Retsvirkninger ved ægteskab og registreret partnerskab
Her kan du læse mere om, hvad det betyder for dig at indgå ægteskab eller registeret partnerskab. Du og din ægtefælle eller registrede partner får blandt andet formuefællesskab og pligt til at forsørge hinanden.Formuefællesskab
Når du bliver gift, får du og din ægtefælle formuefællesskab. Alle jeres aktiver og hele jeres formue indgår i formuefællesskabet. Dette gælder dog ikke pensioner samt visse uoverdragelige eller personlige rettigheder (eksempelvis ophavsrettigheder).
Læs mere om ægtefællers pensioner
Hvis du og din ægtefælle ikke ønsker, at der skal være formuefællesskab, kan I aftale, at der skal være særeje i stedet for.
Formuefællesskabet har størst betydning ved ægteskabets ophør ved separation, skilsmisse eller dødsfald, hvor I som udgangspunkt hver får halvdelen af fællesboet.
Rådigheden over jeres egne ting
Selvom der er formuefællesskab, beholder I over jeres egne ting, mens I er gift. I kommer kun til at eje et aktiv i fællesskab, hvis I køber det sammen – eksempelvis hvis I køber en bolig, og I begge står på skødet. Der kan dog være visse indskrænkninger i rådigheden over jeres ting.
Læs om indskrænkninger i rådigheden
Hæftelse for gæld
En ægtefælle hæfter som hovedregel kun for den gæld, som han/hun selv har stiftet, og ægtefællen hæfterkun med de aktiver og den formue, som ægtefællen selv har rådighed over. Et ægteskab medfører således ikke, at den ene ægtefælle kommer til at hæfte for anden ægtefælles gæld. Det er kun, hvis begge ægtefæller har været med til fx at optage et lån, at de hæfter i fællesskab for gælden.
En ægtefælle kommer heller ikke til at hæfte for den anden ægtefælles gæld ved en separation eller skilsmisse.
Der er dog visse undtagelser, hvor ægtefællerne alligevel hæfter for hinandens gæld.




