Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg

Vielsesbemyndigelse

Præster, der er ansat i godkendte trossamfund og menigheder, kan få bemyndigelse til at foretage vielser med borgerlig gyldighed.

Mindre trossamfund og menigheder med få medlemmer kan søge om en enkeltstående (ad hoc) vielsesbemyndigelse. Større trossamfund, der har mange medlemmer, og som foretager mange vielser, kan søge om stående vielsesbemyndigelser.

Krav til præsten 

Kirkelig vielse uden for folkekirken kan ske i godkendte trossamfund, hvis trossamfundet har præster, der er bemyndiget til det af Ankestyrelsen (under Social- og Integrationsministeriet).

Når et trossamfund søger om en vielsesbemyndigelse, stilles der visse krav til præsten. Grunden er, at præsten udøver offentlig myndighed.

Det vil for eksempel hos politiet blive undersøgt, om der er oplysninger, der hindrer, at præsten kan udøve hvervet som vielsesforretter. Det bliver også undersøgt, om præsten har lovligt ophold i Danmark. Desuden skal præsten beherske dansk. Det er for at kunne varetage de funktioner, der er forbundet med at foretage vielser – blandt andet at lave indberetninger til myndighederne.

Hvis en præst misbruger vielsesbemyndigelsen, kan Ankestyrelsen tage bemyndigelsen tilbage.

Krav til vielsen

Når et trossamfund søger vielsesbemyndigelse til en præst, bliver trossamfundets vielsesritual vurderet, ud fra om det er i overensstemmelse med ægteskabsloven. Vielser i Danmark skal ske i overensstemmelse med ægteskabslovens regler:

  • Parterne skal være til stede samtidig.
  • Vielsen skal ske i overværelse af to vidner.
  • Parterne skal sige ”ja” til at ville gifte sig med hinanden.
  • Præsten skal derefter erklære parret for ægtefolk.

Læs mere om vielse

Enkeltstående vielsesbemyndigelse (ad hoc)

En enkeltstående vielsesbemyndigelse (ad hoc) gælder til en bestemt vielse.

Hvis trossamfundet kun har få medlemmer og få vielser om året, kan trossamfundet søge om, at præsten får en enkeltstående vielsesbemyndigelse til hver vielse.

Stående vielsesbemyndigelse

En stående vielsesbemyndigelse gælder, så længe præsten er ansat i trossamfundet. Bemyndigelsen kan dog være tidsbegrænset, hvis præsten ikke har fast opholdstilladelse i Danmark.

Hvis trossamfundet har mange medlemmer, og det derfor har mange vielser om året, kan trossamfundet søge om, at præsten får en stående vielsesbemyndigelse.

Krav til ansøgningen

Læs, hvilke bilag der skal vedlægges ansøgningen, i Vejledning til ansøgning om vielsesbemyndigelse og indhentelse af børneattest (pdf)

Blanketter

Når I ansøger om en vielsesbemyndigelse, er der en række krav til ansøg-ningen. Læs mere om disse krav i vejledningen til ansøgningen.

Hent vejledningen til ansøgning om vielsesbemyndigelse og indhentelse af børneattest (pdf)

Gå til blanketter til ansøgning om vielsesbemyndigelse
Sidst opdateret:  1. maj 2012