Hæftelse for hinandens gæld
Selvom I som ægtefæller ikke hæfter for hinandens gæld, er der visse undtagelser hertil:
- En ægtefælle hæfter som udgangspunkt kun for sin egen indkomstskat. Den anden ægtefælle kan dog komme til at hæfte for skattegæld, hvis skattegælden forgæves er søgt inddrevet hos den ægtefælle, der i første omgang skulle have betalt indkomstskatten. Dette gælder også, selvom ægtefællerne har særeje.
- Hver af ægtefællerne er under samlivet berettiget til på begges ægtefællers ansvar at foretage sædvanlige indkøb til brug for den daglige husholdning eller børnenes fornødenheder. Hvis dette er sket ved optagelse af lån, hæfter den anden ægtefælle også for lånet.
Indkøb til den daglige husholdning og til hustruen anses normalt for indgået på begge ægtefællers ansvar, hvis ikke andet fremgår af omstændighederne. Dette gælder også, selvom ægtefællerne har særeje.
Hvis en ægtefælle misbruger sin ret til at foretage disse indkøb på begge ægtefællers ansvar, kan statsforvaltningen efter ansøgning fra den anden ægtefælle dog fratage denne ret. Ansøgningen skal indleveres til statsforvaltningen på det sted, hvor ægtefællerne bor eller opholder sig, eller hvis ægtefællerne ikke lever sammen, til statsforvaltningen på det sted, hvor den ægtefælle, der ønskes frataget retten, bor eller opholder sig.
Klage over statsforvaltningens afgørelse
Du kan klage over statsforvaltningens afgørelse til Ankestyrelsen. Klagen sendes til statsforvaltningen, der videresender klagen til styrelsen med sagens akter.




