Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg

Afgørelse fra et EU-medlemsland

Opkrævning af bidrag i Danmark

Underholdspligtforordningen gælder her i Danmark.

Det betyder, at Danmark anerkender og fuldbyrder bidragsafgørelser, der er truffet på grundlag af bidragssager, der er startet i en af de øvrige EU-medlemslande – undtagen Storbritannien – efter den 18. juni 2011, på samme måde som afgørelser, der er truffet i Danmark (se afdeling 1 nedenfor).

Det betyder også, at Danmark anerkender og fuldbyrder bidragsafgørelser, der er truffet i Storbritannien, når afgørelsen opfylder forordningens betingelser for eksigibilitet (fuldbyrdelighed). Herudover anerkender og fuldbyrder Danmark bidragsafgørelser, der er truffet i en af de øvrige EU-medlemslande, når afgørelsen opfylder forordningens betingelser for eksigibilitet (fuldbyrdelighed), og afgørelsen er truffet på grundlag af en bidragssag, der er startet før den 18. juni 2011.

Se liste over EU-medlemslandene på eu-oplysningen.dk

Underholdspligtforordningen finder umiddelbart kun anvendelse på ”retsafgørelser”. Efter forordningen kan begrebet ”ret” dog også omfatte administrative myndigheder med kompetence i sager om bidrag, der opfylder en række betingelser, og afgørelser truffet af disse myndigheder. Se oplysninger om sådanne administrative myndigheder under Bilag 1.

SKAT Syddanmark opkræver bidrag, der er fastsat i afgørelser fra de øvrige EU-medlemslande. Det gælder i disse tilfælde:

  • Bidragsmodtageren bor i Danmark.
  • Bidragsbetaleren bor i Danmark.
  • Bidragsbetaleren har værdier (aktiver) i Danmark.
  • Bidragsbetaleren får udbetalt løn i Danmark.

Afdeling 1: Sagsforløbet i en sag om opkrævning og inddrivelse af bidrag. Bidragsafgørelsen er truffet på grundlag af en bidragssag, der er startet i en af de øvrige EU-medlemslande – undtagen Storbritannien – efter den 18. juni 2011

Hvor bidragsmodtageren skal henvende sig

Bidragsmodtageren eller den relevante udenlandske myndighed kan sende en anmodning om inddrivelse af et bidragskrav til Familiestyrelsen.

Når Familiestyrelsen har sikret sig, at de nødvendige dokumenter foreligger, videresender styrelsen sagen til SKAT Syddanmark til opkrævning.

Bidragsbetalerens adgang til at bede om fornyet prøvelse af bidragsafgørelsen

Bidragsbetaleren har i visse situationer mulighed for efter forordningens artikel 19 – indenfor en vis frist – at anmode om fornyet prøvelse af en bidragsafgørelse ved den kompetente ret i den stat, hvor afgørelsen er truffet. En sådan anmodning skal bidragsbetaleren selv indgive til den kompetente ret.

Du kan finde oplysninger om den udenlandske kompetente ret og landets prøvelsesprocedure under de enkelte medlemslande her

Hvis bidragsbetaleren kommer med indsigelser

Hvis bidragsbetaleren kommer med indsigelser om bidragskravets eksistens og størrelse, skal SKAT Syddanmark sende sagen til Statsforvaltningen Syddanmark, som træffer afgørelse om indsigelserne. Statsforvaltningens afgørelse kan påklages til Familiestyrelsen.

Afdeling 2: Sagsforløbet i en sag om opkrævning og inddrivelse af bidrag. Bidragsafgørelsen er truffet i Storbritannien eller bidragsafgørelsen er truffet på grundlag af en bidragssag, der er startet i en af de øvrige EU-medlemslande før den 18. juni 2011

Hvor bidragsmodtageren skal henvende sig

Bidragsmodtageren eller den relevante udenlandske myndighed kan sende en anmodning om inddrivelse af et bidragskrav til Statsforvaltningen Syddanmark.

Statsforvaltningen Syddanmarks opgaver i hovedtræk

Når Statsforvaltningen Syddanmark har sikret sig, at de nødvendige dokumenter foreligger, erklærer statsforvaltningen afgørelsen for eksigibel (fuldbyrdelig).

Afgørelsen kan påklages inden 30 dage efter, at den er blevet forkyndt. Bor bidragsbetaleren ikke i Danmark kan afgørelsen påklages inden 45 dage efter, at den er blevet forkyndt. Der kan ikke dispenseres fra klagefristen.

Hvis bidragsbetaleren ikke inden ovennævnte frister har påklaget statsforvaltningens afgørelse om eksigibilitet eller fremsat indsigelser om kravets eksistens og størrelse, videresender statsforvaltningen anmodningen om inddrivelse af bidragskravet til SKAT Syddanmark.

Hvis bidragsbetaleren påklager statsforvaltningens afgørelse om eksigibilitet, sender statsforvaltningen sagen til Familiestyrelsen, der træffer afgørelse.

Hvis bidragsbetaleren fremsætter indsigelser om kravets eksistens og størrelse, træffer statsforvaltningen afgørelse om indsigelserne. Statsforvaltningens afgørelse kan påklages til Familiestyrelsen.

Opkrævning af bidraget

SKAT Syddanmarks opgaver i hovedtræk:
• Opkræve bidraget hos bidragsbetaleren
• Lave evt. aftaler om afdrag.

Hvis bidragsbetaleren ikke betaler

Hvis opkrævningen ikke resulterer i, at bidragsbetaleren betaler bidraget, sender SKAT Syddanmark sagen til SKAT, som inddriver bidraget. 

Som restanceinddrivelsesmyndighed har SKAT følgende muligheder for at inddrive et bidrag:

  • Lønindeholdelse
  • Udpantning
  • Modregning.

Klageadgang

Både bidragsmodtageren og bidragsbetaleren kan klage over Statsforvaltningen Syddanmarks afgørelse til Familiestyrelsen. SKAT's afgørelse kan påklages til Landsskatteretten. Handler klagen om en udpantning, skal fogedretten behandle klagen.

Opkrævning og inddrivelse i udlandet

Bor bidragsmodtageren i Danmark, og bor bidragsbetaleren i udlandet, på Færøerne eller i Grønland, er det SKAT Syddanmark, der opkræver et bidrag. Resulterer opkrævningen ikke i, at bidragsbetaleren betaler bidraget, sender SKAT Syddanmark sagen til inddrivelse i udlandet.

Spørgsmål om reglerne

Hvis du har spørgsmål om reglerne om opkrævning eller om underholdspligtforordningen, kan du henvende dig til Familiestyrelsen.

Hvis du har spørgsmål om reglerne om inddrivelse, kan du henvende dig til SKAT.

Gå til skat.dk