Pressemeddelelse af 3. januar 2005. Fravalg af vilkårsforhandlingerRegelforenkling: Muligt at fravælge vilkårsforhandling ved separation og skilsmisse
I marts 2004 fremsatte regeringen lovforslag om regelforenkling på det familieretlige område. Et af forslagene var at afskaffe den obligatoriske vilkårsforhandling ved separation og skilsmisse i statsamterne. Loven blev vedtaget i sommeren 2004, og afskaffelse af den obligatoriske vilkårsforhandling er trådt i kraft den 1. januar 2005.
Dette betyder, at de mange ægtepar, der er helt enige om separationen eller skilsmissen, ikke behøver at møde til vilkårsforhandling i statsamtet. Hvis ægtefællerne har behov for rådgivning, kan de dog altid få det hos statsamtet.
Minister for familie- og forbrugeranliggender Henriette Kjær siger: "Jeg lægger vægt på, at det offentlige yder borgerne en god og fleksibel service. Vi skal for eksempel undgå at indkalde borgerne til møder, der ikke er nødvendige. Jeg er derfor glad for, at borgerne nu kan fravælge vilkårsforhandlingen ved separation og skilsmisse. Dermed undgår vi, at de mange, der har helt styr på deres situation efter separation eller skilsmisse, skal til møde i statsamtet.
Samtidig er det meget vigtigt for mig, at borgerne fortsat har mulighed for at få rådgivning om separation eller skilsmisse, hvis de føler, at de har behov for det. I stedet for at holde møder med alle, der vil skilles, kan vi nu koncentrere os om at rådgive dem, der virkelig har behov for det.
Samtidig kan vi bedre målrette rådgivningen i forhold til de konkrete behov. Har ægtefællerne kun behov for rådgivning omkring deres børn, kan de springe vilkårsforhandlingen over og i stedet få børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling."
For at blive separeret eller skilt i statsamtet skal ægtefællerne i dag deltage i et møde ("vilkårsforhandling") i statsamtet. Formålet med dette møde er blandt andet at rådgive ægtefællerne om virkningerne af separation/skilsmisse. Statsamterne kan også hjælpe ægtefællerne med at indgå aftale om vilkårene for separationen/skilsmissen, hvis de ønsker det.
Mange ægtefæller har imidlertid ikke behov for denne rådgivning, for eksempel hvis de får hjælp af en advokat. Per 1. januar 2005 er der derfor indført mulighed for at fravælge vilkårsforhandling ved separation eller skilsmisse i statsamtet.
For at sikre, at ægtefællerne er klar over, hvilke problemer de kan stå over for ved separation eller skilsmisse, har Familiestyrelsen under Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender udarbejdet en vejledning om skilsmisse og separation. Der er endvidere udarbejdet nye ansøgningsskemaer.
Selvom parterne har fravalgt vilkårsforhandling, kan de altid kontakte statsamtet og få vejledning. Hvis de har børn, kan de endvidere få børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling.
Familiestyrelsen har også udsendt en cirkulæreskrivelse til statsamterne om de nye regler.
Yderligere oplysninger:
Specialkonsulent Lars Thøgersen, Familiestyrelsen, tlf. 33 92 29 12. Vejledningen om skilsmisse og separation og cirkulæreskrivelsen til statsamterne findes på www.civildir.dk |