Spørgsmål og svar
Har jeg skattemæssig fradragsret for børnebidrag?
Har du spørgsmål om ligningsmæssige fradrag, skal du kontakte SKAT.
Bidragsmodtager er flyttet sammen med/blevet gift med en ny mand/kvinde, som tjener rigtig mange penge. Skal jeg fortsat betale børnebidrag?
Det er uden betydning, hvor meget bidragsmodtagerens nye samlever/ægtefælle tjener. Det er, fordi den ny samlever ikke har forsørgelsespligt over for jeres barn.
Har det betydning for størrelsen af børnebidraget/uddannelsesbidraget, at barnet har et fritidsjob/modtager SU?
Barnets indkomst kan have betydning for størrelsen af et børnebidrag og et uddannelsesbidrag. Afhængigt af størrelsen af barnets indkomst kan bidraget blive nedsat eller helt bortfalde.
Hvilke betingelser skal være opfyldt, for at jeg kan få uddannelsesbidrag til barnet?
En forælder, der forsørger et barn mellem 18 og 24 år under uddannelse, kan ansøge statsforvaltningen om, at den anden forælder bliver pålagt at betale uddannelsesbidrag. Det er en betingelse, at bidragsbetaleren har en indkomst af en vis størrelse, for at der fastsættes bidrag.
Læs om fastsættelse af uddannelsesbidraget i 2012
Barnets egen indkomst, herunder SU, kan have betydning for, om der fastsættes bidrag. Hvis barnet kun modtager SU som hjemmeboende, vil denne indkomst normalt ikke have betydning.
Hvilke indtægter og udgifter indgår i statsforvaltningens vurdering af børnebidragets størrelse?
Ved vurderingen af bidragets størrelse tager statsforvaltningen udgangspunkt i bidragsbetalerens bruttoindkomst. Det omfatter alle former for indkomst, herunder feriepenge, dagpenge, overarbejde, bonus, overskud ved personlig virksomhed og overskud i selskaber, som parten helt eller delvist ejer (også selskaber, som parten indirekte ejer via andre selskaber), renteindtægter, aktieudbytte m.v.
Statsforvaltningen tager hensyn til de udgifter, bidragsbetaleren har til sine egne børn. Det betyder, at antallet af børn, som bidragsbetaleren har forsørgelsespligt over for, påvirker bidragets størrelse. Jo flere børn du har, jo højere indkomst skal du have for at betale forhøjet bidrag. Andre udgifter, som f.eks. husleje og afdrag på lån, har som udgangspunkt ikke betydning.
Hvor stort er konfirmationsbidraget?
Læs mere om konfirmationsbidraget i den årlige indkomstoversigt for fastsættelse af børne- og ægtefællebidrag.
Find indkomstoversigten under retningslinjer for fastsættelse af børne- og ægtefællebidrag
Hvornår skal jeg ansøge om konfirmationsbidrag?
Konfirmationsbidrag kan kun fastsættes, hvis du ansøger statsforvaltningen om det, inden 3 måneder efter at konfirmationen er blevet holdt. Statsforvaltningen skal have modtaget din ansøgning inden udløb af 3-måneders-fristen. Det er altså ikke nok, at den er sendt inden fristen.
Jeg betaler forhøjet børnebidrag, men er blevet fyret fra mit arbejde. Kan jeg få nedsat bidraget?
Du kan ansøge statsforvaltningen om nedsættelse af børnebidraget, hvis dine økonomiske forhold ændrer sig. Et bidrag ændres normalt først med virkning fra den første forfaldsdag efter statsforvaltningens afgørelse. Når du mister dit arbejde, og du derefter ikke længere har mulighed for at betale et forhøjet børnebidrag, har en afgørelse om ændring af bidraget dog normalt virkning, fra første forfaldsdag efter det tidspunkt hvor bidragsmodtageren blev orienteret om din ansøgning. Det kræver dog, at du selv sørger for, at sagen kan behandles hurtigst muligt, f.eks. ved straks at indsende dokumentation for arbejdsledigheden i form af opsigelsesbrev, bevis for modtagelse af kontanthjælp eller for berettigelse til at modtage arbejdsløshedsdagpenge.
Jeg er flyttet sammen med/blevet gift med en mand/kvinde, som har et barn fra et tidligere forhold. Har jeg pligt til at forsørge mit nye stedbarn?
Da dit stedbarn ikke er dit barn, har du ikke pligt til at forsørge barnet. Det er kun barnets forældre, der har pligt til at forsørge barnet.
Jeg har betalt for meget bidrag til bidragsmodtageren. Hvad skal jeg gøre?
Hvis du har betalt for meget bidrag, f.eks. hvis dit bidrag er nedsat eller bortfaldet med tilbagevirkende kraft, skal du henvende dig til bidragsmodtageren. Hvis du og bidragsmodtageren ikke kan finde ud af det på egen hånd, kan du henvende dig til retten, da du har et privatretligt krav mod bidragsmodtageren.
Jeg har fået brev fra kommunen om, at jeg kan ansøge statsforvaltningen om, at børnebidraget kan bortfalde på grund af barnets egen indkomst. Fra hvornår bortfalder bidraget?
Når du har modtaget et brev fra kommunen om muligheden for at ansøge statsforvaltningen om bortfald af børnebidraget, kan du sende en ansøgning til statsforvaltningen. Hvis der er grundlag for at lade bidraget bortfalde, vil det som udgangspunkt ske, med virkning fra den første forfaldsdag efter at statsforvaltningen har truffet en afgørelse.
Jeg har opdaget, at bidragsbetaleren har fået nyt job med en højere indkomst. Betyder det, at børnebidraget forhøjes?
Et børnebidrag forhøjes ikke automatisk. Hvis du mener, at der er grundlag for at få et forhøjet børnebidrag, kan du ansøge statsforvaltningen om det. Herefter vil statsforvaltningen undersøge dine og bidragsbetalerens økonomiske forhold og foretage en konkret vurdering af, om bidraget kan forhøjes.
Kan jeg ansøge om uddannelsesbidrag, selvom mit barn er flyttet hjemmefra?
Hvis du kan dokumentere, at du, selvom barnet er flyttet hjemmefra, fortsat forsørger dit barn, og barnet er mellem 18 og 24 år og under uddannelse, kan du ansøge om uddannelsesbidrag.
Kan jeg få børne- og ungeydelse fra det offentlige?
Hvis du har spørgsmål om børne- og ungeydelse (også kaldet børnecheck), skal du kontakte din kommune.
Kan jeg få børnetilskud fra det offentlige?
Hvis du har spørgsmål om børnetilskud, skal du kontakte din kommune.
Kan jeg få konfirmationsbidrag eller beklædningsbidrag til mit barn, hvis den anden forælder er død?
Nej, det kan ikke lade sig gøre. Et bidrag er ikke en offentlig ydelse, men derimod en betaling mellem to private personer. Statsforvaltningen kan kun pålægge en forælder at betale konfirmati-onsbidrag, hvis forælderen lever på tidspunktet for konfirmationen.
Kan man selv indgå aftaler om børnebidrag, eller skal statsforvaltningen træffe afgørelse om det?
Forældre kan selv indgå aftaler om barnets forsørgelse, som for eksempel aftaler om et børnebidrags størrelse. Det er altså ikke et krav, at statsforvaltningen fastsætter et bidrag. Inden du indgår en aftale, bør du altid læse Ankestyrelsens (tidligere Familiestyrelsens) vejledning om aftaler om børnebidrag (se nedenfor).
Der er mange måder at organisere forsørgelsen af et barn på, og aftaler findes i mange varianter. For eksempel kan forældrene aftale, at de hver især forsørger barnet, når barnet er hos den pågældende forælder, evt. kombineret med at faste udgifter deles – eksempelvis daginstitution, tøj m.v.
Man kan eksempelvis også aftale, at den forælder, som barnet bor hos, skal have et børnebidrag fra den anden forælder. Det er herefter bopælsforælderen, der har ansvaret for at forsørge barnet, og den anden forælder har herefter ud over børnebidraget kun pligt til at betale udgifter i forbindelse med samvær med barnet.
Aftaler om bidrag er som udgangspunkt bindende, mundtlige såvel som skriftlige, og kan kun ændres af statsforvaltningen, hvis aftalen skønnes åbenbart urimelig, eller når forholdene væsentligt har forandret sig, eller aftalen strider mod barnets bedste.
En aftale om bidrag bliver som regel tilsidesat som stridende mod barnets bedste, hvis bidragets størrelse er væsentligt mindre end det bidrag, som statsforvaltningen ville have fastsat.
Læs mere i Vejledning om aftaler om børnebidrag på retsinformation.dk
Mit barn er kommet på efterskole, hvilket jeg alene betaler for. Jeg modtager børnebidrag, men det er ikke nok til at dække udgifterne. Kan jeg ansøge om, at børnebidraget bliver forhøjet?
En bidragsbetaler, som er pålagt at betale børnebidrag, opfylder sin forsørgelsespligt ved at betale bidraget. Bidragsbetaleren kan derfor ikke pålægges at betale et højere bidrag, alene fordi udgifterne til barnet bliver større.
Mit barn skal ikke konfirmeres. Kan jeg få bidrag alligevel?
Hvis dit barn ikke skal konfirmeres, kan du i stedet for ansøge statsforvaltningen om fastsættelse af et ”beklædningsbidrag”, når barnet når konfirmationsalderen. Ansøgningen skal være modtaget af statsforvaltningen, senest 3 måneder efter det tidspunkt hvor barnets skolekammerater blev konfirmeret.
Skal jeg betale børnebidrag, når barnet er nogenlunde lige meget hos mig og den anden forælder?
Begge forældre har pligt til at forsørge deres barn. Hvis forældrene opfylder deres forsørgelsespligt over for barnet, og hvis der er fælles forældremyndighed, kan statsforvaltningen ikke pålægge en forælder at betale bidrag.
Det afhænger af en konkret vurdering, om en forælder opfylder sin forsørgelsespligt. I denne vurdering indgår især, hvor meget barnet opholder sig hos forældrene, og hvor fast ordningen er. Hvis barnet opholder sig nogenlunde lige meget hos hver af forældrene, vil udgangspunktet være, at begge forældre opfylder deres forsørgelsespligt over for barnet. I tilfælde, hvor barnet opholder sig 4-5 dage hos den ene forælder i en 14-dages periode, vil denne forælder kun undtagelsesvist kunne anses for at opfylde sin forsørgelsespligt over for barnet.
I vurderingen indgår også, om forældrene hver især deltager i den daglige og basale forsørgelse af barnet. Hvem betaler for eksempel de større faste udgifter (daginstitution, skolegang, fritidsaktiviteter og lignende), og hvem køber tøj, betaler for mobiltelefon, giver lommepenge og lignende. Udgifter til rejser og større ting, som har karakter af gaver, har mindre betydning, men kan dog indgå i den samlede vurdering.
De udgifter, som den ene forælder afholder til forsørgelse, kan tillægges betydning, også selvom den anden forælder ikke er enig i, at barnet forsørges gennem disse udgifter. Den ene forælder skal ikke have fordel af de udgifter, den anden forælder afholder, for at udgifterne er afholdt til barnets forsørgelse. Det væsentlige i vurderingen er, om forældrene opfylder barnets konkrete forsørgelsesbehov.
En udgift til eksempelvis almindeligt tøj vil kunne opfylde et beklædningsbehov hos barnet på samme måde, som hvis tøjet var luksuspræget. Det samme gælder, hvor den ene forælder vælger at melde barnet til en dyrere fritidsaktivitet, som er en anden og måske også dyrere aktivitet end den, den anden forælder har valgt.
Der er som udgangspunkt ikke tale om, at hver forælders forsørgelsesudgifter skal sammenholdes, men at der skal foretages en konkret vurdering af, om en forælder opfylder sin forsørgelsespligt i forhold til barnets konkrete forsørgelsesbehov. Er det tilfældet, kan der ikke fastsættes bidrag. Dette gælder også, selvom der – hvis der blev foretaget en sammenligning ”krone for krone” – er en stor forskel i forældrenes faktiske udgifter til forsørgelsen af barnet.
Det indgår også i vurderingen, om en af forældrene modtager børnetilskud og børnefamilieydelse til barnet. Forældrenes øvrige økonomiske forhold lægges der normalt ikke afgørende vægt på.
Hvis der ikke er fælles forældremyndighed, kan forældremyndighedsindehaveren anmode statsforvaltningen om at pålægge den anden forælder at betale bidrag til barnets forsørgelse. Bidraget vil som udgangspunkt blive fastsat, selvom den anden forælder deltager i forsørgelsen. Det skyldes, at indehaveren af forældremyndigheden antages at have ret til at kræve den anden forælders deltagelse i barnets forsørgelse omsat til et bidrag.
Skal jeg betale konfirmationsbidrag, selvom jeg holder en fest for barnet?
En forælder kan ansøge statsforvaltningen om, at den anden forælder bliver pålagt at betale konfirmationsbidrag til barnet. Det afgørende er, om ansøgeren har afholdt udgifter til konfirmationen.
Når der er fælles forældremyndighed over barnet, kan begge forældre selv vælge, hvordan de vil opfylde deres forsørgelsespligt i anledning af konfirmationen. Det betyder, at der ikke fastsættes konfirmationsbidrag, hvis den anden forælder eksempelvis selv har holdt en fest for barnet i anledning af konfirmationen eller har taget barnet med på en ferierejse i anledning af konfirmationen, og forælderen derved skønnes at have opfyldt sin forsørgelsespligt.
Hvis der ikke er fælles forældremyndighed over barnet, fastsættes der konfirmationsbidrag, medmindre bidragsbetaleren godtgør, at han/hun efter aftale med forældremyndighedsindehaveren har opfyldt sin forsørgelsespligt i anledning af konfirmationen på anden vis.
Hvor skal
du starte?
Ønsker du at søge om at få eller få ændret et bidrag, skal du starte hos statsforvaltningen.
Læs om bidrag på statsforvaltning.dk



