| send til en ven |
|
Skarrildhus 1999, Beretning fra det familieretlige kursusSkarrildhus 1999 Civilretsdirektoratet
Denne beretning indeholder en gengivelse af manuskripter til de spørgsmål/svar og orienteringspunkter, der blev gennemgået på det familieretlige kursus på Vejle Center Hotel. Kurset blev arrangeret af Indenrigsministeriet i dagene den 20., 21. og 22. september 1999 for medarbejderne ved statsamterne, herunder Københavns Overpræsidium og Rigsombudsmanden i Grønland og på Færøerne. Civilretsdirektoratet, januar 2000.
Intet i år.
B.a.1 Har Civilretsdirektoratet nyere praksis vedrørende fastsættelse af ægtefællebidrag, hvor den bidragsberettigede er uden indtægt eller har en så lav indtægt, at den sædvanlige "femtedelsregel" bør fraviges.
Svar: Civilretsdirektoratets praksis vedrørende udmåling af lavere ægtefællebidrag end normalt på grund af den bidragsberettigedes lave indtægt er fortsat som anført i Skarrildhusberetningen for 1990, side 10-11. Bidraget udmåles således i disse situationer skønsmæssigt til et lavere beløb end det udgangspunkt, som "femtedelsreglen" ville føre til, idet bidraget ellers vil virke uforholdsmæssigt belastende for den bidragspligtige. Årsagen til dette er, at der ved tilrettelæggelsen af principperne for fastsættelsen af ægtefællebidrag er taget udgangspunkt i, at den bidragsberettigede har en vis indtægt. Det er ikke muligt at angive præcist, hvor stort et beløb, bidraget skal reguleres med i den enkelte sag. Der må foretages en konkret vurdering af sagens omstændigheder, hvor bl.a. parternes økonomiske situation, herunder den berettigedes behov for bidrag, har betydning. Fra praksis kan nævnes følgende eksempler:
Statsamtet afslog M´s ansøgning om bortfald/nedsættelse af et bidrag på 3.600 kr. månedligt. M klagede med påstand om nedsættelse af bidraget. M tjente ca. 18.200 kr. månedligt efter fradrag for børnebidrag. H var uden indtægt, da hun modtog bistandshjælp. Efter "femtedelsreglen" var der plads til et bidrag på ca. 3.600 kr. månedligt. Civilretsdirektoratet nedsatte bidraget til 2.500 kr. månedligt under henvisning til, at H ikke havde nogen indtægt.
B.b.1. Hvis barnet modtager børnepension, der hidrører fra den bidragspligtige, fastsættes der ikke børnebidrag. Det ønskes oplyst, hvorvidt en sådan børnepension også bevirker, at der ikke fastsættes konfirmations- eller beklædningsbidrag.
Svar: Som det fremgår af spørgsmålet, fastsættes der ikke bidrag, hvis barnet modtager børnepension, der hidrører fra bidragspligtiges pensionsordning. Dette skyldes, at pensionen betragtes som et led i den bidragspligtiges forsørgelse af barnet. Hvis børnepensionen er mindre end det bidrag, der ellers skulle fastsættes, kan der fastsættes et bidrag svarende til differencen. Børnepension, der hidrører fra bidragspligtiges pensionsordning, betragtes således i relation til børnebidrag ikke som en indtægt for barnet. Der henvises til Skarrildhusberetningen 1991, s. 23, og 1997, s. 15. Civilretsdirektoratet ses ikke at have taget stilling til betydningen af sådanne pensionsudbetalinger i relation til fastsættelse af konfirmations- eller beklædningsbidrag. Det er imidlertid Civilretsdirektoratets opfattelse, at disse bidrag kan fastsættes, selvom den bidragspligtige i øvrigt opfylder sin forsørgelsespligt over for barnet gennem en børnepension. Dette skyldes, at der i almindelighed antages at være så store omkostninger forbundet med en konfirmation, at det ikke er rimeligt, at udgiften til konfirmationen skal dækkes af børnepensionen, der skal anvendes til den løbende forsørgelse af barnet. Med hensyn til beklædningsbidrag antages det, at der til et barn i konfirmationsalderen også er store udgifter til tøj m.v. Dette bidrag kan derfor også fastsættes, selvom det løbende bidrag er bortfaldet på grund af pensionen. Hvis pensionen væsentligt overstiger det løbende bidrag, som den bidragspligtige kunne være pålagt at betale, kan der være grundlag for at nedsætte konfirmations- eller beklædningsbidraget eller lade det bortfalde.
B.b.2. I Skarrildhusberetningen for 1973, side 71, er det oplyst, at et børnebidrag, som skal pålægges en pensionist efter samlivsophævelsen, først bør pålægges fra førstkommende kvartal efter samlivsophævelsen. Er dette fortsat gældende? I bekræftende fald bedes oplyst, hvorledes statsamtet skal forholde sig i en situation, hvor det særlige børnetilskud fortsat er udbetalt også i det kommende kvartal efter samlivsophævelsen.
Svar: Efter børnetilskudsloven § 4, stk. 3, nr. 4, kan der ydes et særligt børnetilskud, når en af eller begge barnets forældre modtager folke- eller førtidspension efter lov om social pension. Tilskuddet udbetales kvartalsvist forud, jf. § 7, stk. 1. Retten til det særlige børnetilskud er ifølge børnetilskudsloven § 5, stk. 2, 1. pkt., betinget af, at der ikke er fastsat og heller ikke kan fastsættes børnebidrag efter børneloven. Efter børnetilskudslovens § 6, stk. 2, skal betingelserne for at modtage tilskuddet være opfyldt ved begyndelsen af det første døgn i kvartalet. Hvis denne betingelse ikke er opfyldt, bortfalder retten til børnetilskud i hele kvartalet. Tilskuddet udbetales sidste gang for det kvartal, i hvilket retten til tilskuddet ophører, jf. § 10. I begyndelsen af det kvartal, hvor samlivet ophæves, har forældrene fået et offentligt tilskud gældende for hele kvartalet. Det er derfor fortsat Civilretsdirektoratets opfattelse, at børnebidrag i disse tilfælde ikke som normalt fastsættes fra samlivsophævelsen, men først fra starten af det første nye kvartal efter samlivsophævelsen. Den, der har barnet boende, er ikke berettiget til at modtage tilskud for kvartalet efter samlivsophævelsen. Dette skyldes, at tilskuddet udbetales sidste gang for det kvartal, i hvilket retten til tilskuddet ophører, og at det ifølge lovens § 5, stk. 2, 1. pkt., er en betingelse for at yde særligt børnetilskud, at der ikke er eller kan fastsættes børnebidrag. Ved beslutningen om, fra hvilket tidspunkt børnebidraget skal fastsættes, bør der som følge af mulighederne for tilbagebetaling af for meget udlagte tilskud ses bort fra eventuelle fejlagtigt udbetalte beløb for kvartalet efter samlivsophævelsen.
B.c.1. Hvordan skal indtægtsgrundlaget i bidragssager opgøres i situationer, hvor bidragspligtige er udstationeret i udlandet af staten eller andre. De pågældende får ofte forskellige tillæg, og der kan opstå usikkerhed om, i hvilket omfang disse ydelser skal medregnes - herunder hvilken betydning det har, om tillæggene er skattefrie eller skattepligtige.
Svar: Som bekendt tages der i bidragssager ikke hensyn til beløb, som en lønmodtager får til dækning af udgifter, der er udlagt for arbejdsgiveren. Det kan f.eks. dreje sig om udgifter til hotel, kilometerpenge eller anden befordringsgodtgørelse. Det er uden betydning, om udlæg dækkes efter regning, eller der udbetales et standardbeløb til dækning af udgifterne, f.eks. time/dagpenge efter Finansministeriets takster. Der henvises til Skarrildhusberetningen for 1987, side 65-66. Udenrigsministeriet har oplyst, at ansatte, der er stationeret i udlandet, modtager et skattefrit udetillæg til dækning af meromkostningerne ved udstationeringen. De overordnede principper for udregning af udetillæggene fastsættes af Udetillægsnævnet. Udenrigsministeriets samlede budget for udetillæg medtages på Finansloven. Ved beregningen af størrelsen af udetillægget i et bestemt land undersøges de gennemsnitlige leveomkostninger for en udsendt medarbejder, der skal kunne bibeholde sin hidtidige danske levestandard. I undersøgelsen indgår pris- og omkostningsniveauet for mad, tøj, andre daglige fornødenheder, transport, fritidsudgifter, ferierejser, børnepasning/hushjælp o.lign. I det budget, der opstilles ud fra disse analyser, indgår også nogle "buffer-poster", der bl.a. kan anvendes til dækning af udgifter til etablering, kursudsving, egen andel af helbredsudgifter, tab ved afhændelse af fast ejendom eller bil i forbindelse med udstationeringen, ekstraordinære hjemrejser, bevarelse af bolig i Danmark m.v. Der tages endelig hensyn til ægtefælle og børn, der er med på udeposten. I det samlede budget over leveomkostningerne for en udsendt medarbejder fratrækkes lønnen efter skat. Udetillægget skal dække det manglende beløb i budgettet. På denne baggrund er det Civilretsdirektoratets opfattelse, at der i bidragssager ikke skal tages hensyn til udetillæg. Personer, der er udstationeret af Udenrigsministeriet, får normalt stillet en bolig til rådighed. Dette kan efter Civilretsdirektoratets opfattelse ikke betragtes som en egentlig fribolig, da alternativet for Udenrigsministeriet til at stille en bolig til fri rådighed for den udstationerede ville være at forhøje udetillægget med et beløb til dækning af boligudgifterne i det pågældende land. Den udstationeredes løn skal derfor ikke forhøjes med værdien af fri bolig. Budgettet indeholder også udgifter til transport. Den udstationerede har således heller ikke "fri bil". Fra praksis kan nævnes:
Udenrigsministeriets beregninger af udetillæg benyttes også af andre offentlige myndigheder. Herudover har Civilretsdirektoratet ikke kendskab til, hvordan refusion af udgifter ved udstationering beregnes for personer, der er udsendt af andre offentlige myndigheder eller af private virksomheder/organisationer. I det omfang et "udstationeringstillæg" alene gives til dækning af meromkostninger ved udstationeringen, bør der i lighed med Udenrigsministeriets udetillæg ses bort herfra i bidragssager.
B.c.2.
I stærkt forenklet form ser beskatningen af lønindtægter i 2000 således ud: Af enhver lønindtægt betales et arbejdsmarkedsbidrag (ambi) på 8 % samt 1 % i særlig pensionsopsparing. Herefter betales der af indtægter, der overstiger fradraget på 33.400 kr., i gennemsnit 39,8 % i skat (bund-, kommune-, amts- og kirkeskat). Af indtægter over 164.300 kr. betales der et skattetillæg på 6 % (mellem-skat) og endelig 15 % (topskat) yderligere af indtægter over 267.600 kr. Skatteloftet er i 2000 fastsat til 59 % ekskl. kirkeskat. Den gennemsnitlige kirkeskat i 2000 er 0,7 %, hvorfor den maksimale skatteprocent bliver 59,7 % inkl. kirkeskat. Civilretsdirektoratet har igen i år revideret det skema, som kan benyttes ved beregningen af, hvad en bestemt nettoindtægt svarer til som beskattet bruttoindtægt efter fradrag for den særlige pensionsopsparing på 1 %:
2000:
Når beregningerne er gennemført efter tabellen, skal der tillægges arbejdsmarkedsbidrag (ambi): Ved at dividere indtægten efter ambi med 0,92 fremkommer indtægten før ambi.
Eksempel: M har en skattefri indtægt på 200.000 kr. pr. år
Skemaet er alene et hjælpemiddel til brug ved skønnet over parternes indtægtsniveau og dermed bidragets størrelse. Civilretsdirektoratet er opmærksom på, at anvendelsen af denne beregningsmetode i nogle situationer kan føre til en for høj bruttoindtægt, hvorfor tendensen i skønnet må være en nedrunding. Civilretsdirektoratet kan i øvrigt henvise til Skarrildhusberetningen for 1987, (side 53-54), 1991 (side 37-39), 1994 (side 29-31), 1995 (side 30-32), 1996 (side 26-29), 1997 (side 19-23) og 1998 (side 32-35).
***
Pinsepakkens betydning for bidragsberegningen. På Skarrildhusmødet sidste år blev der spurgt, om Pinsepakken ville medføre ændret udmålingspraksis i bidragssager. Der blev henvist til, at Civilretsdirektoratet i 1993 ændrede praksis som følge af den dengang nye skattereform, og at Pinsepakken gradvist vil udhule værdien af skattefradragene for underholdsbidrag. Civilretsdirektoratet oplyste, at ændringerne i 1999 ville være så små, at der ikke var grundlag for at ændre den skønsmæssige udmålingspraksis. For god ordens skyld skal direktoratet oplyse, at skattereglerne som følge af Pinsepakken også i de næste par år fortsat ikke har afgørende betydning for udmålingen af bidrag. Direktoratet følger løbende udviklingen i skattereglerne.
B.c.3.
Ændring af børne- og ægtefællebidrag med tilbagevirkende kraft Civilretsdirektoratet har ved flere lejligheder gennemgået praksis for, fra hvilket tidspunkt en ændring af et børne- eller ægtefællebidrag skal have virkning. Det er fortsat direktoratets opfattelse, at en ændring af et bidrag normalt først skal have virkning fra den første forfaldsdag efter den trufne afgørelse. Praksis på dette område bygger på en generel afvejning af parternes modstridende interesser, set i lyset af grundsætningen om condictio indebiti vedrørende underholdsforpligtelser. Grundlaget for praksis er i første række indrettelsessynspunktet, men også rimeligheds- og risikovurderinger indgår i skønnet. Indrettelsessynspunktet fører til, at den bidragsberettigede skal kunne regne med at modtage forfaldne bidrag, men også til at den bidragspligtige ikke bør kunne mødes med krav om efterbetaling. Parterne må således i almindelighed antages at have en berettiget forventning om, at en ændring af et bidrag kun har virkning for fremtiden. Der er dog i praksis opstillet en række undtagelser fra dette udgangspunkt. En ændring kan således bl.a. i følgende situationer få virkning for forfaldne bidrag:
Denne opregning er ikke udtømmende, men indeholder de mest almindelige undtagelsessituationer. I det følgende gennemgås en række andre almindeligt forekommende situationer, hvor der kan være grundlag for at lade en ændring af et bidrag få virkning fra et tidligere tidspunkt end første forfaldsdag efter afgørelsen. Det skal understreges, at denne gennemgang heller ikke er udtømmende, idet der også i andre situationer efter et samlet skøn kan være grundlag for at ændre forfaldne bidrag. Som eksempel på dette kan der henvises til j.nr. 1998-550-354, der er gennemgået nedenfor i pkt. A.3). Det kan i den forbindelse nævnes, at Folketingets Ombudsmand den 31. maj 1999 har taget stilling til en sag, hvor statsamtet på grund af tredjemandssamliv lod et ægtefællebidrag bortfalde fra første forfaldsdag efter afgørelsen, hvilket også var første forfaldsdag efter varslingen af hustruen. Statsamtet afslog at lade bidraget bortfalde fra et tidligere tidspunkt, selvom statsamtet et års tid forinden foranlediget af en skriftlig henvendelse fra hustruen havde orienteret denne om retsvirkningerne af at flytte sammen med en ny mand. Civilretsdirektoratet tiltrådte afgørelsen, og Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere denne. Ombudsmandens afgørelse er gengivet i Nyhedsbrev nr. 8, juni 1999, side 46-58.
A: Børnebidrag
1) Barnet flytter fra den ene af forældrene til den anden Når et barn flytter fra den ene af forældrene til den anden af forældrene, bortfalder bidraget som udgangspunkt fra første forfaldsdato efter flytningen, også selvom der først søges om bortfald efter denne forfaldsdag. Det er en forudsætning for dette, at der er tale om en egentlig flytning og ikke kun om et kortere ferieophold. Hvis et kortere ophold udvikler sig til en egentlig flytning, får nedsættelsen først virkning fra det tidspunkt, hvor barnet er flyttet. Der stilles ikke krav om, at der er tale om en varig flytning. En tidsbegrænset, ikke-kortvarig flytning kan således også danne grundlag for bortfald af bidraget. Dette skyldes, at den af forældrene, som har haft barnet boende, efter flytningen ikke længere forsørger barnet i hjemmet, og den pågældende vil derfor heller ikke have en berettiget forventning om fortsat at få bidrag til barnet. Dette er i overensstemmelse med børnelovens § 18, stk. 2, hvorefter det er den, der afholder udgifterne ved barnets forsørgelse, der har ret til at kræve bidrag fastsat og til at indkræve dette. Civilretsdirektoratet har senest orienteret om denne situation i Skarrildhusberetningen for 1989, pkt. B.b.2. Fra nyere praksis kan nævnes:
I situationer, hvor barnets flytning er aftalt inden forfaldsdagen, og flytningen sker kort tid efter forfaldsdagen, må det antages, at den bidragsberettigede almindeligvis ikke har en berettiget forventning om at modtage bidrag for perioden efter den førstkommende forfaldsdag.
2) Barn, der har været anbragt uden for hjemmet, flytter til den tidligere bidragspligtige Når et barn, der har været anbragt uden for hjemmet, flytter til den tidligere bidragspligtige, kan der opstå spørgsmål om, fra hvilket tidspunkt bidraget skal bortfalde. Ofte vil den anden af forældrene ifølge bidragsdokumentet fremstå som den, der er berettiget til bidragene, mens kommunen er indtrådt i retten til bidraget under anbringelsen. I forbindelse med hjemgivelsen vil kommunen typisk kun afkræve den bidragspligtige betaling for den tid, kommunen har stået for forsørgelsen af barnet. I sådanne situationer er der ikke noget hensyn at tage til den af forældrene, der ifølge bidragsdokumentet er berettiget til bidragene, idet vedkommende ikke har haft udgifter til forsørgelsen af barnet. Bidraget bør derfor som udgangspunkt bortfalde fra det tidspunkt, hvor kommunens forsørgelse af barnet er ophørt.
3) Ændring med tilbagevirkende kraft på grund af barnets egne indtægter Afgørelsen om bortfald eller nedsættelse af et børnebidrag, fordi barnet selv tjener penge, træffes efter en konkret vurdering. Man vurderer blandt andet, om barnet tjener nok til at forsørge sig selv. Et bidrag bortfalder normalt, hvis barnet selv har en månedlig indtægt, der klart overstiger 3 gange normalbidraget. I disse tilfælde kan der være grundlag for at lade bidraget bortfalde med en vis tilbagevirkende kraft. Direktoratet orienterede senest om dette i Skarrildhus-beretningen 1987, pkt. O.B.b.4, og 1989, pkt. B.b.1. Baggrunden for, at der her kan være behov for fravigelse af hovedreglen om bortfald fra første forfaldsdag efter afgørelsen, er, at børnebidrag i modsætning til ægtefællebidrag som udgangspunkt forfalder halvårsvis forud. Det kan derfor være urimeligt tyngende for den bidragspligtige, hvis der ikke er mulighed for i disse situationer at give afgørelsen en vis tilbagevirkende kraft. Dette gør sig ikke gældende, når bidraget forfalder månedsvis forud. Nedenfor gennemgås 3 situationer (gruppe A-C) med halvårsvis forfald, hvor der kan være grundlag for bortfald af bidraget med en vis tilbagevirkende kraft:
Gruppe A: Ansøgning om bortfald af bidraget fremsættes efter forfaldsdagen, og den bidragsberettigede varsles derfor også først efter forfaldsdagen. I disse situationer bortfalder bidraget kun fra den seneste forfaldsdag før ansøgningen, hvis barnet gennem længere tid har haft en høj egenindtægt, og ansøgningen er fremsat kort tid efter forfaldsdagen. Det indgår også i skønnet, hvor fast barnets arbejde og indtægt er.
Gruppe B: Ansøgningen fremsættes før forfaldsdagen, men varslingen sker først efter forfaldsdagen. Bidraget bortfalder her med tilbagevirkende kraft fra den mellemliggende forfaldsdag, hvis det efter en samlet vurdering skønnes urimeligt, at bortfald først sker fra den første forfaldsdag efter afgørelsen.
Gruppe C: Ansøgning og varsling sker før den relevante forfaldsdag, men afgørelse træffes først efter forfaldsdagen. Bidraget bortfalder her med tilbagevirkende kraft fra den forfaldsdag, der ligger efter varslingen, uden at der normalt stilles yderligere betingelser. Vedrørende gruppe A kan nævnes følgende nyere afgørelser:
Civilretsdirektoratet har ikke noteret nyere, relevante afgørelser vedrørende gruppe B og C.
Andre situationer: Som nævnt i indledningen træffes afgørelsen om, fra hvilket tidspunkt en ændring af et bidrag skal have virkning, efter en konkret vurdering. De ovennævnte grupperinger er således alene udtryk for de mest almindelige situationer, hvor der kan være grundlag for at ændre bidrag med tilbagevirkende kraft. Som illustration af andre situationer, hvor der kan være grundlag herfor, kan nævnes afgørelsen j.nr. 1998-550-354, hvor direktoratet lod bidraget bortfalde med virkning fra et tidspunkt, der lå mere end et år før fremsættelsen af ansøgningen:
4) Urigtige oplysninger til kommunen om barnets indtægter Som udgangspunkt tages der ved afgørelser om ændring med tilbagevirkende kraft kun hensyn til urigtige eller ufuldstændige oplysninger, der fremsættes over for de bidragsfastsættende myndigheder. På grund af bidragssagernes nære tilknytning til inddrivelsesmyndighederne (kommunerne) bør det dog overvejes, om afgivelse af urigtige eller ufuldstændige oplysninger til kommunerne i forbindelse med inddrivelse af børnebidrag ikke også bør kunne tillægges betydning for statsamternes afgørelser om bidrag. Dette er særligt nærliggende, fordi den bidragsberettigede ved ansøgninger om forskudsvis udbetaling af børnebidrag ifølge § 3, stk. 2, i bekendtgørelsen om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag skal give kommunen oplysninger om barnets indtægter, således at kommunen kan vejlede den bidragspligtige om muligheden for at søge statsamtet om bortfald/nedsættelse af bidraget. Fra praksis kan nævnes:
I disse situationer kan bidraget således bortfalde fra den forfaldsdag, hvor den bidragsberettigede har givet kommunen urigtige oplysninger om barnets indtægter, når dette har betydet, at kommunen ikke har vejledt den bidragspligtige om muligheden for at søge statsamtet om bortfald af bidraget. Dette gælder naturligvis ikke, hvis den bidragspligtige på anden måde har været bekendt med størrelsen af barnets indtægter og betydningen heraf for bidraget.
B: Fælles for børne- og ægtefællebidrag
Lønnedgang på grund af arbejdsløshed eller lignende Når den bidragspligtige uforskyldt mister sit arbejde, bør nedsættelse eller bortfald af et bidrag som udgangspunkt få virkning fra første forfaldsdag efter det tidspunkt, hvor den bidragsberettigede orienteres om ansøgningen, dog tidligst fra første forfaldsdag efter at den bidragspligtige blev arbejdsløs. Dette skyldes, at den bidragsberettigede i disse situationer normalt ikke har en berettiget forventning om fortsat at modtage det hidtidige bidrag. Nedsættelse/bortfald af bidraget fra første forfaldsdag efter varslingen forudsætter dog, at den bidragspligtige selv sørger for, at sagen fremmes ved f.eks. hurtigst muligt at indsende den fornødne dokumentation for indtægtsnedgangen i form af fratrædelsesbrev, bevis for modtagelse af bistandshjælp eller for berettigelse til at modtage arbejdsløshedsdagpenge e.lign. Civilretsdirektoratet kan henvise til følgende eksempel fra praksis :
*** Der henvises i øvrigt til følgende afgørelser, der har været offentliggjort i Tidsskrift for Familie- og Arveret:
C. FORÆLDREMYNDIGHED OG RÅDGIVNING
C.1.
Ifølge § 25 i lov om forældremyndighed og samvær kan statsamtet - såfremt indehaveren, den ene af to indehavere eller begge indehavere af forældremyndigheden er forhindret i at træffe bestemmelse om barnets personlige forhold - afgøre, hvem forældremyndigheden skal tilkomme, så længe forhindringen varer.
1. Forhindringens art og varighed Det er en forudsætning for at anvende § 25, at indehaveren af forældremyndigheden er forhindret i at udøve sine pligter og beføjelser som forældremyndighedsindehaver. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis den pågældende på grund af psykisk eller fysisk sygdom ikke er i stand til at tage stilling til spørgsmål vedrørende barnets forhold. Der bør i disse situationer altid indhentes lægelig dokumentation for, at personen ikke er i stand til at råde, jf. herved også princippet om obligatoriske lægeerklæringer i værgemålslovens § 18, stk. 2, samt ved værgemål efter lovens §§ 5 og 6. Ved udlandsophold er det ofte - uanset opholdets længde - muligt at få forbindelse med forældremyndighedsindehaveren, f.eks. via telefon, telefax eller e-mail. Udlandsophold kan derfor kun anses for en hindring, hvis det nøjagtige opholdssted er ukendt, eller det af andre grunde ikke er muligt at opnå kontakt med forældremyndighedsindehaveren. Hverken bestemmelsen eller dens forarbejder indeholder bemærkninger om, hvor længe forhindringen skal vare, for at der kan træffes en midlertidig afgørelse om forældremyndighed. Selv meget kortvarige forhindringer kan således danne grundlag for en afgørelse efter § 25, hvis der opstår akut behov for at træffe beslutninger vedrørende barnet. Der er intet til hinder for også at anvende § 25 ved længerevarende forhindringer eller ved forhindringer af permanent karakter. Årsagen til dette skal søges i, at det efter forarbejderne til den tidligere bestemmelse om midlertidig forældremyndighed (§ 21 i myndighedsloven fra 1986) var en betingelse for at anvende bestemmelsen, at forhindringen for forældremyndighedsindehaveren var midlertidig, jf. også betænkning 1279/94, side 196. Det midlertidige i afgørelsen ligger dog ikke i, at den kun skal gælde i en kortere periode, men at den kun gælder, så længe forhindringen varer, og at den derfor automatisk ophører, når forhindringen ikke længere er til stede. Der kan således være behov for at udpege en midlertidig forældremyndighedsindehaver også ved forhindringer af mere permanent karakter. Der henvises til landsdommer Danielsen i kommentaren til lov om forældremyndighed og samvær, side 448. Som eksempel på langvarige eller permanente hindringer kan nævnes situationer, hvor indehaveren af forældremyndigheden på grund af f.eks. kronisk eller uhelbredelig sygdom er ude af stand til at tage stilling til spørgsmål om barnets forhold. Fra praksis kan nævnes:
Der henvises endvidere til afsnit 4 om uledsagede flygtningebørn.
2. Er der behov for at udpege en midlertidig forældremyndighedsindehaver ? Selvom forældremyndighedsindehaveren er forhindret, beror det på et konkret skøn i hvert enkelt tilfælde, om § 25 bør anvendes. Ved denne vurdering bør der bl.a. lægges vægt på, om der er et konkret og aktuelt behov for at udpege en midlertidig forældremyndighedsindehaver, samt hvor længe forhindringen skønnes at ville vare. Det er således ikke et krav, at der altid udpeges en midlertidig forældremyndighedsindehaver. Hvis der kun er tale om enkeltstående dispositioner, bør det undersøges, om der i den lovgivning, der gælder på det pågældende område, er mulighed for at løse problemet, jf. f.eks. § 6 i lov om svangerskabsafbrydelse, der er gennemgået neden for. Se også adoptionslovens § 7 og besvarelsen af spørgsmål H.1. i denne rapport.
3. Tidsbegrænsning af afgørelser om midlertidig forældremyndighed samt fastsættelse af vilkår Efter ordlyden af § 25 gælder en afgørelse om midlertidig forældremyndighed som nævnt ovenfor kun så længe forhindringen består (eller indtil barnet ikke længere er undergivet forældremyndighed). I nogle situationer er der opstået spørgsmål om, hvorvidt der er mulighed for yderligere at tidsbegrænse afgørelsen, således at den kun gælder for en bestemt periode. Hverken bestemmelsen eller dens forarbejder indeholder bemærkninger herom. Det følger af legalitetsprincippet, at udstedelse af forvaltningsakter skal have hjemmel i lov. Fastsættelse af vilkår kræver ligeledes lovhjemmel, bortset fra rent begunstigende forvaltningsakter. Det er Civilretsdirektoratets opfattelse, at en afgørelse om midlertidig forældremyndighed ikke kan betragtes som rent begunstigende. Der er således efter direktoratets opfattelse ikke hjemmel til at fastsætte vilkår om tidsbegrænsning af afgørelser om forældremyndighed efter § 25. På baggrund af en konkret sag fra 1930 er det i litteraturen anført, at en afgørelse efter § 25 kan tidsbegrænses:
Justitsministeriets sag E 4799/1930:
Se om sagen og dens rækkevidde, landsdommer Danielsen i kommentaren til lov om forældremyndighed og samvær, side 447 og 451. Denne sag skal efter Civilretsdirektoratets opfattelse ses i lyset af faderens anmodning om udpegelse af en forældremyndighedsindehaver for et tidsrum svarende til netop rejsens varighed. Sagen skal således ikke tages som udtryk for, at en afgørelse om midlertidig forældremyndighed kan tidsbegrænses. En tidsbegrænsning i en sag som den foreliggende ville endvidere være uhensigtsmæssig, såfremt forhindringen af en eller anden grund måtte vare mere end 1½ måned. Legalitetsprincippet fører endvidere til, at der heller ikke er hjemmel til at fastsætte vilkår for den midlertidige forældremyndighed eller på anden måde foretage indgreb eller begrænsninger i denne.
4. Uledsagede flygtningebørn Når et barn kommer til Danmark som flygtning uden sine forældre, kan der opstå behov for at foretage forskellige dispositioner vedrørende barnet, som kræver samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden. Sådanne børn kommer ind- imellem fra urolige områder, og deres forældre må ofte antages at være omkommet, hvilket der dog sjældent vil være nærmere omlysninger om. Selvom forhindringen i disse situationer derfor ofte må antages at være permanent, er dette ikke til hinder for at anvende § 25. Der henvises til afsnit 1.
5. Anvendelsen af § 25, når der samtidig foreligger ansøgning om adoption Civilretsdirektoratet har fået forelagt nogle sager, hvor den, der anmodede om at blive udpeget som midlertidig forældremyndighedsindehaver, samtidig havde en anmodning om adoption af barnet under behandling eller havde fået afslag på en adoptionsanmodning. Hvis forældremyndighedsindehaveren er forsvundet eller ude af stand til at handle fornuftsmæssigt på grund af sindssygdom e. lign., når der skal tages stilling til bortadoption af barnet, skal der ifølge adoptionslovens § 7, stk. 3, udpeges en særlig værge til at tage stilling til adoptionen i forældremyndighedsindehaverens fravær. I disse situationer bør der ikke udpeges en midlertidig forældremyndighedsindehaver efter § 25 i lov om forældremyndighed og samvær. Se endvidere punkt H.1. Hvis der under behandlingen af en adoptionssag opstår et konkret behov for stillingtagen til spørgsmål vedrørende barnets forhold - bortset fra spørgsmål vedrørende adoptionen - og forældremyndighedsindehaveren er fraværende, bør der udpeges en neutral person som midlertidig forældremyndighedsindehaver. Dette skyldes for det første, at adoption ifølge adoptionslovens § 7 som udgangspunkt kræver samtykke fra forældremyndighedsindehaveren. Hvis adoptionsansøgeren udpeges som midlertidig forældremyndighedsindehaver, vil der derfor opstå et habilitetsproblem i relation til meddelelse af samtykke efter § 7. Derudover finder direktoratet det generelt betænkeligt at udpege adoptionsansøgeren til midlertidig forældremyndighedsindehaver under behandlingen af en sag om barnets retlige status, da dette vil kunne foregribe afgørelsen om adoptionen.
6. Interessekonflikter Der kan opstå situationer, hvor det på grund af interessekonflikter enten mellem forældremyndighedsindehaverne indbyrdes eller mellem forældremyndighedsindehaveren og barnet bør overvejes at udpege en neutral person til at varetage barnets interesser. I sådanne situationer er der efter Civilretsdirektoratets opfattelse ikke hjemmel til at udpege en midlertidig forældremyndighedsindehaver efter § 25, da forældremyndighedsindehaveren ikke er forhindret i at udøve sine beføjelser. Værgemålslovens § 47 om særlige værger drejer sig hovedsageligt om økonomiske interessekonflikter. Det blev imidlertid klart forudsat af Myndighedsudvalget, (bet. 1247/1993, side 348), at § 47 også skal kunne anvendes ved interessekonflikter om personlige spørgsmål mellem forældre som indehavere af forældremyndigheden og et barn. Opsplitningen af myndighedsloven i to love - lov om forældremyndighed og samvær og værgemålsloven - fører ikke til et andet resultat. I bemærkningerne til værgemålsloven - FT 1994-95, tillæg A, sp. 2241 - anføres da også, at bestemmelsen i § 47 "... også kan anvendes ved interessekonflikter om personlige spørgsmål mellem børn og forældre som indehavere af forældremyndigheden." I lighed med afgørelser om midlertidig forældremyndighed bør det dog overvejes, om der er behov for at udpege en værge, og om problemet kan løses på anden måde. Civilretsdirektoratet har behandlet en sag vedrørende interessekonflikter:
Der henvises i øvrigt til side 449-450 i den kommenterede lov om forældremyndighed og samvær.
7. Samspillet mellem § 25 og lov om svangerskabsafbrydelse Ifølge § 1 i lov om svangerskabsafbrydelse har en kvinde ret til at få foretaget en abort, hvis hun har bopæl i Danmark, og indgrebet kan foretages inden 12. svangerskabsuge. Kan indgrebet ikke foretages inden udløbet af 12. svangerskabsuge, kan det amtskommunale abortsamråd eller Abortankenævnet i visse situationer give tilladelse til indgrebet. Hvis kvinden er under 18 år og ikke har indgået ægteskab, skal forældremyndighedsindehaveren ifølge § 6, stk. 1, samtykke til anmodningen om abort. Samrådet kan dog tillade indgrebet uden indhentelse af samtykke, hvis omstændighederne taler for det, jf. § 6, stk. 2. Samrådet kan endvidere - når omstændighederne taler for det - tillade indgrebet, selvom forældremyndighedsindehaveren nægter at give samtykke, jf. § 6, stk. 3. Det følger endeligt af § 7, at samrådet kan tillade, at en kvinde får foretaget abort, selvom hun ikke har bopæl her i landet, hvis hun har en særlig tilknytning hertil. Hvis der skal tages stilling til abort for en ugift kvinde under 18 år i en situation, hvor forældremyndighedsindehaveren er forhindret i at tage stilling til den gravides personlige forhold, kan kravet til samtykke fra forældremyndighedsindehaveren behandles på to måder: Hvis der ud over spørgsmålet om graviditeten er behov for at foretage andre væsentlige dispositioner vedrørende den gravides forhold, bør der udpeges en midlertidig forældremyndighedsindehaver efter § 25 i lov om forældremyndighed og samvær. Hvis der ikke aktuelt er behov for at foretage andre dispositioner, bør der i første omgang ikke udpeges en midlertidig forældremyndighedsindehaver. I stedet bør det overlades til samrådet at vurdere, om betingelserne for at undlade at indhente samtykke fra forældremyndighedsindehaveren er opfyldt, jf. § 6, stk. 2. Selvom der i øvrigt måtte være behov for at udpege en midlertidig forældremyndighedsindehaver, bør sagen henvises til samrådet til afgørelse efter § 6, stk. 2, hvis sagen haster, f.eks. fordi anmodningen om abort først fremsættes så kort tid inden udløbet af 12-ugers fristen, at det ikke er muligt at nå at træffe en afgørelse efter § 25. I tilfælde af interessekonflikt mellem forældremyndighedsindehaveren og den gravide på grund af graviditeten skal sagen henvises til samrådet, der som nævnt ifølge § 6, stk. 2-3, i lov om svangerskabsafbrydelse har mulighed for enten at undlade at indhente samtykke fra forældremyndighedsindehaveren eller for at tillade indgrebet, selvom forældremyndighedsindehaveren nægter at give samtykke.
D.1.
Behandling af samværssager, hvor der fremsættes beskyldninger om grænseoverskridende handlinger
Ved behandling af sager om samvær har statsamtet pligt til at sikre, at børn ikke udsættes for seksuelle overgreb, vold eller andre grænseoverskridende handlinger. Hvis det i en samværssag er klart, at et barn udsættes for sådanne overgreb af en samværsberettiget, skal statsamtet hurtigst muligt fjerne muligheden for overgreb ved f.eks. at suspendere samværet eller ved at fastsætte samvær under overvågning. På den anden side skal statsamtet også hindre, at den samværsberettigedes forbindelse med barnet afbrydes og ødelægges som følge af grundløse - og/eller chikanøse - beskyldninger. Mellem disse klare yderpunkter findes imidlertid en række sager, hvor det er tvivlsomt, hvad der er foregået. Disse sager kan være vanskelige at løse, da det afgørende for sagens resultat er en bevisvurdering, som hovedsageligt må foretages på baggrund af parternes oplysninger og erklæringer fra personer eller institutioner, der har foretaget undersøgelser af barnet og/eller forældrene. Civilretsdirektoratets "Vejledning om behandling af samværssager" fra november 1999 indeholder i kapitel 9 nogle retningslinier for behandling af sager, hvor der fremsættes beskyldninger om, at den samværsberettigede har begået grænseoverskridende handlinger over for barnet. I det følgende gennemgås nogle sager, der illustrerer anvendelsen af disse retningslinier.
2. Afgørelse umiddelbart efter modtagelsen af ansøgningen Modtager statsamtet en ansøgning om ophævelse/suspension af samværet på grund af ansøgerens mistanke om, at barnet udsættes for grænseoverskridende handlinger, kræver mistankens alvorlige karakter, at der hurtigst muligt træffes en midlertidig afgørelse om samværet.
2.1. Statsamtet har umiddelbart efter modtagelsen af ansøgningen suspenderet samværet, hvilket Civilretsdirektoratet stadfæster
I følgende sag ændrede Civilretsdirektoratet ikke statsamtets afgørelse, men bad statsamtet om straks at genoptage sagen:
2.2. Statsamtet har afslået at suspendere samværet, hvilket Civilretsdirektoratet ændrer og suspenderer samværet
2.3. Ikke grundlag for suspension eller overvågning umiddelbart efter modtagelsen af ansøgningen Finder statsamtet ud fra en umiddelbar vurdering, at beskyldningen om grænseoverskridende handlinger er grundløs, skal statsamtet afslå anmodningen om suspension eller overvågning af samværet. Ved denne vurdering kan der blandt andet lægges vægt på, om der tidligere er fremsat grundløse beskyldninger om grænseoverskridende handlinger, eller gentagne gange er ansøgt om ophævelse af samværet, eventuelt med vekslende begrundelser. Der kan endvidere lægges vægt på forældrenes konfliktniveau og på statsamtets kendskab til forældrene og sagen i øvrigt. I følgende sager førte påstanden om, at barnet havde været udsat for grænseoverskridende handlinger, ikke til suspension eller fastsættelse af overvågning:
3. Oplysning af sagen På grund af disse sagers alvorlige og indgribende karakter er det af væsentlig betydning, at statsamtet hurtigst muligt får indhentet samtlige relevante oplysninger, sådan at der kan træffes en afgørelse ud fra, hvad der er bedst for barnet. Oplysningerne skal i det omfang, det er muligt, indhentes umiddelbart efter modtagelsen af ansøgningen om ophævelse/suspension af samværet. Kan dette af tidsmæssige årsager ikke lade sig gøre, skal statsamtet sørge for straks efter en midlertidig afgørelse at iværksætte foranstaltninger til indhentelse af oplysningerne. I nedenstående sag fandt Civilretsdirektoratet, at statsamtets sagsoplysning ikke var tilstrækkelig til vurdering af, hvad der var bedst for barnet:
Har statsamtet ikke fundet grundlag for umiddelbart efter ansøgningen at suspendere samværet eller gøre dette overvåget, kan der fortsat være behov for nærmere undersøgelser:
Statsamtet har således i disse sager en særlig pligt til dels at søge sagen grundigt oplyst, dels at følge op på den, sådan at nye, relevante oplysninger hurtigst muligt indgår i vurderingen af sagen. Med henblik på opfølgning af sagen har statsamtet mulighed for at kontakte de relevante myndigheder med anmodning om, at disse myndigheder løbende underretter statsamtet, når der er nyt i sagen. Modtager statsamtet nye oplysninger, der giver grundlag for at foretage ændringer i samværet, skal statsamtet af egen drift træffe en ny midlertidig afgørelse om samværet:
Ønsker en af parterne ikke at medvirke til oplysning af sagen, eller obstruerer en af parterne sagsoplysningen, f.eks. ved at nægte at deltage i en undersøgelse, har statsamtet i et vist omfang mulighed for at tillægge manglende medvirken "processuel skadevirkning". Processuel skadevirkning kan ikke anvendes, hvis en afgørelse på baggrund heraf vil være til skade for barnet. Til illustration af denne problemstilling kan Civilretsdirektoratet nævne følgende sager:
D.2.
Nogle advokater søger standardmæssigt om, at der straks fastsættes midlertidigt samvær. Ofte med henvisning til, at et sådant samvær skal være fastsat inden 14 dage. I mange af sagerne er det uhensigtsmæssigt eller umuligt at træffe forsvarlige afgørelser så hurtigt. F.eks. kommer det på tværs af intentionerne med rådgivning, parter kan være syge eller bortrejst, der bør tales med barnet eller indhentes udtalelse fra kommune. Statsamtet har forstået, at der i sådanne situationer straks skal træffes en begrundet afgørelse med klagevejledning om på nuværende tidspunkt ikke at kunne fastsætte midlertidigt samvær. Er dette korrekt?
Svar: Reglerne om midlertidigt samvær under behandlingen af en samværssag i § 26 i lov om forældremyndighed og samvær giver mulighed for at imødegå de problemer, som kan opstå, når behandlingen af en ansøgning om fastsættelse af samvær trækker ud, hvilket f.eks. kan skyldes forvaltningslovens partshøringsregler, gennemførelse af rådgivning eller nærmere undersøgelser i sagen. Ved at fastsætte midlertidigt samvær i sådanne situationer kan man sørge for, at barnets forbindelse med den forælder, som barnet ikke bor hos, etableres eller bevares på et passende niveau, mens sagen behandles. Da formålet med bestemmelsen er hurtigst muligt at få etableret kontakt mellem barnet og den samværssøgende, bør en ansøgning om fastsættelse af midlertidigt samvær besvares snarest. Ifølge forarbejderne til bestemmelsen kan der derfor fastsættes midlertidigt samvær, uden at alle de almindelige processuelle regler er fulgt. Normalt bør der dog ikke fastsættes midlertidigt samvær, før den af forældrene, der har barnet boende, er blevet orienteret om ansøgningen om fastsættelse af samvær og har fået mulighed for at kommentere den. Det forhold, at afgørelsen om midlertidigt samvær skal træffes hurtigst muligt, indebærer bl.a., at den som udgangspunkt træffes på det foreliggende grundlag uden yderligere undersøgelser. Hvis statsamtet ikke er i tvivl om, at der skal være samvær, men der på det foreliggende grundlag er usikkerhed om omfanget af samværet, bør der hurtigst muligt etableres samvær i det omfang, som statsamtet mener, samværet i hvert fald skal have. Er der på det foreliggende grundlag tvivl om, hvad der vil være bedst for barnet, kan der fastsættes overvåget samvær, indtil det nærmere er undersøgt, om der er noget til hinder for samvær uden overvågning. Finder statsamtet det af hensyn til barnet betænkeligt at fastsætte midlertidigt samvær på det foreliggende grundlag, bør statsamtet hurtigst muligt afslå ansøgningen med sædvanlig begrundelse og klagevejledning. Statsamtet bør dog i sådanne tilfælde overveje, om det i stedet er muligt at give ansøgeren en mundtlig orientering om, hvilke oplysninger/undersøgelser der mangler samt oplyse, hvornår en midlertidig afgørelse kan forventes. Hvis en afgørelse om midlertidigt samvær påklages, skal statsamtet sende klagen med kopi af sagens akter til Civilretsdirektoratet samt fortsætte behandlingen af sagen. Hverken sygdom, bortrejse eller manglende rådgivning udelukker således, at der træffes afgørelse om midlertidigt samvær hurtigst muligt. Man skal for god ordens skyld erindre om, at statsamtet skal være særligt opmærksom på at vejlede om muligheden for at fastsætte midlertidigt samvær, når der ikke er samvær mellem barnet og den samværssøgende, eller når der kun er kontakt i meget begrænset omfang. Vedrørende fastsættelse af midlertidigt samvær henvises til Skarrildhus-beretningen for 1996, side 48-52, Civilretsdirektoratets cirkulæreskrivelse af 23. april 1997 samt Civilretsdirektoratets "Vejledning om behandling af samværssager" fra november 1999.
D.3. Der ønskes en gennemgang af praksis vedrørende mulighederne for at pålægge den af forældrene, der har barnet boende, at deltage i transporten af barnet i forbindelse med samværet.
Svar: Den af forældrene, der har barnet boende, kan i særlige tilfælde pålægges at deltage i transporten af barnet og kan i den forbindelse eventuelt også pålægges at afholde udgifterne til denne del af transporten. Dette er nærmere beskrevet i Skarrildhusberetningerne for 1996, side 43, 1997, side 32-33 og 1998, side 57-58. Fra praksis kan nævnes følgende eksempler:
Hvis parterne har indgået en aftale om transporten, herunder om afholdelse af udgifterne til transporten, kan aftalen kun ændres, hvis betingelserne i § 17, stk. 2, i lov om forældremyndighed og samvær er opfyldt, dvs. hvis ændringen er bedst for barnet, navnlig på grund af forandrede forhold.
D.4. Efter § 17 stk. 1, i lov om forældremyndighed og samvær træffes afgørelse om samvær efter, hvad der er bedst for barnet. Kan det præciseres, i hvilket omfang statsamtet er forpligtet til at udfærdige resolution om samvær efter forældrenes aftale? Hvilken prøvelse af betingelserne for fastsættelse af samvær, herunder især hensynet til barnet, forudsættes eller skal forsvarligt finde sted i en sådan aftalesituation? I enkelte tilfælde, f.eks. ved en kombination af alvorlig misbrugsproblemer hos samværsberettigede og manglende indsigt i barnets behov hos bopælsforælderen, kan der være begrundet tvivl om, hvorvidt den enighed om en samværsordning, som forældrene kommer frem til og ønsker som en afgørelse, er bedst for barnet. Skal statsamtet medvirke til gennemførelsen af aftalen ved at udfærdige resolution om samvær i henhold til aftale i denne situation og dermed "godkende" aftalen?
Svar: Et af formålene med loven om forældremyndighed og samvær er at få forældrene til selv at blive enige om kontakten med deres børn. Et af midlerne til dette er at tilbyde forældrene og børnene børnesagkyndig rådgivning. Efter Civilretsdirektoratets opfattelse må en aftale mellem forældrene om samværet som udgangspunkt antages netop at varetage hensynet til barnets bedste. Statsamtet bør derfor i almindelighed udfærdige en resolution i overensstemmelse med parternes aftale, så længe aftalen ikke indeholder punkter, som statsamtet ikke ville kunne træffe afgørelse om, f.eks. fastsættelse af deleordning. Hvis statsamtet er i tvivl om, hvorvidt aftalen vil være bedst for barnet, kan forældrene tilbydes børnesagkyndig rådgivning efter § 28, stk. 2, i lov om forældremyndighed og samvær. Efter denne bestemmelse kan statsamtet også tilbyde rådgivning, selvom der ikke er uenighed om samværet, hvis der skønnes at være behov for det. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis forældrene mangler evne og indsigt til at varetage deres barns behov, og hvor det i øvrigt er tvivlsomt, om deres aftale om samværet må antages at være til barnets bedste. Ifølge lov om forældremyndighed og samvær er det ved alle afgørelser om forældremyndighed og samvær og ved alle godkendelser af aftaler om forældremyndighed et grundlæggende kriterium, at afgørelsen eller aftalen skal være bedst for barnet. I særlige tilfælde, f.eks. hvor der er tale om alvorlige misbrugsproblemer, og hvor det er åbenbart for statsamtet, at aftalen ikke er til barnets bedste, er det Civilretsdirektoratets opfattelse, at statsamterne under henvisning til dette grundlæggende kriterium kan afslå at udfærdige en samværsresolution. Det bemærkes, at statsamterne har pligt til at underrette kommunen, hvis en samværsaftale formodes at ville udsætte barnet for vanrøgt eller lignende, jf. § 35 og § 36 i lov om social service.
D.5.
Efter § 17, stk. 1, i lov om forældremyndighed og samvær kan statsamtet i forbindelse med afgørelse om omfang og udøvelse af samværet fastsætte vilkår. Efter ordlyden af bestemmelsen forudsætter fastsættelse af vilkår, at der træffes en egentlig afgørelse om samværet. Der spørges: Er det udelukket at træffe afgørelse om vilkår isoleret, f.eks. om transporten af barnet til/fra samvær, i følgende situationer:
Svar: Civilretsdirektoratet er enig i, at ordene "... i forbindelse hermed ..." i § 17, stk. 1, i lov om forældremyndighed og samvær synes at forudsætte, at samværet skal fastsættes i en samværsresolution, for at statsamtet kan tage stilling til særskilte vilkår for den aftale om samværet, som forældrene har indgået. Forarbejderne til loven indeholder dog ikke holdepunkter for en så snæver fortolkning af bestemmelsen. Civilretsdirektoratet mener derfor, at der er hjemmel til at træffe særskilt afgørelse om vilkår for udøvelsen af det samvær, som parterne har indgået aftale om, også selvom dette samvær ikke er fastsat i en samværsresolution. Det skal i den forbindelse understeges, at formålet med reglerne om fastsættelse af samvær jo netop er at hjælpe forældre, der har problemer med at tilrettelægge kontakten med deres børn, også i situationer hvor de langt hen ad vejen er enige om kontakten. Dette hensyn taler for, at der bør træffes særskilt afgørelse om et vilkår, hvis forældrene i øvrigt er enige om samværet. På denne måde kan man søge at undgå, at uenigheden eller konflikten øges.
D.6.
Udlændinge og samvær Ved administrationen af reglerne om samvær må der ikke gøres forskel på, om parterne er danske eller udenlandske statsborgere. Der kan dog opstå særlige problemer som følge af, at den samværsberettigede er udenlandsk statsborger, eksempelvis hvor der fremsættes beskyldninger om, at den samværsberettigede vil bortføre barnet til udlandet. Hvis det sandsynliggøres, at der foreligger en konkret begrundet risiko for, at barnet vil blive bortført i forbindelse med samværet, bør der meddeles afslag på fastsættelse af samvær, eller der bør fastsættes vilkår om overvågning af samværet. Alternativt kan der træffes bestemmelse om pasdeponering, hvis en sådan foranstaltning efter en konkret vurdering findes at give tilstrækkelig sikkerhed for, at den samværsberettigede ikke forlader landet med barnet. Kravene til dokumentationen for, at der foreligger en konkret bortførelsesrisiko, er ens, hvad enten den samværsberettigede er dansk eller udenlandsk statsborger. En bortførelsesrisiko kan være sandsynliggjort på grund af tidligere bortførelsesforsøg eller ved foretagelse af handlinger, der indikerer konkret risiko for bortførelse af barnet. Der kan eventuelt også foreligge bevis for, at den pågældende har fremsat trusler om at bringe barnet ud af landet. I vurderingen af, om der foreligger en konkret bortførelsesrisiko, indgår dog også den pågældendes tilknytning til Danmark. Jo fastere tilknytningen til Danmark er, jo mindre sandsynlighed vil der i almindelighed være for, at den pågældende vil opgive denne. Det bør til brug for vurderingen af tilknytningen til Danmark undersøges, om samværsforælderen har etableret sig i et fast parforhold, har indgået ægteskab eller har stiftet ny familie her i landet, om den pågældende har (fast) arbejde og f.eks. fast ejendom i Danmark. Det vil også kunne indgå i vurderingen, om samværsforælderen har en særlig tilknytning til udlandet. Det kan endvidere tillægges betydning, hvilket land samværsforælderen har tilknytning til, herunder om landet har tiltrådt Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser eller Europarådskonventionen af 1980 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om forældremyndighed, således at landets myndigheder må antages at ville medvirke til at få barnet bragt tilbage til Danmark i tilfælde af bortførsel. Karakteren af opholdstilladelsen vil også kunne indgå i vurderingen af tilknytningen til Danmark. Det skal dog understreges, at selv i situationer, hvor samværsforælderen kun har en meget ringe tilknytning til Danmark, bør der som udgangspunkt fastsættes samvær i almindeligt omfang, medmindre der består en konkret begrundet risiko for, at den pågældende vil forlade landet med barnet. En meget begrænset tilknytning til Danmark, f.eks. manglende eller midlertidig opholdstilladelse, kan således efter Civilretsdirektoratets opfattelse ikke i sig selv begrunde afslag på samvær eller vilkår om overvågning. Det må således også i sådanne sager bero på en konkret vurdering af samtlige omstændigheder, om det er påkrævet af hensyn til barnet at afslå at fastsætte samvær, og om der eventuelt skal iværksættes særlige vilkår for samværet. Fra praksis kan nævnes:
E. VÆRGEMÅL, HERUNDER UMYNDIGES MIDLER
E.1.
I en del sager er der beskikket værge efter § 5, stk. 1, begrænset til administration af formuen, idet der ikke har været behov for andet. I nogle sådanne sager har værgen efterfølgende oplyst, at den svage person faktisk foretager opsparing af indtægten med betydelige beløb (eksempelvis 30.000 kr. årligt). Indtægten er jo ikke omfattet af værgemålet, og opsparingen foretages på den svages egen bankkonto, der ikke er påtegnet om værgeadministration. Hvorledes skal værgen/statsamtet forholde sig hertil?
Svar: Som bekendt var hovedformålet med værgemålsloven at gennemføre en revision af de tidligere regler om umyndiggørelse for voksne, herunder særligt at give mulighed for at tilpasse det enkelte værgemål efter individuelle behov. Grundtanken i loven er "det mindste middels princip". Det fremgår således bl.a. af værgemålslovens § 8, stk. 1, at afgørelser efter § 5 eller § 7 skal afpasses efter den pågældendes behov og ikke må være mere omfattende end nødvendigt. Ved iværksættelse af værgemål skal der derfor foretages en individuel vurdering af behovet for værgemål. Begrænses værgemålet, skal det nøje overvejes, hvilket omfang værgemålet skal have. Er der f.eks. tale om et økonomisk værgemål begrænset til administration af formuen, skal det i afgørelsen og værgebeskikkelsen præciseres, hvorvidt der er tale om den til enhver tid værende formue eller den formue, som foreligger på tidspunktet for iværksættelsen af værgemålet. Efter værgemålslovens § 9 skal en afgørelse om værgemål ændres til et mere eller mindre indgribende værgemål, hvis ændrede forhold giver anledning til det.
Såfremt statsamtet ved iværksættelsen af værgemålet skønnede, at der alene var behov for et begrænset værgemål, kan værgemålet senere gøres mere indgribende, hvis ændrede forhold medfører et behov herfor. Statsamtet kan uden anmodning behandle spørgsmål om ændring af værgemål, jf. værgemålslovens § 16, stk. 2. Baggrunden for denne regel er bl.a., at der efter værgemålsloven i højere grad end tidligere bliver tale om tilpasning af en tidligere værgemålsbeslutning.
E.2. Hvor stort et beløb kan man tillade frigivet til et barns konfirmation af dets formue i forvaltningsafdeling, idet der også tages hensyn til størrelsen af barnets formue?
Svar: Der henvises til Skarrildhus 1994, spørgsmål E.1., side 42-43. Civilretsdirektoratet kan til orientering nævne nogle nyere afgørelser - alle vedrørende ansøgninger fra fødte værger - der er udtryk for vores seneste praksis:
Civilretsdirektoratet har på baggrund af spørgsmålet overvejet den praksis, som har udviklet sig gennem årene, hvorefter ansøgninger fra fødte værger om frigivelse af formue i anledning af en mindreårigs konfirmation som oftest imødekommes. Som bekendt udvises der i almindelighed tilbageholdenhed med at tillade frigivelse af mindreåriges formue i tilfælde, hvor forældrene er værger for deres mindreårige børn. Denne praksis skyldes, at forældre har forsørgelsespligt over for deres mindreårige børn, jf. børnelovens § 13. Imidlertid kan der undtagelsesvis ske frigivelse, hvis de konkrete omstændigheder sammenholdt med forældrenes dårlige økonomi taler herfor. Det er Civilretsdirektoratets opfattelse, at ansøgninger fra fødte værger om frigivelse af formue i anledning af en mindreårigs konfirmation skal behandles på samme måde som ansøgninger om frigivelse til andre formål. Det afhænger således af de konkrete omstændigheder i sagen - herunder navnlig forældrenes økonomiske forhold, barnets formue- og indtægtsforhold og om renterne er oplagt eller forbrugt - hvorvidt en ansøgning om frigivelse af midler til konfirmation bør imødekommes. Såfremt statsamtet finder, at de konkrete omstændigheder taler for frigivelse i anledning af konfirmationen, kan der ofte frigives beløb på 3.000 -5.000 kr. Såfremt forældrenes økonomiske forhold er meget dårlige, mens barnet har en stor formue, kan der efter omstændighederne blive tale om frigivelse af et noget større beløb.
E.3. Efter sterilisationsloven kan der i særlige tilfælde beskikkes en værge for en person. I loven er om sådan beskikkelse anført, at værgemålslovens § 50 finder tilsvarende anvendelse. Statsamtet er noget tvivlende over for betydningen af henvisningen til § 50, herunder især om hvorvidt - og i givet fald i hvilket omfang - sagsbehandlingsbekendtgørelsens regler skal anvendes. Efter sterilisationsloven synes det ikke at være en betingelse, at den pågældende person inddrages under værgemål. Har dette sammenhæng med, at værgen efter sterilisationsloven reelt ikke træffer nogen afgørelse (idet den reelle afgørelse træffes i samrådet med særlig klagemulighed)? Statsamtet er videre i tvivl om, hvorvidt der er klagemulighed for statsamtets afgørelse om beskikkelse af værge, og hvem der skal tage stilling til en sådan klage. Efter statsamtets vurdering er der i disse sager i væsentligt omfang tale om, at såvel afgørelsen om værgebeskikkelse som statsamtets sagsbehandling i forbindelse hermed er af mere formel end reel karakter.
Svar: Ifølge § 6 i lov om sterilisation og kastration skal anmodning om sterilisation fremsættes af den, på hvem indgrebet skal foretages. Er den pågældende på grund af sindssygdom, hæmmet psykisk udvikling, alvorligt svækket helbred eller af anden grund varigt eller for længere tid ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet, kan samrådet efter anmodning fra en særligt beskikket værge tillade sterilisation, når omstændighederne taler derfor. For beskikkelsen af denne værge finder bestemmelsen i værgemålslovens § 50 tilsvarende anvendelse. Det fremgår endvidere af lovens § 7, at såfremt den, på hvem indgrebet skal foretages, er en person under 18 år, der ikke har indgået ægteskab, er sindssyg eller hæmmet psykisk udviklet, eller det i øvrigt på grund af ansøgerens sjælelige tilstand, herunder svag begavelse, findes betænkeligt, at denne på egen hånd anmoder om sterilisation, kan samrådet tillade sterilisation efter anmodning fra den pågældende og forældremyndighedens indehaver eller en særligt beskikket værge. For beskikkelsen af denne værge finder bestemmelsen i værgemålslovens § 50 tilsvarende anvendelse. Værgemålslovens § 50, stk. 2 og 3, fastsætter de regler, der gælder for statsamtets sagsbehandling i sager om særlige værgemål. Henvisningen til værgemålslovens § 50 betyder således, at værgemålslovens bestemmelser om statsamtets behandling af sager om særlige værgemål finder tilsvarende anvendelse ved beskikkelse af værger efter § 6, stk. 2, og § 7 i lov om sterilisation og kastration. Det samme gælder de regler i sagsbehandlingsbekendtgørelsen, der er udstedt med hjemmel i værgemålslovens § 23, stk. 1, og § 32, idet disse bestemmelser er sat i kraft for særlige værger, jf. værgemålslovens § 50, stk. 2 og 3. Dette indebærer blandt andet at: 1) Anmodningen om værgebeskikkelse skal begrundes, jf. værgemålslovens § 17, stk. 2. Hvad enten anmodningen fremsættes af de nærmeste eller af amtsrådet, bør det således af anmodningen fremgå, om den, på hvem indgrebet skal foretages, anses for omfattet af sterilisationslovens § 6, stk. 2, eller § 7, ligesom det af statsamtets beskikkelse bør fremgå, efter hvilken af de to bestemmelser beskikkelsen er meddelt. Der henvises i den forbindelse til Skarrildhusberetningen 1990, side 56. Statsamtet sørger for sagens oplysning, og kan herunder afkræve personer, der har kendskab til den pågældende, de oplysninger, som anses for nødvendige for behandling af sagen, jf. værgemålslovens § 18, stk. 1 og 4. Ofte vil begæringen om værgebeskikkelse være vedlagt lægeerklæring, der kan danne grundlag for bedømmelsen af, om den pågældende er omfattet af sterilisationslovens § 6, stk. 2, eller § 7. Er dette ikke tilfældet, kan lægeerklæring indhentes. Det bør dog forinden undersøges, om nødvendige oplysninger allerede er indhentet af amtskommunen, der efter § 2, stk. 1, i cirkulære nr. 207 af 16. december 1998 om behandlingen af sager om sterilisation skal tilvejebringe de sociale og lægelige oplysninger om ansøgerens forhold, der skønnes af betydning for samrådets bedømmelse af ansøgningen. 3) Der skal ske underretning til f.eks. ægtefælle eller andre pårørende, jf. værgemålslovens § 20. Statsamtets afgørelse om værgebeskikkelse efter lov om sterilisation og kastration kan påklages til Civilretsdirektoratet.
Intet i år.
Intet i år.
H.1. Efter adoptionslovens § 7, stk. 3, er det i visse tilfælde nødvendigt med samtykke fra en værge, f.eks. for en åndssvag eller sindssyg eneforælder, hvor bortadoption skønnes rigtigt. Statsamtet kan beskikke en værge til dette begrænsede personlige anliggende efter værgemålsloven § 5, stk. 3. Umiddelbart forekommer det dog mere betryggende (og administrationsbesparende for statsamtet), at en sådan adoption i givet fald sker efter reglerne i adoptionslovens § 9, dvs. som tvangsadoption. En kommentar ønskes.
Svar: Som bekendt fremgår det af adoptionslovens § 7, stk. 1, at adoption af en person, som er under 18 år og umyndig, som altovervejende hovedregel kræver samtykke fra forældrene. I adoptionslovens § 7, stk. 2, er der opregnet nogle - snævert afgrænsede - forhold hos forældrene, som fører til, at kravet om samtykke fra den eller de pågældende forældre bortfalder. Dette gælder bl.a. i den situation, hvor en forælder på grund af sindssygdom, åndssvaghed eller lignende tilstand er ude af stand til at handle fornuftsmæssigt. Hvis de forhold, som er omtalt i adoptionslovens § 7, stk. 2, gør sig gældende i forhold til begge forældre, kræves i stedet samtykke fra en værge, jf. herved adoptionslovens § 7, stk. 3. Tilsvarende må gælde, hvis barnet kun har én forælder, og hindringen rammer denne. Således som adoptionslovens § 7, stk. 3, er formuleret, træder samtykke fra værgen i stedet for forældresamtykke, og der er i bestemmelsen ikke åbnet mulighed for at fravige kravet om værgesamtykke. I overensstemmelse hermed forudsætter anvendelsen af adoptionslovens § 9, stk. 2, om tvangsadoption, at der forinden er søgt indhentet forældre- eller værgesamtykke efter lovens § 7. Kun i situationer, hvor barnets forældre eller barnets værge ikke ønsker at give samtykke til adoption, kan der alligevel i særlige tilfælde gennemføres en adoption efter reglerne i adoptionslovens § 9, stk. 2.
J. ANDRE ARBEJDSOMRÅDER, HERUNDER ANDRE MINISTERIER
J.1. Hvorledes skal statsamtet administrere lov om indfødsret § 3 med henblik på at konstatere, hvorvidt udlændingen har opholdt sig her "sammenlagt mindst 5 år inden for de sidste 6 år". Statsamtet står ofte med næsten nye pas, hvor man ikke af stempler/viseringer kan se, hvornår vedkommende har været udrejst før passets udstedelse, og vedkommende ikke selv præcist kan huske hvor og hvornår, der har været afholdt ferie, når denne ligger nogle år tilbage. Er der nogen undergrænse for, hvor lange udlandsophold skal være for ikke at skulle medregnes? Sønderjyllands Statsamt har kun medregnet udlandsrejser på en uge eller derover, idet mange hernede tager på korte ture til Tyskland for at handle og lignende.
Svar: Reglen i Indfødsretslovens § 3 er en absolut regel, hvorfor alle udlandsophold skal fratrækkes ved beregningen af opholdsperioden. Det gælder også almindelige ferieophold, dog med undtagelse af f.eks. endagsture og weekendophold. Hvis det ikke er muligt at fremskaffe nøjagtig dokumentation for tidspunkterne for udlandsophold og for opholdenes længde, må statsamtet bede den pågældende underskrive en tro og loveerklæring. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lov nr. 1018 af 23. december 1998 vedrørende ændringen af § 3 i lov om dansk indfødsret. (L 69/98 - Forslag til lov om ændring af lov om dansk indfødsret m.v.). Det fremgår heraf: "…..
K. GENERELLE SAGSBEHANDLINGSSPØRGSMÅL
K.1. I internationale sager er det naturligt, at statsamtet oversætter til og eventuelt korresponderer på fremmede sprog. I en konkret sag pålagde Civilretsdirektoratet statsamtet at oversætte en række akter for en part, som bor fast i Danmark. Der ønskes en drøftelse heraf.
Svar: Pligten til i afgørelsessager at foranledige oversættelse af sagens dokumenter følger af officialmaximen samt af vejledningspligten i forvaltningslovens § 7, stk. 1. I Justitsministeriets Vejledning om forvaltningsloven, pkt. 32, er dette beskrevet således:
Der henvises endvidere til Den nordiske sprogkonvention. Afgørelser og varslings- eller høringsskrivelser bør således i almindelighed oversættes til et sprog, som parten forstår, såfremt pågældende ikke forstår det danske sprog tilstrækkeligt godt. Når parten er repræsenteret af en person, der har tilstrækkelig forståelse af det danske sprog - f.eks. en advokat eller en interesseorganisation - består der som udgangspunkt ikke pligt til at oversætte hverken sagens dokumenter eller afgørelsen. Der henvises til Skarrildhusberetningen for 1997, side 25, om oversættelse af dokumenter i forbindelse med behandlingen af bidragssager, hvor den bidragspligtige bor i udlandet. Vedrørende oversættelse af sagens akter i forbindelse med partshøring: Formålet med partshøringsreglerne er at sikre, at parten får mulighed for at gøre sig bekendt med og kommentere det faktiske afgørelsesgrundlag, inden sagen afgøres. Pligten til at høre parten gælder kun med hensyn til sagens faktiske omstændigheder, der er til ugunst for parten og af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Der er således ikke pligt til at partshøre over alle sagens dokumenter. Hvis en større del af dokumenterne i sagen ikke indeholder oplysninger af betydning for afgørelsen, er der efter forvaltningsloven ikke noget til hinder for, at statsamtet skærer partshøringen til, således at der kun høres over det, der er relevant for sagen. Dette kan f.eks. ske ved kun at partshøre over de dokumenter, der indeholder de relevante oplysninger, eller ved at citere de relevante oplysninger i høringsbrevet. I det omfang, der efter § 19, stk. 1, består pligt til at partshøre over bestemte oplysninger, må man i naturlig konsekvens heraf sikre sig, at parten er i stand til at forstå disse dokumenter eller oplysninger. Statsamterne bør således efter omstændighederne foranledige oversættelse af dokumenter og oplysninger, der partshøres over. Der er således ikke pligt til i forbindelse med partshøring at oversætte alle dokumenter i sagen. Hvis en part ikke har den fornødne forståelse af det danske sprog, og statsamtet undlader at oversætte dokumenter eller oplysninger, hvorover der i medfør af forvaltningslovens § 19, stk. 1, er sket partshøring, kan der rejses spørgsmål om, hvorvidt en afgørelse truffet på dette grundlag bør betragtes som ugyldig. Dette skyldes, at parten, efter en konkret vurdering, vil kunne anses for ikke at have haft en reel mulighed for at gøre sig bekendt med og kommentere det faktiske afgørelsesgrundlag, inden sagen blev afgjort. Udgifterne til tolke- og oversættelsesbistand afholdes af den pågældende myndighed.
Samtaler med børn i relation til sager om navne, adoption og samværVed underdirektør Jesper Vorstrup Rasmussen, Civilretsdirektoratet.
Beslutningen om, hvornår der skal afholdes en samtale med et barn, afhænger af barnets alder og modenhed og sagens omstændigheder, herunder hvor indgribende et forhold sagen handler om samt forældrenes konfliktniveau, herunder barnets inddragelse i konflikten. I det følgende gennemgås - indenfor områderne navne, adoption og samvær - en række sager, der illustrerer anvendelsen af disse retningslinier. Der er ingen praksis på værgemålsområdet.
I: Navnesager Civilretsdirektoratet har i 1999 i tre sager henledt statsamtets opmærksomhed på reglen om, at barnet eventuelt skal høres. Sagerne vedrørte alle ændring til stedfars efternavn. I to af sagerne var børnene 8 år. Den sidste sag, hvor barnet var 6 år, tæt på 7 år, drejede sig om ændring fra et udenlandsk navn til et dansk navn, og statsamtet blev for en sikkerheds skyld henledt på navnelovens § 14, stk. 2. I en sag noterede Civilretsdirektoratet sig, at statsamtet havde hørt børnene på henholdsvis 7 og 8 år. Sagen drejede sig om ændring af både for-, mellem-, og efternavn. I 5 sager konstaterede Civilretsdirektoratet, at statsamtet ikke havde foretaget sig noget i relation til at indhente oplysninger om børnenes mening. Sagerne drejede sig alle om ændring af efter- og mellemnavn, og børnenes alder var mellem 3 og 6 år. Civilretsdirektoratet fandt ikke anledning til at foretage sig noget.
II: Adoptionssager
I det følgende gennemgås nogle sager, der illustrerer anvendelsen af de i Skarrildhus 1998 nævnte retningslinier for inddragelse af børn under 12 år ved en påtænkt adoption. Barnets alder er i alle referater oplyst på tidspunktet for samtalen, medmindre andet er anført.
III: Samværssager Denne praksisgennemgang er inddelt i følgende punkter:
Barnets alder er i alle referaterne oplyst på tidspunktet for samtalen, medmindre andet er anført.
1. Afgørelser af om der skal være samvær eller ej
2. Afgørelser om omfanget af samvær
3. Afgørelser om detailregulering af samværet
4. Processuel skadevirkning ved at nægte at lade barnet deltage i en samtale om samværet Ifølge § 29, 2. pkt., i lov om forældremyndighed og samvær kan statsamtet undlade at afholde en samtale med et barn, hvis samtalen må antages at være til skade for barnet. Hvis den af forældrene, der har barnet boende, protesterer mod, at der afholdes en samtale med barnet, skal statsamtet vurdere, om betingelserne for at undlade at afholde samtalen er opfyldt. Hvis statsamtet ikke mener, at samtalen er til skade for barnet, må protesten mod afholdelse af samtalen vige for hensynet til barnets ret til at blive hørt i sagen. Statsamtet må herefter overveje, om undladelse af at medvirke til at afholde en samtale kan medføre processuel skadevirkning, f.eks. med den virkning at samværsforælderens ønsker om samværet følges. Direktoratet har senest i Skarrildhus 1989 (s. 65) behandlet spørgsmålet om processuel skadevirkning. Fra nyere praksis kan nævnes:
Hvis statsamtet skønner, at barnet skal indkaldes til en samtale, er det principielt uden betydning, at samværsforælderen protesterer mod afholdelse af samtalen. Hvis protesten fastholdes, bør samværsforælderen dog vejledes om, at den manglende inddragelse af barnets mening om samværet i afgørelsesgrundlaget vil kunne tillægges processuel skadevirkning.
Program for det familieretlige kursus 1999 Den 20.- 22. september 1999 på Vejle Center Hotel
Mandag den 20. september 1998
Tirsdag den 21. september 1999
Onsdag den 22. september 1999
© CivilRetsDirektoratet 2000 |
|
| Publiceret: 01-01-2000 | Sidst opdateret: 07-05-2009 | |
Kristineberg 6, 2100 København Ø
Tlf. 33 92 33 02 - Fax 39 27 18 89 - Telefontid: Hverdage 10:00-14:00 - Torsdage 10:00-16.00
NB! Telefonen er lukket den sidste onsdag i hver måned.
Email: familiestyrelsen@famstyr.dk - CVR-nummer: 28 13 71 84 - EAN-nummer: 57 98 000 99 5000
Privatlivspolitik