Samvær, høring af børn, børnesagkyndig rådgivning, konfliktmægling, Statistik 2004

Download som PDF

Civilretsdirektoratet, nu Familiestyrelsen, har siden 1997 udarbejdet statistikrapporter om samvær og børnesagkyndig rådgivning m.v.

Dette års rapport beskriver for det første myndighedernes inddragelse af børn i samværssager, herunder høring af børn og i hvilket omfang, der lægges vægt på børnenes udtalelser. For det andet belyser rapporten nogle af de tungeste og mest konfliktfyldte samværssager. Det drejer sig om de sager, hvor den af forældrene, der har barnet boende, ikke ønsker, at den anden forælder har samvær med barnet overhovedet. I disse situationer skal myndighederne derfor tage stilling til det meget alvorlige spørgsmål, om kontakten mellem et barn og en af dets forældre helt skal ophøre. Endelig indeholder rapporten oplysninger om statsamternes konfliktløsningstilbud, herunder børnesagkyndig rådgivning.

Det bemærkes, at Civilretsdirektoratets tidligere opgaver på det familieretli-ge område i august 2004 blev overført til Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender. Familiestyrelsen varetager i dag disse opgaver. I det følgende refereres der konsekvent til Familiestyrelsen – også for tiden før august 2004.

Familiestyrelsen, juni 2005

Dorrit Sylvest Nielsen
Direktør

1. Sammenfatning
1.1. Grundlaget for undersøgelsen
1.2. Skulle der være samvær eller ej?
1.3. Høring af børn i samværssager
1.4. Konfliktløsning
2. Statsamternes afgørelser i sager om samvær eller ej
2.1. Indledning
2.2. Reglerne om afslag på samvær
2.3. Statsamternes afgørelser om samvær eller ej
2.4. Statsamternes begrundelser
3. Familiestyrelsens afgørelser i sager om samvær eller ej
3.1. Indledning
3.2. Familiestyrelsens afgørelser om samvær eller ej
3.3. Familiestyrelsens begrundelser
4. Høring af børn i samværssager
4.1. Reglerne om høring af børn
4.2. Inddragelse af børns mening i samværssager
4.3. Høring af børn i statsamternes sager om det overordnede omfang af samvær
4.4. Høring af børn i statsamternes og Familiestyrelsens sager om samvær eller ej
5. Børnesagkyndig rådgivning og konfliktmægling 
5.1. Konfliktløsning 
5.2. Børnesagkyndig rådgivning 
5.3. Konfliktmægling
Tabel- og figuroversigt  
Oversigt over Familiestyrelsens publikationer om samvær


1. Sammenfatning

1.1. Grundlaget for undersøgelsen

Familiestyrelsen har siden 1997 indhentet statistiske oplysninger om samvær og børnesagkyndig rådgivning m.v. Hovedsigtet med statistikrapporterne for årene 1997-2001 var at give et samlet overblik over hovedlinierne i samværspraksis.

Resultaterne fra disse undersøgelser var gennemgående præget af stor ensartethed og konsistens.

På den baggrund blev det med virkning fra 2002 besluttet, at der ikke fremover var behov for at indhente statistiske oplysninger om selve omfanget af samvær, men at der i stedet skulle fokuseres mere indgående på følgende spørgsmål:

• Sager, hvor bopælsforælderen ikke ønskede, at den anden forælder skulle have samvær med barnet (se kapitel 2 og 3).
• Høring af børn i samværssager (se kapitel 4).
• Konfliktløsning, herunder børnesagkyndig rådgivning (se kapitel 5).

Denne rapport for 2004 bygger – ligesom rapporten for 2003 – på statistiske oplysninger om:

• Sager om hvorvidt der skulle være samvær eller ej: Oplysninger om statsamternes behandling i 1. instans og Familiestyrelsens behandling af klagesager, der vedrørte ansøgning om enten fastsættelse af samvær mod bopælsforælderens protest eller om ophævelse eller suspension af et eksisterende samvær.
• Høring af børn: Oplysninger om statsamternes høring af børn i sager om det overordnede omfang af samvær samt om statsamternes og Familiestyrelsens inddragelse af barnets mening i sager om, hvorvidt der skulle være samvær eller ej.
• Konfliktløsning: Oplysninger om statsamternes børnesagkyndige rådgivning.

Rapporten koncentrerer sig først og fremmest om relative fordelinger og gi-ver derfor ikke et fuldt dækkende billede af antallet af afgørelser m.v. på de områder, som undersøgelsen omfatter.

Der er foretaget visse ændringer i indberetningsskemaerne for 2004 i forhold til 2003, primært af redaktionel karakter.

Opmærksomheden henledes på, at der kan forekomme flere begrundelser i den enkelte sag, hvorfor det procentviseantal begrundelser vil overstige 100.
 
Undersøgelsen omfatter ikke Grønland og Færøerne, da lov nr. 387 af 14. juni 1995 om forældremyndighed og samvær ikke er sat i kraft i disse dele af riget.

1.2. Skulle der være samvær eller ej?

Statsamternes afgørelser om samvær eller ej
I langt de fleste af de samværssager, som statsamterne behandler, er eller bliver forældrene enige om, at der skal være samvær mellem barnet og den forælder, som ikke bor sammen med barnet til daglig. I en del af disse sager er de dog uenige om samværets omfang m.v.

Denne rapport omhandler ikke alle de mange sager, hvor forældrene er enige om, at der skal være samvær, men kun den lille gruppe af sager, hvor bopælsforælderen mener, at der ikke skal være samvær overhovedet, og hvor myndighederne derfor skal tage stilling til det meget indgribende spørgsmål, om kontakten mellem et barn og en af dets forældre skal ophøre eller bevares. Der er her tale om de tungeste og mest konfliktfyldte samværssager.

Rapporten viser, at statsamterne i 58% af disse sager bestemte, at der ikke skulle være samvær, og i 42% af sagerne at der skulle være samvær. I omkring en fjerdedel (26%) af de sager, hvor der skulle være samvær, bestemte statsamterne, at samværet skulle foregå under overvågning.

Barnets mening var den hyppigst angivne hovedbegrundelse for statsamternes afgørelser om, at der ikke skulle være samvær (55%). Herudover blev afgørelserne især begrundet i særlige forhold hos barnet eller samværsforælderen eller sagkyndige erklæringer/vurderinger.

Også i de sager, hvor der efter statsamternes afgørelser var samvær, blev der i en del af tilfældene (28%) henvist til barnets mening i begrundelsen for afgørelsen. Barnets mening blev således også tillagt betydning, når barnet ønskede samvær på trods af bopælsforælderens indstilling hertil. Den hyppigst anførte begrundelse i disse sager (74%) var dog, at der ikke over for statsamterne var dokumenteret omstændigheder, der kunne begrunde, at der ikke skulle være samvær.

Familiestyrelsens afgørelser om samvær eller ej
I lighed med ovennævnte undersøgelse af statsamternes samværssager handler undersøgelsen af Familiestyrelsens sager udelukkende om sager, der indeholdt spørgsmål om, hvorvidt der skulle være samvær eller ej. Antalsmæssigt er der tale om en lille del af det samlede antal samværssager, som styrelsen behandlede i undersøgelsesperioden. Familiestyrelsen traf afgørelse, om hvorvidt der skulle være samvær eller ej i 166 sager. I hele 2004 traf Familiestyrelsen i alt 1304 afgørelser.

I 98% af de sager, hvor klagerne anmodede styrelsen om at fastsætte samvær, stadfæstede Familiestyrelsen statsamtets afgørelse om, at der ikke skulle være samvær. I 2% af sagerne ændrede styrelsen statsamtets afgørelse og bestemte, at der skulle være samvær. Denne omgørelsesprocent er som i 2003 (2%).

Af de sager, hvor statsamtet havde bestemt, at der skulle være samvær, og hvor klageren anmodede styrelsen om at ophæve eller suspendere samværet, gav styrelsen i 30% af sagerne klageren medhold og ophævede eller suspenderede samværet. Dette er en stigning i forhold til de to forudgående år, hvor omgørelsesprocenten var henholdsvis 18% (2002) og 3% (2003).

Det bemærkes, at undersøgelserne både i 2002, 2003 og 2004 har omfattet et begrænset antal sager, hvorfor ændringsprocenterne er meget påvirkelige over for selv små udsving i sagstallene.

Barnets mening var den hyppigst angivne begrundelse for styrelsens afgørelser om samvær eller ej. Denne begrundelse blev anført i 46% af sagerne. Derudover blev der i 41% af sagerne lagt vægt på en sagkyndig erklæring/vurdering. Til sammenligning var de tilsvarende tal i 2003 henholdsvis 33% og 31%.


1.3. Høring af børn i samværssager

Statsamternes høring af børn – det overordnede omfang af samvær
Undersøgelsen viser bl.a., at børn i vidt omfang høres, når de har opnået den fornødne alder og modenhed til at udtale sig om samværet.

Samlet hørte statsamterne barnet i omkring en femtedel af alle de omfattede sager. Der blev lagt vægt på barnets mening i begrundelsen for afgørelsen i 16% af alle de omfattede sager. I denne opgørelse indgår imidlertid også sager, hvor barnet utvivlsomt ikke var gammelt eller modent nok til at udtale sig om samværet, og sager, hvor forældrene var helt eller stort set enige om samværet.

I sager om det overordnede omfang af samvær med børn i aldersgruppen fra 8 år og opefter viser undersøgelsen, at statsamterne lagde vægt på barnets mening i begrundelsen for afgørelsen for knap tre fjerdedele (72%) af disse børn. Der er her set bort fra sager, hvor barnet som udgangspunkt ikke høres, enten fordi forældrene var eller blev helt eller stort set enige om samværet, eller fordi barnet ikke var gammelt eller modent nok til at udtale sig om samværet. Dette er nogenlunde på niveau med de to forudgående år (74% i 2002 og 68% i 2003).

I relation til de sager, hvor barnet rent faktisk blev hørt (en femtedel af samtlige sager, jf. ovenfor), viser undersøgelsen, at statsamterne næsten altid (95% af tilfældene) lagde vægt på barnets mening.

Statsamternes høring af børn i sager om samvær eller ej
I relation til børn i alle aldersgrupper viser undersøgelsen af statsamternes afgørelser om, hvorvidt der skulle være samvær eller ej, at barnets mening blev tillagt betydning i mere end 4 ud af 10 af disse sager (44%). Hertil kommer, at 15% af afgørelserne var begrundet i sagkyndige erklæringer/vurderinger, der også ofte indeholder oplysninger om barnets syn på samværet.

I de sager, hvor der efter statsamtets afgørelse ikke var samvær, blev der som begrundelse for afgørelsen i mere end halvdelen af sagerne (55%) henvist til barnets mening. Dette er nogenlunde som i årene 2002 (54%) og 2003 (57%).

Familiestyrelsens høring af børn i sager om samvær eller ej
Undersøgelsen af Familiestyrelsens afgørelser i klagesager om samvær eller ej viser, at barnets mening i 46% af alle de omfattede sager blev tillagt betydning i begrundelsen for afgørelserne. Endvidere blev der i 41% af sagerne henvist til en sagkyndig erklæring/vurdering. Begge tal er udtryk for en stigning i forhold til de to forudgående år (32% og 30% i 2002 henholdsvis 33% og 31% i 2003).

I de af Familiestyrelsens afgørelser i klagesager om samvær eller ej, hvor der efter styrelsens afgørelse ikke var samvær, blev der i 56% af tilfældene henvist til barnets mening i begrundelsen for afgørelsen. Dette er en stigning i forhold til de to forudgående år (46% i begge år). Endvidere blev 39% af styrelsens afgørelser i disse sager begrundet med henvisning til en sagkyndig erklæring/vurdering.


1.4. Konfliktløsning

Børnesagkyndig rådgivning
På rådgivningsområdet viser rapporten, at rådgiveren i 57% af sagerne vurderede, at der – som resultat af rådgivningen – blev opnået enighed om alle eller nogle spørgsmål, eller at forældrenes uenighed blev dæmpet. Dette er nogenlunde som i de forudgående to år, hvor rådgivningen skønnedes at have denne effekt i henholdsvis 56% og 60% af sagerne.

Da der ofte er tale om vanskelige sager, som involverer mange følelser og potentielle konflikter, må rådgivningen derfor ses som et tilbud, der er velegnet til at løse eller dæmpe forældrenes konflikter til gavn for deres børn.

Konfliktmægling
Som et supplement til den børnesagkyndige rådgivning begyndte statsamterne i 2. halvår af 2001 at tilbyde konfliktmægling i samværssager.

Statsamterne har ifølge oplysninger fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet gennemført 569 konfliktmæglingsforløb i 2004. 
 
Statsamternes konfliktmægling er blevet evalueret af Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA), der i september 2004 offentliggjorde en rapport herom. Familiestyrelsen har ikke indhentet oplysninger om konfliktmæglin-gen i 2004, men henviser til CASA’s rapport. Familiestyrelsen indhenter for tiden på ny statistisk materiale om konfliktmægling i statsamterne.


2. Statsamternes afgørelser i sager om samvær eller ej

2.1. Indledning

I 2004 traf statsamterne 11.747 afgørelser om samvær. I årene 2001-2003 var tallene henholdsvis 10.401, 10.743 og 11.603.

Statsamternes samværsafgørelser omhandler en bred vifte af spørgsmål, eksempelvis:

• Det grundlæggende spørgsmål om, hvorvidt den forælder, der ikke har barnet boende, overhovedet skal have samvær med barnet.
• Det overordnede omfang af samvær, f.eks. om samværet skal foregå under overvågning, om det skal være med eller uden overnatning, eller om weekendsamvær skal vare kortere eller længere end fra fredag til søndag m.v.
• Detailregulering af samvær, f.eks. den nøjagtige placering af samvær, tid og sted for afhentning og aflevering, placering af samvær i ferier og højtider, erstatningssamvær m.v.

Som beskrevet i kapitel 1 har statistikrapporterne for 1997 til 2001 omhandlet de 2 første kategorier af samværssager, mens den tredje kategori ikke har været genstand for statistiske undersøgelser.

I langt de fleste af de samværssager, som statsamterne behandler, er forældrene enige om, at den af dem, der ikke bor sammen med barnet, skal have kontakt med barnet.

Således viste statistikrapporten for 2001, at der i 85% af de sager, hvor den forælder, der ikke boede sammen med barnet, søgte om førstegangsfastsættelse af samvær, var enighed om, at denne forælder skulle have kontakt med barnet i et eller andet omfang. I en del af disse sager var der dog f.eks. uenighed om omfanget af samværet. Kun i omkring 14% af de sager, hvor der blev ansøgt om fastsættelse af samvær, protesterede bopælsforælderen mod, at der blev fastsat samvær.

Rapporten viste også, at der i 69% af alle de indberettede sager om det overordnede omfang af samværet var hel eller delvis enighed mellem forældrene om samværet.

Disse tal om omfanget af forældres enighed i samværssager i 2001 var nogenlunde som i 1999 og 2000. I 2002, 2003 og 2004 er der ikke indhentet tilsvarende oplysninger.

Som omtalt i forordet blev undersøgelsen af statsamternes afgørelser i samværssager fra 2002 begrænset til alene at omhandle sager, hvor statsamtet havde taget stilling til, om der skulle være samvær eller ej. Undersøgelsen omhandler således kun sager, hvor forældrene var uenige om, hvorvidt der skulle være samvær eller ej. Dette omfatter følgende sagstyper:

• Afslag på fastsættelse af samvær.
• Fastsættelse af samvær mod bopælsforælderens protest.
• Ophævelse eller suspension af et eksisterende samvær.
• Afslag på ophævelse eller suspension af et eksisterende samvær.

Undersøgelsen omfatter dermed kun et meget lille antal af det samlede antal samværssager, som statsamterne behandlede i undersøgelsesperioden. De sager, som undersøgelsen er rettet imod, omhandler til gengæld de mest indgribende samværsspørgsmål.


2.2. Reglerne om afslag på samvær

Efter § 16 i lov om forældremyndig¬hed og samvær søges et barns forbin¬delse med begge forældre bevaret ved, at den, der ikke har barnet boen¬de, har ret til samvær med bar¬net. Statsamtet træffer efter lovens § 17 afgørelse om omfanget og ud¬øvelsen af samværet og kan fast¬sæt¬te de nødvendige bestemmelser i forbindelse her¬med. Afgørelsen træffes efter, hvad der er bedst for barnet.

Efter lovens § 17, stk. 3, kan statsamtet afslå at fastsætte samvær eller ophæve en af¬tale eller afgørelse om samvær, hvis det er påkrævet af hensyn til barnet.

Efter lovens § 26 kan statsamtet træffe af¬gørelse om midlertidigt sam¬vær under be¬handlingen af en sag om fastsættelse af samvær¬¬. Afgø¬rel¬sen træffes under hen¬syn til, hvad der er bedst for barnet un¬der sagen. Bestemmelsen giver bl.a. mulighed for at suspendere et fastsat eller aftalt samvær under behandlingen af en ansøgning om ophævelse af samværet.


2.3. Statsamternes afgørelser om samvær eller ej

I perioden fra 1. september til og med 31. december 2004 er der indberettet oplysninger om 257 afgørelser, hvor statsamterne har taget stilling til, om der skulle være samvær eller ej.

Ifølge tabel 2.1 drejede 65% af disse 257 sager sig om ansøgninger om fastsættelse af samvær i situationer, hvor bopælsforælderen protesterede mod samvær, mens 35% af sagerne drejede sig om ansøgninger om ophævelse eller suspension af et eksisterende samvær. I 2003 var de tilsvarende tal henholdsvis 59% og 41%.

Tabel 2.1. Hvad blev der søgt om i statsamtet?

* Omfatter både ansøgninger om førstegangsfastsættelse af samvær og ansøgninger om fastsættelse af samvær, hvor et tidligere fastsat samvær er blevet ophævet og nu ønskes fastsat igen.

Indholdet af statsamternes afgørelser i de 166 sager, hvor ansøgningen gik på fastsættelse af samvær mod protest, fremgår af tabel 2.2. I 54% af sagerne afslog statsamtet at fastsætte samvær, mens statsamtet i 46% af sagerne imødekom ansøgningen og fastsatte samvær. I 2002 og 2003 afslog statsamtet at fastsætte samvær i henholdsvis 65% og 53% af tilfældene og fastsatte samvær i henholdsvis 35% og 47% af tilfældene.

I knap tre ud af ti af de sager, hvor statsamtet fastsatte samvær, bestemte statsamtet, at samværet skulle foregå under overvågning.

Tabel 2.2. Indholdet af statsamternes afgørelser ved ansøgning om fastsættelse af samvær, når bopælsforælderen protesterede mod samvær

* I 22 af disse 77 sager (29%) bestemte statsamtet, at samværet indtil videre skulle foregå under overvågning. I 2003 bestemte statsamtet i 15 af 72 tilsvarende sager (21%), at samværet indtil videre skulle foregå under overvågning. I 2002 var det tilsvarende tal 30%.

Indholdet af statsamternes afgørelser i de 91 sager, hvor ansøgeren anmodede om ophævelse eller suspension af et eksisterende samvær, fremgår af tabel 2.3. Ifølge tabellen imødekom statsamtet ansøgningen og ophævede eller suspenderede samværet i 67% af de 91 sager. I 2002 og 2003 var de tilsvarende tal henholdsvis 74% og 72%.

I de resterende sager afslog statsamtet at ophæve eller suspendere samværet. I 6 af disse sager bestemte statsamtet, at samværet skulle foregå under overvågning.

Tabel 2.3. Indholdet af statsamternes afgørelser ved ansøgning om ophævelse/suspension af eksisterende samvær

* I 6 af disse 30 sager bestemte statsamtet, at samværet indtil videre skulle foregå under overvågning. Dette er en stigning i forhold til 2003, hvor dette var tilfældet i en ud af 30 sager.

I de 33% af sagerne, hvor statsamterne afslog at ophæve eller suspendere samværet, er afslagene ikke nødvendigvis ensbetydende med, at samværet ikke blev ændret, idet statsamtet i nogle af sagerne kan have begrænset omfanget af samværet – f.eks. således at det skulle foregå uden overnatning. Sådanne spørgsmål er imidlertid ikke omfattet af denne undersøgelse.

Ifølge tabel 2.2 og 2.3 var der efter statsamtets afgørelse samlet set samvær i 107 af de 257 sager, der er omfattet af denne undersøgelse, svarende til 42%. I 150 af sagerne (58%) var der efter statsamtets afgørelse ikke samvær, fordi statsamtet enten havde afslået at fastsætte samvær eller havde ophævet eller suspenderet et eksisterende samvær. I 2002 og 2003 var der efter statsamtets afgørelse samvær i henholdsvis 32% og 39% af sagerne, mens der i henholdsvis 68% og 61% af sagerne ikke var samvær.

Overvåget samvær
Bestemmelsen i § 17, stk. 1, i lov om forældremyndighed og samvær giver statsamterne mulighed for at fastsætte forskellige former for vilkår for udøvelsen af samværet. Et af disse vilkår kan være, at samværet skal foregå under overvågning.

Som det fremgår af noterne til tabel 2.2 og 2.3, bestemte statsamtet i alt i 28 sager, at samværet skulle foregå under overvågning. Disse sager udgjorde 26% af de 107 sager, hvor der efter statsamtets afgørelse var samvær. Dette er en stigning i forhold til de to forudgående år (21% i 2002 og 16% i 2003).

Fastsættelse af vilkår om overvågning af et samvær kan ske efter ansøgning, eller statsamterne kan på egen hånd fastsætte vilkår om overvågning af samværet som et alternativ til helt at afskære kontakten mellem et barn og den af forældrene, som barnet ikke bor hos. I nogle sager anvendes overvåget samvær også som et led i undersøgelsen af samspillet mellem barnet og samværsforælderen (observeret samvær) til brug for afgørelsen om det fremtidige samvær. Endelig kan overvåget samvær anvendes i forbindelse med påbegyndelse af samvær, f.eks. som led i en optrapningsordning. På den måde kan et barn, der aldrig eller kun i begrænset omfang har haft kontakt med samværsforælderen, lære denne at kende under betryggende forhold.

Børnenes alder
Af tabel 2.4 fremgår aldersfordelingen blandt de børn, der var involveret i statsamternes sager om samvær eller ej. Omkring to tredjedele af de involverede børn (66%) var 9 år eller yngre, mens omkring en tredjedel (34%) af børnene var ældre end 9 år. Tallene er nogenlunde som i 2002 (59% og 41%) og 2003 (64% og 36%).

Statistikrapporterne forud for 2002 viste, at statsamternes sager om det over-ordnede omfang af samværet hovedsageligt drejede sig om børn til og med omkring 9 år.

Tabel 2.4. Børnenes alder i sager om samvær eller ej

* Hver af de 257 afgørelser, som er omfattet af denne undersøgelse, kan dreje sig om flere end et barn, f.eks. hvis en afgørelse har omhandlet to børn i to forskellige aldersgrupper. Hvis en afgørelse omhandlede to børn i samme aldersgruppe, er de i denne undersøgelse kun medregnet som ét barn.


2.4. Statsamternes begrundelser

Hovedbegrundelserne for statsamternes afgørelser i samtlige de 257 sager, der er omfattet af denne undersøgelse, fremgår af tabel 2.5 nedenfor.

Som det fremgår af tabellen, var barnets mening den hyppigst angivne hovedbegrundelse. Barnets mening blev tillagt betydning i mere end 4 ud af 10 af de sager, som denne undersøgelse vedrører. Hertil kommer, at 15% af afgørelserne var begrundet i sagkyndige erklæringer/vurderinger, som børnene normalt også er inddraget i. Høring af børn er nærmere gennemgået i kapitel 4.

Tabel 2.5. Hovedbegrundelserne for statsamternes afgørelser i sager om samvær eller ej*

* Tabellen omfatter både begrundelserne i de sager, hvor statsamtet bestemte, at der ikke skulle være samvær, og i de sager, hvor statsamtet bestemte, at der skulle være samvær.
** Barnets alder har normalt kun selvstændig betydning for afslag på samvær, når der er tale om helt små børn.
*** Omfatter bl.a. situationer, hvor samværsforælderen ikke har udnyttet et eksisterende samvær eller ikke har reageret på en ansøgning om ophævelse af samværet.
**** Der kan i den enkelte sag forekomme flere begrundelser, hvorfor det procentvise antal begrundelser vil overstige 100.

Statsamternes begrundelser når der ikke var samvær efter afgørelsen
Statsamterne bestemte i 150 af de 257 sager (58%), at der ikke skulle være samvær.

Hovedbegrundelserne for statsamternes afgørelser i disse 150 sager fremgår af tabel 2.6. Ifølge tabellen var den mest almindelige begrundelse for at afslå samvær barnets mening, som i mere end halvdelen af sagerne (55%) var afgørende for statsamtets afgørelse. Hertil kommer, at omkring en tiendedel af afgørelserne (11%) var begrundet i sagkyndige erklæringer/vurderinger.

Anvendelsen af begrundelsen barnets mening er nogenlunde som i de to forudgående år, mens sagkyndig erklæring/vurdering er anført sjældnere end tidligere.

Tabel 2.6. Hovedbegrundelserne for statsamternes afgørelser om, at der ikke skulle være samvær*

* Begrundelseskategorierne har ikke været helt ens for alle årene, idet der i skemaerne for 2003 blev indsat en ny kategori om passivitet hos samværsforælderen i forhold til skemaerne for 2002. Endvidere er kategorien om vold/incest/andre grænseoverskridende handlinger i 2004 delt op i to.
** Barnets alder har normalt kun selvstændig betydning for afslag på samvær, når der er tale om helt små børn.
*** Der kan i den enkelte sag forekomme flere begrundelser, hvorfor det procentvise antal begrundelser vil overstige 100.

Ud over barnets mening blev afslag på samvær ofte begrundet i særlige forhold hos samværsforælderen, f.eks. sygdom, psykiske problemer eller misbrug af alkohol/narkotika, eller i særlige forhold hos barnet.

Endvidere blev afslag på samvær i 10% af sagerne begrundet med henvisning til passivitet hos samværsforælderen, hvilket f.eks. kan dække over, at samværsforælderen ikke har udnyttet et eksisterende samvær eller ikke har reageret på en ansøgning om ophævelse af samværet.

I 9% af tilfældene blev der som begrundelse for afgørelsen henvist til manglende kontakt mellem barnet og samværsforælderen. Dette er nogenlunde som i 2003 (8%).

Statsamternes begrundelser når der var samvær efter afgørelsen
Som beskrevet ovenfor, var der efter statsamternes afgørelser samvær i 107 (42%) af de 257 sager, som denne undersøgelse vedrører.
 
Som nævnt i afsnit 2.2 er udgangspunktet i lov om forældremyndighed og samvær, at der er samvær, medmindre det er påkrævet af hensyn til barnet at afslå at fastsætte samvær eller at ophæve et aftalt eller fastsat samvær.

Hovedbegrundelserne for statsamternes afgørelser i disse 107 sager fremgår af tabel 2.7. Ifølge tabellen var den mest almindelige begrundelse (74%) i de sager, hvor der efter statsamternes afgørelser (fortsat) var samvær, at der ikke over for statsamterne var dokumenteret omstændigheder, der kunne begrunde afslag på samvær. Dette er nogenlunde som i 2002 og 2003 (74% og 79%).

Tabel 2.7. Hovedbegrundelserne for statsamternes afgørelser, hvorefter der (fortsat) var samvær

* Der kan i den enkelte sag forekomme flere begrundelser, hvorfor det procentvise antal begrundelser vil overstige 100.

Derudover blev barnets mening anført som begrundelse i 28% af disse sager. Barnets mening blev således også tillagt betydning, når barnet ønskede samvær på trods af bopælsforælderens indstilling til samværet. I 2002 og 2003 blev der henvist til barnets mening som begrundelse i henholdsvis 26% og 22% af disse sager.

Endvidere lå der en børnesagkyndig erklæring/vurdering til grund for 21% af de afgørelser, hvor statsamterne bestemte, at der (fortsat) skulle være samvær. Dette er en lille stigning i forhold til 2002 og 2003 (14% og 17%).


3. Familiestyrelsens afgørelser i sager om samvær eller ej

3.1. Indledning

I 2004 traf Familiestyrelsen 1.304 afgørelser om samvær. I perioden 2001-2003 afgjorde styrelsen henholdsvis 1.621, 1.766 og 1.605 samværssager.

I lighed med den undersøgelse af statsamternes samværsafgørelser, der er omtalt i kapitel 2, omhandler undersøgelsen af styrelsens afgørelser i samværssager alene sager, der handlede om, hvorvidt der skulle være samvær eller ej. Undersøgelsen omfatter således følgende kategorier af sager:

• Klagesager, hvor klageren – bopælsforælderen – anmodede styrelsen om ophævelse eller suspension af samvær i tilfælde, hvor statsamtet enten havde fastsat samvær mod bopælsforælderens protest eller havde afslået at ophæve eller suspendere et eksisterende samvær.
• Klagesager, hvor klageren – samværsforælderen – anmodede styrelsen om fastsættelse af samvær i tilfælde, hvor statsamtet enten havde afslået at fastsætte samvær eller havde ophævet eller suspenderet et eksisterende samvær.
  
  

3.2. Familiestyrelsens afgørelser om samvær eller ej

De følgende statistiske oplysninger er baseret på 166 afgørelser, som Familiestyrelsen har truffet i perioden fra 1. februar til 31. december 2004.

I 122 af disse klagesager (73%) anmodede klageren styrelsen om at fastsætte samvær i situationer, hvor statsamtet enten havde afslået at fastsætte samvær eller havde ophævet eller suspenderet et eksisterende samvær.

I de resterende 44 sager (27%) anmodede klageren styrelsen om at suspendere eller ophæve et samvær i situationer, hvor statsamtet enten havde fastsat samvær mod bopælsforælderens protest eller havde afslået at ophæve eller suspendere et eksisterende samvær.

Ændring af statsamternes afgørelser
Som det ses af tabel 3.1, stadfæstede Familiestyrelsen i 91% af de 166 sager statsamtets afgørelse og ændrede afgørelsen i 9% af sagerne. Denne ændringsprocent er højere end i 2003, hvor styrelsen ændrede statsamtets afgørelse i 2% af denne type klagesager. I 2001 og 2002 ændrede styrelsen statsamtets afgørelse i henholdsvis 7% og 10% af klagesagerne i de omhandlede sagskategorier.

Det bemærkes, at undersøgelserne i 2002-2004 har omfattet et begrænset antal sager, hvorfor ændringsprocenterne er meget påvirkelige over for selv små udsving i sagstallene. Dette er også tilfældet i relation til ændringsprocenterne i forbindelse med tabellerne 3.2 og 3.3 nedenfor.

Tabel 3.1. Indholdet af Familiestyrelsens afgørelser

   Sager hvor klageren ønskede samvær fastsatTabel 3.2 viser styrelsens afgørelser i de 122 sager, hvor klagerne anmodede om fastsættelse af samvær. Styrelsen stadfæstede i 98% af tilfældene statsamtets afgørelse, således at der efter styrelsens afgørelse fortsat ikke var samvær.

I to sager (2%) ændrede styrelsen statsamtets afgørelse og bestemte, at der skulle være samvær. I 2003 var omgørelsesprocenten tilsvarende 2%, mens omgørelsesprocenten i 2001 og 2002 var henholdsvis 7% og 5%.

Tabel 3.2. Afgørelsen når klageren ønskede samvær fastsat 

I den ene af de to sager, hvor styrelsen ændrede statsamtets afgørelse og fastsatte samvær, var hovedbegrundelsen for afgørelsen en sagkyndig erklæring/vurdering. Styrelsen bestemte i denne sag, at der skulle være samvær under overvågning. I den anden sag var hovedbegrundelsen, at der efter Styrelsens opfattelse ikke var dokumenteret omstændigheder, der kunne begrunde, at der ikke skulle være samvær. Styrelsen bestemte i denne sag, at der skulle være samvær, men overlod det til statsamtet at fastsætte de nærmere bestemmelser om samværet, herunder om samværets form og vilkårene for samværets udøvelse. De pågældende afgørelser er nærmere beskrevet i det følgende:

I den ene sag havde forældrene, der havde 2 børn, ophævet samlivet ca. et år før, Familiestyrelsens afgørelse blev truffet. Ansøgeren (BF) havde siden da alene haft kontakt med børnene i forbindelse med 3 overvågede samvær som led i en begrænset børnesagkyndig undersøgelse. I den børnesagkyndige erklæring blev det konkluderet, at BF’s kontakt til børnene, der da var henholdsvis 1 og 3 år, hvilede på et spinkelt grundlag, og at hans fornemmelse for børnenes behov var minimal, idet der dog ikke var tvivl om, at han var glad for børnene. Den børnesagkyndige anbefalede, at et eventuelt samvær blev af begrænset omfang – f.eks. 1-2 timer hver 3. eller 4. uge. På baggrund af denne erklæring – sammenholdt med børnenes alder og et højt konfliktniveauet mellem parterne – bestemte statsamtet, at der ikke skulle fastsættes samvær med børnene. Familiestyrelsen fandt ikke, at det på det foreliggende grundlag kunne anses for påkrævet af hensyn til børnene, at kontakten til BF helt blev afskåret. Styrelsen lagde herved navnlig vægt på, at BF havde boet sammen med børnene og på, at børnenes mor under sagens behandling i statsamtet havde tilkendegivet, at hun kunne acceptere samvær mellem BF og børnene et par timer engang imellem. Styrelsen fandt dog, at sagens oplysninger gav anledning til tvivl om, hvorvidt BF var i stand til at indgå i et samværsforløb på en for børnene betryggende måde. Der blev derfor efter en samlet vurdering fastsat yderligere 6 samvær under overvågning af en børnesagkyndig, der herefter skulle udarbejde en rapport om samværets forløb, samt fremkomme med en vurdering af perspektiverne for samværet, herunder i relation til BF’s forældreevne.
 
 Den anden sag vedrørte et barn på omkring 4 år. Ansøgeren (BF) havde ikke haft kontakt til barnet, fra barnet var 2-3½ år, og havde heller ikke ansøgt herom. Da barnet var omkring 3½ år fastsatte statsamtet efter anmodning fra BF samvær. Der blev gennemført ét samvær, hvorefter BF meldte afbud til de kommende samvær på grund af en længere udlandsrejse. Navnlig på baggrund heraf og henset til barnets alder ophævede statsamtet samværet. Efter Familiestyrelsens opfattelse kunne det på det foreliggende grundlag ikke anses for at være påkrævet af hensyn til barnet, at kontakten til BF helt blev afskåret. Styrelsen bestemte derfor, at BF skulle have samvær med barnet, men overlod det til statsamtet at fastsætte de nærmere bestemmelser for samværet, herunder om samværets form og vilkårene for dets udøvelse.

Sager hvor klageren ønskede et samvær ophævet eller suspenderet
Udfaldet af de 44 klagesager, hvor statsamtet enten havde fastsat samvær mod protest eller havde afslået at ophæve eller suspendere et eksisterende samvær, og hvor klageren anmodede styrelsen om at ophæve eller suspendere samværet, fremgår af tabel 3.3. Ifølge tabellen gav styrelsen i 13 sager (30%) klageren medhold og ophævede eller suspenderede samværet. Dette er en stigning i forhold til de to forudgående år, hvor styrelsen ændrede statsamtets afgørelser i henholdsvis 18% (2002) og 3% (2003) af denne type klagesager.

Tabel 3.3. Afgørelsen når klageren ønskede ophævelse/suspension af samvær 

I 2 af de 13 sager, hvor styrelsen ændrede statsamtets afgørelse og bestemte, at der ikke skulle være samvær, blev samværet ophævet. I de øvrige 11 sager blev samværet suspenderet indtil videre. I alle de 11 sager skulle der på ny tages stilling til samværet, når der var foretaget nærmere undersøgelser. De 13 sager er nærmere beskrevet i det følgende:

Den ene af de sager, hvor styrelsen ophævede samværet, vedrørte et barn på 2½ år. Der var usikkerhed om samværsforælderens (BF) psykiske tilstand samt eventuelle misbrugsproblemer. BF reagerede ikke på Familiestyrelsens henvendelser om sagen, herunder bl.a. om anmodning om samtykke til at indhente yderligere oplysninger. En samlet vurdering førte til, at samværet blev ophævet, da det måtte anses for uafklaret, om BF kunne tage vare på barnet på betryggende vis.

Den anden af de sager, hvor styrelsen ophævede samværet, vedrørte et barn på 5 måneder. Statsamtet havde fastsat overvåget samvær, men styrelsen fandt det påkrævet af hensyn til barnet, at der indtil videre ikke var samvær. Herved lagde styrelsen navnlig vægt på, at der hverken var kommunikation eller samarbejde mellem barnets forældre og på, at samværsforælderen (BF) netop var dømt for vold mod bopælsforælderen (BM). Samlet var det styrelsens vurdering, at BM havde behov for, at der blev skabt ro om hendes og barnets situation. Styrelsen bemærkede i afgørelsen, at BF på ny ville kunne ansøge om samvær, når der havde været ro i nogen tid.

Tre af de 11 sager, hvor samværet blev suspenderet, vedrørte på forskellig vis spørgsmål om seksuelt grænseoverskridende handlinger over for børn.

I én sag var samværsforælderen (BF) blevet anmeldt til politiet for seksuelle krænkelser over for det ene af de to børn, som samværssagen vedrørte. I sagen var der dog modsat også oplysninger fra overvåget samvær om, at BF og børnene var tæt knyttede og nød samværet med hinanden. Samlet fandt styrelsen det vanskeligt at vurdere, hvad der ville være bedst for børnene, og samværet blev derfor suspenderet, mens der blev foretaget yderligere undersøgelser i sagen.

I en anden sag var samværsforælderen (BF) blevet meldt til politiet for seksuelle krænkelser over for en ældre søster til det barn, som samværssagen vedrørte. Det fremgik af sagen, at politiet i forbindelse med efterforskningen af dette spørgsmål også ville undersøge spørgsmålet om eventuelle krænkelser mod det barn, som sagen vedrørte. Samværet blev suspenderet, fordi det efter styrelsens opfattelse var bedst for barnet, at der ikke var samvær, mens politiet efterforskede sagen. Resultatet af efterforskningen ville derefter kunne indgå i statsamtets afgørelse om, hvorvidt der på ny skulle være samvær.

I den tredje sag var samværsforælderens (BF) ældre særbarn, der boede hos BF, blevet anmeldt til politiet for seksuelle krænkelser over for det barn, som samværssagen vedrørte. Samværet blev suspenderet, mens sagen blev undersøgt nærmere, herunder med hensyn til, hvor og hvordan samværet mellem barnet og BF kunne foregå på betryggende vis for barnet.

I de øvrige 8 sager, blev samværet suspenderet på baggrund af helt konkrete vurderinger.

En sag vedrørte et barn, der var autist samt havde forskellige andre diagnoser. Samværsforælderen (BF) beskæftigede sig som sømand, og var derfor bortrejst i længere perioder ad gangen. Der havde desuden ikke været kontakt mellem barnet og BF i ca. 3 år. Af lægelige oplysninger om barnet fremgik, at barnet havde behov for faste rammer og rutiner. Styrelsen fandt, at det var bedst for barnet, at samværet blev suspenderet. Der blev herved navnlig lagt vægt på barnets særlige forhold sammenholdt med, at der ikke havde været kontakt mellem BF og barnet i 3 år. Styrelsen bad samtidig statsamtet om at foretage en nærmere undersøgelse af barnets forhold i relation til eventuel genetablering af kontakten til BF.

En anden sag vedrørte et barn, der aktuelt var under psykologisk udredning, og som blev fremstillet som stærkt traumatiseret. Kommunen anbefalede, at samværet blev sat i bero, indtil barnets tilstand var bedret. På denne baggrund fandt styrelsen det bedst for barnet, at samværet blev suspenderet, mens sagen blev undersøgt nærmere.

I én sag var der et meget højt konfliktniveau mellem forældrene, bl.a. fordi bopælsforælderen havde mistanke om, at samværsforælderen havde udsat børnene for grænseoverskridende handlinger, hvilket dog ikke var dokumenteret. Modsat havde udtalelser på baggrund af gennemførte overvågede samvær været positive. Styrelsen fandt på baggrund af en samlet konkret vurdering, at det var bedst for børnene, at samværet blev suspenderet, og at det var nødvendigt, at der blev gennemført en børnesagkyndig undersøgelse i sagen. Styrelsen bad statsamtet om at iværksætte undersøgelsen og om sideløbende hermed at fastsætte overvåget samvær.

I en anden sag suspenderede styrelsen ligeledes samværet og bad statsamtet om at iværksætte en børnesagkyndig undersøgelse. Baggrunden herfor var, at de to ældste af tre børn under samtaler i statsamtet havde forklaret, at samværsforælderen slog dem under samværet. Navnlig henset til disse udtalelser fandt styrelsen det bedst for børnene at suspendere samværet, indtil forholdene var nærmere undersøgt.

I én sag var der efter statsamtets afgørelse midlertidigt samvær under overvågning af en børnesagkyndig psykolog. Bopælsforælderen og barnets børnehave oplyste samstemmende, at barnet reagerede voldsomt og negativt efter samværene. Styrelsen fandt det efter en samlet vurdering bedst for barnet at suspendere det midlertidige samvær sådan, at der i stedet skulle gennemføres en egentlig børnesagkyndig undersøgelse i sagen.

En anden sag, hvor samværet blev suspenderet, vedrørte et barn på knap 8 år. Siden barnet var ca. 1 år havde der kun været yderst begrænset kontakt mellem samværsforælderen (BF) og barnet. Statsamtet havde fastsat samvær, men samværet havde ikke været gennemført, bl.a. fordi barnet, da BF mødte op for at afhente til samvær, tilkendegav, at han ikke ville med. Styrelsen fandt det vanskeligt at vurdere, hvad der var bedst for barnet i relation til eventuelt fremtidigt samvær. Efter styrelsens opfattelse måtte det samlet anses for bedst for barnet, at samværet blev suspenderet, mens der blev foretaget nærmere undersøgelser i sagen – herunder navnlig af barnets forhold i relation til eventuelt samvær.

I en anden sag havde samværet i en periode været meget ustabilt, bl.a. fordi samværsforælderen (BF) havde afsonet voldsdomme. Aktuelt var BF varetægtsfængslet. Styrelsen suspenderede samværet. Samtidig bad styrelsen statsamtet om at iværksætte en nærmere undersøgelse af BF’s forhold og aktuelle situation, før det overvejedes at genetablere kontakten til barnet.

Den sidste sag vedrørte et barn på knap 2½ år. Der var i sagen uoverensstemmende oplysninger om den hidtidige kontakt mellem samværsforælderen (BF) og barnet og samtidig et højt konfliktniveau mellem forældrene. Styrelsen fandt, at det på det foreliggende grundlag var vanskeligt at afgøre, hvad der var bedst for barnet. Styrelsen suspenderede derfor samværet og bad statsamtet om at iværksætte nærmere undersøgelser i sagen. Statsamtet skulle i den forbindelse sikre, at kontakten mellem BF og barnet ikke unødigt blev afskåret under statsamtets videre behandling af sagen. 

3.3. Familiestyrelsens begrundelser

Hovedbegrundelserne for styrelsens afgørelser i samtlige de 166 sager, der er omfattet af denne undersøgelse, fremgår af tabel 3.4.
 
Som det ses, var den hyppigst anførte begrundelse barnets mening, som blev tillagt betydning for styrelsens afgørelse i 46% af de 166 sager, som undersøgelsen omfatter. Endvidere blev der i 41% af sagerne lagt vægt på en sagkyndig erklæring/vurdering, heraf i 1% af tilfældene en supplerende sagkyndig erklæring/vurdering indhentet af Familiestyrelsen. Begrundelserne barnets mening og sagkyndig erklæring/vurdering er anført oftere end i de to forudgående år. I 2002 og 2003 blev der henvist til barnets mening som begrundelse for afgørelsen i henholdsvis 32% og 33% af sagerne, mens begrundelsen sagkyndig erklæring/vurdering blev anført i henholdsvis 30% og 31% af sagerne. Høring af børn er nærmere gennemgået i kapitel 4.

Tabel 3.4. Hovedbegrundelserne for Familiestyrelsens afgørelser* 

* Tabellen omfatter både begrundelserne i de sager, hvor styrelsen bestemte, at der ikke skulle være samvær, og i de sager, hvor styrelsen bestemte, at der skulle være samvær.
** Barnets alder har normalt kun selvstændig betydning for afslag på samvær, når der er tale om helt små børn.
*** Der kan i den enkelte sag forekomme flere begrundelser, hvorfor det procentvise antal begrundelser vil overstige 100.

Det bemærkes, at undersøgelsen af Familiestyrelsens afgørelser i sager om samvær eller ej ikke omfatter situationer, hvor styrelsen hjemviste sager til fornyet behandling i statsamtet, f.eks. med henblik på at der blev foretaget yderligere undersøgelser, herunder afholdt en samtale med barnet eller iværksat en børnesagkyndig undersøgelse.
 
Familiestyrelsens begrundelser når der ikke var samvær efter afgørelsen
Efter Familiestyrelsens afgørelse var der i 133 sager ikke samvær, enten fordi styrelsen stadfæstede statsamtets afgørelse om, at der ikke skulle være samvær, eller fordi styrelsen ændrede statsamtets afgørelse og ophævede eller suspenderede samværet. Styrelsens begrundelser i disse 133 sager fremgår af tabel 3.5.

Tabel 3.5. Begrundelserne i de sager hvor der efter Familiestyrelsens afgørelse ikke var samvær

* Samtlige afgørelser begrundet i søskendesammenhæng, manglende kontakt eller barnets alder var også begrundet i andre forhold.
** Der kan i den enkelte sag forekomme flere begrundelser, hvorfor det procentvise antal begrundelser vil overstige 100.

De to hyppigst anførte begrundelser for, at der ikke var samvær, var ligesom i de forudgående år barnets mening og sagkyndig erklæring/vurdering.
 
 Barnets mening blev således anført som begrundelse for afgørelsen i 56% af sagerne. Dette er en stigning i forhold til de to forudgående år, hvor det tilsvarende tal i begge årene var 46%.
 
 Sagkyndig erklæring/vurdering blev anført som begrundelse i i alt 39% af disse sager. Dette er også udtryk for en stigning i forhold til 2003 (26%). I årene 2001 og 2002 blev begrundelsen blev angivet i henholdsvis 30% og 37% af denne type sager. 
 
Samlet blev disse to begrundelser anvendt alene eller kombineret med hinanden i 70% af de sager, hvor styrelsen bestemte, at der ikke skulle være samvær. Det tilsvarende tal i 2003 var 61%.
 
Familiestyrelsens begrundelser når der (fortsat) var samvær efter afgørelsen
 I 33 sager var der efter styrelsens afgørelse samvær, enten fordi styrelsen stadfæstede statsamtets afgørelse om, at der skulle være samvær, eller fordi styrelsen ændrede statsamtets afgørelse om, at der ikke skulle være samvær, og fastsatte samvær. Styrelsens begrundelser i disse 33 sager fremgår af tabel 3.6.

Tabel 3.6. Begrundelserne i de sager hvor der efter Familiestyrelsens afgørelse (fortsat) var samvær

* Der kan i den enkelte sag forekomme flere begrundelser, hvorfor det procentvise antal begrundelser vil overstige 100. I 82% af disse sager blev det som begrundelse for afgørelsen anført, at der efter styrelsens opfattelse ikke var dokumenteret omstændigheder, der kunne begrunde, at der ikke skulle være samvær. Til sammenligning angav statsamterne ifølge tabel 2.7 i afsnit 2.4 denne begrundelse i 74% af de sager om, hvorvidt der skulle være samvær eller ej, hvor der efter statsamtets afgørelse (fortsat) var samvær.

I 48% af de 33 sager blev styrelsens afgørelse begrundet med henvisning til en sagkyndig erklæring/vurdering, og i 6% af sagerne blev der som begrundelse for styrelsens afgørelse henvist til barnets mening. For så vidt angår begrundelsen sagkyndig erklæring/vurdering er der tale om en stigning i forhold til de to forudgående år, hvor denne begrundelse blev anført i henholdsvis 18% (2002) og 37% (2003) af sagerne. Begrundelsen barnets mening blev anført i færre sager end i 2003 (11%), men lige så ofte som i 2002 (6%).


4. Høring af børn i samværssager 

4.1. Reglerne om høring af børn

Efter § 29 i lov om forældremyndighed og samvær skal der – når barnet er fyldt 12 år – som hovedregel gennemføres en samtale med barnet, før der træffes afgørelse i en samværssag. Er barnet under 12 år, skal der afholdes en sådan samtale, hvis barnets modenhed og sagens omstændigheder tilsiger det.

Ved vurderingen af, om barnet har den fornødne alder og modenhed, lægges der bl.a. vægt på, hvad den pågældende sag drejer sig om. Yngre børn – typisk fra 7-8 års alderen – vil som udgangspunkt kunne udtale sig om helt konkrete spørgsmål af mindre indgribende betydning, som f.eks. samvær i ferieperioder, på fødselsdage og i julen, tilrettelæggelse af samværet i forhold til fritidsinteresser, om barnet kan rejse alene til og fra samvær m.v. Barnet skal derimod normalt være ældre for at kunne udtale sig om spørgsmål af mere vidtrækkende karakter, som f.eks. ophævelse af samvær.

Inddragelse af barnet i en samværssag kan være belastende for barnet. Det er derfor i § 29 bestemt, at samtale med barnet kan undlades, hvis den må antages at være til skade for barnet, eller hvis samtalen er uden betydning for sagens afgørelse. Denne situation kan f.eks. opstå, hvis det fremgår af de øvrige oplysninger i sagen, at det er påkrævet af hensyn til barnet at afslå samvær.


4.2. Inddragelse af børns mening i samværssager

Dette afsnit om myndighedernes inddragelse af børns mening i samværssager bygger på følgende tre led:

• Statsamterne har indberettet oplysninger om høring af børn i forbindelse med afgørelser om det overordnede omfang af samvær, der er truffet i perioden 1. september til 31. december 2004. Resultaterne heraf gennemgås i afsnit 4.3.
  
• Undersøgelsen i kapitel 2 af statsamternes afgørelser i perioden 1. september til 31. december 2004 om, hvorvidt der skulle være samvær eller ej, indeholdt også oplysninger om høring af børn i disse sager. Resultaterne heraf gennemgås i afsnit 4.4.
  
• Undersøgelsen i kapitel 3 af Familiestyrelsens afgørelser i klagesager i perioden 1. februar til 31. december 2004, der drejede sig om, hvorvidt der skulle være samvær eller ej, indeholdt tilsvarende oplysninger om høring af børn. Resultaterne af denne undersøgelse gennemgås i afsnit 4.4.

4.3. Høring af børn i statsamternes sager om det overordnede omfang af samvær

Som nævnt i afsnit 4.2, drejer analysen i dette afsnit sig om høring af børn i statsamternes sager om det overordnede omfang af samvær. Med dette menes f.eks. spørgsmål om, hvorvidt der skal være samvær eller ej, om der skal være samvær med eller uden overnatning, om der skal være samvær hver anden eller hver tredje weekend, om der skal være hverdagssamvær og lignende. Sager, der vedrører detailregulering af samværet, f.eks. tid og sted for afhentning og aflevering, placering af samvær i ferier og højtider, erstatningssamvær m.v., er derimod ikke omfattet af undersøgelsen.

Undersøgelsen omfatter – i modsætning til de undersøgelser, der er beskrevet i kapitel 2 og 3 – også sager, hvor forældrene var eller blev enige om samværet.

For perioden 1. september til 31. december 2004 har statsamterne indberettet oplysninger om høring af børn i forbindelse med 1.018 afgørelser om det overordnede omfang af samvær. De 1.018 afgørelser omfattede 1.346 børn.

Ifølge tabel 4.1 fordelte de involverede børn sig over alle aldersgrupper. Sagerne drejede sig dog for størstedelens vedkommende om børn til og med omkring 9 år (76%). Dette svarer nogenlunde til aldersfordelingen i sagerne om det overordnede omfang af samvær i de forudgående år (78% i 2002 og 77% i 2003).

60% af børnene var yngre end 8 år, hvilket er nogenlunde som i 2002 og 2003 (62% og 61%).

Tabel 4.1. Børnenes alder*

* Hver af de 1.018 afgørelser, som er omfattet af denne undersøgelse, kan dreje sig om flere end et barn, f.eks. hvis en afgørelse har omhandlet to børn i to forskellige aldersgrupper. Hvis en afgørelse omhandlede to børn i samme aldersgruppe, er de i denne undersøgelse kun medregnet som ét barn.** Skyldes afrunding.Statsamterne indhentede oplysninger om børnenes mening om samværet i 193 af de 1.018 sager om det overordnede omfang af samværet, svarende til omkring en femtedel. Der blev lagt vægt på barnets mening i begrundelsen for afgørelsen i 161 (16%) af alle de 1.018 sager. I denne opgørelse indgår imidlertid også sager, hvor barnet utvivlsomt ikke var gammelt eller modent nok til at udtale sig om samværet, jf. aldersfordelingen i tabel 4.1, og sager, hvor forældrene var helt eller stort set enige om samværet.

Når omfanget af statsamternes inddragelse af børn i samværssager skal vurderes, er det vigtigt at tage hensyn til disse to faktorer:

1. Den aldersmæssige fordeling af de børn, som undersøgelsen omfatter.
2. Andelen af sager, hvor forældrene er eller bliver enige om samværet.
   

I relation til den første af disse faktorer bemærkes, at børn – som beskrevet ovenfor – normalt skal have nået en vis alder, før de meningsfuldt kan udtale sig i forbindelse med en samværssag. Af de 1.018 sager omhandlede 718 sager (71%) navnlig børn, der ikke var fyldt 8 år. Disse 71% af sagerne vedrørte 72% af samtlige 1.346 involverede børn. De resterende 427 sager omhandlede navnlig børn, der var 8 år eller ældre. I disse sager blev børnene hørt i godt 4 ud af 10 af sagerne (42%). Dette er nogenlunde som i 2003 (46%).

I relation til den anden faktor bemærkes, at der normalt ikke er behov for at høre barnet, når forældrene helt eller stort set er eller bliver enige om samværet. Som det ses af tabel 4.2, blev samværet i 59% af sagerne fastsat helt eller stort set på baggrund af forældrenes enighed, hvilket er nogenlunde som i 2002 og 2003 (60% og 59%). Disse 59% af sagerne vedrørte 822 børn, svarende til 61% af samtlige involverede børn.

Tabel 4.2 indeholder en sammenstilling af statsamternes inddragelse af barnets mening fordelt på forskellige aldersgrupper sammenholdt med, om der mellem forældrene helt eller stort set var enighed om samværet.

Tabel 4.2. Enighed eller afgørelse?

Ifølge tabellen blev der f.eks. lagt vægt på barnets mening i sagerne om 35% af de involverede børn i alderen 10-11 år. Imidlertid var der i sagerne om 45% af disse børn fuldstændig enighed mellem forældrene om samværet, mens der stort set var enighed for yderligere 14% af børnene. Der blev således reelt kun truffet afgørelse om samværet i relation til 41% af børnene i denne aldersgruppe.

Som nævnt ovenfor skal der ved vurderingen af omfanget af statsamternes inddragelse af børn i samværssager tages hensyn til, at barnet normalt ikke høres, når forældrene er enige om samværet. Et betydeligt mere retvisende billede af inddragelsen af børn i samværssager får man derfor ved alene at foretage undersøgelsen i forhold til de sager, hvor statsamterne reelt har truffet afgørelse om samværet, sådan at der ses bort fra de mange sager, hvor forældrene var helt eller stort set enige om samværet. I ovennævnte gruppe af børn i alderen 10-11 år skal undersøgelsen således kun foretages i forhold til de 41% af børnene, hvor statsamterne traf afgørelse om samværet.

I tabel 4.3 er der derfor i forhold til tabel 4.2 set bort fra de sager, hvor forældrene var helt eller stort set enige om samværet. Denne tabel vedrører således de 41% (418 sager) af samtlige 1.018 sager, hvor statsamterne traf afgørelse om samværet.

Af tabel 4.3 ses således, i hvilket omfang der blev lagt vægt på barnets mening i begrundelsen for statsamternes afgørelser for børn i de forskellige aldersgrupper, når forældrene hverken helt eller stort set var eller blev enige om samværet, og statsamterne derfor traf afgørelse om samværet.

Tabel 4.3. I hvilket omfang blev der lagt vægt på barnets mening, når statsamterne traf afgørelse om samværet?

Tabellen viser, at der i disse afgørelsessager samlet set blev lagt vægt på barnets mening for godt en tredjedel af børnenes vedkommende (37%). Som beskrevet ovenfor må et barn imidlertid have en vis alder og modenhed, før det meningsfuldt kan udtale sig om samværet med den af forældrene, som det ikke bor hos.

For de 223 af børnene, der ifølge tabellen var 8 år eller ældre, blev der lagt vægt på barnets mening for 160 af børnenes vedkommende, hvilket svarer til, at der blev lagt vægt på barnets mening i afgørelserne om næsten tre fjerdedele (72%) af de børn, der var fyldt 8 år, når samværet blev fastsat af statsamterne. I 2002 og 2003 blev der henvist til barnets mening i begrundelsen for afgørelserne i disse tilfælde for henholdsvis 68% og 74% af børnene.

I relation til de enkelte aldersgrupper af større børn fremgår det af tabellen, at disse afgørelser for 59% af de 8-9årige børn, for 73% af de 10-11årige børn og for 85% af børnene fra 12 år og opefter blev begrundet med henvisning til barnets mening.

I 2003 var de tilsvarende tal henholdsvis 53%, 74% og 79%, mens der i 2002 for aldersgrupperne 7-9 år, 10-12 år og 13 år eller ældre blev henvist til barnets mening i henholdsvis 61%, 78% og 85% af tilfældene.

Som tidligere nævnt blev barnet hørt i i alt 193 af de sager, som undersøgelsen omfatter. Ifølge tabel 4.4 blev samværet i 43 af disse sager fastsat helt eller stort set efter forældrenes aftale.

Tabel 4.4. Blev samværet fastsat efter forældrenes aftale eller af statsamtet i de sager, hvor barnet var blevet hørt?

I 150 af de 193 sager, hvor barnet blev hørt, var forældrene ikke enige om samværet, der derfor blev fastsat af statsamterne. Ifølge tabel 4.5 blev der i disse sager i 95% af tilfældene lagt vægt på barnets mening i begrundelsen for afgørelsen. Niveauet er nogenlunde som i 2003 (96%).

Tabel 4.5. Blev der lagt vægt på barnets mening i begrundelsen for afgørelsen, når barnet var blevet hørt i de sager, hvor samværet ikke blev fastsat helt eller stort set efter forældrenes aftale?

Når der hverken helt eller stort set var enighed mellem forældrene om samværet, og statsamterne hørte børnene, inddrog statsamterne således næsten altid barnets udtalelser i grundlaget for afgørelsen.

Det bemærkes, at der i de sager, hvor samværet blev fastsat helt i overensstemmelse med forældrenes enighed herom, ikke er indhentet oplysninger om, hvorvidt der blev lagt vægt på barnets mening i begrundelsen for afgørelsen, da statsamterne i sådanne situationer ikke træffer en egentlig begrundet afgørelse, men derimod f.eks. udfærdiger et samværsdokument i overensstemmelse med forældrenes enighed.

Endvidere bemærkes, at undersøgelsen ikke omfatter sager, hvor en ansøgning om fastsættelse eller ændring af samvær blev tilbagekaldt, når statsamtet orienterede ansøgeren om barnets mening efter afholdelse af en samtale med barnet.

Samlet set viser tallene i dette afsnit, at statsamterne i vidt omfang inddrager børn i samværssager.

Endvidere viser undersøgelsen, at når barnet er blevet hørt, tillægges dets mening stort set altid betydning for statsamternes afgørelser.

4.4. Høring af børn i statsamternes og Familiestyrelsens sager om samvær eller ej

Undersøgelsen i dette afsnit om høring af børn er baseret på de oplysninger om statsamternes og Familiestyrelsens afgørelser i de sager om, hvorvidt der skulle være samvær eller ej, der er gennemgået i kapitel 2 og 3.

Statsamternes afgørelser
Som det fremgår af tabel 2.5 i kapitel 2, var barnets mening den hyppigst angivne begrundelse i statsamternes afgørelser om, hvorvidt der skulle være samvær eller ej. Barnets mening blev tillagt betydning i mere end 4 ud af 10 (44%) af disse afgørelser. Hertil kommer, at 15% af afgørelserne var begrundet i sagkyndige erklæringer/vurderinger, der også ofte indeholder oplysninger om barnets syn på samværet. Dette er nogenlunde som i 2002 og 2003, hvor der blev henvist til barnets mening i henholdsvis 45% og 43% af disse sager, mens der blev henvist til en sagkyndig erklæring/vurdering i begrundelsen for 14% af disse afgørelser i begge år.

I de 150 sager, hvor der efter statsamternes afgørelser ikke var samvær, var hovedbegrundelsen for afgørelserne ifølge tabel 2.6 i kapitel 2 i over halvdelen af sagerne (55%) barnets mening. Dette er nogenlunde som i 2002 og 2003 (54% og 57%), mens der er tale om en markant stigning i forhold til årene forud for 2002, hvor begrundelsen blev anført i 39% (2000) og 36% (2001) af afgørelserne.

I de 107 sager, hvor der efter statsamternes afgørelser (fortsat) var samvær, blev der ifølge tabel 2.7 i kapitel 2 i mere end en fjerdedel (28%) af tilfældene lagt vægt på barnets mening som hovedbegrundelse for afgørelserne. I 2002 og 2003 var de tilsvarende tal 26% og 22%.

Det bemærkes, at afslag på samvær på grund af barnets mening ikke altid betyder, at der ikke længere er kontakt mellem barnet og samværsforælderen. Dette skyldes, at især ældre børn ofte selv vil bestemme, hvornår de har lyst til at besøge den af forældrene, som de ikke bor hos, og derfor ikke ønsker kontakten reguleret ved en samværsresolution.

Familiestyrelsens afgørelser
Tabel 3.4 i kapitel 3 viser, at barnets mening blev tillagt betydning i 46% af Familiestyrelsens afgørelser, hvor der var spørgsmål om, hvorvidt der skulle være samvær eller ej. Dette er en stigning i forhold til 2002 og 2003 (32% og 33%).

Der blev henvist til en sagkyndig erklæring/vurdering i 41% af sagerne, heraf i 1% af tilfældene en supplerende sagkyndig erklæring/vurdering indhentet af styrelsen. I de to forudgående år blev der henvist til en sagkyndig erklæring/vurdering i 30% (2002) og 31% (2003) af tilfældene.

 I de af styrelsens klagesager, hvor der efter afgørelsen ikke var samvær, var hovedbegrundelsen ifølge tabel 3.5 i kapitel 3 i mere end halvdelen af sagerne (56%) barnets mening. Dette er en stigning i forhold til de to forudgående år (46% begge år). I omkring fire ud af ti (39%) af afgørelserne blev der henvist til en sagkyndig erklæring/vurdering (37% i 2002 og 26% i 2003).
 
 Ifølge tabel 3.6 i kapitel 3 blev barnets mening endvidere tillagt betydning for afgørelsen i 6% af de sager, hvor der efter styrelsens afgørelse (fortsat) var samvær, og i 48% af disse sager blev der henvist til en sagkyndig erklæring/vurdering i begrundelsen for afgørelsen. De tilsvarende tal var henholdsvis 6% og 18% i 2002 og 11% og 37% i 2003.

Statsamterne og Familiestyrelsen begrundede i 2004 nogenlunde lige ofte afgørelser om, hvorvidt der skulle være samvær eller ej, med henvisning til barnets mening: 44% af statsamternes afgørelser og 46% af styrelsens afgørelser.

Begrundelsen sagkyndig erklæring/vurdering optrådte oftere i styrelsens afgørelser end i statsamternes. Således blev 41% af styrelsens afgørelser om samvær eller ej ifølge tabel 3.4 i kapitel 3 begrundet med henvisning til en sagkyndig erklæring/vurdering, mens denne begrundelse ifølge tabel 2.5 i kapitel 2 blev anført i 15% af statsamternes tilsvarende afgørelser.

Forskellen i anvendelsen af begrundelsen sagkyndig erklæring/vurdering mellem statsamternes og Familiestyrelsens afgørelser skyldes formentlig især karakteren af de sager, der indbringes for styrelsen.


5. Børnesagkyndig  rådgivning og konfliktmægling

5.1. Konfliktløsning

Statsamterne tilbyder i sager om forældremyndighed og samvær forældre og/eller børn forskellige redskaber til konfliktløsning. 
 
Børnesagkyndig rådgivning
Formålet med den børnesagkyndige rådgivning, som statsamterne tilbyder, er at hjælpe forældre til at løse deres konflikter om forældremyndighed og samvær under hensyn til, hvad der er bedst for barnet. Rådgiverne er psykologer, psykiatere eller socialrådgivere med særlig erfaring i familieforhold.
 
Rådgivningen skal dels give forældrene en dybere indsigt i deres egen og den anden forælders situation, dels styrke dem i at bruge deres egne ressourcer til at blive bedre i stand til at komme overens. Rådgivningen er derfor en hjælp til selvhjælp, og det optimale er, at forældrene selv finder en løsning på deres problemer. I anden række tilstræber rådgivningen at dæmpe konfliktniveauet mellem forældrene og dermed mindske konflikternes påvirkning af børnene. 
 
Statsamterne kan også tilbyde børn rådgivning. Formålet med dette er at give barnet mulighed for at tale med en børnesagkyndig om de problemer i familien, som berører barnet. Inddragelsen af børn i rådgivning må dog ikke få den virkning, at barnet får følelsen af at blive pålagt ansvaret for familiens situation. Der er ikke nogen aldersgrænse for, hvornår børn skal have tilbud om rådgivning, da selv forholdsvis små børn kan have behov for og gavn af rådgivning.
 
Konfliktmægling
I 2001 blev statsamternes rådgivningstilbud udvidet gennem indførelse af en landsdækkende ordning med konfliktmægling. Samtlige statsamter har således siden sommeren 2001 tilbudt konfliktmægling til løsning af tvister om forældemyndighed og samvær.

Det grundlæggende synspunkt ved konfliktmægling er, at forældrene selv rummer den bedste løsning på deres konflikt. Det er mæglernes opgave at styre processen, mens forældrene selv har ansvaret for resultatet af mæglingen.

Konfliktmægling har derfor til formål at sætte forældrene i stand til bedre at kunne indgå aftaler om barnet samt sikre, at disse aftaler får et indhold, som begge forældre kan respektere og arbejde for at overholde. På den måde ansvarliggøres forældrene i forhold til barnets situation. Ved hver konfliktmægling deltager normalt 2 mæglere, hvoraf som udgangspunkt den ene er sagsbehandler i statsamtet, mens den anden er børnesagkyndig rådgiver.

Et andet vigtigt formål med mæglingen er, at forældrene – selvom de ikke indgår egentlige aftaler om samværet – gennem mæglingen bliver udstyret med redskaber, som de kan anvende til at dæmpe konfliktniveauet mellem dem. På den måde kan barnets situation forbedres, fordi det vil føle sig mindre klemt i for¬ældrenes konflikt.
 
Børn deltager i dag som udgangspunkt ikke i konfliktmægling, fordi mæglingen koncentrerer sig om at løse konflikten mellem forældrene, som børnene i almindelighed ikke er aktive deltagere i.


5.2. Børnesagkyndig rådgivning

I perioden fra 1. september til og med 31. december 2004 har statsamterne indberettet oplysninger om i alt 1.130 gennemførte rådgivningsforløb. Disse tal inkluderer ikke konfliktmægling.
 
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har oplyst, at der i hele 2004 blev gennemført 4.038 rådgivningsforløb. I årene 2001-2003 blev der gennemført henholdsvis 4.154, 3.775 og 3.959 rådgivninger.

Forældre eller børn kan bede statsamtet om rådgivning, når der er uenighed om forældremyndighed eller samvær, selvom statsamtet ikke behandler en sag herom. Denne rådgivning kaldes “åben rådgivning”. 44% af de rådgivninger, der er indberettet til brug for denne undersøgelse, var sådanne ”åbne rådgivninger”. I de forudgående år var dette tilfældet for lidt mere end en tredjedel af rådgivningerne.

I det følgende er der set bort fra de ”åbne rådgivninger”.

Tabel 5.1 viser, at børnesagkyndig rådgivning hovedsageligt anvendes i sager om samvær. Således handlede godt to tredjedele af alle almindelige rådgivninger om samværsspørgsmål. Dette er stort set som i de to forudgående år (henholdsvis 69% og 67% af rådgivningerne). 24% af rådgivningerne handlede om både samvær og forældremyndighed, hvilket også er nogenlunde som tidligere (23% i 2002 og 25% i 2003). Endelig handlede 6% af rådgivningerne alene om forældremyndighedsspørgsmål, hvilket er som i 2002 og 2003 (6% i begge år).

Tabel 5.1. Den almindelige rådgivnings fokus

  

Deltagere i den almindelige rådgivning
Det mest almindelige rådgivningsforløb omfattede begge forældre (74%) – enten sammen eller hver for sig. Som det fremgår af tabel 5.2, blev kun 16% af rådgivningerne gennemført alene med den ene forælder. 
 
Barnet deltog i 23% af rådgivningerne, hvilket er nogenlunde som i 2002 og 2003 (24% og 25%). I 10% af rådgivningerne deltog barnet uden forældrene, hvilket ligeledes er nogenlunde som i 2002 og 2003 (11% i begge år). I 2000 og 2001 deltog barnet til sammenligning uden forældrene i 5% af rådgivningerne.

Tabel 5.2. Deltagere i den almindelige rådgivning

Aldersfordelingen for børnene i de 23% af rådgivningerne, hvor barnet deltog, fremgår af tabel 5.3.

Tabel 5.3. Børnenes alder*

* Hvis flere børn i samme aldersgruppe i samme sag har deltaget i rådgivningen, er dette kun registreret som et barn. Lidt over halvdelen af de rådgivninger, som barnet deltog i, vedrørte børn i alderen 8-11 år, mens omkring en tredjedel vedrørte børn, der var 12 år eller ældre. I langt størstedelen af de rådgivninger, hvor barnet deltog, var barnet således fyldt 8 år. Børnenes aldersfordeling i rådgivningen er nogenlunde som i 2003.  Børnenes deltagelse skal ses i lyset af, at større børn har mulighed for selv at sige ja eller nej til at deltage i rådgivning. Endvidere vil der være en del tilfælde, hvor forældrene ikke ønsker, at børnene involveres i forældrenes konflikt og derfor heller ikke ønsker, at børnene indkaldes til rådgivning.

Varighed af den almindelige børnesagkyndige rådgivning
Varigheden af den børnesagkyndige rådgivning varierer meget. Det længste rådgivningsforløb var på 10 timer, mens det korteste forløb kun varede et kvarter. Rådgivningerne varede i gennemsnit 2 timer, hvilket er nogenlunde som i de to forudgående år. 
 
Figur 5.1. Varigheden af den almindelige børnesagkyndige rådgivning

Som det fremgår af figur 5.1, varede 15% af samtlige almindelige rådgivninger 3 timer eller mere. I 2003 var dette tilfældet for 18% af rådgivningerne. I 2002 varede knap en tiendedel af rådgivningerne (8%) 3 timer eller mere. De øvrige gennemførte rådgivninger fordelte sig nogenlunde ligeligt mellem forløb af 2-3 timers varighed og forløb under 2 timer. Som det ses, varede kun få rådgivninger mere end 5 timer (4%). Niveauet er nogenlunde som i 2002 og 2003 (3% og 6%).
 
Varigheden af rådgivningerne er opgjort uden eventuel forberedelsestid.

Resultatet af den almindelige rådgivning
Som nævnt i indledningen til dette kapitel er formålet med rådgivningen ikke kun at hjælpe forældrene til at indgå konkrete aftaler om samvær eller forældremyndighed. Det kan have lige så stor værdi at dæmpe konfliktniveauet mellem dem. 
 
Tabel 5.4 viser, i hvilket omfang uenigheden eller konflikten mellem forældrene ifølge rådgiverne blev dæmpet som resultat af rådgivningen. Som det ses af tabellen, var dette tilfældet i mere end halvdelen af samtlige almindelige rådgivninger. Således havde rådgiverne i 57% af sagerne det indtryk, at der blev opnået enighed om alle eller nogle spørgsmål, eller at forældrenes uenighed blev dæmpet som resultat af rådgivningen. Dette er nogenlunde som i de forudgående to år, hvor rådgivningen skønnedes at have denne effekt i henholdsvis 56% og 60% af sagerne. I 21% af sagerne mente rådgiverne ikke, at konflikten blev dæmpet, og i knap en fjerdedel af sagerne var de usikre på resultatet af rådgivningen.
 
Tabel 5.4. Effekten af den almindelige rådgivning

Der er stor forskel på effekten af rådgivningen afhængigt af, om rådgivningen handlede om spørgsmål om forældremyndighed eller spørgsmål om samvær. Således vurderede rådgiverne effekten af rådgivningen positivt i 59% af de sager, der alene vedrørte samvær, mod 23% af de sager der alene vedrørte forældremyndighed. I 2003 var de tilsvarende tal henholdsvis 60% (samvær) og 29% (forældremyndighed).


5.3. Konfliktmægling

Statsamterne har ifølge oplysninger fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet gennemført 569 konfliktmæglingsforløb i 2004. 
 
Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA) har gennemført en evaluering af statsamternes konfliktmægling og har i september 2004 afgivet en evalueringsrapport – ”Konfliktmægling i statsamterne” – herom. Familiestyrelsen har derfor ikke indhentet oplysninger om statsamternes konfliktmægling i 2004.
 
Rapporten fra CASA viser overordnet, at konfliktmæglingstilbuddet opleves som en succes både af borgere og konfliktmæglere. Bl.a. fremgår det af rapporten, at 84% af forældrene helt eller delvist fandt en løsning på deres uenighed under konfliktmæglingen, og at 71% af forældrene vurderer, at konfliktmæglingen – alt i alt – var vellykket. Et halvt år efter konfliktmæglingen overholdt lidt mere end halvdelen af forældrene den aftale, de havde indgået under mæglingen, og to tredjedele af forældrene havde fortsat en eller anden form for aftale.


Tabel- og figuroversigt

Tabeller:
 
Tabel 2.1. Hvad blev der søgt om i statsamtet?
Tabel 2.2. Indholdet af statsamternes afgørelser ved ansøgning om fastsættelse af samvær, når bopælsforælderen protesterede mod samvær 
Tabel 2.3. Indholdet af statsamternes afgørelser ved ansøgning om ophævelse/suspension af eksisterende samvær 
Tabel 2.4. Børnenes alder i sager om samvær eller ej 
Tabel 2.5. Hovedbegrundelserne for statsamternes afgørelser i sager om samvær eller ej* 
Tabel 2.6. Hovedbegrundelserne for statsamternes afgørelser om, at der ikke skulle være samvær* 
Tabel 2.7. Hovedbegrundelserne for statsamternes afgørelser, hvorefter der (fortsat) var samvær 
Tabel 3.1. Indholdet af Familiestyrelsens afgørelser 
Tabel 3.2. Afgørelsen når klageren ønskede samvær fastsat 
Tabel 3.3. Afgørelsen når klageren ønskede ophævelse/suspension af samvær 
Tabel 3.4. Hovedbegrundelserne for Familiestyrelsens afgørelser* 
Tabel 3.5. Begrundelserne i de sager hvor der efter Familiestyrelsens afgørelse ikke var samvær 
Tabel 3.6. Begrundelserne i de sager hvor der efter Familiestyrelsens afgørelse (fortsat) var samvær 
Tabel 4.1. Børnenes alder* 
Tabel 4.2. Enighed eller afgørelse? 
Tabel 4.3. I hvilket omfang blev der lagt vægt på barnets mening, når statsamterne traf afgørelse om samværet? 
Tabel 4.4. Blev samværet fastsat efter forældrenes aftale eller af statsamtet i de sager, hvor barnet var blevet hørt? 
Tabel 4.5. Blev der lagt vægt på barnets mening i begrundelsen for afgørelsen, når barnet var blevet hørt i de sager, hvor samværet ikke blev fastsat helt eller stort set efter forældrenes aftale? 
Tabel 5.1. Den almindelige rådgivnings fokus 
Tabel 5.2. Deltagere i den almindelige rådgivning 
Tabel 5.3. Børnenes alder* 
Tabel 5.4. Effekten af den almindelige rådgivning 
 
Figur:

Figur 5.1. Varigheden af den almindelige børnesagkyndige rådgivning


Oversigt over Familiestyrelsens publikationer om samvær

• Vejledning om behandling af samværssager (Det skærpede ændringskriterium i samværssager), september 2004

• Konfliktmægling i statsamterne, september 2004

• Rapport om statsamternes anvendelse af midlertidigt samvær i sager om førstegangsfastsættelse af samvær, marts 2004

• Samvær, høring af børn, børnesagkyndig rådgivning, konfliktmægling, statistik, statistik for 2003

• Forsøgsprojekt om øget samarbejde mellem kommune og statsamt i sociale og familieretlige sager, februar 2004

• Overvåget samvær, 3. redegørelse fra Kontaktudvalget om Børnesagkyndig Rådgivning, september 2003

• Samvær, høring af børn, børnesagkyndig rådgivning og konfliktmægling, statistik for 2002

• Med barnet i centrum, pjece om forældremyndighed og samvær, 3. udgave, 2002

• Nyhedsbrev nr. 16, indeholder bl.a. orientering om samtaler med børn og undersøgelser i samværssager, februar 2002

• Samvær, børnesagkyndig rådgivning og konfliktmægling, statistik for 2001

• Nyhedsbrev nr. 13, indeholder bl.a. orientering om afslag på samvær, februar 2001

• Samvær og børnesagkyndig rådgivning, statistik for 2000

• Skarrildhus 1999

• Samvær og børnesagkyndig rådgivning, statistik for 1999

• Vejledning om behandling af samværssager, november 1999

• Skarrildhus 1998

• Samvær og børnesagkyndig rådgivning, statistik for 1998

• Skarrildhus 1997

• Samvær og børnesagkyndig rådgivning, statistik for 1997

Publiceret: 17-03-2008

Sidst opdateret: 07-05-2009