydelig vægt, idet kommunen havde fulgt B meget nøje. Civilretsdirektoratet fandt herefter, at statsamtets afgørelse stred mod, hvad der er bedst for barnet, og Civilretsdirektoratet fandt ikke, at det var tilstrækkelig blot at henvise til, at kommunen kunne regulere samværet.
D.6. Orientering om samtaler med børn under 12 år. Civilretsdirektoratet har tidligere i Skarrildhusberetningen for 1989, side 62-65, orienteret om samtaler med børn i samværssager efter myndighedslovens § 26. § 29 i lov om forældremyndighed og samvær svarer til den tidligere myndighedslovs § 26. Det følger af § 29 i lov om forældremyndighed og samvær, at der - hvis et barn er fyldt 12 år - skal finde en samtale sted med barnet, før der træffes afgørelse i en sag om forældremyndighed og samvær. Samtalen kan dog undlades, hvis det må antages at være til skade for barnet eller uden nogen betydning for sagen. Tilsvarende bestemmelser findes i andre familieretlige love, f.eks. værgemålsloven § 4. Som anført i Skarrildhusberetningen for 1989, side 62, er aldersgrænsen på 12 år i samværssager ikke tænkt som en absolut grænse, således at det er udelukket at indkalde børn under denne alder til en samtale. Den 19. juli 1991 ratificerede Danmark FN´s konvention af 20. november 1989 om Barnets Rettigheder. Konventionen trådte for Danmarks vedkommende i kraft den 18. august 1991. Det følger af konventionens artikel 12, at et barn, der har en vis modenhed, skal have ret til at udtale sig om alle forhold, der vedrører barnet. I Skarrildhusberetningen for 1994, side 37-39, anførte Civilretsdirektoratet, at der som følge af myndighedslovens § 26 (nu § 29 i lov om forældremyndighed og samvær) må finde en samtale sted med barnet, hvis det er fyldt 12 år, før der træffes afgørelse i en sag om forældremyndighed eller samvær. I praksis indkalder man imidlertid også børn under 12 år til samtale, hvis de skønnes at have den fornødne modenhed. Den komité vedrørende barnets rettigheder, som er oprettet i henhold til FN-konventionen, afgav en endelig udtalelse den 15. februar 1995 om barnets rettigheder i Danmark. I udtalelsen udtrykte komiteen tilfredshed med den danske udvikling på en række punkter. Komiteen gav imidlertid udtryk for bekymring over, at bl.a. konventionens artikel om børns mulighed for at blive hørt ikke tilstrækkeligt blev afspejlet i dansk lovgivning og planlægning. På den baggrund foreslog komiteen specielt, at Danmark overvejer at etablere mekanismer, der sikrer, at børn får mulighed for at udtrykke deres synspunkter, og at disse tages i betragtning, når der skal træffes beslutninger. Ved lov nr. 233 af 2. april 1997 om ændring af adoptionsloven, indfødsretsloven og navneloven blev der indsat nye bestemmelser vedrørende børn under 12 år. I adoptionslovens § 6 indsattes som nyt stk. 3: "Er barnet under 12 år, skal der foreligge oplysning om dets holdning til den påtænkte adoption i det omfang, barnets modenhed og sagens omstændigheder til siger det. Ved afgørelsen skal der i videst muligt omfang tages hensyn til barnets holdning til den påtænkte adoption. En tilsvarende bestemmelse er vedrørende navneforandring indsat i navnelovens § 14 som nyt stk. 2. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at de nævnte bestemmelser foreslås indført på baggrund af bl.a. den udtalelse, som FN's Komité om barnets rettigheder har afgivet. Uanset at der ikke i andre familieretlige love, f.eks. lov om forældremyndighed og samvær § 29 eller værgemålslovens § 4, stk. 2, er indsat tilsvarende bestemmelser vedrørende børn under 12 år, finder Civilretsdirektoratet i lyset af ovenstående anledning til at understrege, at der også i sådanne familieretlige sager - afhængig af barnets modenhed og sagens omstændigheder - skal foreligge oplysning om holdningen hos et barn under 12 år. Ved afgørelsen skal der i videst muligt omfang tages hensyn til barnets holdning.
D.7. Tilsyneladende antages det i dag, at hvis der fastsættes samvær, skal det som udgangspunkt være eller blive i fuldt "normalt" omfang. Der ønskes en drøftelse af, om der nødvendigvis skal være samme omfang af samvær i alle situationer. Man kunne tænke sig tilfælde, hvor det ville være bedre at nøjes med besøg få gange årligt, således at kontakten til barnet bevares, men uden stor forstyrrelse af barnets dagligdag. Eksempler: a. Moderen har haft meget lidt kontakt med faderen og lever nu i godt nyt forhold med en mand, der fungerer som social fader. b. Parterne kan notorisk ikke finde ud af en fredelig ordning og slås konstant, men uden grundlag for egentlig ophævelse.
Svar: Efter § 17, stk. 3, i lov om forældremyndighed og samvær kan statsamtet afslå at fastsætte samvær eller ophæve en aftale eller afgørelse herom, hvis det er påkrævet af hensyn til barnet. Udgangspunktet er herefter, at der fastsættes samvær, medmindre der foreligger særlige forhold. Efter praksis har barnets forhold til en social "far" betydning ved vurderingen af, om der skal være samvær eller ej, hvis ansøger kun har haft ringe eller ingen kontakt med barnet i en årrække. Det første eksempel går formentlig på, om den sociale" fars" tilstedeværelse konkret kan betyde, at samværet fastsættes i begrænset omfang. Det er Civilretsdirektoratets opfattelse, at der i begge de beskrevne situationer skal stærke holdepunkter til for at begrænse den biologiske forælders omfang af samvær i forhold til udgangspunktet.
1993-441-182: Statsamtet afslår at fastsætte samvær for BF i uge 30 og 31. BF klager. Han anmoder om, at der fastsættes sommerferiesamvær i uge 30 og 31 Det fremgår af sagen, at BM er på barselorlov, og at BM´s mand har ferie i uge 30 og 31. Civilretsdirektoratet ændrer statsamtets afgørelse og fastsætter samvær i uge 30 og 31.
1995-441-1459: Statsamtet har bl.a. fastsat samvær hver 3. weekend for BF. BF klager. Han anmoder om, at samværet udvides. Det fremgår af sagen, at der har været udarbejdet en børnesagkyndig erklæring. Det anbefales, at BF får samvær af mindre hyppighed, eksempelvis hver 3. weekend. Civilretsdirektoratet stadfæster afgørelsen.
D.8. I statsamtet verserer til stadighed et antal sager, der kun periodevist er afsluttede, idet forældrene løbende retter henvendelse i anledning af uoverensstemmelser imellem dem med tydeligt chikanøst præg. I de sager, hvor konflikten antager en så alvorlig karakter, at dette på sigt vil være skadeligt for barnet, vil samvær eventuelt kunne ophæves. Der kan endvidere henvises til fogedretten, hvis barnet ikke udleveres som fastsat. Statsamtet savner imidlertid retsmidler i de sager, hvor konflikten endnu ikke er manifest i forhold til barnets samvær, og hvor det fastsatte samvær i nogen grad efterleves. Kan statsamtet i disse sager, hvor rådgivnings-, vejlednings- og forhandlingsmulighederne må anses for udtømt, "kalde til orden" i form af en klar tilkendegivelse om, at fortsatte chikanøse handlinger i relation til samværet efter ansøgning vil føre til - ophævelse af samværsretten uden videre, hvis samværsberettigede anses for at være den, der hovedsagelig giver anledning til kontinuerlige problemer - fri proces til overførelse af forældremyndigheden, hvis forældremyndighedsindehaveren anses for at være den, der hovedsagelig giver anledning til kontinuerlige problemer?
Svar: Civilretsdirektoratet er bekendt med samværssager, der er "evigtverserende" i statsamterne, idet parterne løbende retter henvendelse til statsamtet i anledning af uoverensstemmelser imellem dem med tydeligt chikanøst præg. Hvis konflikten er til betydelig skade for barnet, er der ikke tvivl om, at man kan ophæve samværet. Det fremgår af § 17, stk. 3, i lov om forældremyndighed og samvær, at statsamtet kan afslå at fastsætte samvær eller ophæve en aftale eller afgørelse om samvær, hvis det er påkrævet af hensyn til barnet. Det skal således i hver enkelt tilfælde konkret vurderes, om det er påkrævet, at samværet ophæves. Hvis statsamtet derfor uden dette hensyn på et tidligere tidspunkt tilkendegiver overfor den samværsberettigede, at fortsatte henvendelser til statsamtet kan resultere i, at samværet ophæves, foretager man ikke i den konkrete sag det lovpligtige skøn over, hvad der er bedst for barnet. Det er på den baggrund Civilretsdirektoratets bestemte opfattelse, at statsamtet ikke kan tilkendegive overfor parterne, at samværet vil blive ophævet, i tilfælde hvor samværet ikke er til skade for barnet. Det følger af § 330 i retsplejeloven, at der kan meddeles en person fri proces, hvis han skønnes at have rimelig grund til at føre proces, og han ikke uden at lide væsentlige afsavn kan betale de omkostninger, der er forbundet med sagen. Hvis statsamtet på forhånd tilkendegiver overfor forældremyndighedsindehaveren, at man er indstillet på at give den samværsberettigede fri proces, afskærer man sig fra den skønsmæssige vurdering af fri proces spørgsmålet, som er påkrævet efter § 1. Endvidere kan en sådan tilkendegivelse medføre, at der vil blive anlagt mange forældremyndighedssager, som er formålsløse, idet den samværsberettigede ikke har udsigt til at vinde sagen.
Ifølge § 17, stk. 2, i lov om forældremyndighed og samvær kan statsamtet "navnlig på grund af forandrede forhold" ændre en aftale eller afgørelse om samvær, hvis ændringen er bedst for barnet. Den af forældrene, der anmoder om ændring af samværet, skal derfor normalt kunne påvise, at der foreligger nye forhold, før der kan blive tale om en ændring af den tidligere aftale eller afgørelse. Det er således Civilretsdirektoratets opfattelse, at statsamterne i disse "evigt-verserende" sager i stedet må anvende § 17, stk. 2, således at man som udgangspunkt kan afslå at ændre de nuværende aftaler og afgørelser, før parten har godtgjort, at der foreligger forandrede forhold. Der er endvidere mulighed for at afslå at behandle sagen på ny, hvis det ligger klart, at der ikke er nye forhold.
E. VÆRGEMÅL, HERUNDER UMYNDIGES MIDLER
E.1. Statsamterne har fra 1. januar 1997 overtaget opgaver i forbindelse med at sætte svage personer under værgemål efter værgemålslovens § 5 og § 7, jf. lov nr. 388 af 14. juni 1995. Efter samme lovs § 16, stk. 1, nr. 4) og 5) kan anmodning om værgemål eller om ændring eller ophævelse af værgemål, jf. §§ 5-10, fremsættes af kommunalbestyrelsen eller amtsrådet. Det fremgår af bemærkningerne til loven, at beføjelsen til at rejse sag formelt er tillagt kommunalbestyrelsen/amtsrådet, men at det forudsættes, at afgørelsen ikke henlægges til det samlede amtsråd, således at afgørelsen træffes af det eller de udvalg, som efter amtsrådets styrelsesvedtægt varetager de pågældende sagsområder. En amtskommune har delegeret beføjelsen til § 112-institutionerne og sygehuse. Man skal spørge, om dette har været lovens hensigt, eller om den nævnte praksis er helt i orden.
Svar: Civilretsdirektoratet har i anledning af det stillede spørgsmål indhentet følgende udtalelse fra Indenrigsministeriet: "Det antages generelt, at det forhold, at kommunalbestyrelsen (amtsrådet) i lovgivningen er angivet som det kompetente organ, ikke indebærer, at kommunalbestyrelsen (amtsrådet) er afskåret fra at overlade udøvelsen af sin kompetence til udvalg og den kommunale administration, medmindre andet er fastsat eller forudsat i lovgivningen. Udtrykket "den kommunale administration" omfatter såvel den centrale forvaltning som de kommunale institutioner. Der kan bl.a. henvises til den kommenterede kommunale styrelseslov, 1995, side 50 f. Hvorvidt kommunalbestyrelsen er afskåret fra at delegere sin kompetence med hensyn til at rejse sager vedrørende værgemål til udvalgene eller til den kommunale administration afhænger således af en fortolkning af lovgivningen om værgemål. Det bemærkes endvidere, at delegation af myndighedsudøvelse fra en kommunalbestyrelse til private eller til en anden kommunalbestyrelse - f.eks. delegation fra et amtsråd til en § 112-institution, der drives af en selvejende institution eller en kommune - kræver klar lovhjemmel." Efter bistandslovens § 112 har amtskommunerne ansvaret for, at det fornødne antal døgninstitutioner for personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicaps m.v. er til stede. Sådanne institutioner kan oprettes og drives af amtskommunen eller en kommune eller som selvejende institution, med hvilken amtsrådet indgår overenskomst. Efter lov om sygehusvæsenet (lov nr. 687 af 16. august 1995) varetages sygehusvæsenet af amtskommunerne og Hovedstadens Sygehusfællesskab. Bestemmelsen i værgemålslovens § 16, stk. 1, nr. 5, hvorefter anmodning om værgemål eller om ændring eller ophævelse af værgemål kan fremsættes af amtsrådet, blev indsat i loven efter forslag fra Justitsministeriet i forbindelse med fremsættelsen af forslag til lov om værgemål. Bestemmelsen var således ny i forhold til det lovforslag, som var indeholdt i Værgemålsudvalgets betænkning (nr. 1247/1993). Bemærkningerne til lovforslaget omtaler ikke spørgsmålet om delegation af adgangen til at fremsætte anmodning efter lovens § 16 til den amtskommunale administration. Efter Civilretsdirektoratets opfattelse er der ikke noget til hinder for, at kompetencen til at fremsætte anmodning efter værgemålslovens § 16 overlades til den amtskommunale forvaltning. Civilretsdirektoratet finder imidlertid ikke at kunne afvise, at det i forbindelse med en delegation af kompetencen efter § 16 bl.a. bør overvejes, hvorvidt den påtænkte amtskommunale administrationsenhed har de nødvendige forudsætninger og oplysninger til at vurdere, om der er tilstrækkeligt behov for at iværksætte værgemål m.v. Civilretsdirektoratet har derfor fundet det rigtigst at tage initiativ til at drøfte spørgsmålet med Amtsrådsforeningen. Det bemærkes dog, at den endelige afgørelse af spørgsmålet henhører under domstolene. Det bemærkes endvidere, at der ikke hermed er taget stilling til, hvorvidt ophævelsen af bistandsloven pr. 1. juli 1998 medfører en ændring i ovenstående besvarelse.
E.2. I lyset af den nye værgemålslov, hvor grænsen for midler i forvaltningsafdeling hævedes fra 20.000 kr. til 60.000 kr. spørges, om dette har en afsmittende virkning på grænsen for, hvornår båndlagte midler kan frigives helt, hvor man indtil nu har regnet med en grænse på ca. 100.000 kr.
Svar: Efter den nye værgemålsbekendtgørelses § 34 skal midler på 60.000 kr. eller derover bestyres i en godkendt forvaltningsafdeling. Efter den nu ophævede værgebekendtgørelses § 6 var grænsen som bekendt 20.000 kr. Det stillede spørgsmål forstås således, at der helt eller delvis bør kunne ske en afsmittende effekt i opadgående retning vedrørende beløbsgrænsen for, hvornår båndlagte midler efter arvelovens § 58, stk. 2, kan frigives, fordi arven er af ringe værdi. Det er Civilretsdirektoratets opfattelse, at de to beløbsgrænser regulerer forhold af forskellig karakter. Reglerne i værgemålsbekendtgørelsen relaterer sig til spørgsmålet om, hvornår midler omfattet af et værgemål skal bestyres af en forvaltningsafdeling. Skal midlerne ikke det, er midlerne imidlertid stadig omfattet af værgemålet og således ikke til den pågældendes frie rådighed. Anderledes stiller det sig ved frigivelse af båndlagte midler, idet båndlæggelsen da ophører. Endvidere er båndlæggelsen fastsat af tredjemand ved arv eller gave. Det tilføjes, at beløbsgrænsen i henhold til arvelovens § 58, stk. 2, senest er reguleret ved cirkulæreskrivelse af 6. juli 1995, hvor man forhøjede beløbsgrænsen på 75.000 kr. i henhold til cirkulæreskrivelse af 23. november 1987 til 100.000 kr. Der er bl.a. på denne baggrund ingen aktuelle planer om at forhøje denne beløbsgrænse. Det tilføjes for god ordens skyld, at beløbsgrænsen på 100.000 kr. ikke er absolut, idet der ikke bør frigives beløb under grænsen, såfremt særlige grunde taler herfor, f.eks. at arvingen er klart uegnet til at forvalte selv en mindre arv.
F.1. Der udbedes en redegørelse for praksis m.h.t. opsplitning af spanske, portugisiske og eventuelt andre dobbelte efternavne, herunder hvilken form for dokumentation, der bør kræves.
Svar: Opsplitning af et efternavn bestående af flere led, herunder efternavne forbundet med bindestreg, kan som hovedregel ske, hvis det ønskede led kan opnås som efternavn efter de almindelige bestemmelser i navneloven. Der er derimod ikke hjemmel i loven til at tillade dannelse af et nyt dobbelt efternavn uden bindestreg. Spanske og portugisiske statsborgere samt statsborgere i spansk og portugisisk talende lande har som hovedregel dobbeltleddede efternavne uden bindestreg. Det dobbelte efternavn er ofte dannet ud fra forældrenes dobbelte efternavne. Navnet består i sådanne tilfælde af et led af faderens dobbelte efternavn sammensat med et led af moderens dobbelte efternavn. Efter fast praksis tillades en opsplitning af disse dobbelte efternavne uden bindestreg, når den pågældende kan dokumentere, at efternavnet er sammensat af dele af henholdsvis faderens og moderens dobbelte efternavn. Dokumentation kan ske ved fremlæggelse af fødsels- eller navneattest, hvor forældrenes fulde navne er anført i forældrerubrikken. Fremgår forældrenes fulde navne ikke af vedkommendes egen attest, må forældrenes attester som udgangspunkt fremskaffes. Flerleddede efternavne kan i øvrigt forekomme i andre lande, f.eks. i de arabiske lande. For personer, der opholder sig her i landet som flygtninge, kan det ofte være vanskeligt eller umuligt at fremlægge dokumentation for navne tilbage i slægten. Da det ansøgte navn ofte ikke er forbeholdt, og da det allerede er en del af vedkommendes efternavn, tillades en opsplitning i nogle tilfælde, uanset at dokumentationen for det ønskede navn er utilstrækkelig. Opsplitning af dobbelte efternavne uden bindestreg forekommer i praksis f.eks. efter indgåelse af ægteskab eller ved navngivning eller dåb. Som eksempler kan nævnes følgende:
1. I forbindelse med eller efter indgåelse af ægteskab kan en ægtefælle med den anden ægtefælles samtykke ved anmeldelse til vielsesmyndigheden antage dennes efternavn som giftenavn, jf. navnelovens § 4. Er efternavnet et dobbelt efternavn, skal begge led antages ved anmeldelsen. Hvis f.eks. kun den ene del af det dobbelte efternavn ønskes som giftenavn, kan der udfærdiges navnebevis på dette led, hvis navnet kan opsplittes i overensstemmelse med den ovenfor anførte praksis. Navnebevis udfærdiges på dette giftenavn efter § 19, nr. 1, i Justitsministeriets cirkulære af 1. marts 1982 om udfærdigelse af navnebeviser.
2. Ved navngivning eller dåb af et barn kan det tillades, at barnet ved navnebevis tillægges et navn, som indebærer en opsplitning af den ene eller begge forældres dobbelte efternavn. Det er en forudsætning for tilladelse til opsplitning, at de ovenfor angivne betingelser for opsplitning af det eller de dobbelte efternavn er opfyldt. Der kan således udfærdiges navnebevis til barnet på en del af det dobbelte efternavn som mellemnavn i medfør af navnelovens § 11, eller som efternavn i medfør af navnelovens § 8, nr. 5, eller to efternavne sat sammen med bindestreg i medfør af navnelovens § 8, nr. 5, og § 9.
G.1. a) Ifølge bekendtgørelsens § 2, stk. 6, skal der i forældremyndigheds- og ægteskabssager ikke tages hensyn til samlevers indkomst - og som konsekvens heraf heller ikke til samlevers særbørn i hjemmet. Normalt er dette en fordel for ansøgerne. Der ses dog også eksempler på det modsatte. Skal bekendtgørelsen her bruges strikte? b) Efter bekendtgørelsens § 2, stk. 5, ydes ikke børnetillæg for børn, der betales bidrag til. Den oprindelige begrundelse for denne regel var, at der ved socialindkomsten var taget hensyn til forsørgelsespligten i form af skattefradraget. Denne begrundelse gælder ikke nu, hvor den personlige indkomst benyttes. Indgår dette forhold ved overvejelserne om ny bekendtgørelse?
Svar: Ad a) I sager, der er omfattet af retsplejelovens kapitel 42 (Sager om ægteskab eller forældremyndighed), ses der efter fast praksis bort fra, om ansøgeren lever i nyt ægteskab eller andet samlivsforhold ved vurderingen af, om de økonomiske betingelser for fri proces er opfyldt. Det er korrekt, at denne praksis i visse tilfælde ikke er til gunst for ansøgeren. Har ansøgeren for eksempel et indtægtsgrundlag på 200.000 kr., og er ansøgerens samlever (eller en ny ægtefælle) uden indtægt, vil en strikte anvendelse af den nævnte praksis således føre til afslag på fri proces til eksempelvis en forældremyndighedssag mod en tidligere ægtefælle, uanset at ansøgeren således næppe uden at lide væsentlige afsavn kan betale de omkostninger, der er forbundet med sagen. Er der tale om en ny ægtefælle, har ansøgeren endda forsørgerpligt over for denne. Søger den pågældende om fri proces til en anden type sag, vil den ny samlevers eller ægtefælles indkomstgrundlag derimod blive inddraget i vurderingen med den følge, at de økonomiske betingelser vil blive anset for opfyldt. Det er imidlertid vanskeligt at begrunde, at der kun skal lægges vægt på ny ægtefælles eller ny samlevers indkomst i denne type sager, hvis det er til gunst for ansøgeren, men ikke hvis det er til ugunst for ansøgeren, idet denne type sager ikke adskiller sig alle andre. Civilretsdirektoratet vil på den baggrund overveje den nævnte praksis, idet det bemærkes, at en ændring af reglerne på dette punkt må ses i sammenhæng med en tilsvarende ændring af bekendtgørelsen om offentlig retshjælp ved advokater.
Da lov om socialindkomst blev ophævet i 1988, blev bekendtgørelsen om fri proces som følge heraf ændret således, at indtægtsgrundlaget herefter udgjordes af summen af den personlige indkomst og den positive kapitalindkomst. I den forbindelse blev konsekvenserne heraf overvejet, og det blev besluttet at bibeholde bestemmelsen om, at der ikke gives børnetillæg for børn, til hvilke ansøgeren betaler bidrag, som ved skatteansættelsen helt eller delvist kan fradrages i indkomsten. Der blev herved navnlig lagt vægt på, at der fortsat var adgang til skattefradrag for betalte børnebidrag. Efter Civilretsdirektoratets opfattelse er der stadig grundlag for at opretholde bestemmelsen.
G.2. Ifølge Karnovs kommentar note 1141 til Rpl. § 330 kan der undtagelsesvist gives afslag på fri proces under hensyn til stor likvid formue hos ansøger. Der henvises herved også til U 1995.989 H. Vil statsamterne kunne/skulle tage hensyn til dette?
Svar: Der henvises til det anførte i Skarrildhusberetningen for 1996, side 69, som fortsat er udtryk for Civilretsdirektoratets holdning. Det tilføjes dog, at spørgsmålet om indførelse af hjemmel til at tillægge formueforhold betydning i særligt urimelige tilfælde vil blive overvejet i forbindelse med en eventuel kommende mere dybtgående revision af bekendtgørelsen om fri proces.
G.3. Der ønskes en gennemgang af Civilretsdirektoratets seneste praksis vedrørende erhvervsafslag.
Svar: Retningslinierne for behandlingen af sager af erhvervsmæssig karakter er senest beskrevet i Skarrildhusberetningen for 1992, som fortsat er udtryk for gældende praksis. I det følgende refereres nogle sager, der er egnet til at belyse, hvorledes retningslinierne er kommet til udtryk i Civilretsdirektoratets seneste praksis, særligt med henblik på tilfælde, hvor der er givet fri proces trods sagens erhvervsmæssige karakter.
1996-803-5516: Ansøger var sammen med to andre personer sagsøgt for 2.350.000 kr. Kravet var begrundet i mangler ved nogle lagerhaller, som ansøgers personligt drevne arkitektfirma havde været med til at bygge i 1974. Ansøger var ophørt med at drive erhverv i 1985. Civilretsdirektoratet fandt, at kravet henset til dets størrelse i forhold til virksomhedens størrelse måtte anses for usædvanligt for driften af firmaet, uanset at der i øvrigt var tale om et sædvanligt forhold i driften af et arkitektfirma. Da ansøger endvidere havde et afgørende behov for bistand og ikke længere drev erhverv, fandtes der ikke grundlag for at meddele afslag under henvisning til sagens erhvervsmæssige karakter.
1996-803-5688: Ansøger, der var aktivt erhvervsdrivende, havde købt en erhvervsvirksomhed af modparten. Ansøger havde betalt 350.000 kr. inkl. moms. Købsaftalen var udfærdiget af modpartens advokat. Skattemyndighederne nægtede ansøger momsrefusion, idet overdragelse af aktiver som led i en virksomhedsoverdragelse er momsfri. Ansøger ville derfor lægge sag an mod modparten og dennes advokat med påstand om betaling af den uretmæssigt opkrævede moms. Civilretsdirektoratet fandt, at kravet ikke var opstået som et sædvanligt led i driften af ansøgers virksomhed, idet der ikke forelå en simpel betalingssituation. Man lagde tillige vægt på, at der var begået fejl af modpartens advokat. Da ansøger endvidere havde et afgørende behov for bistand, fandtes der ikke grundlag for at meddele afslag under henvisning til sagens erhvervsmæssige karakter.
1997-803-7118: Ansøger var sagsøgt for 25.000 kr. Kravet vedrørte betaling for en ventilator, som ansøger havde anskaffet under driften af en grillbar. Civilretsdirektoratet meddelte afslag under henvisning til sagens erhvervsmæssige karakter, uanset at ansøger var sagsøgt og forhenværende erhvervsdrivende, idet kravet var opstået under driften af virksomheden og måtte anses som sædvanligt i forhold til ansøgers tidligere virksomhed.
1997-803-7490: Ansøger var aktivt erhvervsdrivende landmand. Han ønskede fri proces til at føre en sag med påstand om 240.000 kr. for oparbejdelsen af mælkekvoter. Tvisten vedrørte, hvem mælkekvoten tilkom ved ophør af en forpagtningskontrakt. Civilretsdirektoratet meddelte afslag under henvisning til sagens erhvervsmæssige karakter med den begrundelse, at sagen drejede sig om et sædvanligt led i virksomhedens drift, og at sagen ikke kunne anses for at være en velfærdssag for ansøger.
1997-803-7517: Ansøger var aktivt erhvervsdrivende vognmand. Han var sagsøgt for 863.000 kr. Kravet var opstået i forbindelse med aflæsning af træ, hvor en jerndrager beskadigede en flismaskine. Da der var tale om en mindre vognmandsvirksomhed, fandt Civilretsdirektoratet, at kravet henset til dets størrelse måtte anses for usædvanligt i forhold til selskabets normale drift, uanset at der i øvrigt var tale om et sædvanligt forhold i driften af en vognmandsvirksomhed. Da ansøger endvidere havde et afgørende behov for fri proces, fandtes der ikke grundlag for at meddele afslag under henvisning til sagens erhvervsmæssige karakter.
G.4. Ifølge bekendtgørelse om fri proces § 5 kan der uanset § 2 undtagelsesvis meddeles fri proces, såfremt ansøgeren skønnes at have et ganske særligt behov for bistand, eller sagens omkostninger skønnes at blive ekstraordinært store. Statsamtet har i en konkret sag vedrørende deling af et bo mellem 2 ugifte samlevende, hvor der især forelå uenighed om deling af huset, der var ansøgers arbejdsplads (hun var dagplejemor), givet afslag på at dispensere efter § 5. Ansøger havde en personlig indtægt i 1995 på kr. 187.362. Afslaget blev fastholdt af Civilretsdirektoratet. I afslaget anføres det "Vi har lagt vægt på sagens karakter og de omkostninger, som sagen kan forventes at medføre. Vi mener herefter ikke, at De har et sådant ganske særligt behov for bistand, at der undtagelsesvis er grund til at se bort fra, at De ikke opfylder de økonomiske betingelser." Der henvises til j.nr. 1997-803-7472. Civilretsdirektoratet anmodes om at give eksempler på, hvornår ansøger kan have et ganske særligt behov for bistand, således at der skal meddeles fri proces, uagtet de økonomiske betingelser ikke er opfyldt.
Svar: Det bemærkes indledningsvis, at bekendtgørelsens § 5 kun nævnes sporadisk i forarbejderne til reglerne om fri proces og i litteraturen i øvrigt. Det kan dog af bestemmelsens formulering umiddelbart udledes, at bestemmelsen klart har karakter af en undtagelse fra hovedreglen i bekendtgørelsens § 2. Ved skønnet over om bekendtgørelsens § 5 bør anvendes, lægger Civilretsdirektoratet vægt på sagens karakter, herunder om sagen har indgribende betydning for ansøger, hvilket for eksempel kan være tilfældet i sager om alvorlig personskade. Der lægges endvidere vægt på størrelsen af de omkostninger, som sagen må forventes at medføre, og i den forbindelse tages der blandt andet hensyn til, hvor meget ansøgers indtægtsgrundlag overstiger grænsen i bekendtgørelsens § 2. Der er således tale om et samlet skøn, hvor både hensynet til ansøgers behov for bistand og størrelsen af sagens omkostninger indgår. I den sag, der nævnes i spørgsmålet, var ansøger sagsøgt med påstand om, at hun skulle tilpligtes at overtage modpartens andel af en fast ejendom mod betaling af 69.772 kr. svarende til modpartens andel af friværdien i ejendommen. Der søgtes om fri proces til under sagen dels at påstå frifindelse for betalingsdelen, dels at nedlægge påstand om et selvstændigt modkrav på 245.000 kr., der angiveligt bl.a. vedrørte et lån mellem parterne. Ansøgers indtægtsgrundlag udgjorde 187.362 kr. Procesrisikoen skønnedes at være omkring 63.000 kr. Civilretsdirektoratet fandt ikke, at sagen havde en sådan karakter, at ansøger skønnedes at have et ganske særligt behov for bistand, eller at sagsomkostningerne var af en sådan størrelsesorden, at bekendtgørelsens § 5 burde finde anvendelse. Som eksempler på, hvornår bekendtgørelsens § 5 er anvendt, kan følgende sager nævnes:
1997-803-7489: Der søgtes om fri proces til sagsanlæg mod et forsikringsselskab med påstand om yderligere betaling af 403.871 kr. i personskadeerstatning i forbindelse med et færdselsuheld. Ansøgers erhvervsevne var efter uheldet nedsat til 50 procent, og ansøger havde som følge heraf fået inddraget sit skibsførercertifikat. Ansøgers indtægt overskred indtægtsgrænsen i bekendtgørelsens § 2 med 876 kr. Ansøgers aktuelle indkomst lå under indtægtsgrænsen i § 2, men da afvigelsen ikke var væsentlig, fandt bekendtgørelsens § 3 ikke anvendelse. Procesrisikoen skønnedes at være omkring 70.000 kr. Efter en samlet vurdering af sagens karakter, de forventede sagsomkostninger og den meget lille overskridelse af indtægtsgrænsen, fandtes bekendtgørelsens § 5 anvendelig.
1995-803-4007: Der søgtes om fri proces til nedlæggelse af erstatningspåstand vedrørende invaliditet. Ansøger var blevet 100 procent invalid som følge af dissemineret sklerose. Forsikringsselskabet nægtede at udbetale erstatning. Ansøgers husstandsindtægt var ca. 500.000 kr., og de forventede sagsomkostninger var på omkring 66.000 kr. Under hensyn til sagens afgørende sociale og erhvervsmæssige betydning samt de ikke ubetydelige forventede sagsomkostninger, fandtes bekendtgørelsens § 5 anvendelig.
1990-802-2045: Der søgtes om fri proces til et sagsanlæg mod ansøgers fraseparerede ægtefælle med påstand om tilsidesættelse af en bodelingsoverenskomst i medfør af ægteskabslovens § 58. Ansøgers indtægt overskred indtægtsgrænsen i bekendtgørelsens § 2 med ca. 18.000 kr. Det var oplyst, at der var værdier i boet for 15-20 millioner kr., at ansøger og ægtefællen havde indgået en aftale om en betydelig skævdeling af boet, og at der i hvert fald ville blive nedlagt en påstand på 3,5 millioner kr. Sagsomkostningerne skønnedes at beløbe sig til omkring 100.000 kr. Civilretsdirektoratet fandt på den baggrund, at betingelserne for at anvende bekendtgørelsens § 5 var opfyldt. Som eksempler på, hvornår bekendtgørelsens § 5 ikke er anvendt, kan følgende sager nævnes:
1997-803-7800: Der søgtes om fri proces til nedlæggelse af påstand om genoptagelse af en sag om godtgørelse for varigt mén som følge af en piskesmældslæsion. Ansøgers indtægtsgrundlag var på 205.451 kr. Der var ikke opgjort en egentlig sagsgenstand, men beregnet ud fra den maksimale godtgørelse på skadestidspunktet kunne godtgørelsen udgøre op til 261.500 kr. Procesrisikoen skønnedes herefter at udgøre maksimalt ca. 45.000 kr. Civilretsdirektoratet fandt efter en samlet vurdering, at bekendtgørelsens § 5 ikke burde finde anvendelse.
1997-803-7670: Der søgtes om fri proces til en sag om overførsel af forældremyndighed efter lov om forældremyndighed og samvær § 12, stk. 2. Ansøger havde et indtægtsgrundlag på 193.450 kr. Civilretsdirektoratet fandt ikke, at sagen havde en sådan karakter eller måtte forventes at medføre sagsomkostninger af en sådan størrelsesorden, at bekendtgørelsens § 5 burde finde anvendelse.
1992-803-993: Der søgtes om fri proces til en ankesag. Ansøgerne, der var et ægtepar, var sagsøgt i en sag vedrørende bestyrelsesansvar med en erstatningspåstand på 3,5 mio. kr. Ansøgerne var i landsretten blevet frifundet mod betaling af 1 mio. kr., men dommen var anket til Højesteret af modparten med påstand om betaling af yderligere 2,5 mio. kr. Ansøgerne havde et aktuelt indkomstgrundlag på i alt ca. 460 - 490.000 kr. De forventede sagsomkostninger var omkring 137.000 kr. Under hensyn til den betydelige overskridelse af indtægtsgrænsen i bekendtgørelsens § 2 fandt Civilretsdirektoratet ikke grundlag for at anvende bekendtgørelsens § 5.
1991-802-2450: Der søgtes om fri proces til nedlæggelse af erstatningspåstand vedrørende en arbejdsulykke. Ansøger var i forbindelse med arbejdsulykken blevet vansiret i ansigtet, og han risikerede at miste synet på det ene øje. Ansøger havde endvidere efter ulykken mistet flycertifikat og kørekort til bus. Kravet var endnu ikke opgjort, men ville muligvis ligge i en størrelsesorden på 100.000 kr. Ansøgers indtægt overskred indtægtsgrænsen i bekendtgørelsens § 2 med ca. 40.000 kr. Civilretsdirektoratet fandt efter en samlet vurdering, at bekendtgørelsens § 5 ikke burde finde anvendelse.
H.1. Spørgsmål om adgang til personsager, der er ældre end 30 år og afleveret til Landsarkivet. Idet der henvises til Skarrildhus 1996 punkt H.2., skal man forespørge, om direktoratet har afklaret problemet med Rigsarkivet og landsarkiverne, eller hvorpå sagen beror.
Svar: Ved lov nr. 421 af 10. juni 1997 om ændring af lov om offentlige arkiver m.v. (Yderligere åbenhed i arkivadgang m.v.) har Folketinget vedtaget en række ændringer af arkivloven. Ændringsloven er trådt i kraft den 1. juli 1997. Arkivlovens § 22, stk. 1, nr. 1, er opretholdt uændret, således at tilgængelighedsfristen fortsat er 80 år for arkivenheder eller grupper af arkivenheder, der indeholder oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske, forhold. Adoptionssager falder ind under denne bestemmelse. Efter arkivlovens § 24, stk. 1, kan rigsarkivaren dog dispensere fra denne frist. I forbindelse med behandlingen af lovforslaget har Kulturudvalget i en tillægsbetænkning bl.a. anført følgende: "Udvalget understreger, at arkivlovens § 22 i sig selv ikke hindrer adoptivbørn i at opnå indsigt i deres sag. Udvalget understreger det ønskelige i, at adoptivbørn som hovedregel bør have adgang til deres sag, såfremt andre hensyn ikke afgørende strider derimod". Bl.a. på denne baggrund er spørgsmålet om aktindsigt i ældre adoptionssager for tiden genstand for mere principielle overvejelser i Civilretsdirektoratet samt herunder eventuelt fornyede drøftelser med arkivmyndighederne.
J.1. Børnelovens § 10, stk. 2, fritagelse for at oplyse barnefaderens navn. Direktoratet anmodes om at redegøre for gældende praksis i fritagelsessager. Her tænkes særligt på, hvilken betydning direktoratet tillægger den omstændighed, at fædre efter lov om forældremyndighed og samvær har krav på samvær med et barn, selv om faderen ikke kender barnet.
Svar: Som anført i spørgsmålet må praksis inden for et bestemt område altid vurderes i lyset af senere lovgivning. På baggrund af de ændrede regler om samvær for fædre, der ikke eller kun i kort tid har boet sammen med moderen/barnet, har Civilretsdirektoratet overvejet, om praksis vedrørende fritagelse for at opgive barnefaderens navn bør ændres. Som bekendt har justitsministeren imidlertid nedsat et børnelovsudvalg med den opgave at fremkomme med forslag til en revision af børneloven. Efter det oplyste vil udvalget inden udgangen af 1997 komme med en delbetænkning vedrørende bl.a. reglerne om fastlæggelse af faderskab til et barn, herunder bestemmelsen i børnelovens § 10, stk. 2. Justitsministeriet har på denne baggrund fundet det rigtigst at afvente børnelovsudvalgets delbetænkning, inden den administrative praksis vedrørende fritagelse for at oplyse barnefaderens navn eventuelt ændres.
J.2. I en konkret sag afslog statsamtet at yde omkostningsdækning til en skelforretning, fordi der først blev søgt herom, efter at forretningen var afsluttet. Dette blev ændret under henvisning til (formentlig fejlagtig opfattelse af) praksis om fri proces. Kan ministeriet angive nogen tidsfrist for, hvor længe efter forretningen omkostningsdækning kan søges?
Svar: Kort & Matrikelstyrelsen har oplyst følgende: "Det fremgår af afsnit 7.3 i vejledning nr. 24 af 28. februar 1991 om skelforretninger, at en person, som påtænker at rekvirere en skelforretning, kan indgive ansøgning til statsamtmanden om støtte til udgifterne, inden forretningen rekvireres. Der kan også indgives ansøgning, mens forretningen foregår. Praksis har dog vist, at statsamterne også bevilger fritagelse for betaling af omkostninger til skelforretninger i tilfælde, hvor ansøgning indgives efter afholdelse af skelforretning og/eller hegnsynets afgørelse af omkostningsfordeling. Det er styrelsens opfattelse, at reglerne for fritagelse for betaling af omkostninger til skelforretning ikke er og ikke skal være identiske med reglerne for bevilling af fri proces i retssager. Der bør således være mulighed for at indgive ansøgning om fritagelse for betaling af omkostninger til skelforretning før, under og efter skelforretningen. Styrelsen er opmærksom på, at de nuværende regler antagelig er mangelfulde, idet der ikke findes nogen regel for, om det er muligt efter en skelforretning at indgive ansøgning til statsamtmanden om fritagelse for betaling af omkostninger til skelforretning og i givet fald hvor længe efter skelforretningen. Styrelsen er for tiden ved at revidere bekendtgørelse og vejledning om skelforretning, og spørgsmålet om frist for ansøgning til statsamtmanden er under overvejelse. Civilretsdirektoratet vil få underretning, når spørgsmålet om frist er afklaret."
J.3. A. Overdragelse af fast ejendom, stempellovens § 34, stk. 1, jf. § 10, stk. 2 og 3, smh. m. § 14. I standardkøbsaftaler anføres den kontante købesum og den finansierede købesum, uden at det udtrykkeligt anføres, hvilken købesum der aftales. Først af det efterfølgende skøn fremgår den endeligt aftalte købesum. Det ses i denne forbindelse af og til, at parterne har aftalt en mellemløsning af de i købsaftalen nævnte købesummer, f.eks. således at der ikke udfærdiges sælgerpantebrev, men i øvrigt handles efter den finansierede model. Skal stempelafgiften i denne situation beregnes af den i købsaftalen anførte højere, finansierede købesum med henvisning til stempellovens § 14? B. Overførsel af stempel, stempellovens § 11. På det seneste har statsamtet fra Bilbogen til stempelprøve modtaget løsøreejerpantebreve, hvor stemplet til det afløsende ejerpantebrev angives overført fra et tidligere ejerpantebrev. Det oprindelige pantebrev er medsendt til Bilbogen til aflysning, idet det er kvitteret til aflysning på betingelse af, at det samtidig til lysning fremsendte pantebrev kan lyses med det anvendte stempel. Da denne betingelse ikke har været opfyldt, er det oprindelige pantebrev afvist. Samtidig har Bilbogen påført det oprindelige pantebrev et stempel, der angiver, at en del af stemplet er overført til det nye pantebrev, der samtidig er lyst, uanset at det oprindelige pantebrev er afvist. Ifølge det for statsamtet oplyste anvender Bilbogen ikke samme procedure i de tilfælde, hvor det oprindelige ejerpantebrev aflyses med samtidig overførsel af en del af det anvendte stempel. Under henvisning til Told- og Skattestyrelsens vejledning om stempelafgift pkt. G.5.6, side 81, spørges, om Skatteministeriet har bemærkninger til denne procedure?
Svar: Told- og Skattestyrelsen har oplyst følgende: "Ad A. Der spørges om hvilken købesum, der skal lægges til grund for stempelberegningen. Indledningsvis bemærkes, at spørgsmålet er omtalt i Told- og Skattestyrelsens stempelvejledning side 47, afsnit E.2.1. Det fremgår heraf, at det er den kontante købesum, dvs. den pålydende værdi, der skal lægges til grund, idet der ikke ved stempelberegningen tages hensyn til eventuelle over- eller under kurser i det stempelpligtige beløb. Berigtiges en del af købesummen ved udstedelse af et sælgerpantebrev, skal det medtages ved stempelberegningen til pålydende værdi. Dette gælder, uanset det er aftalt mellem køber og sælger, at det skal medtages til en lavere kurs. Ad B. Det er styrelsens opfattelse, at det oprindelige ejerpantebrev skal være kvitteret til aflysning samtidig med, at der skal overføres stempel til det nye pantebrev fra det gamle ejerpantebrev."
K. GENERELLE SAGSBEHANDLINGSSPØRGSMÅL
K.1. En person afsoner en længere fængselsdom, men bevarer sin officielle bopæl i et andet amt. Til hvilket amt hører han i relation til kompetencereglerne, f.eks. separation, bidrag, samvær og forældremyndighed.
Svar: Ved bopæl forstås det sted, hvor en person har sit blivende ophold og har sin husstand, når ikke særlige grunde såsom arbejde, ferie, sommerophold, sygdom eller afsoning medfører midlertidigt ophold et andet sted. Statsamtets stedlige kompetence i den familieretlige lovgivning kan være bestemt ved statsamtet på det sted, hvor en "part bor eller opholder sig". Dette gælder f.eks. sager om skilsmisse og separation, samt sager om forældremyndighed og samvær. En ordlydsfortolkning peger på, at bopæl og opholdssted er sideordnede i relation til kompetencen. Den stedlige kompetence kan også være bestemt ved statsamtet på det sted, hvor en "part bor eller i mangel af bopæl opholder sig." Dette gælder bl.a. for værgemålsloven, navneloven og for ægteskabs indgåelse, ligesom det er udgangspunktet ved fastsættelse af børnebidrag og ægtefællebidrag udenfor separations- eller skilsmissesituationer. Opholdsstedet er her efter ordlyden subsidiært i forhold til bopælen. Baggrunden for anvendelsen af den ene formulering frem for den anden står ikke ganske klart. Dette må for så vidt angår sager om skilsmisse og separation, samt sager om forældremyndighed og samvær føre til to modsatrettede synspunkter. Det vil umiddelbart være mest hensigtsmæssigt at lade bopælen blive primær, således at sagen kan samles ved bopælen, idet det er dette statsamt, der tidligere har behandlet eller fremover kan komme til at behandle sager vedrørende parterne. Såfremt man giver bopælen prioritet, afskærer man imidlertid borgeren fra at foretage et frit valg mellem bopælsstedet og opholdsstedet, således som det synes at følge af ordlyden i disse bestemmelser. Opholdskriteriet bør dog under alle omstændigheder i praksis fortolkes forholdsvis snævert, og meget kortvarige ophold bør derfor ikke danne grundlag for statsamtets stedlige kompetence. Der må således stilles krav om, at opholdet har en længere og vis fastere karakter. Et længere fængselsophold opfylder dette krav.
K.2. Ved anmodninger om aktindsigt eller lignende fra parter i adoptions- og faderskabssager har følgende spørgsmål bl.a. voldt problemer: 1. Er det ikke længere muligt at afslå aktindsigt under henvisning til, at akterne er fra før 1964? 2. I hvilket omfang bør der gives oplysninger om en (eller flere bidragspligtige)? Hidtil har man ikke givet oplysninger om bidragspligtige, men i den senere tid har man fra Landsarkivet set flere skrivelser, hvori det oplyses, at en bestemt mand er far til barnet, uanset at faderskabet aldrig er fastslået. Bør direktoratet i den anledning vejlede arkivet om, hvilke oplysninger, der må udleveres derfra. (Der vedlægges nu et notat udleveret i uge 12/97 på statsamternes journalbrugermøde på Haraldskær af Bjørn Poulsen Landsarkivet i Sønderjylland). Statsamtet har forudsat, at barnet er part i såvel faderskabssagen som adoptionssagen vedrørende den pågældende selv.
Svar: Der henvises til besvarelsen af spørgsmål H.1.
Uddrag af indlæg på Skarrildhus den 27. oktober 1997 vedrørende værgemålslovgivningen. Den nye værgemålslov trådte i kraft den 1. januar i år. Det har derfor været naturligt at orientere om de foreløbige erfaringer, som er indhøstet med den nye lov. Civilretsdirektoratet er som bekendt ikke klagemyndighed i forhold til en række af de afgørelser, der træffes af statsamterne efter værgemålsloven. Hertil kommer, at direktoratet, i det omfang direktoratet er rekursmyndighed, kun får lejlighed til at behandle en begrænset del af de afgørelser, der træffes efter loven. På baggrund heraf fandt direktoratet det naturligt forud for Skarrildhus-kurset i år at rette henvendelse til statsamterne for at få inspiration og forslag til emner og problemstillinger indenfor værgemålsområdet, som efter statsamternes opfattelse kunne have særlig interesse. En væsentlig del af de spørgsmål, som direktoratet modtog i den forbindelse, faldt inden for samme hovedområder, hvorfor der - med udgangspunkt i de stillede spørgsmål - blev redegjort mere generelt for disse områder. Nedenfor er gengivet et uddrag af indlægget på Skarrildhus vedrørende værgemålslovgivningen.
Ændring af bestående værgemål. For alle værgemålsordninger gælder det efter lovens § 9, at de efterfølgende skal ændres til mere eller mindre indgribende værgemål, hvis ændrede forhold giver anledning til det. Der kan således f.eks. iværksættes en anden type værgemål, eller et værgemål, der omfatter samtlige forhold, kan begrænses til at angå nærmere angivne forhold. Endvidere skal værgemålet ophæves, hvis betingelserne for at træffe beslutning om værgemål ikke længere er til stede. Ændrede forhold kan f.eks. være en helbredsmæssig forbedring, eller at de praktiske erfaringer har vist, at behovet er anderledes end forventet. Der kan også være kommet nye aktiver til. Initiativet til at sikre, at et værgemål ikke udstrækkes mere end højest nødvendigt, bør tages af værgen. Det er også naturligt, at en myndighed, der bliver opmærksom herpå, tager spørgsmålet op over for statsamtet. Men herudover har tilsynsmyndighederne en almindelig forpligtelse til at være opmærksomme på, om der fortsat er behov for de iværksatte foranstaltninger, eller om der er behov for andre foranstaltninger. Statsamterne bør efter direktoratets opfattelse være særlig opmærksom på ændringsmuligheden, hvor der er tale om umyndiggørelser efter den tidligere myndighedslov. I disse tilfælde vil det normalt være naturligt, at statsamterne, hvis man konkret bliver opmærksom herpå, vejleder værgen om de nye regler om værgemål, og eventuelt af egen drift afdækker, hvorvidt der fortsat er behov for de foranstaltninger, der er iværksat efter myndighedsloven. Omvendt skal statsamtet ikke nødvendigvis i alle tilfælde, hvor man behandler en sag, f.eks. ved godkendelse af værgedispositioner, nærmere undersøge, hvorvidt det værgemål, der er etableret efter værgemålsloven, fortsat dækker den pågældendes aktuelle behov. Det må således bero på en konkret vurdering på baggrund af de aktuelle oplysninger i sagen om der er anledning til at overveje, om det aktuelle værgemål fortsat er dækkende.
Værgebeskikkelse. I forbindelse med beskikkelsen af en værge for en person under værgemål opstår der naturligvis spørgsmål om, hvem der skal beskikkes. Der er i værgemålsloven ikke opstillet nærmere krav til værgens kvalifikationer, udover hvad der følger forudsætningsvis af bestemmelsen i lovens § 12 om fratagelse af værgebeskikkelsen. Som bekendt er der i forbindelse med værgemålsloven indført en ordning med faste værger. Etableringen af denne ordning må forventes at have ført til en forbedring af statsamternes muligheder for at finde egnede værgeemner i de tilfælde, hvor det tidligere kunne være vanskeligt at finde en værge. Det er dog stadig en forudsætning, at værger først og fremmest beskikkes blandt familien til den, der er eller skal under værgemål, eller blandt andre nære pårørende. Faste værger vil således normalt blive beskikket i tilfælde, hvor det ikke blandt familien m.v. er muligt at finde en person, der er villig til at lade sig beskikke som værge. Der er dog grund til at understrege, at spørgsmålet om, hvem der skal udpeges som værge, altid må bero på en konkret vurdering af, hvem der må anses for egnet til opgaven. I den forbindelse må der lægges betydelig vægt på holdningen hos den, som er eller skal under værgemål. Kommer den pågældende med en tilkendegivelse om, hvem der ønskes beskikket som værge, bør dette ønske så vidt muligt følges. Dette gælder dog ikke ubetinget. Man kan således forestille sig situationer, hvor en efterkommelse af ønsket ville kunne stride mod den pågældendes interesser, f.eks. fordi den, der ønskes beskikket, ikke er egnet til opgaven. Der kan også være tale om situationer, hvor der er massive konflikter blandt familiens medlemmer. I sådanne situationer, hvor den pågældende f.eks. kan være under pres fra forskellige familiemedlemmer, vil det formentlig være bedst stemmende med den pågældendes interesser, at der beskikkes en værge uden for familiens kreds - uanset den pågældende har tilkendegivet, at der ønskes et bestemt familiemedlem- beskikket som værge. Endelig må spørgsmålet om, hvem der skal beskikkes også afhænge af, hvad formålet med værgemålet er. Det vil således kunne spille ind, om værgen især skal tage sig af personlige anliggender eller af økonomiske anliggender, og i sidst nævnte situation kan der foreligge omstændigheder omkring f.eks. formuens størrelse eller sammensætning, som kræver særlige forudsætninger hos værgen.
Værgevederlag. I sagsbehandlingsbekendtgørelsens kapitel 4 er der som bekendt fastsat nærmere regler om værgevederlaget for faste værger. Værgevederlag for værgemål, der omfatter alle økonomiske forhold, er således ifølge bekendtgørelsens § 12, stk. 1, fastsat til 3.500 kr. excl. moms årligt. Værgevederlaget for værgemål, der omfatter alle personlige forhold, er ifølge bekendtgørelsens § 13, stk. 1, fastsat til 4.800 kr. excl. moms årligt. Er værgemålet begrænset, herunder tidsbegrænset, fastsættes vederlaget skønsmæssigt på grundlag af arbejdets omfang og værgemålets karakter, jf. herved bekendtgørelsens § 14. I den forbindelse kan der bl.a. lægges vægt på, hvorledes formuen er sammensat - herunder f.eks. om formuen bestyres i en forvaltningsafdeling, eller om der derimod f.eks. bliver tale om administration af udlejningsejendomme. Statsamtet må således i hvert enkelt tilfælde vurdere, hvor stort vederlaget til værgen skal være, når der er tale om et begrænset værgemål. For så vidt angår betaling af vederlaget fremgår det som bekendt af værgemålslovens § 32, stk. 1, at vederlaget betales af den, der er under værgemål, eller, hvis denne ikke har midler, af statsamtet. De nærmere regler om betaling af vederlaget findes i sagsbehandlingsbekendtgørelsens § 18 og § 19. Statsamtet kan i særlige tilfælde helt eller delvis nedsætte betalingen for den, der er under værgemål, jf. herved bekendtgørelsens § 18, stk. 3. Det bemærkes, at der efter vores opfattelse som hovedregel ikke alene under henvisning til høje faste udgifter, der ikke har usædvanlig karakter, bør ske nedsættelse af egen betalingen. Værgen må således generelt påse, at den pågældendes udgifter afpasses efter indtægterne. Et statsamt har forespurgt, hvorvidt betydelige udgifter til afdrag og forrentning af gæld kan føre til nedsættelse af egenbetalingen. Efter direktoratets opfattelse må udgangspunktet i denne situation være, at der også i disse tilfælde må holdes fast i udgangspunktet om egenbetaling, hvor den pågældende har årlig indtægt på over 95.000 kr. eller en samlet formue på mere end 60.000 kr. Det kan dog ikke helt afvises, at forrentning og afdrag på gæld under særlige omstændigheder og helt konkret vil kunne føre til, at egenbetalingen bør nedsættes eller bortfalde i medfør af § 18, stk. 3.
Salg af fast ejendom. Et statsamt har rejst forskellige spørgsmål vedrørende de forhold, som statsamterne skal påse i forbindelse med godkendelse af værgens salg af fast ejendom. Det fremgår af værgemålsbekendtgørelsens § 6, nr. 1, at værgen skal have statsamtets godkendelse til bl.a. salg af fast ejendom. Ved vurderingen af, om værgens salg af en fast ejendom kan tillades, må der som bekendt her som i andre relationer lægges vægt på, om salget tjener interesserne for den, der er under værgemål. Den umiddelbare betænkelighed ved at tillade salg af fast ejendom er velkendt, nemlig risikoen for at salgsprisen sættes for lavt. Salgsprisen må derfor indgå som et væsentligt element i vurderingen af, om godkendelse til salget kan meddeles. Men også andre forhold vil spille ind i den sammenhæng og må derfor søges belyst, før eventuel godkendelse gives, herunder f.eks. salgsvilkårene i øvrigt. Det siger sig selv, at den, der er under værgemål, har en åbenbar interesse i, at den faste ejendom, som han ejer, bliver solgt til en pris, der mindst svarer til værdien af ejendommen. Der er blevet spurgt om, hvilke krav der bør stilles ved salg af fast ejendom for at sikre, at prisen ikke er under markedsværdien. Det skal indledningsvis understreges, at reglerne omkring statsamtets godkendelse af salg af fast ejendom er uændret i den nye værgemålslovgivning. Der bør i forbindelse med godkendelse af salget fremskaffes oplysninger om, hvad den aktuelle handelsværdi af den pågældende ejendom må antages at være, f.eks. ved en vurdering foretaget af en ejendomsmægler. Selv om den vurderede handelspris sammenholdt med oplysningerne om den offentlige ejendomsvurdering er af væsentlig betydning i forbindelse med godkendelsen, er det omvendt ikke således, at statsamtet nødvendigvis skal godkende salget til den, der byder mest for ejendommen. Til illustration heraf har direktoratet for nylig stadfæstet en afgørelse vedrørende salg af en fast ejendom, hvor forholdene var følgende: En person under værgemål skulle sælge sit sommerhus. Den pågældende havde 4 børn. Der var beskikket en advokat som værge. Det pågældende statsamt havde meddelt, at man agtede at godkende værgens ansøgning om, at sommerhuset blev solgt til 950.000 kr. til ét (B1) af børnene. Dette klagede ét andet (B2) af børnene over, idet han gjorde gældende, at han ville betale 50.000 kr. mere for sommerhuset. Han gjorde i øvrigt gældende, at handelsværdien på sommerhuset var 1.1 mill kr. - i stedet for de 880.000 kr., som statsamtet havde lagt til grund. Ejendommen var 1/2 år forud for afgørelsen af en ejendomsmægler vurderet til 880.000 kr. - den offentlige ejendomsvurdering var i øvrigt betydelig lavere. Baggrunden for den vurderede salgspris var således heller ikke så meget selve sommerhusets værdi, som grundens værdi. Klager gjorde i øvrigt gældende, at der var mulighed for udstykning af grunden, hvilket forøgede salgsprisen betydelig. Ejendomsmægleren, der havde vurderet ejendommen til 880.000 kr., rejste i øvrigt tvivl ved, om der i det hele taget var mulighed for udstykning. Klager anmodede om, at statsamtet på ny indhentede vurdering af salgsprisen fra 2 ejendomsmæglere. Endelig forelå det oplyst, at personen under værgemål havde givet udtryk for, at B1 i givet fald skulle overtage ejendommen, idet han havde et særligt forhold til sommerhuset, idet det var ham, der altid havde hjulpet med vedligeholdelse og istandsættelse af sommerhuset. Omvendt havde den pågældende givet udtryk for, at B2 under ingen omstændigheder skulle have sommerhuset, idet han aldrig havde været interesseret i det, og det ikke havde nogen personlig værdi for ham. Direktoratet lagde vægt på samtlige disse oplysninger og på den baggrund afviste direktoratet, at der var grundlag for på ny at indhente en vurdering af salgsprisen. Direktoratet fandt ligeledes, at salget til B1 samlet set var mere i overensstemmelse med sælgers interesse end salg til B2, idet vi dels lagde afgørende vægt sælgers egne ønsker vedrørende, hvem der skulle sælges til, og dels på at salgsprisen på 950.000 kr. var betydelig højere end den af ejendomsmægleren vurderede salgspris. Som nævnt tidligere bør der også ses nærmere på salgsvilkårene i øvrigt. Der kan f.eks. være grund til at se på, om sælger har påtaget sig nogle særlige og måske risikable garantier for forskellige forhold ved ejendommen. Et statsamt har spurgt til betydningen af den nye lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom. Et væsentligt element i denne nye forbrugerbeskyttelseslov er, at sælgeren af en ejendom, der bruges som bolig, nu har mulighed for at undgå at komme til at hæfte for fysiske mangler, hvis han inden, at købsaftalen indgås, sørger for, at køberen får dels en tilstandsrapport og dels et tilbud fra et forsikringsselskab om tegning af ejerskifteforsikring mod fejl. Dette gælder dog ikke, hvis sælgeren har ydet en særlig garanti for et eller flere forhold ved ejendommen, eller hvis sælgeren i øvrigt har handlet svigagtigt eller groft uagtsomt. Lovens ordning er en frivillig ordning, I den sammenhæng rejser der sig naturligt spørgsmål om, hvorvidt statsamtet i forbindelse med behandlingen af en ansøgning om godkendelse af et salg af en ejendom bør stille krav om, at sælger benytter sig af den ordning, der er hjemlet i den nye lov, for at sikre sig mod fremover at komme til at hæfte for mangler ved ejendommen. Det er i den forbindelse værd at bide mærke i, at loven tilsigter at beskytte både køberen og sælgeren i forbindelse med et huskøb. Der er nok ikke tvivl om, at det generelt set i mange tilfælde kan være en fordel for personer, der skal sælge fast ejendom, at benytte sig af lovens ordning for at sikre sig mod efterfølgende at blive mødt med erstatningskrav for mangler ved ejendommen. De fleste mennesker vil kun få gange i løbet af livet blive involveret i en bolighandel, og samtidig er der ofte tale om ganske store beløb - i hvert fald set i forhold til en normal privatøkonomi. Og har man solgt sin bolig, kan det være meget ubehageligt efterfølgende at blive mødt med erstatningskrav, som man måske på ingen måde havde regnet med, og derfor kan være ødelæggende for ens økonomi. Tilsvarende gælder selvsagt også for personer under værgemål. Endvidere har værgen i disse tilfælde ofte ikke detailkendskab til den faste ejendoms mulige svagheder, ligesom det må tillægges meget betydelig vægt, at værgen handler på en andens vegne og risiko, hvor man bør udvise særlig forsigtighed. Dette må efter Civilretsdirektoratets opfattelse føre til, at der i hvert fald som altovervejende hovedregel stilles krav om, at værgen benytter den nye lovs muligheder for at friholde sælgeren for ansvar for fysiske mangler ved den faste ejendom.
Praksis vedrørende frigivelse af kapital. Også efter den nye værgemålslovs ikrafttræden er forbrug af formuen betinget af statsamtets godkendelse, og dette krav gælder undtagelsesfrit. Som noget nyt er bestemmelsen herom nu optaget i selve loven, nemlig i værgemålslovens § 39. Bestemmelsen i værgemålslovens § 39 må ses i sammenhæng med lovens § 25 om værgens opgaver. Af § 25, stk. 2, fremgår det som bekendt, at værgen under hensyntagen til værgemålets karakter og med statsamtets samtykke, kan forbruge af formuen, hvis indtægterne ikke er tilstrækkelige. Det fremgår af forarbejderne til værgemålsloven, at det har været tanken mere overordnet at opretholde princippet om, at formålet med formueadministrationen er formuens bevarelse, samtidig med at det dog tilkendegives, at man har ønsket at nedtone dette princip - ikke mindst i relation til voksne under værgemål. Der er ingen tvivl om, at hensigten med bestemmelsen i værgemålslovens § 25, stk. 2, er, at der i et vist videre omfang end hidtil skal være adgang til at bruge af formuen, når det drejer sig om voksne under værgemål. Direktoratet har indtil nu kun i meget begrænset omfang haft lejlighed til at tage stilling til spørgsmålet om frigivelse af kapital efter værgemålslovens ikrafttræden. Det er imidlertid efter vores opfattelse klart, at man i den administrative praksis må tage højde for de intentioner, der ligger bag værgemålslovens bestemmelser om frigivelse af kapital. Det siger sig selv, at hensynet til en konservativ bestyrelse taler med større vægt, hvor der er tale om en relativt ung person, som har mange år endnu at leve i end, hvis der er tale om en person, der er højt oppe i årene. Meget taler for at se lempeligere på forbrug af kapitalen, hvor den pågældende har nået en alder, hvor der erfaringsmæssigt ikke er mange år tilbage at leve i, og hvor den pågældende selv kan få glæde af pengene og dermed en mere behagelig tilværelse. Sagt lidt firkantet, vil en bevarelse af formuen i sådanne tilfælde, snarere komme arvingerne til gode. Ved afgørelsen af, hvorvidt der bør meddeles tilladelse til forbrug af kapitalen, må der derfor bl.a. ses på den pågældendes alder og helbredstilstand, på kapitalens størrelse og på, hvad der søges om frigivelse til. Man vil endvidere kunne se på, at forbrug af kapitalen vil medføre faldende renteindtægter, som den pågældende måske lever af. Er der derimod tale om mindreårige, altså børn og unge, taler meget derimod for at opretholde en forholdsvis restriktiv godkendelsespraksis, medmindre der er tale om f.eks. et meget sygt barn.
Samspillet mellem forældremyndighedslovens og bistandslovens regler om samvær og anden kontakt. Af lektor, cand. jur. Lis Frost Aarhus Universitet
1. Indledning De fleste børn vokser op hos deres mor og far i et fælles hjem. Pr. 1. januar 1997 boede 75 % af alle børn og unge under 18 år således sammen med deres biologiske forældre eller adoptivforældre (Befolkning og Valg 1997:7, Tabel 8). Samtidig skønnes det dog, at omkring 1/3 af alle børn i løbet af deres opvækst vil blive udsat for, at én af deres forældre fraflytter hjemmet (Bet. 1279/1994, s. 37). Og endelig er der en række tilfælde, hvor det er barnet eller den unge, der flytter. Pr. 31. december 1996 var 11.631 børn og unge anbragt uden for hjemmet, og af disse var 10.234 under 18 år. Antallet af anbragte børn har været faldende i 1990'erne, men samtidig er antallet af tvangsanbringelser steget, ligesom der er sket visse forskydninger med hensyn til anbringelsessted (se bilag 1). Det er et fastslået princip inden for såvel den familieretlige som den socialretlige lovgivning, at et barns kontakt med forældre, som det ikke bor sammen med, skal søges bevaret blandt andet gennem samvær, forudsat denne kontakt er til gavn for barnet. Princippet harmonerer godt med FN's konvention af 20. november 1989 om Barnets Rettigheder, der i artikel 9, stk. 1 bestemmer, at et barn ikke må adskilles fra sine forældre mod forældrenes vilje, med mindre dette følger af en myndighedsafgørelse truffet af hensyn til barnet. Afgørelsen kan f.eks. være begrundet i forældrenes vanrøgt af barnet eller i det forhold, at forældrene lever adskilt. I stk. 3 er det bestemt, at staten skal respektere retten for et barn, der lever adskilt fra den ene eller begge forældre, til at opretholde regelmæssig personlig forbindelse og direkte kontakt med begge forældre, med mindre dette strider mod barnets tarv. I det følgende sammenlignes forældremyndighedslovens og bistandslovens (servicelovens) regler om kontakt og samvær med særligt henblik på at afklare samspillet mellem de familieretlige og de socialretlige kontaktregler i relation til det anbragte barn.
2. Kredsen af samværs- og kontaktberettigede Formålet med det følgende er at foretage en principiel og formel indholdsbestemmelse af begrebet samværs- og kontaktberettiget person i relation til henholdsvis forældremyndighedsloven og bistandsloven (serviceloven). Derimod diskuteres det ikke hvilke materielle forhold, der kan udelukke den enkelte person fra at opnå en konkret samværs- og kontaktret.
2.1. Forældremyndighedsloven Forældremyndighedsloven indeholder i § 16 en formålsbestemmelse, hvorefter et barns forbindelse med dets forældre skal søges bevaret gennem en samværsret for den forælder, der ikke har barnet boende, uanset om vedkommende har del i forældremyndigheden. Denne bestemmelse om personlig, fysisk kontakt suppleres af § 18 om anden kontakt og § 19 om ret til orientering om barnet. Også i disse bestemmelser er detforældrene, der er rettighedsbærere. Hvem er da forældrene i relation til lovens kontaktregler? Svaret på dette spørgsmål må findes i en fortolkning af de nævnte regler kombineret med fortolkningen af enkelte specialregler. Barnets mor er - den kvinde, der har født barnet og ikke har bortadopteret det til en anden end sin ægtefælle. Indtil for nylig har man udledt af forholdets natur, at den biologiske mor også var den retlige mor. Som følge af, at en kvinde nu kan føde et barn, der er undfanget ved brug af et æg fra en anden kvinde, må der sondres mellem den fysiologiske og den genetiske mor, og det har derfor været nødvendigt at præcisere, at det retlige moderskab tilkommer den fysiologiske mor. Dette kan udledes af lov om kunstig befrugtning § 14, stk. 2 med tilhørende bekendtgørelses § 11 (bekendtgørelse nr. 728 af 17. september 1997), hvorefter den kvinde, der donerer ægget, ikke på forhånd må kende eller efterfølgende må få oplyst det modtagende pars identitet, ligesom barnets identitet ikke må oplyses. Det retlige moderskab kan kun mistes ved bortadoption , jf herved adoptionslovens § 16, stk. 1, 2. pkt. Barnets far er - den mand, der på tidspunktet for barnets undfangelse eller fødsel er gift med den kvinde, der føder barnet, dvs den sociale far, jf børnelovens §§ 1-3. Ægtemanden formodes at være den biologiske far, eller - den mand, der har anerkendt et socialt faderskab - f.eks. hvor barnet er undfanget ved sæddonation - eller har anerkendt et biologisk faderskab, jf børnelovens § 11 smh med anerkendelsespraksis og med § 15 om fuldstændig anonymitet i den nævnte bekendtgørelse om kunstig befrugtning, eller - den mand, der har fået fastslået det biologiske faderskab ved en dom, jf børnelovens § 11, stk. 4 (og § 5 samt retsplejelovens kapitel 42 a), - den far, der ikke er biologisk far kan under visse betingelser frifindes for/fradømmes et retligt faderskab, og han kan - som barnets mor - give afkald på eller fortabe det retlige forældreskab ved bortadoption af barnet. Barnets forældre kan herudover være - den person, der har adopteret barnet, jf adoptionslovens § 16, stk. 1, 1. pkt. - den person, der har eller har haft del i forældremyndigheden enten som følge af godkendt aftale om overførsel af forældremyndigheden i henhold til forældremyndighedslovens § 11 eller som følge af en afgørelse truffet af statsamtet under henvisning til forældremyndighedslovens § 14 om dødsfald. De to bestemmelser indebærer, at en person eller et par, der ikke i øvrigt har det retlige forældreskab kan få (del i) forældremyndigheden over et barn. I disse situationer har det hidtil været antaget, at den sociale, ikke-retlige forælder ved en analogislutning var inkluderet i kredsen af forældre, der efter den tidligere myndighedslovs § 23 kunne være berettiget til samvær, når vedkommende ved et samlivsbrud mistede forældremyndigheden (jf bet. 985/1983, s. 81). Det praktiske og principielle behov for en analogislutning er hverken blevet stærkere eller svagere af, at den gældende forældremyndighedslovs § 16 omfatter enhver forælder, der ikke har barnet boende, og ikke blot den forælder, der ikke har (del i) forældremyndigheden. Såvel den gamle som den gældende bestemmelse omfatter alene barnets forældre, og det er således afgrænsningen af dette begreb, der er det centrale. I modsætning hertil synes Svend Danielsen at lægge vægten på begrebet forældremyndighed. Danielsen anfører i Lov om forældremyndighed og samvær med kommentarer, 1997, s. 303, at en analogislutning nu er mindre nærliggende, idet den gældende § 16 ikke anvender ordet forældremyndighed, som den gamle myndighedslovs § 23 gjorde. Han nævner dog samtidig, at der ikke i forarbejderne til forældremyndighedsloven er taget afstand fra analogislutningen. Konsekvensen af at analogisere fra forældrebegrebet eller fortolke det udvidende er, at et barn med lethed kan have to voksne, der er samværsberettigede, og i princippet kan have endnu flere "samværsforældre". Dette kan naturligvis repræsentere et problem ikke mindst for barnet, og antallet af samværsberettigede er en faktor, der må indgå ved afgørelse af, om der skal fastsættets samvær og i bekræftende fald i hvilket omfang og på hvilke vilkår. Styrken ved at acceptere en analogi er til gengæld, at den giver en retlig mulighed for, at et barn kan bevare kontakten til en social forælder, som barnet har levet sammen med i fem eller måske ti år. Samtidig kan man bemærke sig, at den biologiske forælder til et barn, der er bortadopteret hidtil ikke har været indregnet i § 16's personkreds, heller ikke selv om der er tale om en stedbarnsadoption, hvor barnet kender den biologiske forælder. Den skitserede afgrænsning af forældrebegrebet og dermed af kredsen af samværsberettigede i forældremyndighedslovens § 16 gælder i relation til lovens § 17om fastsættelse, ændring og ophævelse af samvær, §18 om anden kontakt end samvær, § 19 om orientering om barnet og § 26 om midlertidigt samvær. § 19 gælder dog kun den forælder, der ikke har forældremydighed, hvilket er en naturlig følge af, at forældremyndigheden har en mere vidtgående kompetence. Som nævnt indledningsvist er (kun) den forælder, der ikke har barnet boende, omfattet af kredsen af samværsberettigede. Dette princip administreres ikke ganske konsekvent. Under en sag om overførsel eller ændring af forældremyndigheden er således også en forælder, der har forældremyndigheden alene, samværsberettiget med mulighed for fastsættelse af midlertidigt samvær efter forældremyndighedslovens § 26, såfremt barnet bor hos den anden af forældrene. Derimod antages det, at § 17 ikke finder anvendelse. Denne praksis fulgte tidligere direkte af ordlyden i myndighedslovens § 23, hvorefter kun den forælder, der ikke havde del i forældremyndigheden, var samværsberettiget. Det følger imidlertid ikke af ordlyden i forældremyndighedslovens § 16, der netop bortser fra spørgsmålet om forældremyndighed. Alligevel er praksis fastholdt i Civilretsdirektoratets vejledning nr. 214 af 20. december 1995 om forældremyndig og samvær pkt. 3, hvor der henvises til, at formålet med ændringen af reglerne på dette punkt var at sikre forældre med fælles forældremyndighed adgang til at få fastsat samvær. Efter min opfattelse kan det ikke afvises, at der er et behov for at kunne fastsatte samvær for ene-forældremyndighedsindehaveren. For mange børn kan der i perioder være et fuldt ud acceptabelt ønske om at bo hos den anden af forældrene, og fastsættelse af samvær kunne i nogle tilfælde være et fredeligt alternativ til fogedsager, ændringssager osv. Afgrænsningen af kredsen af samværsberettigede betyder, at f.eks. søskende eller bedsteforældre ikke er omfattet af §§ 16ff. Men den, der har forældremyndigheden er naturligvis forpligtet til at varetage barnets interesser også i denne henseende, jf herved forældremyndighedslovens § 2.
2.2. Bistandsloven. Lov om social service Ifølge bistandslovens § 67, stk. 1, (servicelovens § 57, stk. 1,) har forældrene og barnet eller den unge ret til samvær og kontakt under såvel frivillig som tvangsmæssig anbringelse af barnet uden for hjemmet. Kommunen skal sørge for at holde forbindelsen mellem barn og forældre ved lige, og en samværsret efter myndighedslovens §§ 24 og 25 (forældremyndighedslovens §§ 17, 18 og 26) skal som udgangspunkt opretholdes. Ingen af forarbejderne til reglen i dens oprindelige udformning i bistandsloven, til dens senere formuleringer eller til serviceloven tager klart stilling til afgrænsningen af bestemmelsens personkreds. Ved bistandslovens vedtagelse i 1974 angav bestemmelsen således blot, at kommunen skulle søge at opretholde forbindelsen "mellem barnet og dets hjem". Ved en lovændring i 1984 blev der indsat en hjemmel til, at forældremyndighedsindehaverens forbindelse med barnet under visse omstændigheder kunne afbrydes. Det vil sige, at reglen hvilede på en forudsætning om, at alene forældremyndighedsindehaveren havde en egentlig kontaktret. Ved lov nr. 501 af 24. juni 1992, hvor reglen fik sin nuværende udformning, blev der i forarbejderne taget direkte afstand fra, at kun forældremyndigheden skulle være omfattet af bestemmelsens personkreds. I bet. 1212/1990 på s.179 blev det således understreget, at samværsretten burde tilkomme forældrene og herunder såvel den, der er indehaver af forældremyndigheden, som den, der alene har en samværsret. I det lovforslag, der senere blev vedtaget, blev der indsat en direkte henvisning til de familieretlige samværsregler. Under hensyntagen til de begrænsede forarbejder, til reglens formål og til de ændringer, den har gennemløbet, må det være berettiget ved fortolkningen af bestemmelsen at tage udgangspunkt i den afgrænsning, der foretages ved forældremyndighedslovens § 16. Ligesom i forældremyndighedsloven udgøres kredsen af samværsberettigede i såvel bistands- som servicelov således af forældrene, og afgrænsningen af det retlige moder- og faderskab må i denne situation uden tvivl foretages på samme måde som i relation til forældremyndighedsloven. Der er heller ikke nogen tvivl om, at adoptanter er omfattet af forældrebegrebet, og henvisningen til de familieretlige samværsregler må også kunne begrunde, at den person, der ikke i øvrigt har det retlige forældreskab, men alene har eller har haft del i forældremyndigheden som følge af en aftale i henhold til forældremyndighedslovens § 11 eller en afgørelse efter samme lovs § 14, er omfattet af begrebet forældre i bistandslovens § 67 eller dennes analogi (servicelovens § 57), uagtet der i bistandsloven (og serviceloven) alene henvises til de familieretlige samværsbestemmelser direkte og ikke til dens analogi. Et problem står dog tilbage: Bistandslovens § 67 (og servicelovens § 57) bygger på en forudsætning om, at forældre enten har forældremyndighed eller en familieretlig samværsret. Det fremgår klart af forarbejderne. Men så enkelt er det ikke. Efter forældremyndighedslovens § 16 har en forælder, der har del i forældremyndigheden således også samværsret, hvis vedkommende ikke bor sammen med barnet. Og hvis et barn af et ugift, samboende par, hvor moderen har forældremyndigheden alene, anbringes uden for hjemmet, har faderen hverken forældremyndighed eller samværsret i henhold til forældremyndighedslovens § 16. I den sidstnævnte situation forekommer det at være i strid med formålet i bistandslovens § 67 (servicelovens § 57), at udelukke faderen fra bestemmelsens personkreds "forældre". Kun forældre er omfattet af bistanslovens § 67, stk. 1 (servicelovens § 57, stk. 1). Ved bistandslovens § 66 d, stk. 1 (servicelovens § 55, stk. 1) udvides dog kredsen af personer, der kan få et reguleret samvær med det anbragte barn. Bestemmelsen pålægger kommunen at føre løbende tilsyn med barnet eller den unges forhold under anbringelsen, ligesom kommunen kan træffe bestemmelse om "ændret opholdssted, behandling, uddannelse mv under opholdet, i det omfang det må anses for nødvendigt under hensyn til formålet med anbringelsen". I såvel bet. 1212/1990 på s. 179-180 og i de skriftlige bemærkninger til serviceloven fremhæves det, at kun forældre har en lovhjemlet ret til samvær, men at andre f.eks. bedsteforældre, andre nære pårørende, naboer eller andre, som har tætte relationer til barnet, kan få fastsat et samvær. Denne fortolkning af bistandslovens § 66 d, stk. 1 (servicelovens § 55, stk. 1) genfindes i vejledning nr. 218 af 15. december 1992 om bistandslovens bestemmelser om særlig støtte til børn og unge, pkt. 128.
2.3. Det familieretlige forældrebegreb - det anbragte barn Det familieretlige forældrebegreb ændrer sig ikke af, at et barn eller en ung anbringes uden for hjemmet. Kun den personkreds, der er angivet ovenfor i afsnit 2.1, kan opnå samvær efter forældremyndighedslovens samværsregler. De forældre, der bor sammen med et barn, frem til dets anbringelse, har derfor som udgangspunkt ingen samværsret efter forældremyndighedsloven, og kontakten med deres barn reguleres alene af bistandsloven (serviceloven). Hvis forældrene ophæver samlivet under barnets anbringelse, opstår der dog en familieretlig samværsret for den af forældrene, som barnet må antages ikke at skulle bo hos. Hvis den ene af forældrene får forældremyndigheden alene, må det i almindelighed kunne lægges til grund, at barnets eget hjem er hos denne part. Har forældrene derimod fælles forældremyndighed, eksisterer der ikke samme formodning, og en familieretlig samværsret opstår derfor kun, hvis forældrene i overensstemmelse med forudsætningen i forældremyndighedslovens § 16 kan blive enige om, hvor barnet skal have sin bopæl. Bliver der anlagt en sag om overførsel af forældremyndigheden, kan statsamtet fastsætte midlertidigt samvær for begge forældre; dvs, at der udfærdiges to resolutioner (se Skarrildhusrapporten 1989, s. 29).
3. Kompetenceforhold I det følgende ses der på hvilke personer, der har retlig handleevne, og hvilke myndigheder, der har kompetence til at træffe afgørelse om samvær og anden kontakt efter henholdsvis de familieretlige regler og de socialretlige regler.
3.1. Forældremyndighedsloven Forældremyndighedsloven regulerer i hovedsagen forholdet mellem barnets forældre. Formålet med samværsreglerne er ganske vist at sikre barnets kontakt med både mor og far, men dette er retligt kommet til udtryk som en processuel ret for forældrene uden modsvarende pligt. Som følge heraf er barnet og den unge nok interessesubjekt, men alligevel uden retlig kompetence til at påberåbe sig forældremyndighedslovens samværs- og kontaktregler i §§ 16-18 og 26. Og selv en 17-årig kan ikke anmode om, at en forælders orienteringsret indskrænkes efter forældremyndigheslovens § 19, stk. 2. Barnet har heller ikke nogen ankeadgang. Under en verserende sag gælder dog forældremyndighedslovens § 29 om høring af det barn, der er fyldt 12 år, ligesom der i øvrigt er mulighed for at tage hensyn til udtalelser fra barnet. Ofte tillægges udtalelser fra børn mellem 11 og 14 år afgørende betydning, dog afhængig af barnets modenhed, og der udfærdiges stort set ikke samværsresolutioner for unge over 14 år. De personer, der er omfattet af bestemmelsernes forældrebegreb som skitseret ovenfor i afsnit 2.1, har retlig kompetence dels til at indgå aftaler med hinanden om samvær og anden kontakt, jf forældremyndighedslovens § 17, stk. 2 forudsætningsvis, dels til at anmode om en afgørelse. Forudsætningen for, at man kan anmode om en afgørelse, er dog normalt, at man er samværsberettiget. Kun i særlige tilfælde accepteres det, at den, der har barnet boende, har en retlig interesse i at få fastsat samvær for den af forældrene, som ikke har barnet boende. Andre personer, institutioner, myndigheder mv har ikke handleevne efter forældremyndighedslovens samværs- og kontaktregler. F.eks. kan barnets daginstitution ikke anmode om ændring af en samværsresloution. En kommune kan heller ikke anmode om en afgørelse, selv om man f.eks. mener, at en ændret samværspraksis kunne forbedre barnets situation i hjemmet. En institution, der er forpligtet til at orientere ikke-forældremyndighedsindehaveren i henhold til § 19 kan dog anmode om en fratagelse af orienteringsretten. Fordelingen af afgørelseskompetence i henhold til forældremyndighedsloven er meget enkel. Den institution, der skal orientere efter § 19, stk. 1 kan i konkrete tilfælde træffe afgørelse om ikke at give oplysning, hvis dette vil være til skade for barnet, og klagemuligheden afhænger da af, hvilken institution der har orienteringsforpligtelsen. Men bortset herfra - og det vil sige i langt den overvejende del af sagerne - har statsamtet den retlige kompetence med rekurs til Civilretsdirektoratet.
3.2. Bistandsloven. Lov om social service Bistandsloven og lov om social service regulerer i hovedsagen forholdet mellem myndigheden og forældrene. For det anbragte barn skal reglerne særligt regulere forholdet mellem anbringelsesstedet og forældrene. Det følger af forholdets natur, at anbringelsesstedet i det daglige må træffe en række beslutninger, der i almindelighed træffes af forældrene. Det fremgår dog direkte af bistandslovens § 67, stk. 1, 3. pkt. (servicelovens § 57, stk.1, 3. pkt.), at aftaler og afgørelser om samvær og kontakt i henhold til forældremyndighedsloven skal respekteres, og det gælder såvel i forhold til den samværsberettigede som i forhold til den anden af forældrene. Samtidig forbliver forældremyndigheden hos den, der havde forældremyndigheden forud for anbringelsen, og forældremyndigheden træffer i udgangspunktet fortsat bestemmelse om vigtigere spørgsmål som f.eks. barnets navngivning, dets konfirmation, dets indlæggelse på hospital, dets adgang til samvær med bedsteforældre eller adgang til samvær med en samværsberettiget forælder for hvem, der ikke er udfærdiget en statsamtsresolution, jf hertil vejledning nr. 218 af 15. december 1992 om bistandslovens bestemmelser om særlig støtte til børn og unge, pkt. 118, pkt. 121 og pkt. 128. Ud fra et forsorgs- eller anstaltssynspunkt antages det dog, at f.eks. plejeforældre lovligt kan træffe enkeltstående afgørelser vedrørende kontakt og samvær. Man kan eksempelvis afvise en mor eller far, der møder beruset op på opholdsstedet kl. 3 om natten, jf vejledningens pkt. 127. Bortset herfra forudsætter reglerne altså, at forældremyndigheden og f.eks. plejeforældrene samarbejder om vigtigere spørgsmål, og fungerer dette samarbejde ikke, har såvel forældremyndigheden som anbringelsesstedet en retlig kompetence til at søge en uenighed afgjort i henhold til de socialretlige regler. Den samværsberettigede uden forældremyndighed må også kunne anvende bistandslovens (servicelovens) afgørelsessystem, såfremt vedkommendes ret til samvær i henhold til aftale eller resolution tilsidesættes af anbringelsesstedet. Efter bistandslovens (servicelovens) regler har den unge, der er fyldt 15 år i vidt omfang partsstatus. Ifølge bistandslovens § 67 a, stk. 1, § 128, stk. 2 og § 130, stk. 3 smh m § 128, stk. 2 (servicelovens § 122, stk. 1, § 123, stk. 2 og § 125, stk. 3 smh m § 124, stk. 1) kan den unge således klage over beslutninger truffet i medfør af bistandslovens § 66 d, stk. 1 og § 67 (servicelovens § 55, stk. 1og § 57). For børn og unge under 15 år gælder høringsreglen i bistandslovens § 124 a (servicelovens § 58), hvorefter der, før beslutning træffes, skal finde en samtale sted med det barn, der er fyldt 12 år. Kun barnet har kompetence til at afvise samtalen. Er barnet endnu ikke fyldt 12 år, skal der indhentes oplysning om dets holdning til den påtænkte foranstaltning, i det omfang barnets modenhed og sagens art tilsiger det. En særlig høringsregel findes også i § 127, stk. 2 (serviceloven § 62, stk. 2). Endelig findes der særlige, ikke-alderbestemte kompetenceregler for det institutionsanbragte barn, når det drejer sig om kontrol med barnet eller den unges kommunikation med andre end dets advokat eller offentlige myndigheder, jf bistandlovens § 67, stk. 5 jf § 14, stk. 3 og magtanvendelsesbekendtgørelsen - bekendtgørelse nr. 1175 af 16. december 1992 om magtanvendelse mv i døgninstitutioner for børn og unge - (servicelovens § 57, stk. 5 jf § 108, stk. 2). Ifølge bekendtgørelsen kan ind- og udgående breve kun åbnes med barnets samtykke, og telefonsamtaler kan kun afvikles med medhør, hvis barnet samtykker heri. Samtykker barnet ikke, må udgående breve destrueres, indgående breve returneres uåbnede og telefonsamtaler afbrydes. Kompetencen til træffe afgørelse om samvær og anden kontakt i henhold til bistandslovens § 66 d og § 67 (servicelovens § 55, stk. 1 og § 57) er fordelt mellem kommunen med ankeadgang til det sociale ankenævn (det sociale nævn) (og til Den Sociale Ankestyrelse for så vidt angår principielle spørgsmål) og børn og unge-udvalget med adgang til at indbringe afgørelsen for Den Sociale Ankestyrelse og landsretten. Princippet bag kompetencefordelingen er, at meget indgribende beslutninger skal træffes af børn og unge-udvalget, hvis beslutninger er omgærdet af en række retssikkerhedsgarantier (krav om høring, krav om beskikkelse af advokat til parterne, krav om at beslutning træffes ved kvalificeret flertal osv), mens mindre indgribende beslutninger, herunder især beslutninger af mere praktisk karakter, træffes af kommunen. Kommunen kan således regulere kontaktens omfang og praktiske tilrettelæggelse med hensyn til f.eks samværssted, afhentning og bringning, tidspunkter for telefonsamtaler ol, jf bistandslovens § 67, stk. 2 (servicelovens § 57, stk. 2). Kommunen kan ligeledes træffe beslutning om barnets samvær med andre end forældrene, f.eks. bedsteforældre, jf bistandlovens § 66 d, stk. 1 (servicelovens § 55, stk. 1). Børn og unge-udvalget træffer derimod bestemmelse om afbrydelse af samvær, hvorved forstås samvær af mindre omfang end én gang om måneden, om kontrol med med det institutionsanbragte barns korrespondence og telefonsamtaler, om hemmeligholdelse af barnets opholdssted og om overvåget samvær, jf bistandslovens § 67, stk. 3 og § 14, stk. 3 (servicelovens § 57, stk. 3, § 108, stk. 2). Frem til den 1. juli 1998 har kommunen kompetence til at træffe afgørelse om overvåget samvær for en periode under 3 måneders varighed, men med gennemførelsen af lov om social service overflyttes kompetencen til at beslutte overvåget samvær fuldt ud til børn og unge-udvalget (for en oversigt over kompetencefordelingen henvises der til bilag 2). Det skal understreges, at samværsaftaler og samværsresolutioner truffet af statsamtet skal respekteres. Det betyder, at hverken kommune eller børn og unge-udvalg kan træffe beslutninger vedrørende samvær og anden kontakt, der udvider den samværs- og kontaktberettigedes adgang til kontakt, og vilkårene kan ikke lempes. De sociale myndigheders kompetence er således begrænset til at kunne vedtage indskrænkninger i samværsberettigedes samværsadgang og stramninger af vilkårene. Træffer en forkert myndighed afgørelse er retsvirkningen ugyldighed. Det samme gælder, hvis der træffes en afgørelse, der indholdsmæssigt ikke er hjemmel til at træffe. Et eksempel er SM 0-93-96: En 14-årig pige var institutionsanbragt uden forældresamtykke. Efter en periode med fire timers månedligt forældre-barn samvær på institutionen traf kommunen afgørelse om, at samværet i en 5-måneders periode skulle foregå i hjemmet under ledsagelse af en pædagog. En anmodning fra forældrene om samvær juleaften blev afslået under henvisning til, at pædagogen ikke kunne overvåge samværet den dag. Da afgørelsen om overvåget samvær skulle have være truffet af børn og unge-udvalget traf Den Sociale Ankestyrelse beslutning om, at afgørelsen var ugyldig. Som følge heraf måtte afslaget på samvær juleaften også ophæves, idet den givne begrundelse ikke længere var holdbar. ( I den konkrete sag "hjalp" ankestyrelsen kommunen ved at oplyse om, at kommunen kunne bestemme tid og sted for samvær med hjemmel i bistandslovens § 67, stk. 2) Et andet eksempel er SM 0-64-96: Efter at have været tvangsanbragt på institution blev et nu ca. 6-årigt barn overflyttet til en familiepleje med et vist samvær med forældrene, der havde fælles forældremyndighed. Samværet blev flere gange reguleret med den begrundelse, at samværet havde en uheldig indvirken på barnet, og på et tidspunkt traf børn og unge-udvalget beslutning om, at samværet i den følgende 6 måneders periode skulle være overvåget, at telefonkontakten skulle afbrydes, og at der skulle gennemføres brevkontrol. Ankestyrelsen traf afgørelse om, at beslutningen om afbrydelse af telefonkontakt og om brevkontrol var ugyldig og dermed uden retsvirkning. Telefonkontakt måtte anses som en del af samværet, og da forældrene havde kontakt med barnet én gang om måneden i kraft af det overvågede samvær, var afbrydelse af telefonkontakten ikke en afbrydelse af forbindelsen mellem forældre og barn. Det var derfor kommunen, der havde kompetence til at træffe beslutning om omfang og udøvelse af samvær og anden kontakt, jf bistandslovens § 67, stk. 2. Med hensyn til brevkontrol fandt ankestyrelsen, at der ikke i bistandslovens § 67, stk. 5 smh m § 14, stk. 7 (nu svarende til § 14, stk. 3) var hjemmel til at træffe en sådan beslutning, idet barnet var i familiepleje og ikke institutionsanbragt. En regulering af brevvekslingen kunne derfor kun finde sted inden for rammerne af § 67, stk. 2, og det var da kommunen, der havde den retlige kompetence. Som den sidste afgørelse viser, er ugyldighed retsvirkningen af, at en myndighed træffer en afgørelse, som den ikke har hjemmel til at træffe, og dette gælder også, selv om beslutningen er omgærdet med flere retssikkerhedsgarantier (børn og unge-udvalget) end tilfældet ville være, hvis den kompetente myndighed (kommunen) traf afgørelsen.
3.3. Særligt om statsamtets kompetence når barnet eller den unge er anbragt uden for hjemmet Selv om et barn eller en ung bliver anbragt uden for hjemmet, bevarer statsamtet sin kompetence til at træffe afgørelse om samvær og anden kontakt i henhold reglerne i forældremyndighedsloven. Kompetencen hverken udvides eller indskrænkes af anbringelsen. Selv om barnet er anbragt uden for hjemmet, gælder der som allerede nævnt en familieretlig og ikke en socialretlig afgrænsning af forældrebegrebet i relation til statsamtets kompetence. Dvs, at statsamtet ikke kan træffe samværsafgørelser for så vidt angår de forældre, der havde barnet boende forud for anbringelsen. Og der kan i almindelighed ikke træffes afgørelse om samvær til den forælder, der har forældremyndigheden alene (se ovenfor under 2.3). Statsamtet kan naturligvis heller ikke ændre gyldige beslutninger truffet af kommunen eller af børn og unge-udvalget. At, statsamtets kompetence ikke indskrænkes, betyder, at det fortsat er statsamtet, der har kompetence til at træffe afgørelse om samvær for samværsberettigede. Denne kompetence kan ikke overtages af kommunen. Hvis f.eks. en far har en ret til samvær, som ikke er konkretiseret i en aftale eller en samværsresolution fra statsamtet, kan kommunen ikke træffe bestemmelse om de nærmere vilkår for faderens samvær med barnet under en anbringelse. Det må antages, at den brede hjemmel, kommunen har i bistandslovens § 66 d, stk. 1 (servicelovens § 55, stk. 1) til at regulere samvær for f.eks. bedsteforældre, ikke kan anvendes i forhold til forældre, idet der for forældre netop gælder specialregler. Kommunen - eller anbringelsesstedet - må henvises faderen til at søge om fastsættelse af samvær på det relevante statsamt. Den kreds af personer, der har retlig komptence til at anmode om en afgørelse, ændres heller ikke af, at barnet anbringes uden for hjemmet. Hvis faderen i det ovennævnte eksempel ikke ønsker at anmode statsamtet om at få en samværsresolution, kan f.eks. anbringelsestedet ikke gennemtvinge en sådan sag ved selv at anmode statsamtet om en resolution eller ved at få kommunen til at fremsætte en sådan anmodning. Man kan også forestille sig, at en kommune ønsker, at statsamtet ændrer en afgørelse om samvær ud fra de hensyn, de sociale myndigheder finder vigtige, f.eks. med den konsekvens, at der bør fastsættes overvåget samvær. Igen må det fastholdes, at statsamtet kun kan træffe afgørelse på baggrund af en anmodning fra en af samværssagens parter, dvs forældrene. En afgørelse truffet af statsamtet opretholdes principielt, selv om kommunen eller børn og unge-udvalget siden træffer en afgørelse, der indskrænker den samværsberettigedes adgang til kontakt. Det betyder f.eks., at resolutionen igen kan påberåbes, hvis den sociale beslutning bortfalder eksempelvis på grund af, at en indsat frist udløber eller på grund af, at barnet hjemgives. Det betyder også, at parterne i samværssagen vil kunne anmode om ændring i samværsresolutionen, selv om en ændring vil være uden praktisk betydning som følge af, at børn og unge-udvalget har truffet afgørelse om afbrydelse af samværet.
4. Afsluttende bemærkninger om samarbejdet mellem statsamterne og de sociale myndigheder I Skarrildhusrapporten 1989, s. 30 udtaler direktoratet, at et statsamt ikke bør udfærdige samværsresolution vedrørende et barn, der er anbragt uden for hjemmet, uden at have drøftet sagen med de sociale myndigheder. Synspunktet gentages i modificeret form i Skarrildhusrapporten 1993, s. 29, hvor det udtales, at det afhængigt af forholdene i den konkrete sag kan være naturligt at høre de sociale myndigheder. Dette forekommer at være et oplagt udgangspunkt, idet de sociale myndigheder i almindelighed vil være velorienterede om det anbragte barns situation, og om de problemer, der kan være forbundet med gennemførelse af en samværs- og kontaktret. Der er dog den begrænsning, at en samværssag, er en ansøgningssag, og indhentelse af oplysninger hos en anden myndighed forudsætter derfor i almindelighed partens samtykke, jf forvaltningslovens § 29. Det er endvidere vigtigt at holde sig for øje, at de sociale myndigheders perspektiv typisk er et andet end statsamternes. Selv om begge instanser skal træffe afgørelser ud fra hensynet til barnet, er det socialretlige og det familieretlige regelsæt forskelligt opbygget med den følge, at indgangen til den konkrete sag bliver forskellig. Kommunen vil typisk anlægge et behandlings- og anbringelsesperspektiv, hvor man tager udgangspunkt i, at barnet er velfærdstruet blandt andet af forældrenes tilstedeværelse og adfærd. Statsamtet vil typisk anlægge et familieperspektiv, hvor man tager udgangspunkt i, at tab af forældre vil være truende for barnet. De oplysninger, man som statsamt modtager fra de sociale myndigheder, må naturligvis indgå i den samlede vurdering af, hvilken afgørelse der skal træffes. Men det er fortsat statsamtet, der selvstændigt træffer afgørelsen ud fra de familieretlige regler og ikke ud fra de socialretlige regler. At det må være sådan følger netop af, at de to regelsæt har forskelligt sigte og er bygget forskelligt op: Når statsamtet fastsætter eller ændrer et samvær, er det afgørende kriterium i henhold forældremyndighedslovens § 17, stk. 1 og stk. 2, hvad der er bedst for barnet, og ophævelse eller afslag på samvær besluttes efter stk. 3 kun, når det er påkrævet af hensyn til barnet. Afgørelserne hviler på et skøn, men gennem indhentelse af børnesagkyndig viden og gennem statsamternes praksis, rekurssystem mv er der over årene oparbejdet en relevant forestilling om, hvilke faktiske forhold der bør indgå i bedømmelsen af en sag. Hertil hører f.eks. oplysninger om barnets alder, dets dagligdag og fritidsinteresser, forældrenes arbejdstider, indbyrdes forhold og tidligere indgåede aftaler og praksis, negative egenskaber hos samværsberettigede, lang tids adskillelse, afstand mellem bopæle, og barnets egne ønsker. De udgangspunkter og retningslinjer, der herigennem er udarbejdet fungerer som en normering af skønnet, der skaber retssikkerhed for alle parter, herunder for barnet: en afgørelse træffes konkret, men kan ikke gå ud på hvad som helst. Man har mulighed for forudberegne sin situation og indrette sig i tillid hertil. (Derfor kan en part naturligvis godt være utilfreds med afgørelsen alligevel, f.eks. fordi vedkommende ønsker mere samvær for sig selv eller mindre samvær for den anden af forældrene). Som borger kan man få et indtryk af praksis gennem Skarrildhusrapporterne, lovkommentarer og nu også gennem Tidsskrift for Familie- og Arveret. Når kommunen træffer afgørelse, skal der lægges "særlig vægt på hensynet til barnet eller den unge og formålet med anbringelsen", jf bistandslovens § 67, stk. 2 (servicelovens § 57, stk. 2). Og børn og unge-udvalget træffer afgørelse, når det er " nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling" jf bistandslovens § 67, stk. 3 og § 67, stk. 5 smh m § 14, stk. 3 (servicelovens § 57, stk. 3 og § 67, stk. 5 smh m § 108, stk. 2). Inden for det kommunale socialretlige system findes der ikke i samme grad som inden for det statslige familieretlige system retningslinjer, der normerer skønnet. Og i det omfang, der findes retningslinjer og udgangspunkter, foreligger de ikke i en form, der er tilgængelig for den almindelige borger. De offentliggjorte ankeafgørelser angår næsten alle kompetencespørgsmål, hvilket blandt andet hænger sammen med, at en ankeinstans kun kan tilsidesætte det kommunale skøn, hvis dette er ulovligt eller åbenbart urimeligt (i modsætning til børn og unge-udvalgets skøn), jf herved bistandslovens § 15, stk. 5. Til gengæld træffes de mere indgribende beslutninger af børn og unge-udvalget under iagttagelse af en række forskrifter om høring, advokatbistand, kvalificeret flertal mv. Udvalget er sat sammen på en særlig måde, og forud for udvalgets afgørelser er der i forvaltningen gennemført et grundigt udredningsarbejde. For parterne ligger retssikkerheden i proceduren. På baggrund af ovennævnte mener jeg, at det er vigtigt, at statsamtet i samværssager vedrørende anbragte børn anvender den sædvanlige familieretlige metode og følger den almindelige praksis i samværssager. Hvis de sociale myndigheder herefter finder, at der ud fra en anbringelsessynsvinkel er behov for en skærpelse, må man iværksætte de fornødne undersøgelser og på den baggrund træffe sine egne afgørelser. Hvis statsamterne begyndte at tilpasse sine afgørelser til det socialretlige behov, risikerer man at sætte sig imellem to stole. F.eks. kunne man forestille sig, at der efter anbefaling fra en forvaltning blev fastsat overvåget samvær, eller at samværet blev ophævet, uden at der var foretaget selvstændige undersøgelser, og uden at parterne kunne gøre brug af de garantier, den sociale lovgivning indeholder. Og den situation ville vel ikke være tilfredsstillende.
Litteratur: Bo Antonsen, Grethe Buus og Anne Lind Madsen: Bistandsloven med kommentarer, København 1994 Bet. 1212/1990 om de retlige rammer for indsatsen over for børn og unge Bet. 1279/1994 om fælles forældremyndighed, samværsvanskeligheder, børnesagkyndig rådgivning. Svend Danielsen: Lov om forældremyndighed og samvær med kommentarer, København 1997.
Bilag 1 Børn og unge under 18 år anbragt uden for hjemmet
Kilde: Oversigten er fremkommet ved en sammenstilling af tal fra Statistisk Årbog 1994, Tabel 149, Statitisk Årbog 1997, Tabel 151 samt Social Sikring og Retsvæsen 1997:19, Tabel 1.
Bilag 2 Beslutningskompetence vedrørende samvær og anden kontakt efter forældremyndighedsloven og bistandsloven/serviceloven.
Program for det familieretlige kursus 1997 Den 27. - 29. oktober 1997på Skarrildhus
Mandag den 27. oktober 1997 Kl. 11.00 - 12.00: Indkvartering Kl. 12.00 - 14.00: Frokost Kl. 14.00 - 14.05: Velkomst ved stiftamtmand H. Moltke-Leth, Ribe Statsamt Kl. 14.05 - 15.00: Værgemålssagerne (værgemålslovens kap. 2 + 3) ved landsdommer Svend Danielsen Kl. 15.00 - 15.30: Kaffe/the Kl. 15.30 - 16.30: Oplæg fortsat Kl. 16.30 - 17.45: Oplæg vedr. aktuelle emner ved Civilretsdirektoratet Kl. 17.45 - 18.00: Pause Kl. 18.00 - 19.30: Middag Kl. 19.30 - : Oplæg ved justitsminister Frank Jensen Tirsdag den 28. oktober 1997 Kl. 08.00 - 09.00: Morgenmad Kl. 09.00 - 10.00: Børnerådet og dets arbejde ved kst. landsdommer Marianne Højgaard Pedersen, medlem af Børnerådet Kl. 10.00 - 10.15: Kaffe/the Kl. 10.15 - 10.45: Oplæg fortsat - herunder evt. spørgsmål Kl. 10.45 - 12.00: Orientering, spørgsmål og svar fra Civilretsdirektoratet Kl. 12.00 - 13.30: Frokost Kl. 13.30 - 14.00: Oplæg vedr. aktuelle emner ved direktør William Rentzmann, Civilretsdirektoratet Kl. 14.00 - 15.30: Fortsat orientering, spørgsmål og svar fra Civilretsdirektoratet Kl. 15.30 - 16.00: Kaffe/the Kl. 16.00 - 18.00: Samspillet mellem forældremyndighedsloven og bistandslovens børneregler ved lektor, cand.jur. Lis Frost, Aarhus Universitet Kl. 18.00 - 18.30: Pause Kl. 18.30 - 20.00: Festmiddag
Onsdag den 29. oktober 1997 Kl. 08.00 - 09.00: Morgenmad Kl. 09.00 - 10.00: Hvordan takler man en børnesag fra en psykologisk synsvinkel? ved speciallæge i psykiatri Jens Bang Kl. 10.00 - 10.30: Kaffe/the Kl. 10.30 - 11.30: Oplæg fortsat Kl. 11.30 - 12.00: Evaluering og afslutning Kl. 12.00 - 14.00: Frokost Kl. 14.00 - : Afrejse © CivilRetsDirektoratet 1998 |
|
| Publiceret: 01-02-1998 | Sidst opdateret: 07-05-2009 | |
Kristineberg 6, 2100 København Ø
Tlf. 33 92 33 02 - Fax 39 27 18 89 - Telefontid: Hverdage 10:00-14:00 - Torsdage 10:00-16.00
NB! Telefonen er lukket den sidste onsdag i hver måned.
Email: familiestyrelsen@famstyr.dk - CVR-nummer: 28 13 71 84 - EAN-nummer: 57 98 000 99 5000
Privatlivspolitik